Ærlighed og klarhed
80 klummer der
vil...
af
Lars Brink
Standser Leipzig ved dette tog?
En kendt dansker
kørte engang i tog med Einstein og spurgte ham da høfligt: "Undskyld, hr.
professor, ved De, om Leipzig standser ved dette tog?"
Jeg kom til at tænke på
denne relativitets-historie, da jeg så et læserbrev i JP (15.07.08) skrevet af
en studerende, Sabrina G. Det begynder således:
"TIDEN
NÆRMER sig dagen, da mange håbefulde studenter spændt venter svar på, om de er
blevet optaget på deres drømmestudium."
Enhver ordentlig
dansklærer kender den slags fejl-konstruktioner. De består i, at to sproglige
fraser er blandet sammen. Det kaldes kontamination.
Frasen tiden nærmer sig (jf.
digtets Sig nærmer tiden, da...) og
frasen den dag kan snart komme, da... er
blandet sammen.
Men det er meget mere
interessant end som så. Oftest behandler vi i vort sprog fremtiden som noget,
der bevæger sig forfra mod os (der står stille) og forsvinder bag os,
forvandlet til fortid: Påsken kommer
tidligt i år. – Hvad mon fremtiden vil bringe? – Barndomstiden ligger nu langt
tilbage. Specielt gælder det, at tiden i de europæiske sprog går. Og i og med, at tiden går, går også
tidsperioderne: dagene, vintrene, krigstiderne osv. Men i Sabrinas sætning er
det kun tiden, der går, ikke dagene – med det resultat, at tiden stedse nærmer
sig bestemte dage og til sidst når dem. Jamen er hun da tovlig i hovedet?
Bestemt ikke. Resten af hendes indlæg viser det klart. Hendes tilsigtede
indhold er krystalklart: ’Det er snart optagelses-svardag’. Hun udtrykker det
forkert, men tænker det ganske som vi andre.
I sprogvidenskaben har man
i 70 år diskuteret, om sprogenes forskellige måder at udtrykke abstrakte ting
på, som fx tid, afspejler forskellig tænkning, og om de i så fald er fuldt
oversættelige til hinanden. Man har fx opdaget, at hopi-indianerne udtrykker
tid uden bevægelsesord og uden et særligt ord for tid; de siger blot, at noget
sker senere end noget andet. Tænker
de anderledes end vi? Dét mente B.L.Whorf i 1930’erne. Han mente ligefrem, at
hopi egnede sig bedre til at udtrykke relativitetsteorien end engelsk. Den
overvejende opfattelse i dag er, at der højst er nuanceforskelle mellem
sprogenes udtryksevne og mellem deres brugeres tænkemåde. Først og fremmest
gælder oversættelses-dogmet: Alt,
hvad der kan tænkes, kan oversættes præcist til alle sprog. Her kommer så
Sabrina. Hun tænker ligeså godt over tiden som vi andre, selvom hun udtrykker
sig ret absurd om den. Men vi andre skal ikke være høje i hatten. For vi så jo
ovenfor, at fremtiden ligger foran os, mens
fortiden er lagt bag os. Altså kommer
tiden forfra. Men når vi blot siger, at tiden går, så tænker vi på forlænsgang.
Og når vi både kan sige, at høsten nærmer sig med stormskridt, og at vi selv
nærmer os høsten med stormskridt, ser vi, at det ingen rolle spiller, hvilke
sproglige mellemregninger vi gør os. Vi kán bare – til forskel fra vore
firbenede tegnsprogs-venner – dét dér med at tale om tid.
Demokratisk
Efter en
frygtelig JP-løs dag griber man næste morgen begærligt ud efter avisen og læser
den ekstra grundigt. Stor er da frustrationen, når man ser, at et af JP’s
stærkeste kort – vi nævner ingen navne, for klummen her er ingen gabestok –
misbruger det danske sprog så eftertrykkeligt, at det gør ondt. Han beskriver
Encyclopaedia Britannicas overgang til delvis at blive skrevet af læserne. I
den forbindelse nævner han »de åbne demokratiske fora«, dvs. de brede
læserskarer, der skal forbedre artiklerne.
Sprogfolk har længe ment,
at denne brug af demokratisk er et
farligt misbrug. Demokrati(sk) bør
kun bruges om en styreform, føst og
fremmest i staten, men også, ved passende lighed, i en kommune eller skakklub.
Kernen i denne styreform er: »1 mand 1 stemme«; der stemmes om love (direkte
demokrati) eller om lovgivere (indirekte demokrati); ved mand forstås i dag ’voksen person’. Ordet bruges fast positivt
værdiladet.
Den ellers så sobre
journalists betydning af demokratisk er:
’præget af – eller tilgængeliggjort for – store, ikke nødvendigvis uddannede,
dele af befolkningen’, vel at mærke som plus-ord. Denne betydning kan spores
tilbage til 1930’rne, men var endnu sjælden i min barndoms 50’ere. Jég mødte
den første gang i tresserne, da jeg så flg. notits: »Vinpriserne er blevet mere
demokratiske!«. Jeg smilede og gøs på én gang. Smilede, fordi der her
indlysende sker en kortslutning, og gøs, fordi..., ja hvorfor? Fordi begrebet
demokrati er næsten helligt her i Vesten. Vi er alle demokrater, også jég. Men
hvis begrebet udvandes til fx den nævnte betydning eller går i retning af ’retfærdig’
eller ’lighedspræget’, hvad der også er stærke tendenser til, så står vi jo med
et begreb, der blot er en lyd uden fornuftigt, fælles indhold. Så kan enhver –
med sproget i ryggen – kalde ethvert samfund demokratisk, blot han finder det
præget af de uuddannede masser, eller finder det retfærdigt eller præget af
stor lighed mellem borgerne.
Som alle ord om ting, man
ikke kan tage og føle på, har demokrati(sk)
en mere skrøbelig betydning, end de fleste tror. Dét, der er lettest at
huske, er, at det er noget godt. Synonymet folkestyre
er nemmere at fastholde pga. de to meningsgivende led. (Demokrati har kun meningsgivende led for
nogle få græskkyndige promille af befolkningen). Og bemærk, at det ikke er
muligt at udvande folkestyre på samme
måde. Ingen ville finde på at sige, at vinpriserne (el. leksikonnets fora) var
blevet mere folkestyreagtige.
Journalisten
har ikke begået nogen fejl. Hans brug af demokratisk
har desværre haft solid tradition siden 1930’rne. Men den er en
videreførsel af, hvad der begyndte som grov demagogi: Man ville sige noget pænt
om de brede masser og snyltede da på plus-klangen i demokrati. Sådan havde man hidtil ikke kunnet bruge ordet. Det var
noget nyt. Et overgreb.
Kafkask
Dagens JP
(21.06.08) byder på en god artikel om den afskyelige Robert Mugabe og valgene i
Zimbabwe. Efter en gennemgang af uhyrlighederne skriver de to journalister:
"Under alle omstændigheder er det utroligt, at der stadig kan
rekrutteres mod nok til at fortsætte valgkampen i et mareridt af så kafkaske
dimensioner."
Det er så sandt, som det
er sagt – lige bortset fra det kafkaske. Måske er det småligt at komme med
sprog-pegepinden her, men dét er nu den niche-aktivitet, jég har valgt her i
livet (og den er ofte mindre snæver, end den synes).
Det mareridt, der
udspiller sig i Zimbabwe og afrapporteres i artiklen er af så blodige og
grusomme dimensioner, at ordet kafkask er
helt skævt. Kafkask er som bekendt
afledt af Franz Kafka med tanke på
hans roman Der Prozeß, hvori en vis
Josef K. arresteres og anklages for noget, han aldrig får klar besked om. Kafkask betegner følgelig en ’uhygge og
angst forårsaget af bureaukratisk uigennemskuelighed og absurditet’. Processen ender med en dødsdom, og dén
lurende mulighed er naturligvis baggrunden for angsten. Død og lemlæstelse
udpensles ikke. Og dét er just pointen ved ordet kafkask og grunden til, at diverse sprog har optaget det: Det
udmaler en angst, der tidligere var navnløs: Angsten for at være prisgivet et
bureakrati, der har den totale magt over en.
Men de to journalister
bruger ordet, som om det betød ’bestialsk’ eller ’grusom’ eller måske snarest
blot ’rædselsvækkende’. Dét er forkert. Der er intet som helst kafkask ved, at
Harares borgmesters, E. Chirotos’, kone gennemtæves med køller til døde, eller
ved de andre bestialske mord, der skildres i artiklen. Dét er god gammeldags
grusomhed. Her kan det fine ord kafkask slet
ikke bruges. Er der nogen, der gør det alligevel? Egentlig ikke. En tur på
Google gav 40 hits på kafkask, og
alle belæggene holdt sig pænt til den traditionelle betydning – undtagen ét.
Men dét var skrevet af den samme JP-journalist, som er medforfatter af den her
behandlede artikel! Det handlede om blodbadet i Rwanda og tiden derefter.
Hvorfor hidse sig op?
Fordi det danske sprog bliver fattigere, hvis kafkask udvandes til blot at betyde ’rædselsvækkende’. Dét har vi –
ligesom alle andre sprog – masser af ord for. Den traditionelle betydning om
bureaukratier er en specialitet, en åndspræstation, der skyldes en stor digter.
Det er lidt det samme som med bjørnetjeneste:
Hvis det bare kommer til at betyde ’stor tjeneste’ i stedet for det lidt
krøllede ’tilsigtet tjeneste, der viser sig at være skadelig’, så mister vort sprog en kortfattet og
præcis udtryksmulighed. Sprog, der ikke har ord med betydningen ’kafkask’ og
’bjørnetjeneste’, kan godt strikke disse betydninger sammen – for alt, hvad der
kan tænkes, kan siges på alle sprog – men de kan ikke gøre det så kort og
præcist som vi.
Jeg bærer ikke nag
Trafikordfører
Johannes Poulsen (R) udtaler i Deres avis 10.12.08: "Jeg bærer ikke nag,
selv om trafikordførerne fra Venstre og konservative slog sig på lårene og
sagde, at vi aldrig ville få roadpricing i deres levetid."
Den, der bærer nag (eller
ikke bærer nag), skal have mødt uretfærdighed eller hårdhed fra en bestemt
side. Men her er der blot tale om, at de pågældende "med en skraldende
latter" nægtede at følge Poulsen. Dét for lidt. Poulsen bruger nag-frasen
forkert og skulle have sagt: "Jeg hoverer
ikke".
På internettet bruges Jeg bærer ikke nag ret løst. Flere
bruger det fx i stedet for Jeg er ikke
misundelig. Men sådan må det vel være, når alverden, inkl. vor veninde
Maren i kæret, griber pennen. Men der synes ikke at være nogen, der klart
bruger det = ’hovere’. Jeg har dog ikke tjekket alle 4000 belæg! (Der er forresten heller ingen, der der
indrømmer: Jo, jeg bærer nag!, for
dét lyder, som om man sidder i en kakkelovnskrog og skummer og har det rigtig
dårligt – og hvem vil ud med det?).
Det siger sig selv, at
sprogets leksikalske frasers betydning er sværere at huske end enkeltordenes.
Hver frase består jo af flere ord, og betydningen er ofte – nemlig ved de
såkaldte idiomer – uforudsigelig ud fra frasens enkelte ord.
Langt mere interessant er
dog følgende: Når Poulsen udbasunerer, at han ikke bærer nag, dvs. ikke hoverer, hoverer han så ikke netop? Vel
gør han så. Hvorfor? Fordi det er dejligt og naturligt at hovere – lyt til
børnene! Hvorfor benægter han det? 1) Fordi man efter vor kristne moral ikke
bør hovere. Den, der ophøjer sig, skal ydmyges – og omvendt, docerede Mesteren.
2) Abstrakte ord som bære nag og hovere er lige akkurat så svære at
overskue betydningen af, at man kan slippe afsted med sin lille løgn.
Sprogklummeskriveren har
naturligvis ingen partifarve – og da slet ikke radikal! Men jeg synes, at
Poulsen skal have lov til sin beskedne, ikke hadefulde hoveren, når han i mange
år har kæmpet for vejafgift, og hans tidligere så stejle modstandere omsider
overgiver sig til det poulsenske standpunkt. Denne lille hoveren skal vi unde
hinanden. Amen.
Uklar skøn-metaforik
Ballelars
skriver i JP 24.11.08, at et vist dagblad har svunget sig op til at skrive om
Robert Jacobsen: Dette var hans store og
blivende bidrag til dansk billedhuggerhistorie: at kunne favne og indfatte
tomrummet med musikalsk prægnans.
Jeg samler på den slags.
Det findes mest i kunstanmeldelser, men litteraterne kan også. Fra min samling:
1) Ejler Bille...gør en fornem entré: otte koloristisk virile malerier. Og: ...alle...sluttende hver om sit særlige
rigt fortættende, magiske udtryk og med prægtige højdepunkter i det ubesværet
åndende og fint åbne "Dyreverden", det stofligt vibrerende
"Figurer i landskab" og det fyndigt holdningsfulde "Maskeagtige
figurer".
2) Det er tegningens hvide søgende linier, som bærer billedet. ...Deres
funktion er at skabe spænding mellem det beskrevne og det ubeskrevne rum. Men
de er samtidig vævningens nervestrenge,...
3) En litterær filosof
skrev om valg-øjeblikket: ...da skiller
Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager
sig selv.
Hvad
er der galt? Det mindste onde er: selvprofileringen. Skønt vi alle stræber mod,
at vi og næsten har det godt med hinanden og os selv, er selvglæde frastødende.
Dagbladet, som 1. citat er taget fra, excellerer i selvglæde, og det er, synes
jeg, næsten dets værste fejl.
Værre er dog kontrasten
mellem de flotte ord, der lyder dybsindige, og den uhyre vaghed. Hvad betyder at favne og indfatte tomrummet? Ikke
meget. Og hvad betyder musikalsk prægnans
andet, end at autor synes, at Robert Jacobsens kunst er god?
Grænsende til det moralsk
anstødelige er det, at afsender fremsætter sine udsagn som objektive. Han ved
jo godt, at meningerne er delte, men han undgår det subjektive. Udtryk som jeg synes, det forekommer mig, efter min
mening bruges ikke. Alle forfatterne beskriver deres opfattelse, som om de
afrapporterede indbyggertallet i Asiens storbyer.
Værst er demagogien. Ved
at opdynge alle disse metaforer med positivt ladede ord overtaler de læseren
til at dele afsenders smag. Læseren får både en sværm af plusord – det er altid
suggererende – og en metafor, som ordene passer udmærket på: virile malerier,
favnen af tomrummet, hvide søgende linjer, at modtage sig selv, jamen det ér da
godt og smukt. Læseren glemmer let, at det hele kun udtrykker forfatterens følelser.
Metaforer og andre
billeder er ikke altid af det onde. Digterne har fra arilds tid brugt metaforer
(= underforståede sammenligninger med noget andet). Fx om forelskelse. Sådanne
billeder kan få mig til at mindes min egen forelskelse meget tydeligt. Og
digterens: Hun ligner en gammel sort
Handske, der er glemt i en Sporvogn får mig til at se frk. Hedvig
lyslevende. Men når metaforen skal overtale, er den farlig. Personlig finder
jeg, at Jacobsens kunst er skrot, der peger åndløst ud i den blå luft. Det skal
ingen metafor få mig fra.
Hun solgte sin krop...
Lone Hertz
fortæller i JP 19.01.09, at hun »køber prostituerede« til sin søn. Hvis det er
journalistens formulering, er det for galt. Jeg har svært ved at tro, at Lone
Hertz, dette følsomme menneske, ville bruge en så djærv talemåde.
For talemåde er det
naturligvis. I bogstavelig forstand køber
man ikke en prostitueret/gadetøs/havneluder (foragtet barn har mange
navne). Når man køber noget, ejer man det; man kan frit male det sort eller
smide det i skraldespanden – uden at spørge. Mht. prostituerede er noget sådant
forbudt – hvad alle véd. Hvad er det så, sultne
mænd køber i Skelbækgade? De køber sex-service.
Den prostitueredes »vare« er ikke hendes krop (den kan hun kun sælge – til
videnskaben – når den er afsjælet!), men hendes service. Hun aftaler denne
service med kunden. Ganske som hos akupunktøren – skal jeg bestemt vogte mig
for at sige! For sex ér jo noget særligt, det kan ikke rigtig sammenlignes med
en nålekur.
Jeg bryder mig ikke om
talemåden – ikke fordi jeg er sart på dét punkt, og ikke fordi jeg vil beskytte
værgeløse glædespiger mod mænds grove talemåder. Pigerne bruger dem nemlig tit
selv. Autentisk er fx: »Jeg sælger mig
selv så dyrt som muligt!« og »Jeg
solgte min krop, men aldrig min sjæl!« Jf. også det udbredte engelske to sell pussy. Jeg kan ikke lide
talemåden, fordi den bogstavelige og den faktiske betydning ligger ubehageligt
tæt ved hinananden. Så tæt, at svage sjæle kan forledes til at tro – i hvert
fald i taleøjeblikket – at kropssalget er reelt.
I en diskussion sagde en
feminist vedholdende: »Det skal være
forbudt at sælge sin krop.« Jeg spurgte, hvorfor hun hele tiden brugte dén
formulering. »Jamen, det er da dét, de
gør!« svarede hun. Denne – sikkert storartede – feminist glemte i
taleøjeblikket, at det kun er en talemåde. Hun udnyttede demagogisk den ringe
betydningsforskel mellem at sælge krop og at sælge sex-service til at støtte
sit ønskede totalforbud. Måske var hun bare demagogisk, og løj, men måske løb
hun sur i det danske sprog og troede i ytrings-øjeblikket, at talemåden har
bogstavelig betydning. Demagogi er noget sært noget: Man gør vold på sproget,
men har tit kun en vag fornemmelse herfor.
En anden grund er, at der
jo også er kvinder, der bogstaveligt sælges og købes. Denne menneskehandel,
dette moderne slaveri, er ulovligt, men lige fuldt slaveri. Jeg synes, at man
burde sondre også sprogligt mellem dette og prostitution.
Tabu-ord
I JP 04.03.09
argumenterede Per Stig Møller for, at vor u-landsbistand ikke bør koncentreres
om Afrika, men fordeles bredt. Han fandt det bl.a. forfærdeligt, "hvis
støtten til f.eks. Bolivias oprindelige folk gik fløjten."
Det irriterer mig
grænseløst, at Per Stig (som jeg kan lide) undgår at sige indianere. Hvorfor undgår han dét? Fordi han har opholdt sig for
længe på de såkaldt bonede gulve omgivet af fremmede tungemål. På dansk er det
ikke særlig tabueret at sige indianer. Per
Stig ville ikke have fået det danske folk på nakken, hvis han havde sagt det.
Heller ikke det bolivianske. Isabel Allende siger således altid indio, og hún må da vide det. – Men om
så dansk var gået amok og havde tabueret også dette ord, ville jeg vente af
statsmand Møller, at han stampede imod brodden og ikke snakkede tåberne efter
munden.
Sprogligt er det ikke helt
let at forklare, hvorfor ord for lavprestige-grupper bliver tabuerede, altså
ord som neger, husmor, gammel, sigøjner. Før
de blev tabuerede var de nemlig ikke værdiladede.
Et værdiladet ord er et ord, der med-signalerer den talendes holdning til
fænomenet. Det siger sig selv, at man undgår at sige murertamp til en murer – hvis man vil låne penge af ham.
Tilsvarende mht. burgøjser, fedterøv,
træmand, forræder, lidderbuks. Disse (skælds)ord er beregnet til at
kritisere med. De er ikke tabuerede, for hvis man ikke vil kritisere, har man
slet ikke lyst til at bruge dem.
Så hvordan bliver de
nævnte tabu-ord – der alle var helt neutrale for 50 år siden – tabuerede? Det
gør de ved folks associationer. Der klæber associationer til alle ord. Hvis
mange pludselig synes, at det er dødens pølse at være husmor, så vil den
følelse klæbe til ordet, og så vil man før eller siden – fx af høflighed –
vælge et andet udtryk: Hun går hjemme. Tabu
opstår så, når mange lægger mærke til, at nogle er begyndt at fravælge det
hidtil normale ord: Sådan bør man
åbenbart ikke sige.
De ubehagelige
associationer kan være uundgåelige, som ved invalid
og åndssvag. Men ubehaget kan
også være småtterier som tanken om, at nogen tilhører en lavstatus-gruppe, jf. eskimo. Vi danskere har jo pga. vor
fåtallighed ikke særlig høj prestige i verdens øjne, men det går vel meget godt
endda. Jeg tror også, at det er helt fint at være neger, eskimo, indianer, lap(lænder), arbejder, underdirektør(!), piccolo, men tabueringen viser,
paradoksalt nok, at folk tror, det er døden.
Værdiladede ord
Christopher
Arzrouni skrev i JP 06.04.09 om "Danmarks mest forbudte ord": profit. Her må jeg (som altid læser CA)
protestere. Profit er ikke spor
forbudt. Det er værdiladet. Negativt værdiladet.
Man kan sagtens bruge det – blot man er imod dets indhold. Er man for, skal man
sige overskud – tænk på overskuddet går til giro 413 – og ønsker
man ikke at skilte med noget, er fortjeneste
velegnet. Krikke, hest, ganger er
et andet, meget traditionelt eksempel. Sandhedsbetydningen
er ens: Hvis det er sandt, at Olsen lige har solgt en hest, er det også sandt,
at han har solgt en krikke. Men krikke og
ganger har modsat værdiladning.
