I 1830'erne voksede nationalismen frem i Danmark og
Slesvig-Holsten. Samtidig blev den sproglige bevidsthed større i det danske
hertugdømme Slesvig, hvor det tyske sprog var ganske udbredt. Tysk fungerede
som rets- og administrationssprog til trods for, at store dele af befolkningen
var dansk. I 1838 rettede den slesvigske stænderforsamling med et snævert
flertal henvendelse til den danske konge for at gøre opmærksom på, at dansk var
understimuleret i hertugdømmet. Det resulterede i, at Christian 8. den 14. maj
1840 udsendte et sprogreskript. For at styrke det danske sprog fastslog han, at
i de dele af Slesvig, hvor dansk var kirke- og skolesprog, skulle det for
fremtiden også være rets-, regerings- og administrationssprog i stedet for
tysk. Det betød i praksis, at blandt andet love og forordninger for fremtiden
nu skulle offentliggøres på dansk. Kongen kompenserede for denne omstridte
beslutning ved samtidig at give de tysksindede børn ret til 3 timers
tyskundervisning om ugen.
Den nordslesvigske landbefolkning sendte en takadresse til
kongen for at udtrykke deres taknemmelighed over hans opbakning til det danske
sprog. Der var dog i dansksindede kredse også utilfredshed med, at der blev indført tyskundervisning. Det var en udbredt opfattelse, at
fortyskningen af Slesvig derved kunne fortsætte med uformindsket styrke, da lærere,
som ikke kunne undervise
i tysk, ikke længere havde mulighed for at komme i
betragtning til ledige lærerjobs.
Det lykkedes ikke Christian 8. at standse de nationalistiske
stridigheder med sprogreskriptet.
De blussede op igen i 1842, da den dansksindede repræsentant
P. Hiort Lorenzen fra Haderslev insisterede på at tale på dansk i
stænderforsamlingen i Rendsburg, hvor tysk var forvaltningssprog. Læs mere her.