Afsender medsignalerer enten sin overlegenhed eller sin beundring. Hest medsignalerer ingenting.
Værdiladningerne bruges især, når man vil have andre til at dele sin holdning,
hvad der er et usagligt, demagogisk trick. I sin tid talte modstanderne af EF
altid om at blive indlemmet i EEC. Dét
lød ikke rart. I dag siger tilhængerne altid Europa om EU, for vi elsker jo alle Europa – i den traditionelle
betydning.
Er man selv
venstreorienteret, kan man bruge dét ord, men flottere lyder jo progressiv – det har bevaret lidt af sin
latinske pålydende-betydning ’fremskridtsminded’, hvad man jo rent logisk er
nødt til at være: Hvis noget er et fremskridt, må man nødvendigvis hylde det.
Spørgsmålet er blot, hvad der er
fremskridt. Højreorienteret er der
ikke mange, der kalder sig. Så her er der ikke rigtig symmetri. Man siger
normalt borgerlig, men dét er i
bedste fald neutralt, og smager tit lidt af småborgerlig.
Liberal er klart positivt, men sagligt ikke helt det samme. Den
højreorienterede har det svært med etiketten: Konservativ giver associationer til stokkonservativ, sågar reaktionær.
Hvad skal han gøre? Han kan evt. skrue sundt
konservativ sammen, men det er uetableret. Schlyter havde fingeren på
pulsen, da han kaldte sig konservativ – og indså, at det trængte til
fortsættelsen "men ikke så meget, at
det gør noget".
Enkelte erhvervsfolk har
misforstået sprogets mekanismer og også troet, at de kunne trodse det danske
sprog: De har prøvet at gøre profit til
et værdi-neutralt ord. Formentlig under indflydelse fra engelsk, hvor profit er neutralt. Men værdiladninger
er sjældent udtryk for meget generelle holdninger: Vi er kun imod fortjenester,
når vi synes, de er ublu og sker på vor egen bekostning. Vi elsker da vort eget
overskud. Sproget stiller ord til rådighed for enhver stemning. Vælg selv.
En dumsmarthed
For første gang
i livet er jeg enig med en indsenders sprogkritik. Jørn Birkeholm harcelerer
06.05.09 over en madskribent, der kalder rester (ikke at forveksle med madrester)
for left-overs. Dette er virkelig et
utåleligt umusikalsk dum-snobberi for engelsk. Hvis alle var sådan, ville dansk
hurtigt blive undergravet.
I alle sprog er der til
enhver tid en lille ord-kerne (bare nogle hundrede), der ikke kan erstattes af
nye lån fra selv det mest feterede fremmedsprog. Som dansk er lige nu, vil
ingen sige fx En brown kjole. The
potatoes var not varme. Se on mig! Write til ham! Dansk grammatiks nestor,
prof. Erik Hansen, fremdrog engang en overskrift: In er out! (i Information selvfølgelig). Han påpegede, at hvis også
det midterste ord var blevet taget fra engelsk: In is out!, havde sætningen ikke været dansk. – Hvis nogen
alligevel siger den slags, går vi ud fra, at de spøger eller ikke er rigtig
kloge. Kernens grænse ligger lidt forskelligt for sprogbrugerne; der er
selvfølgelig også en gråzone, og derfor kan grænsen langsomt flyttes, men
kernen forsvinder aldrig. Når sprog dør, ellere rettere dræbes af et mere
populært sprog, sker det ikke ved kvælning i kernen, men ved, at sprogbrugerne
til sidst helt opgiver deres sprog med samt dets kerne, som en pakke, der
droppes. Vi kender den sidste, der talte keltisk i Cornwall, og den sidste, der
talte sønderjysk i det sydligste Slesvig. De havde begge et helt normalt sprog
tilbage med intakt kerne. Deres medborgere var blot holdt op med at bruge det.
Et muligt modeksempel er
engelsk i vikingetiden. Det var under så stærkt pres fra dansk, at det
udskiftede en række kerneord ord med dansk dø,
de, sky, vindue (i olddansk form) og dusinvis flere. Men vi kender ikke
forholdene godt nok. Der har været en mængde tosprogede omkring vikingerne (der
ejede det halve England), som kan have sammenblandet sprogene i stor stil osv.
Så jeg fastholder standard-teorien.
Dansk passer godt med den.
Blandt de 100 hyppigste danske ord er kun 2 lånt fra tysk: blive og hvis; men dé var
ret specielle, da de blev indlånt, og fik først senere kernefunktion. Fra
engelsk er der ingen, eller måske i talesproget 1: okay. Men dét belyser kun, at hyppighed ikke er helt afgørende.
Kerne-ordene er de farveløse, slidstærke. (Der må godt stå jord 25 gange på en side, men ikke okay). Brun er, nå ja,
farveløst, men lyserød er det ikke,
og derfor kunne damerne (ca. 1950) godt indføre pink.
Stråmand
For et på år
siden udtalte en politiker til Jyllandsposten: »Det skal ikke være en naturlov, at forældre har ret til at se deres
børn.«
Dette kaldes i retorikken
– læren om overtalelseskunsten – en
stråmand. Ordet kan bruges om enhver forvrængning af en andens holdning,
sådan at denne bliver lettere at argumentere imod. Fx et fejlcitat. Men det
bruges især om dén raffinerede variant at forvrænge andres holdning til noget
indlysende tåbeligt, hvorpå man skyder den ned – men sådan, at man slet ikke
nævner, at nogen har den pågældende holdning – man lyver ikke, man skyder den
bare ned. Men derved må tilhørerne nødvendigvis tro, at nogle hár den tåbelige
holdning. Hvorfor? Fordi snydepelsen misbruger dét, der i sprogvidenskaben
kaldes adressat-relevansen: at man
kun siger noget, man mener har interesse for ens modtager (adressat). Jeg
fortæller ikke min kone, at jeg har 13 fingre, for det er løgn, og dét har hun
ingen interesse i. Jeg siger heller ikke, at jeg har 10, for det véd jeg, at
hun véd. Jeg kan sige, at det er tirsdag i dag, men kun, hvis jeg tror, hun er
i tvivl. Nuvel. Alle mennesker véd, at det ikke er en naturlov, at forældre har
ret til at se deres børn, men hvis man siger det – og samtidig overholder
adressat-relevansen – så må man mene, at nogen mener det. Tilhørerne tror
derfor, at afsenders modstandere hár den pågældende holdning, ligesom de
erkender, at den er skudt ned. (Den er jo »skør«). De overser, at holdningen er
så forvrænget, at ingen voksen kan have den, og at en evt. modstander-holdning
derfor er uantastet.
Andre eksempler: »Du kunne godt have ventet på mig!« Denne
sætning er umulig at benægte, men i kraft af adressatrelevans-reglen
tilkendegiver afsender, at modtager alligevel benægter den. Reelt mener
afsender: ’Du burde have ventet’, men
den påstand er farligere for ham, for den er nem at benægte.
»Danmark skal ikke isolere sig«, er en populær stråmand, både brugt mod
EU-modstandere og aktuelt mod Søren Krarup og hans storfamilie.
Piet Hein har lavet et
gruk om stråmanden: En yndet form for
polemik/ består i det probate trick/ at dutte folk en mening på/ hvis vanvid
alle kan forstå. – Politikeren ovenfor pådutter andre, at det pågældende er en naturlov. Den forsinkede antyder,
at hans modtager mener, at det var modtageren umuligt at vente. Og i sidste eksempel tilkendegives det, at visse
tumper mener, at Danmark bør isolere sig.
Stråmands-argumentet er
dybt indgroet i de europæiske sprog. Det findes sågar i mange fraser, dvs.
etablerede ordforbindelser. En far kan således bede sin søn dæmpe sig med et
»La vær å skrig. Jeg er ikke døv!« Det fungerer sikkert udmærket – lyddæmpende,
men den lille verbale begmand er uberettiget. Faderen ved jo godt, at sønnen
ved, at faderen ikke er døv; argumentet for lyddæmpning er derfor ikke
adressatrelevant, men hen i vejret.
Overhovedet er stråmænd
med ikke populære: Jeg er ikke tankelæser! – Jeg har ikke øjne
i nakken! – Du har ikke astrallegeme! (nu gammeldags, = Du er ikke gennemsigtig! Et astrallegeme
antoges af visse gamle filosoffer at være en mellemting ml. sjæl og legeme).
Man kan også bare finde på noget, som man indlysende ikke er: Vi er ikke tiggere/vagabonder/sigøjnere!
Men
positive stråmænd er der heller ikke mangel på: Der må være en grænse! (Ja, selvfølgelig, men hvor, og hvorfor
dér?) – Vi må være realistiske! (oftest
tomt, men kán evt. fjerne modtagers drømmerier) – Lad os nu være mennesker! (kun stråmand efter dets pålydende
betydning, normalt nærmest = ’...menneskelige’). Det berømte Jeg er et menneske, og intet menneskeligt
skal være mig fremmed (Terents) begynder med en stråmand, hvis det er tænkt
som argument. Jeg, LB, er også et menneske, og jeg trives bedst ved at være
uvidende om mange ting.
Man
kan kombinere stråmanden med retoriske spørgsmål og meget andet som i følgende
retoriske perle:
En dansk
ambassadør med familie stod i 1964 i Skopje i stor trængsel på en
jernbanestation. En togmand servicerede en hel del mennesker før ambassadøren,
der til sidst udbrød: »Are we second class?«.
Det retoriske
spørgsmål er = ’Vi er ikke andenklasses-mennesker’. Dét er en stråmand, da
togmanden må formodes ikke at have rubriceret familien således. Samtidig rummer
udsagnet to morsomme præsuppositioner (forudsætninger) – der ikke holder: 1) At
togmanden overhovedet opererer med en menneskelig 2. klasse. Ganske vist
vurderer vi alle hinanden mht. moral, dygtighed, skønhed osv., men en håndfast
»2. klasse« opererer selv ikke sociologer med. 2) At togmanden, hvis han
alligevel gør, finder det naturligt at servicere sekunda-klassen sidst. – Om
knebene virkede, kan jeg desværre ikke huske.
Men
vi skal ikke være høje i hatten. Stråmændene lurer på os alle. Ingen holder sin
sti ren. Men lad os alligevel prøve.
Hvad er min ret?
Ordet ret er tvetydigt – uden at sprogbrugerne
har lagt mærke til det. Ordbøgerne har heller ikke. Normalt kan alle mærke, når
et ord bruges i forskellige betydnings-varianter. Fx vand = ’stoffet
vand’ eller ’flaske med læskedrik’, dronning = ’nuværende el. fhv. fornemste
kvinde i kongedømme’ eller ’bestemt
skakbrik’ eller ’bestemt bi’, over =
’oven over’ eller ’i vandret afstand’. Ikke alene mærker vi det, vi markerer
det også tit: »Nej, tumpe, det var ikke en skakbrik, jeg så, det var en rigtig dronning!«
Ret
betyder mange ting. Dé to betydninger, der ikke holdes ude fra hinanden er ’krav’ og ’ikke forbud’. Når man
siger, at enhver voksen bør have ret til at gifte sig, mener man, at dette ikke
må forbydes nogen. Man mener ikke, at enhver voksen kan stille på rådhuset og
kræve en ægtefælle. Omvendt når det så smukt lyder, at alle har ret til rent
drikkevand. Så mener man netop, at enhver skal kunne kræve af staten/samfundet/de andre, at der tilvejebringes rent
vand; man mener ikke, at enhver
lovligt skal kunne drikke vand, hvis han ellers kan finde noget. For det ville
være absurd, om dette var forbudt.
Hvordan ser man forskel på
de to betydninger? Ved absurditeten! Ret betyder
’krav’, når det ville være tåbeligt blot at tale om ikke-forbud. Og dét er det,
hvis det pågældende ikke realistisk kan forbydes. Fx retten til et liv over
fattigdomsgrænsen. Ingen stat forbyder folk at have råd til at spise sig mætte.
Ret betyder til gengæld ’ikke
forbudt’, hvor et krav ville være absurd. Fx retten til at få børn. Det ville
være absurd at kræve, at samfundet skulle skaffe én børn, mens man godt kan slå
fast, at staten ikke bør forbyde folk at få børn. Anderledes med retten til at
appellere. Her giver begge betydninger god mening, men da det i Vesten er en
selvfølge, at det ikke ligefrem er forbudt at appellere, bruges appelret normalt om det krav, vi har på, at staten gratis
tilbyder en ny retssag.
Én grund til, at
betydningsforskellen er uerkendt, er, at de to varianter løber sammen i et
almindeligt tilfælde. Nemlig hvor dét, man har ret til, er noget, man helt
alene kan tilvejebringe. Retten til at være et sted fx. Det kommer ud på ét, om
det er lovligt at svømme i Øresund,
eller om jeg kan kræve af samfundet,
at jeg lovligt svømmer dér. Hvis det er lovligt, behøver ingen anden at gøre
noget, så kan jeg uden videre opfylde mit ønske. Sådan er det ikke med
drikkevandet. Her får jeg ikke slukket min tørst, blot det er tilladt at
drikke.
Indvandreroverkriminalitet
Med dette
10-stavelsesord stikker Sprogklummen fingeren i hvepsereden. Men jagten på
sprogsvindel er nu engang gået ind. Det drejer sig om den overkriminalitet, som
indvandrere fra muslimske lande begår sammenlignet med danskerne og de andre
indvandrere. Omtalt 30.09.09 af Pittelkow og 30.12.08 af JP’s leder med
henvisning til en statistik bragt 19.12.08. Men både den kloge Pittelkow og den
besindige JP er blevet snydt.
Svindelen gemmer sig bag
de videnskabeligt klingende ord standardiseret
for alder og socioøkonomisk status. Disse ord betyder, at indvandrernes
forbrydelser i statistikkerne bliver skåret ned nøjagtigt svarende til, hvor
meget yngre de er end danskerne (unge er mere kriminelle end gamle), og hvor
meget lavere deres socialgruppe er (lavsociale er mere kriminelle end
højsociale).
Hvad måler man så? Man
måler, hvor kriminelle indvandrerne formentlig ville være, hvis de havde samme gennemsnitsalder og sociale status
som danskerne. Men dette er jo ikke deres faktiske kriminalitet. Statistikerne
bag svindelnummeret har gjort præcis, hvad Pittelkow i anden sammenhæng har
sagt: De har omdefineret et begreb,
gruppe-kriminalitet, fra en normalsproglig betydning til en ny – som pynter
ganske gevaldigt på indvandrerstatistikken. Det forholder sig i normalsproget
med gruppe-kriminalitet som med snefald. De skal kun sættes i forhold til
befolkningsstørrelse hhv. m². Vi siger ikke, at svenskerne er mere kriminelle
end danskerne, blot fordi der absolut begås flere forbrydelser histovre,
ligesom vi ikke siger, at det sner mere på Lolland end på Falster, selvom det
per kilo sne er sandt. Og det er direkte uinteressant, hvor meget det ville sne i Skåne, hvis Skåne havde
svensk gennemsnitstemperatur.
Det relevante for
indvandrer-spørgsmålet er indvandrernes faktiske overkriminalitet. Mordene,
voldtægterne osv. bliver ikke mindre tragiske af at blive begået af unge
lavsociale.
Men kan der slet ikke
pines lidt fornuft ud af de »standardiserede« tal? Nej, er mit svar. Men hvis al indvandring stoppede i år, så
ville der være fornuft i at kommentere statistikken
med, at overkriminaliteten med stor sandsynlighed ville gå stærkt ned de næste
50 år, når 2009-indvandrerne inkl. deres børn(ebørn) havde opnået normal dansk
gennemsnitsalder.
Men indvandringen standser
jo ikke. Og det er et grundvilkår for indvandring fra fattige lande, at
indvandrerne er ret unge og ret lavsociale. Så der er intet håb på den front.
Jeg beklager
If. JP 12.10.09
skrev Thomas Ratsack til pressen: »Hvis min forevisning af fem private fotos i
oktober 2001 for amerikanerne indebar et brud på Danish Demining Groups
daværende code of conduct, beklager
jeg dette,«.
Må jeg præsentere:
Danmarkshistoriens mindste undskyldning. Den er sendt gennem en advokat. Der
siges hvis om noget faktuelt (som R.
selv er den eneste, der kunne dementere). Hændelsen gøres lille: »forevisning
af fem private fotos« og »daværende« (kodeks er næppe ændret på det punkt). Men
frem for alt: Der beklages.– Jeg beklager
er ikke nogen rigtig undskyldning. Det betyder: ’Jeg erkender, at dette er
gået ud over uskyldige, og det er naturligvis ubehageligt for de forurettede’.
Der er ikke noget signal om, at afsender erkender egen fejl. Jeg kan beklage
min egen forsinkelse, men ingen kan høre, om jeg blev holdt ulovligt tilbage af
en galning og derfor er uden skyld. Ligesom en koncernchef kan beklage noget
regnskabsrod, idet han lader det stå åbent, om han er skyldfri og hans
underordnede har begået fadæsen.
Man kan dog ikke i
dagligsproget beklage noget, hvis man slet ikke er involveret: Hvad siger du? Er din datter blevet påkørt?
**Dét beklager jeg. – Beklager bruges
altså daglidags kun, hvor afsender er involveret og jo tit, hvor han faktisk
erkender sin fejl. Men det kan man ikke høre. Det står – modsat ved Jeg undskylder – åbent. Men, oh
forunderlige danske sprog: Hvis man beder om en (klar) undskyldning, så kan den
pågældende med en vis støtte i sproget sige: Jamen, jeg hár jo lige beklaget!
Jeg
beklager passer godt til den menneskelige natur: Man undgår at tage
stilling, man undgår ydmygelse, man undgår at slippe sin stædighed, og man
lukker munden på den forurettede. Man
giver en halv undskyldning. Det er smart og fejt på én gang. Hvis man altså er skyldig.
Klassesamfund
Min ærede
klummekollega, Lars Olsen, skrev i onsdags om danske klasseskel. Det er
glædeligt, at nogen tør aftabuisere begrebet samfundsklasse. Marxisterne talte ikke om andet, men siden 1982 har
klasserne tilsyneladende været uddøde. Men det er også sørgeligt, fordi Olsen
ikke indser, at samfundsklasse er et
af vort sprogs mest tågede ord. Hvis man vil sige noget holdbart med dét ord,
er man nødt til at præcisere det.
Hævder man, at der er klasser
i et samfund, må man være i stand til at nævne hvor mange. Der er ingen enighed
herom mht. Danmark. Socialforskningsinstituttet operererede med mange snævre
klasser, men uden at vise, at det antal var det rette. Marxisterne talte kun om
2, arbejderklassen og middelklassen (de nævnede aldrig nogen overklasse). Mand
og mand imellem taler vi aldrig om antal, men ord som overklasse, middelklasse, underklasse samt de (u)dannede flød omkring i min barndom. I stor vaghed.
Et sikkert klassesamfund
var det indiske kaste-system, hvor man ikke giftede sig på tværs, og hvor
laveste klasse var urørlig. Her kendte folk i sandhed deres plads, her kunne
man nemt tælle klasserne, og her var klasser ikke vage subjektive fornemmelser
hos småsnobbede mennesker.
Sådan har det aldrig været
i Danmark. Ikke desto mindre er nogle danskere finere end andre. Det er
videnskabeligt bevist, at det er finere at være landsdommer end at være
grønthandler. Simpelthen ved, at tusinder har rangordnet diverse stillingers
finhed. Man rangordner den umiddelbare tiltrækning, de forskellige erhverv øver
på en. Kort sagt: De fleste vil umiddelbart hellere være landsdommere end
grønthandlere. Den resulterende skala er eksakt – ethvert erhverv får sin score
– men den siger intet om, hvor mange hovedklasser der bør regnes med, og den er
rent gennemsnitlig: Man kan sagtens mene, at det må være dødens pølse at dømme
efter Folketingets sjuskede love og aldrig selv skrive en lov.
Kære Lars Olsen, præcisér
klasse-begrebet, og vi følger dig til verdens ende.
Hykler!
I JP 10.02.10
står følgende at læse:
»Kristian Jensen
mener, at det er et skråplan at betale for stjålne oplysninger [om folks
formuer], men juridiske eksperter mener, at skatteministerens synspunkt er
hykleri.«
Den, der hykler,
lader, som om han har et fint moralsk standpunkt. Dét kan man derfor ikke
tillade sig at angribe. Hvis man alligevel er imod standpunktet – fx fordi det
i det konkrete tilfælde er skadeligt for ens politik – er det et godt gammelt
kneb at sige HYKLER! Derved kommer fokus over på moralistens tilforladelighed –
og væk fra sagen. Sådan er det også her. Selve sagen er jo, om det er etisk
forsvarligt, at staten køber formueoplysninger, og den sag rokkes der slet ikke
ved, selvom Kristian Jensen skulle være mere hyklerisk end nogen farisæer. De
»juridiske eksperter« (som JP burde have navngivet) snakker altså ikke om jura,
ja, de udtaler sig end ikke om sagen. Men det er der ikke mange, der lægger
mærke til.
Det er blevet frygteligt
almindeligt over hele verden at sige »hykler!«, når man står over for et
moralsk standpunkt, man ikke har nogen argumenter imod. De grusomste politiske
slyngler i Afrika og Asien har lært sig tricket. Og det virker. Jeg har aldrig
hørt nogen svare: »Det er irrelevant, om jeg hykler. Du skal bare tage stilling
til mit argument«.
Sørgeligt nok er
hykler-tricket nok især blevet populært pga. Jesu brug af det. Især det sted,
hvor han skal udtale sig om skattens mønt. Dér ville nogle mænd høre, hvad
Jesus mente om at betale skat til den romerske kejser. Jesus svarede: »I
hyklere...«. Usagligt? Nej, for der ér ingen sag. De pågældende var ikke en
pind interesserede i Jesu mening, kun i at hænge ham op på oprørsk tale. I den
situation er det rimeligt og velgørende at få dem afsløret. Men skatte-kejser
Jensen (nu abdiceret) vár jo interesseret i sin skatteinddrivelse. Her er der
en sag. Om Jensen i sit hjerte
vitterlig havde etiske betænkeligheder, er sagen uvedkommende.
Sprogfejl
Tidligere så vi,
at samtlige læserbreves protester er forfejlede. Det er ikke uden videre
forkert at sige Kurt og mig sang – fram – modernet. Men når forskerne siger
god for dem, tager dé ligeså meget fejl. For de er sprøjtegale for store dele
af befolkningen.
Men så findes der altså
fejl! Ja, 3 slags:
1) Fortalelser
(/forskrivninger). Et sprog er et regelsæt for, hvordan tekster bør være (ikke for, hvordan de er).
Ingen kan overholde alle regler i blot et minut. Derfor opstår fortalelser. Når
vi opdager, dem, retter vi dem. Hvis ikke, gælder det, at vi ville rette dem, hvis de blev os
forelagt i ro og mag.
2) Sprogstridige træk, der
aldrig forekommer. Fx smrt i tale eller ordet knappenål i betydningen ’pæremos’. Hvís de forekom, ville de blive
afvist i alle sprogvarianter.
3) Individualismer =
afsender-godkendte udtryk, der strider mod sproget hos alle, der rent faktisk
har del i traditionen. Som barn sagde jeg Elissabon.
Den var o.k. for mig. Men mine omgivelser afviste den. Dé sagde Lissabon, og dét var den faktiske
overlevering fra menneske til menneske. Jeg havde ikke udtalen fra andre. Jeg
havde selv skabt den (af Elisabet).
Fejl? Ikke for mig, men for alle de andre. Imidlertid gælder det, at vi i
almindelighed søger at være
sprog-konforme med omgivelserne. Har man fået en sær-form, er det sket ved en
utilsigtet fejltagelse. Som hvis man kommer hjem fra børnehaven med det
forkerte barn. I det almindelige ordforråd er individualismer ligeså sjældent
forekommende!
Hvis individualismen er
tilsigtet, fx det berygtede va mæ
kulturen?, bliver den jo ved at være sprogstridig
i alle traditionsbæreres skriftsprog, men at kalde den en fejl er vildledende, fordi det ord i så
høj grad bruges om noget utilsigtet.
Alt, hvad der er korrekt i
dag, var galt tidligere. Undtagelsesløst. Jeg
hed tidligere eğhom, alle ville
have afvist jeg. Dreng betød aldeles
ikke ’dreng’, men ’stolpe’. Men så var der
altså noget, der var forkert. Dét er der stadig.
Hån og nedværdigelse
Københavns
politis drabschef, Ove Dahl, er ifølge Jyllandsposten for 20. juli endnu engang
blevet anmeldt for racisme, nemlig af Landsforeningen Krim. Dahls udtalelse
lød: »rumænerne er skrupelløse. De slår
ihjel for et par hundrede kroner.«
»Racismeparagraffen«,
Straffelovens berømte §266b, lyder i uddrag: Den, der ...fremsætter meddelelse, ved hvilken en gruppe af
personer...forhånes eller nedværdiges pga. sin...nationale eller etniske
oprindelse..., straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Først
må det fastslås, at man naturligvis har lov til, i en anstændig tone, at
anklage enhver for alskens forbrydelser – selvom dét i sig selv føles
nedværdigende for den pågældende – blot sandheden kan dokumenteres.
Politichef Ove Dahl mente
med garanti ikke, at samtlige rumænere er mordere, men formulerede han sig så
generelt overdrevet, at denne overdrivelse bliver en hån?
Nej. Vi siger: Svenskerne elsker surstrømming, tyskerne er
grundige, russerne er drikfældige. Dermed mener vi ikke, at alle svenskere
elsker bemeldte fiskeret, eller at der ikke findes én overfladisk tysker eller
én ædruelig russer. Meningen er, at hine tilbøjeligheder karakteriserer disse folk – hvori normalt ligger, at befolkningerne
i hvert fald overgår os danske på disse punkter.
Man kan også sige: Svenskerne tager til København og køber
skrupelløst ind af våde varer. Dét betyder jo ikke, at Sverige til tider
tømmes for svenskere. Svenskerne betegner
her en gruppe svenskere.
Der er ingen tvivl om, at
Ove Dahl henviste til en bestemt gruppe af
rumænere – en arbejdende politichef giver sig ikke af med
nationalkarakteristikker. Men selvom han gjorde, ville han dog ikke ved den
bestemte form rumænerne have
sagt noget grimt om alle rumænere.
Verdens bedste kneb
Brian kommer
hjem kl. 23.17. Brians far: »17 min. for sent. For dårligt! Ingen fodbold!«
Brian: »Arj, dét er altså smadderstrengt. Karl kom ligeså sent hjem i går, og han fik ikke skældud!«
Dette er verdens bedste
retoriske kneb. Særlig effektiv er den variant, min cubanske veninde i sin tid
brugte, da jeg havde grebet hende i en løgn, hun ikke kunne benægte: »Nå, ja.
Du har vel også selv løjet engang!«
Knebet har narret de
bedste hjerner. Knebet består i, at det virker så relevant, så sagligt rigtigt, at inddrage et parallel-tilfælde, skønt det faktisk er irrelevant.
Paralleltilfældet kan nemlig enten godkendes som fuldgod parallel eller
afvises. Hvis det godkendes, skal de to tilfælde behandles ens moralsk. Dvs. at
enten bør ingen af drengene straffes eller begge. Hvis parallellen kan afvises,
er den selvfølgelig usaglig. Dét ved protestanten, og derfor sætter han
retorisk kraft ind på, at parallellen bliver så parallel som muligt. Men selv
når den er fuldgod, siger den intet om, hvorvidt de to parallelle tilfælde er
moralske eller umoralske. I Brian-historien har faderen sikre argumenter for,
at Brian handler umoralsk: Han bryder et forbud. Dette benægter Brian ikke.
Brians moralbrud kan derfor umuligt formindskes af, at Karl slap billigt i går.
Hvis vi underforstår moralbuddet, at børn skal behandles ens, så har faren
behandlet Karl forkert, men det vedrører jo faktisk ikke Brian-sagen.
Det geniale er: 1) At de
fleste tror, at hvis bare parallellen ér parallel, så er protesten gyldig. 2)
Diskussionen flyttes derfor til, om den hævdede parallell ér parallel, hvad der
normalt opstår vild uenighed om. 3) (det mest raffinerede). Det er lettere at
blive enige om, hvad der faktisk er sket, og hvordan dét forholder sig til den
fælles moral, end at blive enige om, hvorvidt to tilfælde er parallelle. Men
protestanten (og tilskuerne) vil være tilbøjelige til at erklære disputten for
uafgjort så længe paralleltilfældet ikke er afklaret.
Selvbærende udsagn
JP 03.11.10: Filosof:
Palin kan blive USA’s præsident
Hvis filosoffen
virkelig har sagt sådan, giver jeg ikke meget for hans filosofi. For han
mangler elementær sprogfilosofi. Hans udsagn er sådan, at det umuligt kan være
usandt. Ligegyldigt, hvad fremtiden
byder, gælder det, at Sarah Palin kunne
blive præsident. Jamen, glimrende, så må det jo være ekstra-super-sandt. Ja,
men også værdiløst, for alle kan indse, at det må være sandt, og dermed får vi ikke noget nyt at vide. Vi får en
tomgang uden nye oplysninger. Filosoffen er sikkert ikke ude på at give læseren
ren tomgang, han mener sikkert et eller andet om Palins forholdsvis store
chancer. Men vi får intet at vide om disse chancer, for han falder for
fristelsen til at forme udsagnet sådan, at ingen bagefter kan beskylde ham for
at have taget fejl.
Tricket er uhyre
almindeligt. I politikersprog, men sandelig også ved middagsbordet: Det kan blive dyrt at låne penge i bankerne
– Søvndal kan blive en strålende
statsminister!
Man
kan også vælge en formulering, der ikke ligefrem er sand pga. sin logik, men
som alle alligevel hylder: Vi bør udvikle
frie, selvstændige og kritiske mennesker (partiprogram, kunne vist være
samtlige).
Eller man kan være
raffineret og formulere sig uigendriveligt logisk sandt, men alligevel
signalere noget højst kontroversielt. Lærebogseksemplet er her: En jøde er nu engang en jøde. Det
betyder cirka: ’jøder har nu engang den velkendte grådighed’, men prøv at
benægte sætningen! Så lyder det, som om man ikke anerkender
identitets-princippet. Mere harmløst, men ligeså svindlet, er varianten: Drenge er drenge!
Her
må jeg gribe i egen barm og mindes, da jeg for x’ende gang kom for sent til en middag
et sted og man havde sat sig til
bords, hvorpå jeg til min ledsagerske sagde: »De kunne nu godt have ventet!« Uigendriveligt sandt, men det var jo
ikke dét, jeg mente. Jeg mente, at de burde
have ventet, men var smart nok til at forme det »selvbærende«.
»Uartig«
JP skriver
27.11.10:
Dansk Folkeparti vil tvinge skolerne til at
bortvise »uartige« elever i mindst en uge.
Hvorfor egentlig
gåseøjne om uartige? Det drejer sig
jo om undergravende elever, der »laver uro eller mobber deres
klassekammerater«. Imidlertid havde uartig
allerede i min barndom fået noget tantet over sig, hvorfor visse skribenter
distancerede sig yderligere fra det ved at bruge den gamle børneform uvartig. Ordet er altså nok fordømmende,
men man distancerer sig fra fordømmelsen og ser den som noget gammeldags. Men
hvorfor? Fordi, såmænd, den trodser Venstreorienteringens 1. og eneste bud: Den svage skal styrkes – den stærke skal
dukkes. Ord, der fordømmer lavprestige-grupper kan de fleste ikke bruge
uden gåseøjne: rakkerpak, perkere,
oldsager, diskenspringere, ja, sågar forbrydere
skal man helst ikke slå om sig med. Derimod giver det ingen mening at sætte
gåseøjne om arrogante akademikere eller
fisefornemme adelsfruer.
Jamen,
når nu ungerne ér en pestilens, hvorfor så ikke kalde dem uartige? Fordi børne-lobbyen sejrede her. Sproget har én gang for alle fået en
værdiladning sådan, at man ikke med det ord kan udtrykke rendyrket irritation.
Slaget er tabt – om det ord. Men man kunne jo sige uopdragne børn. Dét er klart fordømmende. Men. Det vender ikke kun
brodden mod de små mennesker, men også mod deres forældre. Derfor er det o.k.
Der er adskillige
paralleller til uartig: vanartet, skarnsknægt, uvorne unger, en
skidt knægt. Vel kan de bruges helhjertet fordømmende, men meget ofte er
der et blink i øjet, der siger, at den talende ’tager en vis afstand fra disse
ord med deres gammeldags syn på børn’. Og gadedreng
– dét er jo nærmest blevet en hædersbevisning.
Mekanismen bag ordet uartig er et eksempel på såkaldt
politisk korrekthed. Den vender vi tilbage til i næste nummer.
Når De en dag har brug for
en ensidig og klar fordømmelse af børn, foreslår jeg, at De siger infame unger.
Politisk korrekthed.
Politisk
korrekthed er dette at overholde et generelt ord-tabu, der er stærkere i visse
politiske kredse end i andre. At undgå ordet dø er ikke politisk korrekthed, for dét tabu har ikke politisk
hældning. At sige handicappet istf. invalid er
det heller ikke: Det er standard i dag, men det begyndte sådan. At undgå indianer er derimod et eksempel. I
praksis er der tale om at ændre navne på lavprestige-grupper, således at
venstreorienterede fører an og højreorienterede trevent følger efter. Det kan
også bestå i at tage glansen af højprestige-gruppers navne: I en kort periode
ca. 1970 kaldte venstreorienterede universitetslærere sig helst trænere! Ligesom de samme kredse
forlangte, at deres børn skulle sige Ralf
og Karen istf. far og mor. Far og mor skulle ikke tro, de var noget! Det hele udspringer
af venstre-ideologien: DEN SVAGE SKAL STYRKES, DEN STÆRKE SKAL DUKKES. (Efter
socialismens død, er der ikke rigtig andre programpunkter).
Hvis de højreorienterede
fik indarbejdet tilføjelsen vor store
leder til Løkke Rasmussens navn, sådan at det nøgne navn efterhånden lød
uhøfligt, ville også dét kunne kaldes politisk korrekthed (med modsat fortegn),
men der er ikke meget af den slags.
De fleste tror, at
politisk korrekthed kommer fra USA. Udtrykket
gør, men selve fænomenet har efter krigen været stærkest i Sverige – når
lige bortses fra ordene nigger og negro. Allerede i begyndelsen af 1960’erne
sagde man i Sverige helst finländare og
same istf. finne og lapp, u-land istf.
utvecklingsland (< underutvecklat
land), utvecklingsstörd istf. sinnessjuk (jf. annorlundabarn!). Og vi var selv tidligt ude, da vi i 1947 indførte
evnesvag istf. åndssvag.
Et ord som husmor er dobbelt ukorrekt. Selve
fænomenet har lav prestige, og hun trodser feminismen, der siger, at det er
heeelt fint, men if. JP’s husmor ikke mener det.
Lydlove
Axel Artke
beklager sig over udtalen i DR. Han stødes af 3 ting: 1) A-lyd istf. æ-lyd i fx
rente, græsk. 2) Æ-agtig lyd i fx hane, mas. 3) Kort lys a-lyd istf. ren
æ-lyd i fx militær, være. – Er dette
naturlig udvikling, eller bør det kaldes sprogligt sjusk? spørger han.
Kort version: Naturlig
udvikling hos mindst halvdelen af befolkningen.
Længere version:
1) Udtalen rante, grask osv. begyndte i
lav-københavnsk i 1800-t. og spredte sig til resten af riget, sådan at de
fleste født efter 1970 – selv i det mørkeste Jylland – har den.
2) Den nuværende lange
a-lyd i hane osv. er ret tæt ved æ og
ligger fast dér hos næsten alle nulevende. Sønderjyder og ældre fra tyndt
befolkede egne kan dog stadig have et mere åbent a. Også dette træk opstod i lav-københavnsk i 1800-t., hvor der opr.
var et meget åbent a, hen ad »ar«: harne.
3)
ær i fx hær og være har fået
åbnet vokalen til en lys a-lyd hos mange født efter 1945. Er vokalen kort, har
de yngste næsten gennemført åbningen. Her var udviklingen tidligst i
nordsjællandsk dialekt.
Sjusk? Nej, der er tale om
ubønhørlige lydlove opstået hos 2-3-årige børn. Disse børn har aldrig brugt den
oprindelige udtale, men har spontant forvansket den – på linje med
forvanskninger som dolen (stolen), domme
(komme), Nanni (Jan). Forvanskningen bliver til en lydlov, når børnene ikke
får rettet den, før de begynder at høre den hos hinanden. De børn, der ikke
havde forvanskningen, hører den også hos andre og overtager den, fordi der
nødvendigvis er noget bekvemt ved den (ellers var den ikke opstået). Og af
samme grund spredes den let til egne, der opr. var uden det nye træk. Sjusk kan
det umuligt kaldes – er det sjusk, når et 2-årigt barn vælter min øl? – men
selvfølgelig afspejler det ufuldkommenhed.
Sproget er et mirakel. Det kan kopieres udtalemæssigt perfekt af 2-årige børn –
og dét bliver det på de fleste punkter; de små har meget mere styr på taleorganerne
end på hænderne – men det kán altså også gå galt. Ingen er fuldkommen.
Naturlove
Holger K.
Nielsen skrev 14.02.2011 i JP, at samfundsomvæltninger ikke – som en naturlov –
fører til en [meningen er ’én’] bestemt samfundsudvikling. Og han fortsatte:
»Det er mennesker og ikke
naturlove, som skaber historien.«
Mange
naturvidenskabeligt uddannede vil her sige, at
Holger K. begår en faktuel fejl: Rent faktisk er naturlovene jo årsag
til hele historien.
Men
han begår snarere en sproglig fejl. Holger
K. må vel som gammel materialist (nej, han har ikke solgt salt og sukker) mene,
at mennesker 100% er produkter af naturlovene og ikke af fx en gud, der
undertiden bryder sine egne love. Han tænker sikkert heller ikke
kvantemekanisk, sådan at der ikke er determinisme til mindste detalje i atomets
verden – at det fx er principielt (ikke bare: faktisk) umuligt at forklare,
hvorfor én bestemt partikel »sprang« fra en uran-klump og ikke nabopartiklen.
(De springer ganske vist så koordineret, at uranets halveringstid altid er den
samme).
Lad os sætte, at han
tænker ganske almindeligt før-einsteinsk og før-kvantemekanisk, men i øvrigt
almindeligt naturvidenskabeligt som så mange. I så fald er naturlove i bevidstheden defineret sådan, at de tilsammen bestemmer
alt i universet inkl. menneskers samtlige celler. I 1500-t., da de første
naturlove var fundet, var der masser af plads til andre, fx åndelige kræfter.
Men det er der ikke mere (med de to nævnte forbehold). For naturvidenskabeligt indstillede mennesker er
verden restløst et produkt af materien og de 4 kendte natur-grundlove. Måske er
der uopdagede naturlove, måske er der slet ingen – fysikerne kan have taget
fejl ligesom dengang med æteren – men under alle omstændigheder er vort begreb
’naturlove’ i dag sådan, at de tilsammen, hvilke de end er, bestemmer det hele.
Når Holger K. benægter
dette, er det, fordi han ikke besinder
sig på sit eget sprog. Dét sker for enhver, især ved abstrakter. Jf., hvor let
man svarer forkert på spørgsmålet »Er 1 kg jern tungere end 1 kg fjer?«
Far han er stærk
Jørgen
Thykjær-Jørgensen, Kgs. Lyngby, stødes af konstruktioner som
Vinden
den går over i øst. – Det, der er i vejen, dét er...
Altså en
konstruktion, hvor et led gentages ved et pronomen/adverbium. Det er tit
subjektet, der fordobles, men andre led kan også rammes: Og Gitte Hænning, hende hører jeg gerne (objekt). Men i Nørre Snede, dér skal jeg aldrig bo (adverbium).
Grammatikere kalder det »ekstraposition«, men det er ikke heldigt, for det
begreb omfatter også fx De er dygtige,
tyskerne, og dén type er der jo et ganske andet smæld over. Det bedste navn
er nok forfelts-fordobling. Den har
irriteret mange andre end Jørgen T.-J., og den har været pensum i dansk
grammatik i generationer.
Når den skurrer i visse
ører, er det ikke, fordi pronominet er overflødigt. Alle sprog har
overflødigheder, som ingen gør vrøvl over. I fransk er en tilsvarende
fordobling obligatorisk i fx Pierre est-il
venu? (’Er P. kommet?’), man kan absolut ikke sige **Est Pierre venu? Og på spansk er det obligatorisk at sige: Eso lo he dicho »Dét, det har-jeg sagt«.
Der er heller ingen, der gø´r ad danske overflødigheder som overfrakke (har man underfrakker?) eller
egetræer. Selv Jesus accepterede
fordobling, da han bød os at sige Ja ja! – Mislyden opstår, fordi fordoblingen i
dansk er meget sjældnere i skrift end i tale, så at den får et vist uformelt
præg. Og fordi den er langt almindeligst hos børn. Det er sødt at høre de små
sige Mín far, han kan tæve dín far, men
knap så sødt at høre en voksen sige: Mín
chef, hun er yngre end dín chef.
Jeg
er imidlertid sikker på, at børnene ikke har opfundet fordoblingen. De har den
fra voksne, hvorefter de »overforbruger« den.
Forfelts-fordobling har
altid eksisteret i dansk, er almindelig i alle dialekter og i alle nordiske
sprog. Men som sagt sparer den gode skribent på den. Den er gavnlig, hvor fx et
subjekt er omfattende: Ministrene var
positive, men Kongen, der udmærket kendte ansøgeren gennem Dronningen, hán
ville ikke hjælpe.
Danske værdier
Bjørn Wilkie er
i et læserbrev (JP 28.03.11) usikker på, hvad danske værdier egentlig betyder. If. B.W. regner både stats- og
integrationsministeren ytringsfrihed og demokrati for danske værdier, men er
disse nu også typisk danske, spørger han.
B.W. lader sig narre af
sit eget sprog. Ord som dansk, svensk osv.
er flertydige. Enten betyder de ’som findes eller er gyldig i Danmark osv.’,
eller de betyder ’som er særlig karakteristisk for Danmark osv.’. De danske færdselsregler betegner klart
nok de regler, der gælder i Dk. uanset, om andre lande skulle have nogen magen
til. Nævner man derimod det dumme danske
grin, hentyder man til noget særdansk (om det er særdansk vedkommer os ikke). Det er dansk kultur at hilse med
højrehånds-håndtryk, men bestemt ikke særdansk. Det er også svejtsisk kultur,
men normalt vil vi ikke omtale skikken som svejtsisk, vi vil snarere sige: »Svejtserne
trykker også i hånden med højre«
o.l., men der er intet i vejen for at sige: »De almindeligste svejtsiske
hilseformer er flg.: håndtryk med højre,...«. Det er altså helt traditionel
sprogbrug at tale om »danske værdier«, selvom man sigter til værdier fælles for
Vesten.
I mange tilfælde
bortfalder tvetydigheden. De svenske
storbyer er både »forekommende i Sverige« og »særsvenske«, de har absolut
ikke deres mage uden for Sverige.
Der er mange andre, sære
betydninger af nationalitetsbetegnelserne. Den danske leverpostej, jeg spiser,
kalder sig Fransk postej til trods
for, at franskmænd stort set ikke kan døje leverpostej (JP 01.04.11). Denne
brug bør nok kaldes legal humbug, en sprogsvindel, der måske startede med franskbrødet ca. 1750.
Både før og efter 1864
blev Tønder kaldt en tysk by. Det
hentydede til, at et flertal i byen var tysksindede,
dvs. følte sig som hørende til det tyske folk, hvad der også fremgik af
afstemningen i 1920.
Nationalitetsbetegnelserne
er finurlige, men vi mestrer dem – når vi ikke tænker for dybt over dem.
Dybbøl mølle maler
Tove Andersen,
Søborg, spørger om oprindelsen af ordet male
(korn). Hun rammer ned i et ord, der har så mange slægtninge i dansk og andre
indoeuropæiske sprog, at det ganske sprænger klummen.
Den korte version er, at
det har eksisteret lige siden det ur-indoeuropæiske sprog blev talt ca. 4000 år
f.Kr. på de sydrussiske stepper ned mod Sortehavet (nu Ukraine). Roden blev
dengang udtalt *mol- vekslende med *mel-. Betydningen var som i dag, foruden
den mere almene: ’knuse’. Tidligt fik roden også betydningen ’fin’ (via
’fintmalet’) og ’blød’, der blev udgangspunkt for afledninger som mel, mile (Råbjerg Mile) og latin mollis
’blød’, hvorfra vi har lånt mol om
den »bløde« toneart. Roden gemmer sig også i latin mulier ’kvinde’, idet kvinden åbenbart blev opfattet som blødere
end manden. Hvilket minder mig om dét langt senere kvindesyn, der ligger bag
amerikansk-engelsk broad ’den brede’.
Roden
er bevaret i talrige indoeuropæiske sprog, ja, ikke blot roden, i mange
tilfælde også selve verbet. Fx i alle nordiske sprog, tysk, litauisk, russisk,
armensk, oldindisk, hittitisk, græsk, de romanske sprog og albansk.
Heraf lærer man så, at de
gæve ur-indoeuropæere dyrkede korn; de er ellers mere kendte for deres
husdyrhold og tæmning af hesten, men eftersom agerbrug menes opstået i Irak
10.000-8.000 f.Kr., er det ingen sensation.
De malede dog ikke kornet
i en mølle. De første møller var vandmøller, ca. 100 f.Kr. Vindmøllen blev
først opfundet ca. 1100. Men selve ordet mølle
rummer den ældgamle rod: Latin mola ’møllesten’
afledes i senlatin til mo'lina, som vi via oldengelsk mylen lånte ca. 1100 i formen mylna og udviklede til mølle. Hvorfra en ny afledning udgik: møller, der atter afsatte slægtsnavnet Møller, som ikke længere har helt samme udtale.
Male har intet at gøre med det fra middelnedertysk ca. 1400 lånte male (med farve). De bøjes for øvrigt
ikke 100% ens, idet ældre feinschmeckere ynder at sige malt om billeder, hvad ingen siger om kaffebønner.
Det internationale samfund
En leder i JP
21.4.2011 kritiserede til min glæde udtrykket det internationale samfund. Lederen kaldte det »floromvundent«. Jeg
vil her prøve nærmere at begrunde, hvad der er galt med det. For mange er den
slags sprogkritik en sær, livsfjern beskæftigelse, men sprogvidenskaben har
forlængst vist, at alle sprog vrimler med urimeligt uklare, vildledende og
ligefrem meningsløse udtryk.
Der er to ting i vejen med
det internationale samfund. For det
første er det internationale samfund ikke noget samfund. Hvad enten man derved
tænker på ’alle lande bortset fra et bestemt (fx Syrien)’ eller ’FN’s
medlemsstater’ eller ’Vesten’, så udgør den tilsigtede kreds af stater ikke et
samfund. Dette til trods for, at samfund i
sig selv er et af sprogets mest slatne ord. Man kan vokse op i et lille samfund
(fx Berlevåg) på 23 sjæle – eller i det danske med 5 mio. Men sproget forbyder
os at tale om fx »det nordeuropæiske samfund«. Dengang alting i 70’erne var
samfundets skyld, kunne den egentligt skyldige være en mor eller et Jante eller
en stat – eller blot statens »samfundssystem«.
Hvis det stod klart for
alle, at »det internationale samfund« naturligvis ikke er noget samfund, ganske
som en flodhest ikke er nogen hest, ville alt være godt, men dét står ikke
klart, det skal man, som JP’s leder, tænke ret dybt over.
For det andet: Eftersom det internationale samfund suggererer
til en umiddelbar opfattelse af et bagvedliggende samfund, bliver det positivt
værdiladet, ikke mindst i forbindelse med honnørordet international. Hvorfor må det ikke være positivt? Fordi der derved
kommer til at ligge et suggestivt argument for, at det, som det internationale
samfund foretager sig i den pågældende sammenhæng, er godt og rigtigt. Det er
jo afsenderens opgave at argumentere for,
at det er godt. Værdiladning bør aldrig tjene som argument eller overtalelse.
Man skal derfor hverken tale om et sammenrend
af stater eller om demokratiets
sværddragere.
Udannede biologer
JP bringer
10.6.2011 nyt om sygdomme, som viser sig at angribe menneskeracerne
forskelligt, hvorfor medicin bør race-relateres.
To biologer deler ud af
deres viden, men tør ikke bruge ordet race!
De kalder racer for etniciteter eller
mennesketyper eller genetiske variationer. Det er sørgeligt.
Ordet etnisk betyder ’vedrørende et folkeslag’,
og et »folkeslag« er en ’gruppe, der uanset race, sprog og øvrig kultur’ ønsker
at leve sammen i politisk suverænitet’. Mennesketype
dækker så langtfra race, men er
et overbegreb: Rødhårede, smalsporede og morgenmænd er mennesketyper. Og »genetisk
variation« finder man mellem alle
mennesker undtagen enæggede tvillinger.
I dag indrømmer verdens
førende biologer racernes eksistens og tør også bruge ordet, men de går stille
med dørene. – Tabuet begyndte lige efter 2. verdenskrig, og er et frygteligt
eksempel på forvildelse: I stedet for videnskabeligt at afvise Hitlers racevås,
benægter man racebegrebet, skønt det er så indlysende, at alle inderst inde
erkender det. De fleste mennesker blev aldrig hysteriserede, men biologerne
blev. Tabuet er så under langsom afvikling nu.
De to interviewede danske
biologer kalder os hvide for kaukasiere. De
er så ukritiske over for det engelske sprog, at de overfører et af de
tåbeligste ord i engelsk til dansk: Kaukasus’ befolkning er som bekendt ikke
særlig hvid, og i dag ved vi, at Kaukasus ikke er den hvide races vugge. Men
ordet blev altså hængende i engelsk og fastholdt som en eufemisme for det
frygtelige hvid (selvhad?).
Racefornægtelsen begyndte
lige efter krigen med den regulære opdagelse, at der ikke findes nogen jødisk
race. Jøderne afviger genetisk kun lidt fra de befolkninger, de bor eller har
boet iblandt, men ganske meget fra hinanden. Jøder er mennesker med et bestemt
kulturelt fællesskab, især omkring religion, samt nære efterkommere af disse. –
Tankegangen bliver da: Når der ingen jødisk race er, er der slet ingen racer
til! Vi er nede på Hitlers argumentationsniveau.
Déja-vu
En læser skriver
i JP 16.8.11: »“Deja-vu“ – det er vist det udtryk, man bruger, når man ser,
hører eller oplever noget, man er stødt på før.«
Dannede mennesker benægter
dette. Deja-vu er for dem en ’falsk
genkendelse’: Man tror fejlagtigt, at
man har oplevet noget bestemt før. Jf. det ældre navn fausse reconnaissance. På Nettet bruger de fleste dog ordet som
læseren, men det er umuligt at skille fårene fra bukkene, fordi der er lang
tradition for at bruge deja-vu humoristisk
om simpel genkendelse: Min søn beder mig for 2. gang om lommepengeforhøjelse;
jég siger, at jeg får deja-vu, dvs. jeg lader, som om han ikke allerede har
fået afslag – i stedet for at sige: Frække slambert, jeg hár jo sagt nej!
Vi har her et eksempel på,
hvordan ord udvandes, når de går fra fagsprog over i dagligsprog. Et grelt
eksempel – for når déja-vu blot
betyder ’genkendelse’, er det helt pointeløst. I de dannedes betydning er det
et elegant ord for noget meget specielt psykologisk.
Udvandingsprocessen er
meget almindelig. I mange år betegnede kvantespring
verdens mindste fysiske energi-spring. Men for rosset kom det til at
betyde: ’et ikke-fysisk kæmpespring’.
Størrelsesorden var et fagligt præcist og snildt udtænkt ord om
stjerners lysstyrke og legemers størrelse, men det kom efter 1. verdenskrig
nærmest til at betyde ’cirka’ – hvorefter astronomerne holdt sig til størrelsesklasse! For så vidt er størrelsesorden i dagligsproget et
udmærket ord – lægfolk er gode til det upræcise.
I akustikken er der kun overtoner. Men fordi det er mere
ildevarslende, at noget stikker under end
over, blev det populært ændret til undertoner.
Det vildleder til en gal akustik-opfattelse, men er ellers harmløst.
Endelig CO2. Det
var strengt fagligt før krigen – og hed kultveilte,
når det, sjældent, brugtes mundtligt. Det har ikke skiftet betydning, men
journalister har nivelleret skriftgraden: CO2,
ladende hånt om den store kemiske forskel på »2« og »2«. Nivelleret.
De unge
Anders Næsby har
en fin sproglig iagttagelse i JP 13.8.11, nemlig den, at journalisters
rapportering fra de engelske optøjer rummer et misvisende de unge om voldsmændene. Der er to grunde til misvisningen. AN
hæfter sig ved den ene: at unge er
positivt ladet.
Det er det faktisk ikke.
Man kan ikke høre på den, der siger ung, om
han er positiv. Bl.a. fordi der ikke rigtig er noget andet ord med den
betydning. Jf., at den, der siger bladsmører,
afslører sig ved at fravælge journalist,
og den, der siger automobil i stedet for bil, røber sin køreglæde. – Men vi har positive associationer til ordet ung, fordi de fleste i vores kultur er
bløde over for ungdommen. (Det var ikke så udpræget tidligere. Vi halvgamle er
blevet snydt. Da vi var unge, blev vi ikke feterede, og da ungdommen blev
feteret, var vi ikke længere unge). Derfor har AN alligevel ret: Man skaber en
vis sympati ved at tale om unge i
stedet for fx bøller.
Den
anden grund er, at vi er vant til at høre de
unge i en helt anden betydning, nemlig ’samtlige unge’. Og hvis samtlige
unge gør oprør, kan det vel ikke være helt uberettiget.
Substantiver har på dansk
mange arter:
1) Ubestemt: Der kom en hund. Ikke identificeret for
modtageren. Om den var bekendt for afsenderen, signaleres ikke.
2) Afsender-ubekendt: Så kom der en eller anden hund.
3) Bestemt: Så kom hunden. Identificeret for
modtageren.
4) Afsender-bekendt,
uidentificeret for modtager: En bestemt
hund har igen hylet.
5) Nøgen form eller med noget: Jeg spiste (noget) hund. Ubestemt kvantum af stof.
6) Generisk: En_hund/hunden/hunde/hundene har 4 poter = ’Alle
ikke-abnorme’.
7) Non-realis: Hun har ingen hund. – Hvis du ser en hund,
– Har du en hund? – Der er plads til 3 hunde.
Dertil kommer
tal- og kønsbøjning samt den detalje, at der ved adjektiver bruges foransat bestemt artikel: den gamle hund / de gamle hunde.
Vi er uhyre vant til de unge, de ældre, de ressourcesvage m.m.
i betydning 6, ikke så meget i betydning 3. Deraf miseren.
Ironi
Alle ved, hvad
ironi er, men ingen kan sige det. Sådan er det med mange begreber, fx at halte (nemmere at efterligne end at
definere!). Men også alle dyre-begreberne. Ordbøgerne anfører om hest: »et vist dyr, der...« (men hvilket?)
eller »medlem af slægten Equus« (den slægt kender hr. Jensen ikke). Eller farven grøn. Den svarer til lys med
diverse velkendte bølgelængder, men dét er ikke betydningen, for de
bølgelængder meddeler vi ikke hinanden, når vi siger grøn.
At
ironi (omtalt i JP 7.9) er et svært begreb, viser sig ved, at små børn ikke
forstår det og ikke benytter sig af det. Den voksne, naive definition er ’dét
at sige det modsatte af, hvad man mener’. Galt. Den, der siger »Bilen kører
over 15 km/l«, men mener det modsatte, han lyver; han er ikke ironisk. Og den,
der kommer til at sige te i stedet
for kaffe, er heller ikke ironisk.
Thomas Bredsdorff definerer det if. JP sådan:
»at sige noget andet end
det, man mener, for derved at få sagt noget særligt.«
Det er heller ikke
rigtigt. For det første er ironi noget med at sige (omtrent) det modsatte af, hvad man tilsyneladende
siger. For det andet gælder det, at hvad man i vellykket, fejlfri, klar
kommunikation siger ironisk, dét er også, hvad man mener. (Det er kun sjældent
meningen, at modtager skal være i tvivl om betydningen).
Definitionen af ironi kræver det sprogvidenskabelige
begreb ’den pålydende betydning’ som er: ’det, som et udtryk vílle betyde ud
fra dets bestanddele og sprogets almindelige regler, hvis det ikke lige betød,
hvad det faktisk betyder. Dvs., hvis der ikke var en særlig betydningsregel for
netop det udtryk’. Sommerfugl har
pålydende-betydningen ’fugl, der er særlig aktiv om sommeren’, Ingen årsag! betyder efter pålydende:
’Der er ingen fornuftig grund til at takke mig’. Over alle bjerge har også klar forskel på pålydende og faktisk
betydning.
Ironi betyder ’udsagn med en faktisk betydning, der er modsat den
pålydende’.
Revolution
Flemming Rose
har en tankevækkende klumme i JP 30.8. Han skriver, at »ordet revolution vækker
positive associationer på tværs af det politiske spektrum« – på trods af al
erfaring. Det er der meget rigtigt i, men jeg tvivler nu på, hvor meget »på
tværs« det er i Danmark. Hertil kræves jo ikke bare én konservativ begejstret
revolutionsmand, men at der er nogenlunde lige mange i partierne. Og dét tror
jeg ikke.
Men jeg undrede mig i
70’erne, ligesom Rose, over, hvor mange unge der i ordet hørte sød musik. Revolution betyder ’kortvarig voldelig
omstyrtning af regering’, og dét burde i et demokrati lyde fælt. Desuden viser
erfaringen massivt, at revolutionen hurtigt henretter sine modstandere, skønt
der ikke var dødsstraf for deres handlinger. Og derefter henretter sine egne.
Vel kan vold være eneste vej, men ligefrem begejstring for drab er ikke humant.
Ordet er ikke, hvad der i
sprogvidenskab en kaldes værdiladet. Det
signalerer ikke, at afsender er positivt stemt, sådan som kræmmersjæl og fædrelandskærlig/chauvinistisk
signalerer hhv. positiv og negativ afsenderholdning. Man kan ikke høre på
ordet, hvad folk mener, når de siger det. Men det er rigtigt, at det vækker
positive associationer i kredse, der
går langt ud over det voldeligt vbenstreekstremistiske. Mon ikke fx demokraten
Villy Søvndal synes, det er et smukt ord?
Det er ikke mærkeligt, at
Lenin, Castro og kumpaner bliver i godt humør af det. De har i øvrigt skabt en
ny, demagogisk betydningsvariant af det, når de længe efter revolutionens
sejrrige gennemførelse messer ¡Viva la Revolución! Så betyder det pludselig ’resultatet
af revolutionen’, altså den grå/stabile hverdag. Men hvorfor betages vi andre
af det?
Ja, så længe vi ikke har
revolutionen inde på livet, gør den jo ikke ondt på os. Og romantik, idealiske og spænding er der unægtelig over den.
Og de høje herrer kommer ned med nakken – heller ikke dårligt. Mennesket er
mere aggressivt end chimpansen og gorillaen. Dér ligger hunden begravet!
Hadefuld tale
Det er sjældent,
at et sproghistorisk vink for alvor beriger én med aktuel viden. Men dét skete
for mig. Jeg jagtede det moderne begreb ’hadefuld tale’, som journalister
bevidstløst kalder hate speech. Det
viste sig så, at vi i Danmark har haft forbud herimod – i et tillæg til
Straffeloven af 2.11.1885 §3:
»Den, som i Tale eller Skrift, henvendt til
Publikum i Almindelighed eller til Forsamlinger, eller iøvrigt paa en den
offentlige Ro og Orden faretruende Maade ophidser Klasser eller Dele af
Befolkningen til Had og Forbittrelse eller til Voldsgjerninger imod andre
Klasser eller Dele af den, straffes med Fængsel.«
Som det ses, når
omsvøb og indpakning fjernes, straffes enhver der ophidser nogen til had, med
fængsel.
Det mest interessante er
imidlertid afsenderen, som var selveste diktator Estrup. Skønt hans parti,
Højre, var kommet i mindretal i Folketinget, nægtede han at gå af, hvad han
havde ret til, eftersom Kongen (Chr. IX) frit kunne vælge sine ministre.
Flertalspartiet Venstre, bønderne, var rasende og saboterede al lovgivning
(visnepolitik). Den store Hørup mente, at Estrup kun ville sidde så længe som en
»jagt-rubber«, dvs. et kort spil whist, hvorefter man skifter plads. Men Estrup
var sej. Han sad lige til 1894, og hans parti til 1901. Estrup sendte Rigsdagen
hjem (den ville jo ikke lovgive seriøst!) og vedtog en række foreløbige love, bl.a. ovennævnte. Det
kunne han gøre »naar Rigsdagen ikke er samlet« (Grl. §25), men gjaldt dét nu
også, når Estrup egenmægtigt havde opløst parlamentet? Dét mente Højesteret,
for dommerne var højremænd!
Der blev næsten revolution. Og derfor måtte
Estrup tøjle alt for hadefuld tale mod regeringen.
Det var et hårdt slag mod
ytringsfriheds-traditionen. Men langt værre, set med sprogforskerens øjne, er
den uklare formulering, der gav Højesteret frit spil. Ophidselse til had er
noget højst upræcist, umuligt at fastslå objektivt. Hidser jeg til had, når jeg
vredt kræver Estrups afgang? De herrer dommere bestemmer!
Dratte
Margit Johnsen,
Bjerringbro, anholder med rette JP’s omtale af ulykken på Madeira. Den ene af
de forulykkede var nemlig if. JP 6.1 »drattet ned i et krat«. Dette er
respektløst. Dratte er ladet med et
overlegenheds- eller bagatelliserings-signal, som i situationen er uforskammet.
Men da JP »jo dog ellers er anstændig«, antager jeg, at der foreligger
dialektal baggrund hos journalisten.
Dratte var meget almindeligere – og mere stil-neutralt (som falde) – i 1800-t. og før. Og den gamle
tilstand er bevaret i samtlige klassiske dialekter, delvis op til i dag. Ja,
sine steder er dratte sikkert
normal-ordet – og falde det
sjældnere, mere formelle.
Det stedbundne i
journalistens sprog er altså (hvis jeg har ret) ikke tilstedeværelsen af en
glose, men en gloses neutrale stilværdi.
Tilfældet aktualiserer det
gamle spørgsmål, om dialekter er af det gode eller onde. I dag ville det være
brutalt at forfølge dialekter. Men dét er blot, fordi vi i dag skal holde med den prestige-svage.
Eksemplet viser jo, at det er ganske praktisk, at vi taler samme sprog, så vi
undgår utilsigtede uforskammetheder og i det hele forstår hinanden.
Sprogforskeren Otto
Jespersen rejste i 1927 også et helt andet argument imod dialekterne: Når dé
var forsvundet, var der forsvundet endnu en usaglig grund til at diskriminere.
De to argumenter taler til
hjernen – ikke til hjertet. De maksimale dialekter (dem, der i en region er
længst fra rigssproget) er ikke blot en samling sære udtaler. De er sprog-verdener med egne ord og egne
betydninger af fællesord og hist og her en egen kategorisering af
virkeligheden. – Et ord som vendelbomålets dynke
’stænke tøj før strygning’ er ikke blot poetisk (= Aakjærs »Mit Hjerte
skælver af Glæde / blot Duggen dynker et Straa«), det er også mere præcist end stænke. Eller tag fraserne. Tusinder af
vidunderlige fraser er gået tabt, fx sjællandskens Hon æ lisse adræt såm dæn fuwl di kaller kowen! Der er nok at græde over.
Ansvar
Ansvar og ansvarlig er noget af det mest misbrugte i dagens dansk – i hvert
fald med i top 10. Ansvar betyder
basalt ’forpligtelse til at være den, der underkaster sig retsforfølgelse, hvis
et bestemt forehavende skulle mistænkes for lovbrud’.
Det ældste misbrug
(1900-t.) er at sige ansvarsområde i
stedet for myndighedsområde. Det er
klart, at man kun kan drages til ansvar for noget, man selv har bestemt. Derfor
vil ansvarsområdet og myndighedsområdet være det samme. Og netop derfor kan man
signalere det ene ved at nævne det andet: Mit
foretrukne ansvarsområde er jo udenrigsministeriet. Meningen er
’myndighedsområde’, hvad alle også forstår – ingen glæder sig over retssag og
domfældelse.
Med ansvarsområde undgår man at vise magtstræb samtidig med, at ordet
snylter på de gode associationer til at
tage ansvar, for det er jo sympatisk at træde frem og modtage en dom med
åben pande.
I 70’erne blev det
almindeligt, at terrorister »tog ansvar« for diverse aktioner. Meningen var
klar nok, men nærmest den modsatte af grundbetydningen, som jo er ’at
underkaste sig retsforfølgelse’. Fordelen er som ovenfor: Ansvar har positiv associations-sfære.
Jeg husker min lærerinde i underskolen: »Ja, Lars, jeg er i hvert fald glad
for, at du selv melder dig!«
Sprogfolk frarådede at
overtage terrorristernes demagogi, og for en gangs skyld fulgte gode
journalister et sprogfagligt råd. I dag siges gerne: X-gruppen har sagt, at den står bag.
Næste misbrug mødte vi, da
Donald Rumsfeld »tog det fulde ansvar for« Abu Ghraib-mishandlingerne. Han
hávde naturligvis intet ansvar for det, og der skete ham heller ikke noget.
Udtrykket var helt tomt, men skulle vel »lukke sagen«, sådan som en normal
ansvarspåtagelse gør.
Så er der ansvarlig/ansvarsbevidst. Grundbetydningen
er ’bevidst om de græsselige ting, der vil ske, hvis man træder forkert’. Men
der er gået inflation i det. Jævnt hen betyder det bare ’fornuftig og seriøs’ –
igen med en tone af noget meget alvorligt og samfundsbevidst.
T eller ikke T
Bjarne Olsen
beklager de mange t’er, der vinder
frem i fx forholdsvist ny og rigtigt flot. Han mener, at dette ofte
er »sprogligt forkert«. Vel er det forkert – i Olsens og mít sprog. Hos andre,
især yngre, er det helt OK. Sprog er intet andet end traditioner, og hvis ældre
traditioner var rigtigere end yngre, så var det höylig correct at orthographere
saalunde. I øvrigt er de nye t’er
lyst i kuld og køn af Dansk Sprognævn.
Historien er denne:
Adjektiver på -(l)ig endte i 1400-t.
i intetkøn og afledt til adverbium tit
ikke på -t. Man sagde som endnu vore
skiløbende naboer et hyggelig hus (/eit hygg(j)eleg hus). Og sprogbevidste læsere vil erkende, at sådan kan man sagtens sige i dag. I skriften er der forlængst sat t på adjektiverne. Fordi det er det normale for disse: et stor-t hus. I de sidste godt 100 år
er adverbierne delvis(t) fulgt trop. Prof. Nyrop skrev i 1890: »hvilket tydelig
fremgik«.
Særlig gradsadverbier og
tidsadverbier holder stand: Indtil ca. 1970 skrev alle øvede frygtelig gammel, her bor vi foreløbig. Men
det måtte øves i skolen! -t trængte imidlertid frem i tydelig tale
og blev i 1986 gjort frivilligt i skrift. – Helt uden -t er nu kun ord, hvori ingen drømmer om at sige det, nemlig ord,
der kun optræder som adverbier: navnlig, sandelig, temmelig m.fl. (de
får altså ingen støtte af adjektivisk -t),
og ord, der oftest er adv. og har en lidt anden betydning end adjektivets.: antagelig, egentlig, endelig, lovlig, pludselig, stadig, virkelig. Jf. lovlig smart, men Bygger han lovligt?
-vis
var opr. en ren adverbial-endelse, fx sælge
frugt kilovis. Men efterhånden dannedes der adjektiver af mange, fx stedvise byger, og dé får naturligvis -t i intetkøn. Hvorefter dette -t kan sættes på adverbiet (det sner stedvist) efter mønsteret smuk – smukt adj. – smukt adv. Som ovenfor fastholdes t-løs form kun i ord, der altid er adverbier: naturligvis, heldigvis, muligvis m.fl.
T eller ikke T. Hvad du end skriver – du vil krænke nogles sprog!
Symbolpolitik
Medierne hærges
af det nye ord symbolpolitik. En net-tur
viser, at det bruges meget løst. Der er dog en vis samling om: ’politik, der
har ringe praktisk/økonomisk betydning, men udgør propaganda for en holdning’.
Ordet er negativt; og dét
får nogle til at bruge det som et rent skældsord (= ’dårlig politik’). Fx
kalder Anne Baastrup 15.11.2011 de 10 års VK-udlændingelove for symbolpolitik.
Hvis dét var sandt, forstår man ikke SF’s rasen imod dem!
Dagbladet Politiken bruger
24.8.2011 ordet = ’valgflæsk’, nemlig om lovforslag med »gaver« til folk, som
man véd ikke kan samle flertal.
Peter B. Sørensen bruger
det 11.2.2012 om tobinskatten i betydningen ’ineffektiv politik’ (man kan ikke
se, hvad det skulle symbolisere).
Hertil kommer, at alle
glemmer, at hvis partiet bag den pågældende politik selv tror, at den får stor
praktisk betydning, så er det ikke symbolpolitik. Man kan fx ikke afvise, at DF
ærligt troede, at den skærpede grænsekontrol ville dæmpe kriminaliteten. At det
viste sig ikke at gå sådan, ændrer ikke ved den evt. glade fremtidstro. – Når,
tilsvarende, Karen Hækkerup 28.10.2011 kalder VK’s lov om fodlænker til børn
for symbolpolitik, fordi den ikke har fundet anvendelse, glemmer hun, at
forslagsstillerne sikkert regnede med, at loven ville blive brugt; og man må
nok sige, at en elektronisk fodlænke er mere end et symbol.
Men ordet er endnu mere
forkvaklet. Sagen er, at der ikke er noget indlysende forkert ved symboler.
Ordet burde slet ikke være negativt. Propaganda kan være slemt, men hvis man
agiterer for noget, man mener er godt og gennemtænkt, er der intet galt.
Hvis en lovgiver er
glødende royalist, kan han fuldt demokratisk foreslå, at Dronningens billede
hænges op på alle rådhuse. Symbolsk? Ja, selvfølgelig, men ud fra háns holdning
respektabelt.
Mennesket er den eneste
abe, der kan tale. Men der er grænser for vores talegaver: En kombination af to
så abstrakte betydninger som i symbol og
politik, det magter vi ikke.
Hun er over 63 år
En journalistisk
uvane grasserer: Man nævner sjældent omtrentlige talstørrelser. Det hedder ikke
Lidt over 100 døde. – Knap 20 pct. svarer
ærligt. Men derimod epidemisk: Over
100 døde. – Under 20 pct. svarer ærligt. Der dør altid flere end..., mens der altid er færre
end..., der overholder færdselsloven. En dårlig nyhed regnes, desværre, for
bedre end en god.
Der
er tale om et sensationsmageri, der berøver læseren en information om de
pågældende cirka-størrelser. Over 100 osv.
er jo en meget tynd oplysning, der kun burde gives, hvor ingen tør afvise, at
det sande tal er méget større/mindre (fx 50 eller 100 pct.).
Et godt eksempel på uvanen
kunne læses 24.3.2012 i den ellers så besindige JP:
»Der er nu mindre end en måned til første
runde [af valget i Frankrig], som
ligger den 22. april.«
Her véd
journalisten præcis, hvor mange dage det drejer sig om. Alligevel foretrækker
hun en mindre end-formulering, fordi
det giver mere spænding. Sammenhængen var, at Toulouse-mordene ville komme til
at præge valgkampen.
Jysk rekord blev dog sat
22.3.2012 i JP:
»...Dronning Victoria, hendes tipoldemor,
var regent i mere end 63 år (1837-1901),...«
På dansk er »x
leve- eller regeringsår« = ’x hele år
+ max. 264 dage’. Selvfølgelig forstår man skribentens tankegang, som er: Hun
regerede i 63 hele år + en brøkdel af et år; det må være mere 63 år. Javel, men
brøkdelen er på normalt dansk inkluderet i de 63. Og eftersom »mere end 63 år«
også kan betyde ’64 eller 65 eller 66...«, havde »i 63 år« været meget klarere.
(Victoria nåede nemlig ikke de 64).
Men de kán også i Randers.
Randers Storcenter reklamerer:
»SHOP I MERE END 58
SPECIALBUTIKKER«
Vel kan præcis
optælling være svært – pga. de sproglige gråzoner. Er fx pølsevognen på torvet
en specialbutik? Og restauranten med mad ud af huset? Men udtrykker
formuleringen en angst for at tælle forkert, eller prøver dette storcenter at
gøre sig endnu større?
Trusler og bøllemetoder
I JP 4.5.2012
beskylder Johanne Schmidt-Nielsen regeringen for at anvende bøllemetoder over
for Enhedslisten. Bøllemetoderne består i trusler om valg.
Johanne er et kæmpetalent
i dansk politik og meget populær, ikke mindst i den mandlige del af
vælgerkorpset. Men her må jeg revse hende. Hun misbruger ordene true og trussel, som tusinder før hende har gjort det.
True og trussel er for
det meste negativt ladede. Man kan som regel alene på de ord høre, at den, der
bruger dem, er forarget. I virkeligheden er det en fejl ved sproget, at de er
negative, eftersom der er to slags trusler, og kun den ene slags forargelig.
Trusler kan rumme
ulovligheder (prygl, drab osv.) eller »lovligheder«. Når man truer med noget
ulovligt, siger det sig selv, at truslen er umoralsk. Hvis man derimod truer
med noget lovligt, vil truslen oftest være moralsk i orden, bedømt efter
almindelig målestok.
Et eksempel kunne være
købmanden, der bliver utilfreds med udformningen af en vare, hvorpå han
meddeler fabrikanten, at han ikke vil bestille flere leverancer, før varen er
ændret. Trusler? Ja, selvfølgelig, men da handlingen er 100% moralsk og
juridisk i orden, kaldes det mere ædrueligt en ny betingelse.
Hvad
har regeringen if. Johanne truet med? At udskrive valg. Jamen, det er jo en
regerings suveræne ret. Det er tilmed naturligt at gøre, hvis man ikke kan få
sin politik igennem. (Margrethe Vestager udtaler samme dag, at regeringen ikke har truet. Men det er underordnet,
hvem der her har ret, for trusler ville under alle omstændigheder være fuldt
legitime).
Johanne lader sig rive med
af den negative ladning i trussel, true. Hun
er i virkeligheden her et offer for sprogets magt over tanken. Hun tror, som så
mange, at trusler er foragtelige, blot fordi der er et minus-ord for dem. Men
minus-ordene rummer tit et subjektivt syn. Hvad der for mig er en forbandet køter, er for min nabo en prægtig mynde.
Underlivs-lingvistik
Jeg har været JP
utro med WA! Dér læste jeg en udmærket artikel af Ann Mariager (8.6.2012).
Nemlig en omtale af en nyudgivelse af Anaïs Nins »Venusdeltaet« i dansk
oversættelse fra 1978. Anmeldelsen er ret positiv, men den slutter:
»Ordet »skamlæber« dukker jævnligt op i
Merete von Eybens oversættelse fra dengang. Men det ord er nærmest udgået af
dansk, siden bøgerne udkom første gang. Takket være Anaïs Nin og de
andre...hedder de »kønslæber« i dag.«
Dette er
forkert. Der er ca. 34.000 kønslæber
på nettet (realiter vel det dobbelte!), men ca. 50.000 belæg på skamlæber.
Min hensigt er naturligvis
ikke at »knalde« en sprog-amatør. Så kunne jeg få nok at bestille. Men at vise
to ting. For det første menneskets hang til ønsketænkning, til at se, hvad man
kan lide at se. (Ære være de videnskabsmænd, der sætter sig ud over dette).
For det andet vil jeg
sige, at kvinder, der føler, at ordet
skamlæber befordrer skam og victorianisme, er hysteriske eller – kalkuleret
forargede. Alle mennesker har et skamben. Det er der ingen, der skammer sig
over. Hvorfor ikke? Fordi det er et vidt udbredt sprogfænomen, at ord kan have
en PÅLYDENDE BETYDNING, der afviger fra den FAKTISKE BETYDNING. Vi tager det
roligt, at flodheste, æbleskiver,
wienerbrød, hvidtøl, Venstre og æggesnaps
ikke er heste, æble--skiver, fra Wien, hvidt, venstreorienteret eller
snaps. Derfor slapper alle uhysteriske indehavere af bemeldte læber også af.
Ingen voksen forvirres af sådanne ord. Det går kun galt, når man begynder at tænke over dem. Men selv da fører det heldigvis sjældent til protester, højst
til undren – og vittigheder: Jo, jeg har
fået et par snapse, hr. betjent, æggesnapse!
Og så er selve den
pålydende betydning jo nem at afmystificere: De færreste fremviser et nøgent
underliv for hvem som helst. Det reserveres visse nøglepersoner. Lídt skam ér
der altså. Men den er genetisk (naturfolk skjuler gerne noget). Og kaldes naturlig blufærdighed.
Udtaleordbøger
Mange lande har
statsautoriserede retskrivningsordbøger. Få eller ingen har statsautoriserede
udtaleordbøger. Hvorfor nu denne forskel?
1) Lægmand, og mange
professionelle, har alle dage interesseret sig mest for skriftsproget, som de
opfatter som »det egentlige sprog«. De kan slet ikke se sproget for bare
bogstaver.
2) Almene ordbøger har
langt større og ældre tradition end udtaleordbøger.
3) Alle er sygeligt bange
for at begå stavefejl. Selv unge sms’ere håner hinanden. For det ér afslørende.
Hvis man har mange, er man ikke nødvendigvis dum (men dumme hár faktisk flest),
men man udstiller jo en mental defekt, for at sige det kynisk. Der er, trods
alt, større overbærenhed med sære udtaler, både bondske, infantile og
lav-sociale.
4) Det er sværere at
skrive en udtaleordbog end en retskrivningsordbog, dels fordi de fleste ord har
mange udtaler, men kun én stavemåde, dels fordi det nu engang kræver større
talent at beskrive lyde end at beskrive bogstaver.
5) Selvom vi ser langt
bedre, end vi hører, gælder det mærkværdigvis, at folk husker udtale meget
bedre end stavning – hvorfor der ikke er nær så stort behov for at slå op i en
udtalebog. Folk kan have evige problemer med stygge/stykke og vende/vænne o.a. almindelige ord, men ingen husker udtalen forkert. Man
kan lære sjældne ord som ganske lille, fx glente,
og huske dem sikkert resten af livet, men glemme <d> i kradse, skønt man har set det 500 gange.
– Da vi vitterlig ser bedre, end vi hører, må det forklares med, at vor
mundtlige sprogevne er nedlagt biologisk i os, mens evolutionen intet har gjort
for vort skriftsprog.
De ord, hvis udtale man
kunne få lyst til at slå op, er især ord, man slet ikke har hørt udtalen af.
Altså ord, ikke mindst eksotiske navne, man kun har mødt på tryk. Eller ord,
man har hørt nogle gange med år imellem: kanope,
Låstrup. Men selvfølgelig kan man også ønske at shine sig op ved at udrydde
lokaliserbare, lav-sociale eller – noget for damerne? – gammeldags udtaler.
Problematisk
Dette ord, der
kommer fra tysk, betød oprindelig – jf. den pålydende
betydning – ’udgørende et problem
for afsender’ (Det er problematisk at
aflæse tiden af et solur). Samtlige ordbøger har kun denne betydning, men
den er sjælden i dag.
En ny betydning er dukket
op, og dén blev almindelig i universitetskredse i 70’erne, hvor ordet i øvrigt
tiltog i brug. I dag er den standard, fx
Den
manglende dokumentation er problematisk.
For hvem? Ikke
for afsender, men for visse andre! Samtidig er ordet høfligere end kritisabel. Men det er nu ikke af bar
høflighed, at politikere sværmer for det. For de undgår direkte at kritisere.
Det giver kattelem. Og den elsker de.
Sidste udvikling er, at
det slet og ret bruges i betydningen ’dårlig’:
Landstræner:
Nasri har en problematisk opførsel.
Hvorfor nu det?
Ordene god og dårlig er oftest afsender-subjektive og dermed sårbare for kritik.
»Det er da udmærket, at du synes, at noget er godt eller dårligt, men det ér jo
bare dín mening, det er ikke nødvendigvis andres« kan man indvende. Problematisk lyder mindre subjektivt og
derfor mere overbevisende – noget i retning af ’Nasri har rent faktisk en
dårlig opførsel. Det hersker der ingen tvivl om.’ Som alle udsagn kan det være
usandt, men det lyder, som om det ikke handler ikke om private følelser.
Det er almindeligt at
erstatte god og dårlig med finere ord: god med
kvalificeret, hensigtsmæssig, produktiv,
effektiv, robust, relevant. – Dårlig med ukvalificeret osv. I
grundbetydningen betegner de alle noget objektivt. Irrelevant betyder således ’som ikke angår det pågældende emne’ (Din skønhed er irrelevant for din
skatteligning). Men de »forfalder« til det rene ’god/dårlig’:
JP 21.7.2012: ...det er Batmans mørke sider, der gør
figuren relevant.
Dette lovforslag er robust.
Det lyder meget
finere og mere objektivt end det banale god
og dårlig.
Faktisk
ligger der også en trang til at undgå det banale god bag yngres ulidelige fed – plus lidt dansk gemytlighed.
Jens Jensensvej
Arne Lauritzen
skriver til »Sproget«:
Som
trofast abonnent igennem mange år glæder det mig, at JP’s journalister stadig skriver pænt og korrekt!
Denne
anerkendelse er det mig en kær pligt at viderebringe. AL fortsætter med at
spørge, om ikke gadenavne som Jens
Jensensvej er forkerte, og om det ikke snarere skulle hedde Jens Jensens Vej.
Svaret
på 1. spørgsmål er et ja. Vi er mange, der får sprogfejlsoplevelse af Jens Jensensvej. Den fejl, vi oplever, er nem at forklare. Jens Jensensvej er et udtryk, hvis
hovedbestanddele er Jens Jensens og vej. Naturligvis er det absurd at dele
det Jens + Jensensvej, eftersom der
er tale om en vej (hovedleddet), der
er opkaldt efter Jens Jensen.
Det
er derimod ikke rigtigt, at den sproglogiske deling er Jens Jensens Vej. For det første signalerer dette en udtale med
hovedtryk på JENsens og VEJ, hvad der strider imod udtalen, der
har bitryk på vej. For det andet er
logikken stadig haltende. Man har delt udtrykket i 3 tilsyneladende lige vægtige
led, men rent logisk er der som sagt kun 2 hovedled: Jens Jensens | vej.
Klart
nok er Jens Jensens Vej mindre logisk
stødende end Jens Jensensvej, fordi
de 2 hovedled trods alt er adskilt, og derfor er man da også i dag i stor stil
gået over til de 3-leddede. Men der kan være uforsonlige kommunale skel.
Således hedder det på Frederiksberg Kong
Georgs Vej, men i Vedbæk Kong
Georgsvej! Jf. Sankt Petersborg.
Når et ord er dannet med
en ordforbindelse på 2 eller flere ord, skrives den normalt i ét ord. Af sætte til side dannes
tilsidesætte. Af sparke knolde dannes knoldesparker,
af være for hånden dannes forhåndenværende, og af sankt Bernhard og hund dannes sanktbernhardshund.
Tilsvarende ville øvede skribenter danne peterplyshistorie.
Tilfredsstillende ville
derfor Jensjensensvej være, for der
ér kun 1 ord. Men ak, her driller de små bogstaver. Vi kan ikke lide at se Jensen med lille. Så problemet er
uløseligt i det klodsede skriftsprog. I talen er der ingen problemer.
Sprogsvindel
Et sjældent rent
eksempel på sprogsvindel stod at læse i »Søndagsavisen« 12.10.2012.
Ophavsmanden var filminstruktøren Kathrine Windfeld, der sagde:
»I dag findes der jo allerede en
kønskvotering [i forb. med priser og støtte til film], den er bare omvendt og ubevidst. 12 år udelukkende med mandlige
instruktører som vindere. Hvis det ikke er kvotering, så ved jeg ikke, hvad det
er,«.
Tilfældet er så
rent og eklatant, at jeg tør hævde, at Kathrine Windfeld godt selv var klar
over, at hun her voldtog det danske sprog – og løj om det.
Hendes modifikation, »blot omvendt og ubevidst«, er ligeså
virkningsløs som hvis hun havde talt om en teenager blot under 13 år eller om et festmåltid blot uden mad. Vi, der har dansk som modersmål, ved alle sammen,
hvad kvotering betyder. Det dækker
ikke den situation, at mænd har fået Robertpriser de sidste 12 år i træk.
Kvotering sker i henhold til lov.
Jamen, kan hun ikke have
ret på et »dybere« plan? Utvivlsomt. Man kan mene alt muligt »på et dybere
plan«. Men hendes udsagn er ment bogstaveligt, for ellers er det ikke et
argument for bogstavelig kønskvotering af filmstøtte. Og dét er det ment som.
Sammenlign, at jeg ikke kan argumentere for, at fru Merkel bogstaveligt er
tungere end Helmuth Kohl, ved at pukke på, at hun skulle være politisk tungere.
Det bedste forsvar ville
være, at udtalelsen var ment som en provokerende spøg. Men det tror jeg heller
ikke på.
Bemærk venligst, at jeg
ikke tager stilling til, om mænd rotter sig sammen ved prisuddelinger, men
udelukkende til filminstruktørens overgreb på sit modersmål.
Jeg skriver naturligvis
dette for at hænge Kathrine Windfeld ud – der er grænser for, hvad vi mænd
finder os i – men også for at vise, at det langt fra kun er politikere, der
misbruger sproget. Politikermisbrug har jeg og andre påvist mange gange. Det er
sværere at få egnede eksempler fra børnehaver, autoværksteder, dobbeltsenge
osv., der viser, at vi alle er misbrugere.
Minister = tjener?
Jussi
Adler-Olsen citeres i JP 10.11. for flg. salut:
Minister
betyder tjener. De er ikke vores herrer, men de opfører sig sådan.
Sandt? Nej!
Ingen kyndig vil give forfatteren ret. Men synspunktet er velkendt blandt
lægfolk. Tilsvarende hører man ofte, at attentat
betyder ’forsøg’, og at klimaks betyder
’stigning’.
Der er tale om en
sammenblanding af sprog. I latin betød minister
’tjener’; på dansk har det aldrig haft den betydning. Det betyder heller ikke
’(tjeners) herre’, men derimod ’den udøvende statsmagts øverste ansatte inden
for et vist område’. Dermed er en
minister – trods Jussi A.-O. – en slags herre for os alle sammen, inden for
lovens rammer. Det er netop derfor, at
det føles let ydmygende, når man ikke kan respektere en minister. Modsat en
dummernik af en tjener, som man jo blot kan afskedige.
Men hvordan gik vejen fra
’tjener’ til ’minister’? Det begyndte med, at fransk i 1100-t. lånte det
latinske minister ’tjener’ og lod det
betyde ’præst’, en præst er jo en Guds og Kirkens tjener eller sågar
menighedens tjener. Men tag ikke fejl: Man beder ikke præsten om at hjælpe sig
frakken af! I 1600-t. indskrænkes betydningen til ’protestantisk præst’, men
der opstår også to nye betydninger i fransk, dels ’gesandt’, dels den moderne –
fastsat af Ludvig 14. i 1660’erne.
De europæiske sprog har
lånt det hele fra prestigesproget fransk. I engelsk låntes betydningen ’præst’
allerede i 1100-t., ikke så mærkeligt, for hele Englands magtelite var fransktalende. I dansk fik vi først ordet i
1600-t., på Solkongens tid. Først i betydningen ’gesandt’, som vi har et minde
om i titlen ministerråd, dvs.
’højtstående diplomat’, efter 1700 i den nuværende betydning.
Ordet kán være indkommet i
dansk via tysk. Selvom vi snobbede vildt for fransk i 1650-1800, var de dannede
dog langt bedre til tysk. På fransk hedder det ministre, på tysk, engelsk og de skandinaviske sprog minister, men dette er snarest en
hjemlig tilpasning eller en latinisering.
Liberal
En indsender,
C.E., vredes den 3.12 på JP, fordi denne i en leder 17.11 ikke skelner
tilbørligt mellem liberal og liberalist. Indsenderen mener, at liberal betyder ’frisindet’ og dermed
ikke har med politik at gøre. Han mener, at lederen i stedet for liberal burde have sagt liberalistisk, fordi der var tale om
noget ideologisk.
Ord for ideologier er
erfaringsmæssigt svære at få hold på. De flyder meget mere, end folk gør sig
klart. Grundige undersøgelser i både dansk og svensk har vist, at et flertal
tror, at reaktionær/-när nærmest
betyder ’revolutionær’!
Liberal betyder ganske rigtigt omtrent det samme som frisindet. Begge er plus-ord. Et endnu bedre synonym er tolerant: Den liberale lader sig ikke
ophidse af andres traditions- og normalitetsbrud, sære installationskunst,
bizarre erotik, religion, tøj, »musik« osv., når blot det ikke direkte
forulemper ham. Må du komme så sent hjem?
– Ok ja, min far er meget liberal! kunne det typisk hedde.
Men liberal har også en anden BETYDNINGSVARIANT, og det er dér, C.E. går fejl; han opererer ikke med
betydningsvarianter. Alle almindelige ord – og talrige ualmindelige – har
sådanne varianter. Tænk på glas, sild, rød, næse, stof.
Liberal betyder også ’tilhænger af liberalismen, dvs. den holdning,
at der skal være et minimum af forbud i samfundet, at staten skal regulere
meget lidt.’ Hvór lidt, siger ordet ikke; så præcise er der ingen politiske
termer, der er.
En liberalist er da én, der er liberal – men kun i sidstnævnte betydning! Så lunefuldt er vort sprog (og andre).
Skønt dagligsproget
allerede her er klodset, prøver visse lærebøger sprognaivt at indføre endnu en
skelnen, nemlig mellem liberal og liberalistisk, vel at mærke begge inden for den ideologiske betydning.
Dette er JP uvedkommende.
THI KENDES FOR RET:
Morgenavisen Jyllands-Posten er at frifinde for semantisk kontamination.
Topscoreren s
T. Johansen i
Brabrand spørger, hvorfor langt flere ord begynder med s end med noget andet bogstav. Faktisk ca. 1¾ så mange som nr. 2, k.
Spørgsmålet
lyder jo vældig fornuftigt. Alligevel kan man blive helt filosofisk. Hvorfor
skulle s-ordene ikke være mange? Ét bogstav må nu engang toppe.
Hvis nogen spørger os i en
almindelig trafiksituation: »Hvorfor kører den bil lige nu dér?«, er der noget
galt. Dels kender den adspurgte ikke årsagskæden, der fører frem til denne bils
tilstedeværelse (og det véd spørgeren), dels er der intet forventnings-brud.
Men det skál der være, når der spørges om en konkret begivenhed. Børn bryder
ganske vist reglen – i deres ulidelige hvorfor-periode.
Min datter spurgte mig fx engang, jeg havde lagt telefonrøret og fortalt, at
det var Nete, der havde ringet: »Hvorfor var det Nete?«. Hvad er det uventede?
Når voksne derimod spørger: »Hvorfor faldt taget af?«, underforstår de, at man
ikke venter, at tage falder af. De angler efter det uventede led i årsagskæden,
der førte til den uventede begivenhed. De spørger fx ikke om tyngdeloven.
Svaret kan så være: orkan, elendig vedligeholdelse, uduelige materialer,
hærværk. Altsammen uventet.
Et andet eksempel:
»Hvorfor kan du lide agurk?« er umuligt at besvare, fordi man ikke kan finde
det uventede. Men »Hvorfor smed du agurken på gulvet?« spørger til noget
uventet og er let at besvare: Man beskriver det uventede led i årsagskæden, fx
raseri.
Men Johansen ræsonnerer
korrekt: Der må være et eller andet uventet i årsagskæden, der fører til dét
uventede, at s- dominerer så grelt,
som det gør.
Det er der også. S er den mest stillings-fleksible lyd. S- ingår i 22 initial-kombinationer: sp-, st-, sk-, sl-, sm-, sn-, sv-, sj, sh-, sc-, sw-, sq-, spj-, spl-, spr-, stj-,
str-, skj-, skr-, skv-, sch-, schw-. K- indgår kun i 5: kl-, kn-, kj-, kr-, kv-. (Forkortelser
og visse sære fremmdord er udeladt). Uden s-
og k-kombinationerne har s- i Retskrivningsordbogen kun 9% flere
ord end k-.
Facts & følelse
JP har fået en
fremragende idé. Den hedder FaktaMeter: En politiker-sætning vurderes upartisk
og grundigt mht. sandhedsværdi.
26.5 var Søren Espersens i
sandhedsmaskinen. Sætningen lød
»..., for der er ikke problemer med kapringer længere.«
(Ved en fejl var
sætningen hverken fremhævet eller skarpt afgrænset).
Konklusionen blev: Både
sandt & falsk.
Alle sprog skelner mellem
objektivt og subjektivt. Og alle skelner mellem afsender-subjektivt og
fremmed-subjektivt. Geværet er godt forstås
mest naturligt som afsender-subjektivt, dvs. afsender udtaler sig om sin
tilfredshed. Han kan godt lyve, men det er umuligt at gribe ham i løgn.
Betydningen kan også være ’de fleste fagfolk vurderer geværet som godt’.
Afsender henviser stadig til subjektiv evaluering, men ikke hans egen, og
derfor kan han let modsiges. Sammenlign Geværet
er længere end min brors. Nu udtaler afsender sig ikke om
følelse/vurdering/sansning overhovedet. Sætningen kan ganske vist kun bekræftes
ved måling, og dermed sansning, men den handler ikke om menneskelig måling; den
handler kun om geværet.
Nogle sprog markerer det
afsender-subjektive tydeligere end andre. I oldnordisk var man stærkt
tilbøjeligt til at sige, at »Sværdet tyktes
det fagreste i mands minde«. På nudansk er det mere mundret at sige:
»Sværdet var det smukkeste«. Men
dermed må modtager selv indhøre det subjektive og skelne det fra fx »Sværdet
var det tungeste...«.
Ordet problem er subjektivt. Det handler om følelser. Ingen kan måle og
veje sig frem til, om der er problemer. Siger en politiker: »Der er aldeles
ingen problemer i sundhedsvæsnet«, kan det godt tolkes som ’For mig at se er der ingen...’. En nok
så naturlig tolkning vil dog være: ’De færreste kyndige oplever problemer’.
Espersen er dermed
berettiget til at tolke sit eget udsagn (og hán må jo vide det!) som ’Jeg ser ingen problemer’, selvom vi
andre finder ham lovlig optimistisk. Hans udsagn er dermed, qua
afsender-subjektiv vurdering, sand – og uegnet til FaktaMeter.
Dobbelt så lidt
P. Borre i Århus
skriver:
»Når to ting skal sættes i forhold til
hinanden, bruges ofte en gangefaktor. Eksempelvis "Der var tre gange så
mange mennesker som forventet". Men hvad nu hvis der var tale om en
reduktion...? Som oftest hører man..."Den var tre gange mindre end
sidst...". Men er det korrekt?«
Der er ganske rigtigt
problemer, når man vil sige, at noget er så og så småt i forhold til noget
andet, men helst ikke vil at tale i procenter/brøker. Får jeg at vide, at der
kom 3 gange så få som til forrige koncert, bliver jeg usikker. Mener afsender
⅓? Ja, det gør han. Der er millioner af eksempler på Nettet!
3 gange så lidt/lille/få osv. er vel opstået af 3 gange så meget/store/mange osv. ud fra
en tåget idé om, at når 3 gange så meget betyder
’Gang med 3!’, så må 3 gange så lidt betyde ’Dividér med 3!’.
Tanken er syg, og der er heller ikke mange, der tænker den. Udtrykket er blot
for længst kommet ind i manges sprog og efterplapres lystigt.
Vi, der er gode til
regning, reagerer spontant imod 3 gange
så lidt. Fordi der er et misforhold mellem den pålydende og den faktiske
betydning. Men ikke kun derfor. Hvis det nemlig var den helt stående
udtryksmåde, som vi alle idelig havde hørt fra barnsben, ville også vi spontant
acceptere den. Alle accepterer jo abekat,
hvidvin, svømme under vandet og De
lod 5 og 7 være lige. Så indarbejdet er 3
gange så lidt osv. ikke. Der er fx ikke et eneste belæg på det i vore store
ordbøger. De fleste af Nettets belæg
er da også ubehjælpsomme. Se fx denne perle:
Det siges, at man får lidt bedre løn og dobbelt så lidt at lave, hvis
man...
Vi kommer ikke uden om, at eliten – de højt
begavede og højt uddannede – spontant stødes af udtryksmåden i højere grad end
andre. Den er altså ikke korrekt i alle danske sprogvarianter, men hos
flertallet er den traderet (overleveret), dvs. ikke hjemmestrikket, og bruges
ligeså entydigt som så mange andre udtryk.
De var
helte
»Vi var ikke
helte« korrigerede frihedskæmperen
Max Roe en taler (JP 10.6). Udsagnet må få en sprogforsker til at spidse ører.
For if. enhver ordbog må de danske sabotører (som de også hed – med fjendens
oprindelige betegnelse) stå i centrum af ordet helt’s betydningsområde. Hvorfor så frabede sig betegnelsen?
Af beskedenhed, vil de
fleste vel sige. Men dét kan højst være et hjørne af forklaringen. Beskedenhed
forbyder, at man selv kalder sig helt. Men det er ikke ubeskedent at tage imod
ros. Max Roes argument for ikke at være helt peger da også i en anden retning:
»Vi gjorde, hvad vi skulle.« Dette kan kun forøge mystikken, for hvis dét var
rigtigt, så svigtede jo en million danske mænd deres pligt. Og i øvrigt har man
aldrig moralsk pligt til frivilligt
at risikere sit liv for at redde andre.
Jeg forestiller mig to
grunde til Roes holdning.
Den ene er, at han reelt
mener: ’Jeg følte mig ikke som helt,
og jeg gjorde det ikke for at blive
hyldet som helt. Jeg følte et kald. Jeg måtte
gøre det.’ Men dette er jo så langt fra et helte-dementi som muligt, for
det er opskriften på heltestatus –
forudsat, at man handler derefter, og det gjorde Max Roe. Historiens typiske
helte følte et personligt kald: David, Jeanne d’Arc, Sakharov, Mandela.
Den anden grund er vor
modvilje mod patos, højstemthed. Jeg tror, at Danmark har et mesterskab i
anti-patos, udviklet siden 1918. Endnu i 1950’erne kunne man rask væk tale om
sit elskede fædreland, eller udbryde For et velsignet vejr! – Ret ryggen, og tal sandhed!, lærte min
far mig, men allerede hán gjorde lidt nar. En ældre dame i min barndom tålte
hverken ordet job eller arbejde (som hun forbandt med det
manuelle). Hun insisterede på gerning!
Tro
ikke, at den højstemte følelse er
forældet. De fleste føler noget stort (!) ved bryllupper, forårets komme osv.
Men vi mangler en stil at udtrykke det i. Vi siger – henkastet: Lækker tøs!. Vi tør ikke sige: Hvilken betagende kvinde!
Skat
Torben Ishøy,
København, spørger om oprindelsen til de to vidt forskellige betydninger af skat, hvoraf den ene er nok så aktuel.
Ordet er dannet i
urgermansk (ca. Kr.f.) eller før. Det er lånt
herfra til slavisk, men findes som såkaldt arveord kun i de germanske
sprog, dvs. gotisk, tysk, frankisk, hollandsk, frisisk, engelsk, nordisk. Den
ældste betydning var sikkert ’kvæg’, der så via ’rigdom’ er blevet til
’kostbarhed mv.’. Dermed er udviklingen parallel med fæ, der givetvis opr. betød ’kvæg’, men senere også kom til at
betyde ’penge’, jf. eng. fee. Ældst
findes skat i den gotiske bibel ca.
375, hvor betydningen er ’mønt’ (men da der ikke fandtes sedler, bliver
’mønter’ = ’penge’), og denne betydning går igen i alle de germanske old- og
middelaldersprog, hvorimod betydningen ’kvæg’ kun findes i en mindre del. Så
måske er forholdet omvendt: først ’mønt’, så ’rigdom’ og så ’kvæg’. Men
urgermanerne havde ikke egne mønter i
omløb, så det er ret usandsynligt, at de skulle bruge et hjemmelavet ord om
dem.
På baggrund af
’mønt/penge’ undrer det ikke, at betydningen ’afgift (fx til stat)’ kommer til,
fx i oldengelsk, oldnordisk og gammeldansk. De to betydninger har i dag skilt
sig ud som to forskellige ord, for
det ene hedder jo skatte i flertal, det andet skatter.
Nutidens
grundbetydning er ’kostbarhed, typisk i form af ædelmetal og ædelstene, gemt
forsvarligt i en kiste’. Men der er kommet nyt til: Man kan naturligvis bruge
ordet billedligt: en skat i himlen.
I
1700-t. kan det helt konkret betyde ’ens elskede’, hvorved det bekendte
efterhængte min skat opstår. I
begyndelsen dog også mand og mand imellem! Betydningen var altså ’min dyrebare
ven’. I 1800-t. kun fra voksne til børn, og mellem kærestefolk.
Hvor gammel den nuværende,
i mine ører lovlig kælne, brug mellem veninder er, tør jeg ikke sige.
I 1900-t. stryges min oftest: Går du med, skat? – Nu skal du sove, lille skat!
Og
i 1960’erne stiger kælenskabet et trin med skatter!
En morsom nydannelse.
Ansvarsfrihed
Det er
karakteristisk for politikersprog at fritage sig for afsender-ansvar ved at
ytre en så indlysende selvfølge, at den relle meddelelse må være en anden – som politikeren imidlertid ikke tager ansvar
for. (»Dét har jeg aldrig sagt!«). Lyt til Annette Vilhelmsen 17.8.2013 i JP.
Hun spørges, om hun har andre holdninger end sin forgænger, Karen Hækkerup:
»Jeg er en anden minister
og taler om tingene på en anden måde.«
Ubestrideligt,
at hun er en anden minister, og selvfølgelig taler hun lidt anderledes end alle
andre. Det véd hun, at vi véd. Derfor må der være en skjult meddelelse: ’Ja,
jeg har andre holdninger!’, som dog ingen kan hænge hende op på. Det er jo
farligt at indrømme, at der er uenighed i regeringen.
Der er mange måder at
tilkendegive noget uden afsender-ansvar. Man kan fx spørge istf. at udsige.
»Hvad er klokken?« tilkendegiver, at man ikke véd det og gerne vil vide det.
Men ansvaret herfor er svagt, langt svagere end ved »Klokken er 12!«.
Man kan også tale i koder,
som Kreml gjorde, når man talte om kammeratlige
samtaler, men for indviede tilkendegav ’skænderi’. Dét kan man ikke
umiddelbart se (det første er jo ingen selvfølge), men selv over for dem, der
kendte koden, bandt man sig ikke til ’skænderi’.
Man kan også tale tåget
som mange filosoffer, eller man kan tale ufalsificerbart, dvs. sådan, at det er
umuligt at fastslå falskheden af det sagte: »Der kommer en dag, hvor hele
verden rejser sig i revolution!« Den sætning kan jo aldrig nogensinde vise sig
falsk.
Politikere er også vilde
med ansvars-fortyndinger som bekymrende istf.
dårligt –
næppe istf. ikke – tvivle på
at istf. mene at...ikke. Altså
hellere, at ghetto-forholdene er
bekymrende, end at de er dårlige, og
hellere tvivle på ministeriets sanddruhed
end mene, at det ikke taler sandt.
Men mest sværmer de for
»selvfølge-ansvarsflugten«. Den er uhyggeligt udbredt. Fru Vilhelmsen er ikke
værre end så mange andre, men store ånder undgår den.
Grænseuklarhed
Martin Ågerup
skrev i JP 4.9.2013 en glimrende artikel om to tilfælde af sproglig
manipulation. I den forbindelse kom han ind på ords grænseuklarhed. Dét skal
her uddybes.
De fleste ord er
grænseuklare. Det meste i universet falder enten inden for ordets
betydningsomfang eller udenfor. Fx er næsten alt i verden enten en stol eller
ikke en stol. Men der er en lille strimmel af ting, der ikke klart kan
placeres: Højbenede skamler, stole med to ben (stol eller stolerest?). De
ligger i en gråzone, hvorom folk er
lidt uenige eller, især, lidt usikre. Har jeg spist en mandel, når jeg har puttet den i munden, tygget den, men
ikke slugt den? Osv.
Fænomenet må ikke
forblandes med betydnings-varianter. At stol
og spise fx har varianterne
’nodestol; vævestol’ hhv. ’spise med
øjnene’, er noget andet. Der er en gråzone for hver variant-betydning.
Grænseuklarhed kan
udnyttes demagogisk. Hvis kronekursen er faldet 10%, skønt en halvering var
frygtet, kan regeringen sige, at den har reddet
kursen. Oppositionen derimod, at det ikke
lykkedes regeringen at redde den.
Grænseuklarhed er dog ikke
fatal for ærlig kommunikation. Den kan indsnævres vilkårligt. Man kan
præcisere: stole med mindst 3 ben,
spisning med påfølgende nedsvælgning osv. De præciserende ord har ganske
vist déres gråzoner, men det opr. grænseområde bliver stedse mindre.
Der findes også ord uden
gråzoner. Når talordene bruges om konkrete ting, fx syv karameller, er de eksakte. Benævnelsen (karamel) er grænseuklar, men talordet eksakt: Hvis nogle genstande
alle er karameller, er antallet helt entydigt. – Også et ord som senere er
eksakt: Enten foregår en hændelse senere eller ikke-senere (dvs. samtidigt el.
før). Ingen gråzone.
Personbetegnelser synes
også eksakte. Der er vel ingen gråzone mellem mig og ikke-mig? Faktisk jo! Da
Julius Cæsar var myrdet og lå blødende på senatsgulvet, var det da Cæsar eller
kun hans afsjælede legeme, der lå der?
Fornuft og Følelse
Her er et frisk
eksempel på et overgreb mod det danske sprog. Anmelderen af den nye bog om
»Dynastiet Glücksborg« skriver i JP 26.9:
»Forfatteren erkender, »at kongehuset både i vores land og i andre
monarkier bygger på
det irrationelle. Det taler til en ’konservativ åre i befolkningen’,«
men fortsætter:
»men taler ikke desto mindre til de mange, fordi et samfund domineret af
dynamik og forandring
har brug for holdepunkter af stabilitet.«
Jamen, så kan
det jo ikke være irrationelt! Passagen er ikke kun selvmodsigende. Den
forkvakler begrebet ’rationel’.
Vores følelser, herunder
de medfødte grundbehov – fx for vand, søvn, sex – er hverken rationelle eller
irrationelle og end ikke underkastet vor vilje. Behovene sætter målene. Og
vores fornuft søger så den nemmeste og behageligste vej til målet. Det er fx
ufornuftigt at skyde gråspurve med kanoner.
Grundbehovene afsætter
sekundære, ikke-medfødte behov, fx for englelsk bøf, Lines gunst – eller
kokain. De kan let komme i konflikt med hinanden. Kokain bliver fatalt for dine
andre behovs tilfredsstillelse, og Line kan ruinere dig. Dette stræber fornuften på at udrede og afbøde.
Mener de ovennævnte
forfattere nu, at royalisternes ønske om det velprøvede konstitutionelle
monarki rationelt set skulle være i
konflikt med deres øvrige behov og føre til mindre trivsel for dem end med en
præsidentiel top? Umuligt. Royalisterne betaler gladelig den lille
ekstraudgift. At de ved hyldest og støtte ignorerer republikanernes ønsker, er
selvfølgelig heller ikke irrationelt.
Men måske mener
forfatterne, at royalisme-ønsket strider imod retfærdighedskravet, her ønsket
om lighed? Nu er det en vrangforestilling, at det skulle være uretfælrdigt, at
nogle ufortjent er finere end andre. Men dét kræver en anden klumme. Lad os
blot her sætte, at det ér uretfærdigt. Men i så fald kan royalisternes
lighedstørst åbenbart ikke hamle op med deres behov for kongerøgelse. Ikke
irrationelt.
De regnesvage
JP bragte 12.11
en artikel om en nylig udkommen rapport vedrørende dyskalkuli. Dyskalkuli betyder ’defekt evne til at
regne (der ikke skyldes nervøsitet, generel dumhed, manglende indlæring o.l.)’.
De danske fagfolk bag rapporten lancerer her ordet talblind, som de bevidst har valgt som pendant til ordblind.
Ordet
ordblind(hed) er en dansk opfindelse;
det har ingen modsvarigheder uden for Norden. Det skulle erstatte det meget
ufolkelige dysleksi, hvis bestanddele
ikke siger noget, og som lyder lidt hen ad en tropesygdom.
At kalde dyskalkuli for talblindhed er imidlertid stærkt
vildledende. Ordet ordblindhed var
netop smågenialt, fordi det ikke drejede sig om en intellektuel evne; -blind antyder fint dette, idet blinde
jo har alle åndelige evner intakte. Ordblindhed viser ingen korrelation med
tænkning eller andre åndelige egenskaber. (Ferrer et al. 2010). Forleddet ord- er også velvalgt, for det drejer
sig om selve de grafiske ord: (højt)læsning af dem og nedskrift af dem. Ikke om
forståelse. En ordblind har problemer med at læse fx moderskab. Han udlæser det fx morderskab
eller modeskab, men han jonglerer
i talesproget ligeså elegant med ord og
deres betydning som vi andre.
Den dyskalkule har derimod
en defekt evne til selve dét at forstå talstørrelser,
han er simpelthen elendig til at regne. Forskerne – og JP’s artikel – lægger
ikke skjul herpå. Der er vitterlig tale om en defekt tænkeevne hos 3,5-6,5% af
befolkningen, så sandt som regning begrebsmæssigt falder ind under tænkning. At
tale om talblindhed som bevidst parallel til ordblindhed er således en
utilsigtet uforskammethed mod de ordblinde.
Hvad skal det så hedde?
Mít forslag er regnesvag. Det er ikke
så fikst som talblind, men spiller
til gengæld ikke vildledende på ordblind.
Men da journalister (undtagen på Jyllands-Posten) nu på 56. år skriver lykkepiller imod alle faglige protester,
har jeg ingen tiltro til, at de vil slippe det lille fikse talblind.
Helveg er løs
Morten Helveg
Petersen udtalte if. JP 16.3. for nylig:
»Når man spiller med på den melodi, som jeg
synes V og K gør, og løber fra en tidligere ansvarlig europa-linje, så er det
med til at skabe utryghed i befolkningen.«
Lad os tage det mindre
alvorlige først. Tidens yndlings-plusord, ansvarlig,
bruges her objektiverende. Helveg »glemmer«, at der altid bør være et
»efter min mening« ved kontroversielle holdninger. Han véd, at mange er uenige
med ham.
Dernæst: V og K handler
if. ham uansvarligt. Det betyder
bl.a. umoralsk. Men det er ikke muligt for læserne at se andet end en
holdningsforskel uden moralsk islæt.
V og K skaber utryghed i
befolkningen. Dét er en, demagogisk set, smågenial drejning af ordet utryghed. Selvfølgelig bliver de meget
EU-venlige, som Helveg selv, irriterede over den nye kritik af EU og nervøse
for, om den får ubehagelige konsekvenser for vort tilhørsforhold, men den
nervøsitet kalder man ikke utryghed på
dansk. Bl.a. fordi meget store dele af befolkningen jo står bag V og K’s nye
kritik. Utryghed skabes ved vold og ballade hos (stort set) héle befolkningen
eller olieforsyningssvigt, udsigt til oversvømmelse, arbejdsløshed eller sygdom
osv.
Og så mesterstykket.
Begrundelsen for, at V og K hár gjort noget umoralsk, ligger i, at de løber fra en tidligere europa-linje. Her
bruger Helveg, mesterligt, ordforbindelsen løbe
fra en aftale – noget klart umoralsk i alle kulturer – men udskifter snildt
aftale med linje. Men der er jo intet ondt i at afvige fra en linje – medmindre man har lovet nogen
ikke at gøre det. Altså: V og K er blevet mere EU-kritiske på det seneste. Dét
skuffer selvfølgelig Helveg. I sin forståelige frustration stiller han det så op,
som om de har svigtet nogen. Men det
har de jo ikke. De er blot begyndt at kritisere EU på visse punkter.
Tænk, om Morten Helveg
ville bruge sine store evner til at drive politik i samarbejdets ånd.
Døds-demagogi
Demagogi
(sprogsvindel) skal ikke altid kun skaffe afsenderen et par ekstra,
uberettigede stemmer. Den kan også være skyld i tusinders død.
Da FN’s overgeneral i
Rwanda tre måneder før folkedrabet i 1994 – og kort tid efter, at det var
begyndt, bad om flere tropper, svarede de to daværende chefer, Boutros-Ghali og
Annan, at han skulle »etablere en sikker atmosfære« i landet. (JP 15.6).
Dette er jo en mærkelig
selvfølge, for det er som bekendt altid FN’s opgave at etablere en sikker
atmosfære. Men som jeg flere gange har sagt her i spalten: Demagogi består
meget tit i at fremsætte selvfølgeligheder, bag hvilke der skjuler sig en reel
meddelelse, som afsender blot ikke vil tage ansvar for.
Det reelle budskab bag den
tomme selvfølge var: ’Rwanda er ikke så vigtig lige nu, og derfor sender vi
ingen tropper’. Hvorfor ikke sige dét ligeud? Det er jo sandheden, og den er
fair nok, for der var masser af andre brændpunkter dengang. De sagde det ikke
ligeud, fordi de var klar over, at hvis
det var et sagligt fejlskøn, at der ikke skulle sendes tropper, hvis Rwanda blev et holocaust, så ville
simpel ærlighed koste dem deres fede poster. Samtidig var de klar over, at
journalister og andre, der evt. ville kunne få deres svar at se, ikke var kloge
nok til at gennemskue, at den, der kommer med slige selvfølgeligheder, har
noget at skjule.
Journalisterne var for ukloge. Ingen så, hvor lumsk og
nonchalant brevet fra de to chefer var, og derfor kom der ingen fokus på Rwanda
endsige mistanke om folkemord, før det – i løbet af 3 måneder – var for sent.
Da var 800.000 mennesker slagtet.
Men én ting er at være for
udygtig til at gennemskue en demagogi, noget andet er at fabrikere den. Først
var de to chefer for udygtige til at se advarslernes alvor – og dét skønt
generalen havde glimrende kilder og argumenter. Dernæst svarede de hen i vejret
for ikke at kunne blive draget til ansvar for et eventuelt fejlskøn og for ikke
at udstille en uenighed med generalen.
Stress
»Søndagsavisen«
melder 20.6 om en stressmåler opfundet af en dansk læge. Den er beskrevet i en
lang afhandling, og 7 læger står bag kontroltest af den.
Lægerne bag taler om at måle stress. Det viser, at de ikke har læst filosofi eller psykologi. For det
er et hovednummer i disse fag, at der er en afgrund mellem følelser og den
fysiske verden. Man taler om »det fremmedpsykiskes problem«, som består i, at
man ikke direkte kan erkende, endsige måle, andre menneskers følelser, smerte
eller trang.
Følelser har naturligvis
en kropsligt modsvar, der kan måles. Nemlig hjernens aktuelle tilstand
(fremkommet ved en lang fysisk årsagskæde), men følelserne kan man kun erfare
direkte hos sig selv.
Jamen hvis man nu finder
det kropslige modsvar til en følelse, så kan man vel i praksis erkende en
følelse hos andre? Ja, men den eneste måde at finde det på, er at spørge
patienten, om han nu også har den følelse, der skal måles. Den subjektive,
uhåndgribelige følelse er ikke til at komme udenom.
Og på vejen til det sande
fysiske modsvar (som i praksis er umuligt at nå) ville man – med sprogbrugen om
at måle stress – fejlagtigt tro, at
man målte følelsen og ikke blot en
fysisk tilstand, der kun omtrentligt modsvarer stress.
Det viser sig oven i
købet, at stressmåleren fungerer ved, at man presser den mod brystbenet og
aflæser trykket i det øjeblik, det begynder at
gøre ondt. Teorien er den, at smertefølsomhed stiger med stigende stress:
Jo lavere tryk ved smerte, jo mere stress. Dette er måske en Nobel-værdig
sammenhæng. Jeg skal ikke vurdere målerens nyttevirkning. Mit ærinde er
sprogligt: At sige, at man nu kan måle
sit stress, som man måler sit blodsukker, er tankeløst allerede af den
grund, at man ikke er ikke kommet fri af den subjektive smertefølelse.
Hvis måleren er fuldt
pålidelig, skal der være 100% korrelation mellem smerteoplevelsen i brystbenet
og følelsen stress. Det er på forhånd ligeså usandsynligt, som at hundes logren
korrelerer 100% med glæde.
Lægerne erkender, at
stress er et vagt begreb. De indsnævrer det til enten at være forbigående, fx
før store præstationer, og vedvarende.
For míg ligner dé to slags
»stress« ikke hinanden. Den første er behagelig og forventningsfuld, den anden
»nervøs« og ubehagelig. Der er allerede slinger i det sproglige udgangspunkt.
Skandale-journalistik
Den 11.8.2014
kl. 22.30 kunne flg. prominente overskrift læses i Politiken (netavis):
Ny K-leder gav ulovlig millionstøtte til
boldklub
Dette er
journalistik, når den er værst. Millionstøtte
indebærer ’millionbeløb’, og NN gav betyder
på almindeligt dansk, at NN var alene om at give. Hvis jeg som formand for min
frimærkeklub får generalforsamlingen til at bevilge 1 mio. kr. til ludfattige
filatelister på Cuba, vil det være løgn og pral at sige LB gav millionstøtte til cubanere.
Sandheden
er som bekendt, at Byrådets flertal, herunder K-lederen, har bevilget millioner
til en boldklub, hvilket nogle kompetente embedsmænd – men ingen dommer – har
ment var ulovligt.
Dertil kommer, at
overskriftens størrelse stærkt vildleder til en tro på, at det, der bringes
frem, er nyt, hvad det jo ikke var.
Journalisten udnytter det,
som så ofte udnyttes i demagogi, ordenes gråzoner. Kan man sige NN gav, når et helt byråd har givet?
Tjah, ikke på almindeligt ærligt dansk – sådan siger man simpelthen ikke – men
pga. ordenes gråzoner er vi alle villige til at strække ordenes betydninger
lidt for at forstå, hvad der menes. Og give?
Kan man overhovedet tale om give, når
et byråd bevilger penge? Ja, det kan man – men her tales om én mand, der har
givet; det lugter af, at han betalte af egen lomme. Korruption?
Endelig ulovlig. Når journalister hævder, at
noget er ulovligt, er det ikke deres egen vurdering, der ligger til grund (og
tak for dét). Det er som regel en dommers. Det kán også være en juridisk
kyndig, men den omhyggelige journalist sørger da for, at dette fremgår, fx: ...forhold, som dr.jur.von Rechtengrad finder
klart ulovlige osv. Han siger ikke ret og slet ulovlig, før retten har talt. Men helt skævt er det selvfølgelig ikke, hvis han alligevel gør det.
For også ulovlig har sin gråzone.
Meler journalisten sin
egen politiske kage, eller er det hele blot sensationstrang? Dét ved kun hans
nærmeste.
Halvsidig
Pensioneret
overlæge J.R. undrer sig – og irriteres – over sygdomsnavne med halvsidig, fx halvsidig lammelse, halvsidig sanktvejtsdans. Der er jo reelt tale
om énsidig sygdom.
Traditionen er fast nok.
Det slår ikke sludder for lægerne, for sådan hedder det nu engang. Men det må
vel være startet blandt læger som en tanketorsk? Ja, det kan man godt sige.
Navne for »énsidige« sygdomme hedder på lægelatin noget med hemi-, der på græsk betyder ’halv’: hemipa'rese (lammelse i den ene side),
hemiate'tose ’ensidig atetose (kramper i den ene hånds fingre)’, hemi'drosis
’øget svedsekretion i den ene side’. Altså »halv-lammelse,
halv-svedafsondring« osv. Logisk nok. Men logikken brast, da læger kombinerede
det græsk-inspirerede halv- med det
danske -sidig. De burde have sagt énsidig.
Men rigtig ulogisk er det nu ikke. Lægmænd overser sprogenes evne til
at indkapsle et udtryk med flere ord-dele i et samlet udtryk med uforudsigelig betydning i forhold til
ord-delenes pålydende betydning: Generalsekretær har den pålydende
betydning ’sekretær for det hele’, men vær forvisset om, at folk med den titel
ikke udfører sekretærarbejde, tværtimod råder de over en skov af sekretærer. En
æbleskive er ingen skive og indeholder ingen æbler. Eller hvad med Danmarks
gave til verden, wienerbrødet? Kun mørkemænd tror, det er skabt i Wien
(wienerne véd bedre, de kalder det Kopenhagener
Brot).
Der er ikke snaps i en
æggesnaps. Men det hár der dog været. Ja, man droppede snapsen, og hvorfor så
ikke droppe ordet? Fordi man ikke opfattede snapsen som en definitorisk egenskab, men betragtede den som en biomstændighed.
Det kán dog gå galt. Den
faktiske betydning kan være så lumsk uforudsigelig, at folk forfalder til den
pålydende betydning. Fx betød nationalstat
oprindelig ’stat, hvis indbyggere næsten alle tilhører samme etniske
gruppe’. Dét er blevet for svært for de kun måske egnede, der, forledt af den
pålydende betydning, blot lader det være et pompøst ord for ’stat’.
Det luskede »vi«
De kender det
godt, kære læser, selvom ingen har talt om det. Det afsender-ekskluderende vi. Det ærlige vi inkluderer
jo afsenderen. Men lyt:
Vi
kritiserer hele tiden muslimerne. Hvorfor ikke være lidt søde mod dem?
Det er lysende
klart, at denne afsender ikke mener, at han selv har kritiseret muslimer.
Hvorfor så sige vi?
Pga. Jesus! Hvis
afsenderen havde sagt Der er mange,
der... eller Folk går og..., havde
det straks været tydeligt, at han selv holdt med muslimerne. Det må man også –
hellere end gerne – men så ophøjer man sig over de elendige racister, der
tillader sig at kritisere muslimerne. Og dét må man ikke for Jesus: Den, der
ophøjer sig, skal ydmyges, og omvendt. Den selvforherligende farisæer, der
takker Gud for, at han ikke er som den usle tolder, er en kedelig karl.
Jesus kan anbefales. Det
ville være et inferno, hvis børn aldrig holdt op med deres pralerier: MIN far er stærkerre end DIN far! – JEG har
bare flere bolsjer end DIG. Øv-bøv.
Kineserne
har fattet lidt af det, når de siger: Velkommen
til min usle bolig. Det dér er min grimme, radmagre hustru. Men det er mere
en snusfornuftig konvention end en moralregel, thi ved for meget værts-pral,
bliver gæsten forlegen, og så ryger middagsstemningen.
Vi
hár faktisk et andet afsender-ekskluderende vi.
Nemlig overlæge-vi’et: Nå, skal vi se at komme lidt op i dag? Men
dét leger ikke med tanken om, at overlægen er med i vi’et, og desuden signalerer det veloplagt venlighed. Det er
afskaffet i dag, for man syntes, det var nedladende, selvophøjende. I
virkeligheden signalerede det kun: Jeg
overlæge – du patient, sandheden.
Det førstnævnte vi er et ledt paradenummer: Afsender
undgår fikst at ophøje sig (sådan tydeligt), eller han antyder, at han engang
var med i vi’et, men har besindet sig
og aflagt sin syndige kritik, skønt han reelt aldrig har kritiseret de
fremmede. – Det er drøjt at høre på selvophøjelse, men snyd er værre.
Menneskeracer
I en
herostratisk berømt artikel i JP 15.9 hævder Jette Møller, formand for »SOS mod
racisme«, at »Den moderne videnskab har opgivet begrebet menneskeracer.«
Jeg må sige om Jette
Møller, hvad Sven Auken sagde om Poul Schlyter: Jeg ved ikke, hvad hun er på,
men det er i hvert fald ikke sandhedsserum. – En ganske kort tur på nettet
viser, at det biologiske racebegreb er uhyre kontroversielt; der er eksperter i
begge lejre. Jeg kan i øvrigt nævne, at en af de argeste fjender af
racebegrebet afslutter sin artikel med at skrive, at australnegrene (han bruger
et andet ord) dog er en biologisk unik population. Der er åbenbart alligevel
racer: Dem og os!
Mit ærinde er imidlertid
sprogligt. Jeg blev aldrig biolog.
At ord som race, neger, de hvide, de gule er
meningsfulde, er hævet over enhver tvivl. Vi er rimeligt enige om deres betydning,
selvom der naturligvis også dér er overgangs-zoner. Disse ord betegner klynger
af ansigts-/kropstræk. Vi kan kun delvis benævne dem konkret: flad næse, tykke
læber; stridt hår; lys hud osv. At vi ikke konkret kan nævne fx hele
neger-pakken, er ikke mærkeligere end, at vi heller ikke på en studs kan nævne,
hvad der adskiller pekingeser fra schæfer.
Det væsentlige er, at
disse ord er uden genetisk indhold. Selvfølgelig må man tro, at trækkene er styret af gener, men det véd menigmand intet om. Ej heller ligger det i ordene, om negrene
kommer fra neandertalere og de hvide fra afskyelige snemænd. Man kan
sammenligne med dagligsprogs-begrebet stjerner.
Stjerner er i dagligsproget de små lysende prikker på nattehimlen. Om de fx
alle er selvlysende, om de sidder fast i den 7. himmel, ligger ikke i ordet.
Videnskaben kan bilde os hvad som helst ind. Videnskabens udsagn er erfaringssætninger, ikke en ny
definition.
Kære læser, lad dig ikke
afdisputere dit dagligsprogs begreber. Hold fast ved racer, u-lande, ordblind, kejthåndet, åndssvag, sindssyg, vanartet – og
stjerner.
Gammeldags og moderne
Christine
Christiansen efterlyser, JP 25.10.2014, nyskrevet musik til danske
symfoniorkestre.
Hun forstår, at den ikke
er så populær hos publikum, men mener, at den kunne blive det ved en større
formidlingsindsats fra komponisterne.
Det end ikke strejfer
hende, at grunden kunne være, at den nyskrevne musik generelt er DÅRLIG. Dvs.
at lige meget, hvor pædagogisk vi får den serveret, forekommer den de fleste af
os skør.
Jeg tør hævde dette, fordi
jeg véd, at jeg er musikalsk og opvokset i musik. Og jeg kan ikke lide
nyskrevne symfonier. Jeg er medlem af en kammermusikforening: Dér spilles
sjældent ny musik – og den er upopulær.
Når jeg tager det op her,
er det, fordi selve ordene gammeldags og
moderne fortæller Christine
Christiansen, hvad hun skal mene. De er jo nemlig værdiladede, negativt hhv.
positivt. Og det gennemsyrer hele samfundet, at det nye er det gode, mens det
gamle er forældet. Teknisk, socialt, kunstnerisk.
I ny og næ vendes det om;
så kaldes det nye for nymodens/science-fiction,
det gamle klassisk (men det klassiske er tit bare 20 år gammelt).
Hvor kraftigt ordene gammeldag (gammeldaws!), moderne, ny, trendy
osv. påvirker vores alles syn på fortid og nutid, er svært at sige. Men de
påvirker.
Jamen, der må da fødes
mindst ligeså mange små Mozart’er i dag som i 1700-t. Utvivlsomt. Men dét er jo
bare genetikken. Vedkommende skal også opdrages og konkurrere som i 1700-t. Er
man uden Christine Christiansens fordomme om, at ny musik selvfølgelig er
ligeså god som gammel, konstaterer man, at nogen Bach, Brahms eller Beethoven
ér der altså ikke kommet de sidste 50 år. Én nærliggende forklaring er, at de
små genier i svøb bliver tiltrukket af den rytmiske musik, musicals, filmmusik
m.m., sådan at der kun er 2.-sortering tilbage til symfonierne.
Rolig, Christine! Du har
måske ret, men kunne du ikke operere bare med muligheden af, at den nye musik er for dårlig? I stedet for at
stuve denne mistanke ned i underbevidstheden.
Dumme spørgsmål
Opinionsinstitutter
skal være påpasselige med 3 sproglige forhold. Et spørgsmål skal være 1) sådan,
at »man« virkelig er nysgerrig mht. svaret; det skal have samfundsmæssig
interesse, 2) entydigt, 3) ikke-ledende, dvs. ikke på forhånd favorisere et
svar. Man må altså ikke spørge: Er De rødhåret? Holder De af marsvin? Kan De
lide god mad?
Den 15.1.2015 forbrød
Wilke sig i JP mod punkt 2, entydigheden, ved at spørge: »Synes du, at
ytringsfriheden er truet i Danmark?«. Af JP for den 28.11.2013 fremgik det
nemlig, at både JP og Politiken var nået dét lille skridt videre i debatten
(dem er der ikke mange af), at ytringsfrihed
er et tvetydigt ord – hvad enhver fagmand kan bekræfte. Der er den juridiske ytringsfrihed, som ingen føler
truet p.t., og der er den praktiske
ytringsfrihed, dvs. friheden for, at nogen straffer ens ytringer med
ulovlige midler (vold). Dén er naturligvis stærkt beskåret p.t. Wilke har altså
ikke kunnet analyse ordet korrekt og har ikke fulgt med i debatten. (Men det er
heller ikke nemt at stille korrekte spørgsmål). Svarene er dermed værdiløse.
Det er til gengæld
interessant at se, hvad 6 kulturpersonligheder svarer på samme spørgsmål samme
dag.
Stig Dalager skelner klart
mellem de to betydninger og når selvfølgelig til ovennævnte forventede
resultat. Uffe Ellemann skelner ikke klart; han taler mest om den praktiske,
som ikke er truet, hvis man uforfærdet bruger den. Jørn Mikkelsen skelner, men
lægger mest vægt på truslen mod den praktiske. Bo Lidegaard skelner, men
fokuserer på at imødegå truslen mod den praktiske. Katrine Winkel Holm taler
kun om den praktiske, som kun er truet mht. islam; mht. andre holdninger er der
frit slag. Mogens Lykketoft skelner (med lidt god vilje), men lægger mest vægt
på den ikke-truede juridiske ytringsfrihed. Jacob Mchangama taler kun om den
truede praktiske ytringsfrihed.
Det ville være befriende,
hvis alle tog udgangspunkt i, at ordet har to betydningsvarianter.
Dumme spørgsmål 2
Som nævnt i
sidste nummer skal enquete-spørgsmål være 1) interessante, 2) entydige, 3)
ikke-ledende. Den 26.12.2014 omtalte JP to Wilke-spørgsmål, der forbrød sig mod
alle 3 krav:
»Ville du acceptere, at
din søn/datter blev gift med en person, der var muslim?«.
De er for det første
tvetydige, fordi det ikke præciseres, om det drejer sig om en forhåndsindstilling uafhængigt af
kendskab til den pågældende.
For det andet er acceptere tvetydigt. Normalt betyder acceptere ’gå med til – sådan at en
efterfølgende handling stemmer hermed’. Accepterer man en huspris, køber man
huset; accepterer man et udsagn, slår man ikke afsenderen ned’. Den betydning
er imidlertid skæv her. For de fleste danskere vil naturligt sige: Jamen, jeg
er jo nødt til at acceptere et
giftermål. Da danskere ikke praktiserer æresdrab eller normalt prøver at
ødelægge ægteskaber fra starten (bekymringen er tværtimod, om det holder),
giver acceptere ikke megen mening
her.
Derfor vil mange fornemme,
at Wilkes mening må være en anden, nemlig: ’Ville du have noget imod, at din...’.
Danskernes svar vil derfor
meget let blive reaktionen på en krydsning
af disse to betydninger i helt ukendt blandingsforhold.
I forhånds-betydningen
bliver spørgsmålet desuden rasende uinteressant. For alle mennesker vil jo normalt
forhånds-foretrække en svigersøn/-datter fra deres egen gruppe. Mormoner vil
foretrække mormoner fremfor katolikker, professorer vil være skeptiske på
forhånd over for smedelærlinge (kan dét mon gå?). Ja, jeg blev engang gift med
en kvinde, hvis mor var forhånds-skeptisk over for københavnere.
Mere interessant ville det
være, hvis Wilke stillede det omvendte, men præcise spørgsmål til muslimske
fædre: »Ville du fraråde ægteskab mellem din datter og en dansker, selvom du
ikke havde noget imod den pågældende?«.
Et sådant spørgsmål ville
ramme integrationens centralnerve.
Krig eller væbnet konflikt
I TV2’s
»Quizzen« 15.2.2015 viste Signe Molde klip af pressekonferencer med hhv.
udenrigsministeren og statsministeren. De blev hver for sig spurgt, indgående,
om Danmark nu var i krig med IS. Lidegaard svarede: »Eh, juristerne kalder det
vist væbnet konflikt«. Helle T.-S.
svarede: »Altså teknisk set er vi ikke i krig!«.
Baggrunden for, at de to
ikke vil bruge ordet krig, er ganske
rigtigt, at juristerne i forsvars- og udenrigsministerierne er holdt op med at
bruge ordet krig fagligt. Og grunden
til dét er, at Genève-konventionen af 1949 (som blev dansk lov i 1951)
foretrækker udtrykket væbnet konflikt. (Den
nævner dog krig 4 gange og
gennemfører krigsforbrydelse, krigsfange,
krigslist osv. i alle sammensætninger).
Grunden hertil fremgår af
kap. 1, art. 2: En stat skal ikke kunne unddrage sig Røde Kors,
krigsfange-bestemmelserne osv. ved blot at benægte, at urolighederne på dets
territorium kan kaldes krig. Konventionens bestemmelser skal gælde enhver væbnet konflikt – et bredere begreb, der
er sværere at benægte.
Dette spin er efter min
mening godartet spin. Og der lægges overhovedet ikke op til, at det snævrere
begreb ’krig’ bør udgå juridisk.
Tre jurister forklarer
15.7.2006 på nettet, at begrebet ’krig’, juridisk set, ikke længere eksisterer,
»fordi det kræver en officiel krigserklæring«. Hvilken forrykt
sprog-amatørisme! I så fald indledte Tyskland ikke krig mod Polen 1.9.1939.
Krig er selvfølgelig krig uanset, om den erklæres.
Men ét er svage juristers
misforståede mandarin-sprog. Noget ganske andet, at jurister forleder ministre til ikke at sige krig, når ministrene taler til folket.
Og skandaløst, at ministrene ikke har format til at gennemskue krigs-vrøvlet. Skandaløst, at de ikke
hører en 1984-klokke. 1984? Ja. Enhver dannet person, der møder manipulation
med ordet krig, må da tænke på det
orwellske KRIG ER FRED og andet
newspeak. Men humlen er vel, at vi regeres af udannede, autoritetstro ministre.
Dobbeltmoral
Efter en pause
vender »Sproget« tilbage. Jeg havde tænkt mig at skrive om noget helt typisk
sprogligt, fx om stavning, komma, sprogrigtigheds-kataloget, dialekter. Men en
bemærkning i JP 26.3 slog alt andet ud.
Det drejer sig om, at
Sophie Hæstorp foreslog at overveje indføring af brugerbetaling i
sygehusvæsenet for ydelser, der ikke direkte indebar behandling. Fx for den
kost, som pårørende kan få gratis.
JP gik naturligvis straks
til sundhedsministeren, der fandt ideen rigtig dårlig. Han så gratis-princippet
i sundhedssektoren som en social kerneværdi.
JP gik også til Venstres
sundhedsordfører og forelagde hende disse to forskellige socialdemokratiske
holdninger. Hún blev indigneret og fandt det både »dobbeltmoralsk« og
»hyklerisk«, at Socialdemokratiet, som altid var gået ind for
gratis-princippet, nu pludselig med Sophie Hæstorp lod nye toner høre.
Det er her, det bliver
sprogligt morsomt. For hvad skal der til for, at der foreligger dobbeltmoral?
Der skal – som minimum – dét til, at 1 menneske
hylder eller hykler 2 modstridende holdninger. At Sophie H. har en lidt anden
holdning end andre socialdemokrater, er ikke dobbeltmoral, for
Socialdemokratiet er ikke 1 menneske. Det er heller ikke dobbeltmoral, hvis
Hæstrup faktisk har skiftet holdning fra tidligere. Dobbeltmoral kræver 2 samtidige holdninger.
Jeg har tidligere skrevet
om det meget almindelige og misbrugte politiker-skældsord hykleri. Og jeg kunne have tilføjet dobbeltmoral. Det forekommer if. traditionen kun, hvor falskhed er
involveret. En falskhed, som er meget svær at konstatere med sikkerhed, men som
så kun bør hævdes, når afsenderen er nogenlunde sikker. Og naturligvis skal
dobbelmoralen forekomme hos mindst 1 person.
Den store fidus er
imidlertid også, at man med nævnte anklage undgår at tage stilling til sagen.
Man skifter emne fra de to holdninger til modpartens ærlighed. Hvilket ofte
kaldes at føre krigen over i fjendens
lejr. Effektivt, javist, men sagligt? Øh, nej.
Druk
Nu bort med alskens Politik, / og lad os
passe vores Drik! skrev den kendte (?) litterat Knud Lyne Rahbek ca. 1790.
Lad os for en stund her i klummen vende os fra det hæslige politikersprog og se
på – ja, hvorfor ikke drik?
Grundordet er naturligvis drikke (drak, drukket), der går
tilbage til urgermansk *drinkan. Af
dét er der afledt en mængde substantiver. I dansk har vi en drik, der opr. hed dryk, (jf.
svensk dryck), men rettede ind efter
verbet. Vi har (mad og) drikke, og vi
har druk dannet så sent som ca. 1890
som en spøgende krydsning mellem drik og
drukken. Tyskerne har foruden Trink også Trank (fx hedder elskovsdrik
Liebestrank) og Trunk samt Getränk, Tränke (drikkested) og Tränkung
(vanding).
Af drikke også afledt det ældgamle adjektiv drukken. Vikingerne blev uden blusel drukne, for det var ikke, som i Syden, særlig flovt at være stærkt
beruset, og de drømte ikke om at fortynde mjøden eller vinen med vand, hvad de
gamle romere anstændigvis gjorde.
Lige fra vikingetiden har
det i Norden været ret »flot« at være fuld. Det viser sig ved, at der ikke er
noget andet område, der har så mange synonymer. Selv ’tæsk’, ’penge’ og diverse
underlivsfænomener kan ikke hamle op med det. Mærkeligt nok, for alle synes
vel, at sex er mere spændende end fuldskab, men forklaringen er måske, at det
sidste ofte fører til det første.
Selve ordet drukken var allerede lidt gammeldags i
1950’erne og er ikke meget brugt i dag. Men
i øvrigt ser listen ud som følger:
Anløben, bedugget, beruset, besoffen (jf. svensk sypa), drukken, ebrieret (læger og distanceblændere), fuld (senmiddelalder), kæfereret, overrislet, plakat (før 1844,
vist spøgende < pladask), pløret, pyntet, stiv (1950’erne, men
først alm. senere), støvet.
Heri
ikke medregnet flerordsudtryk: ikke helt
appelsinfri – have en streg/fjer på –
trække med en bjørn (ukendt af unge) osv. samt alle forstærkerne: kanon-, stang-, høne- osv. Læserne er velkomne til at supplere listen,
for selvfølgelig mangler der noget.
Dannelse
I 70’erne
brugtes dannelse næsten altid
ironisk: overklasse-pyntefjer uden aktuel værdi. Men billedet ændrede sig i
90’erne. Og i dag nyder begrebet en uironisk beundring hos de fleste. Desværre
er der i mellemtiden, pga. undervisningssystemets forfald, blevet meget færre
dannede, hvorfor vi få dannede er stolte og bliver vrede, hvis nogen drager vor
dannelse i tvivl.
Men hvad betyder ordet?
Som tusinder af abstrakte ord er det tåget, dvs. har stor gråzone. De få, der
har vovet at definere det, har alle begået den fejl at sammenblande selve den
sproglige betydningstradition med, hvad de syntes, det burde betyde.
Hvis vi tillader os at slå
dannelse og dannet sammen (der er gerne en nuanceforskel), kan dannelse hos dem, der har et forholdsvis
klart og traditionelt begreb om det, beskrives som følger:
Generelt er dannelse dette at have stor viden inden
for al den viden, der langtfra er forbeholdt fagfolk, men på den anden side er
fremmed for de uuddannedes viden, dvs. folkeskoleelevers.
I 1850 indebar det latin,
tysk og fransk (ikke engelsk) – hos mænd, ikke kvinder, der til gengæld skulle
have begreb om højere husførelse.
Traditionen har aldrig
stillet helt konkrete krav, den rummer en række tendenser, også mht. strenghed.
I dag skal man kunne engelsk – og må ikke være blank i tysk og fransk. Og man
skal være dus med flg. begreber/vidensbrokker: Paulus, Johs. Jørgensen, mordet i Sarajevo, parlamentarisme, Poseidon (indtil
1918 var et overfladekendskab til græsk mytologi særlig vigtigt), Botticelli. Betydelig færre krav stilles
i mat.-nat., men dog: omvendt
proportionalitet, Newton, tidevand, ozon, fotosyntese.
Men
skoleviden er ikke nok. Den dannede skal kende de almindelige konventioner for
borddækning, bryllup, begravelse osv. og moralreglerne (han behøver ikke at
overholde dem!). Men den viden er heller ikke nok. En vis høflig
selvbeherskelse er nødvendig. Det er udannet at sige: »Skrid!«. Den dannede
siger: »Jeg må bede Dem gå!«.
Filosofi
P.H., Horsens,
undrer sig over, at man kan være Ph.d. (= doctor philosophiae) på en afhandling
i kemi.
Det hænger sammen med
ordet filosofi’s store
betydningsindskrænkning. Man kunne kalde det filosofi-fagets evige retræte,
eller, hvad jég foretrækker, fagets evige raffinering.
Ordet opstod i Grækenland
500 f.Kr., eller før, og betød nærmest ’videnskab’ (den pålydende betydning var
»kærlighed til viden«, jf. bibliofil,
sofistikeret), dvs. alt, hvad frie mænd diskuterede vedr. verdens væsen.
Det meste var spekulativt (Heraklit) eller livsfilosofi (Sokrates), matematik
(Pythagoras) eller empirisk fysik (Arkimedes).
Men allerede med
Aristoteles (384-322 f.Kr.) blev flg. discipliner tendentielt udskilt:
matematik, astronomi, fysik, biologi. I 500-tallet kunne man bruge ordet om al
ikke-teologisk videnskab, de såkaldte artes liberales (frie kunster). På de
tidlige universiteter i 1200-tallet fik filosofi et eget fakultet, som gav
adgang til fakulteterne for teologi, jura og medicin. Herfra stammer
betegnelsen Det Filosofiske Fakultet, der
først ca. 1970 afløstes af Det
Humanistiske ditto.
Ca. 1880 udskiltes (i
Danmark) psykologi, og senere kom det meste af den formelle logik over i
matematikken. Udtrykket Ph.d. er
altså ikke meget mærkeligt, eftersom philosophia på klassisk oldgræsk og latin nu engang betyder
’videnskab’, omend det som nævnt på middelalderlatin nærmest betød ’humanistisk
videnskab’.
I dag skelner vi på dansk
mellem 3 slags filosofi:
1) Universitetsfilosofi –
som er begrebsanalyse af de mest
basale begreber i alle videnskaber, fx ’sandhed, virkelighed, erkendelse, tid,
liv, moral, materie, kraft, energi, tal, argument, årsag, skønhed’.
2) (Uden for universiteter)
livsfilosofi: Hvordan bør jeg
indrette mit liv?
3) Dagligdagens begrebsanalyse: »Jensen satte sig til rette i sin
Børge Mogensen og filosoferede lidt over forskellen mellem cerutter og
cigarer.«.
Godt sex
K.K., Bramming,
spørger om udtrykket dét musik.
Substantiver
er enten tingsnavne eller stofnavne. Myre
er et tingsnavn, smør er et
stofnavn. Mange substantiver har begge betydninger: I Vi så en gås er gås et
tingsnavn, men i Vi spiste gås er det
et stofnavn. Også uhåndgribeligheder inddeles i tings- og stofnavne. Musik er et stofnavn: Jeg sad og hørte (noget) musik. Men brag er et tingsnavn: Jeg hørte et brag. Følelser behandles
inkonsekvent: Freden bragte glæde (stof),
men Det er mig en stor glæde (ting).
Stofnavne har ikke
foransat ubestemt artikel, ej heller talord (de er utællelige), men ofte noget, meget, lidt, en kop, et læs: Der er (noget / en dråbe) blod på dit tøj (ikke:
et blod). Tingsnavne har ikke et
foransat noget/meget/lidt og kan
normalt bøjes og tælles i flertal: Der er
et (/3) dyr på dit tøj (ikke: noget dyr). Hvis reglerne »brydes«, er
det, fordi betydningen skifter: en olie kommer
da til at betyde ’en type olie’ og
kan sættes i flertal: flere olier. Og
hvis min kone siger, at der ikke er meget
mand i vores gartner, sigter hun
ikke til en bestemt genstand(?).
I de gode gamle 1950’ere
var rigssprogets to køn uafhængige af forholdet tingsnavn-stofnavn. Ordets
faste køn bestemte det foransatte ords bøjning – bortset fra, at 3 gamle
neutrumsformer, noget, meget, lidt, kunne
stå foran ethvert stofnavn: noget mælk (trods
mælken). Fælleskønsordene
havde foransat fælleskøn: den fløde, god
vin, denne her kaffe, din musik – undtagen i nogle meget specielle
tilfælde.
I jysk dialekt, især
vestjysk, har der imidlertid i mindst 200 år været stærk tendens til at gøre
stofnavnene til neutrum: dét jord, dit
kaffe, mit mælk, det her her mosik. Og det er denne tendens, der fra ca.
1985 er strømmet over i rigssproget, især hos yngre: dét musik, lækkert sex (det burde vel være fælleskøn!), koldt is – til trods for jorden, kaffen, mælken,
musikken, isen.
Årsagen
kan ikke kun være vestjysk, snarere ligger de samme årsager bag, som i sin tid
ændrede vestjysk.
Med tilbagevirkende kraft
Den 11.7.2015
hævdede JP, at den nye offentlighedslov virker med tilbagevirkende kraft. Det
kom nemlig frem, at Forsvarsministeriet nægtede at udlevere et gammelt notat om
Irakkrigen fra 2007 til pressen. Notatet kunne kræves udleveret dengang, men –
if. den nye lov – ikke i dag.
Her må jeg afvise min gode
gamle Jyllandspost. ’Tilbagevirkende kraft’ kendes først og fremmest fra
besættelsen og er dette, at en handling, der var lovlig på et vist tidspunkt
senere af lovgiverne erklæres at have været ulovlig
på gerningstidspunktet, hvorved den
kan straffes. Denne tilbagevirkende kraft strider mod al fornuft og retsfølelse
og hører, som det blev sagt, hjemme i et juridisk galehus.
Men lovtilstanden i 2007
vedr. notat-udlevering er ikke ændret. Det er lovtilstanden efter den nye lovs ikrafttræden, der er
ændret. I dag kan Staten lovligt modsætte sig sådanne notaters udlevering, det
kunne den ikke i 2007.
Det svarer i al
fredsommelighed til, at enhver borger engang frit kunne tilegne sig fundne
guldmønter, men at Staten siden har begrænset denne ret, selvom mønterne hele tiden
har ligget i jorden.
At også
folketingsmedlemmer (modstandere af offentlighedsloven) er blevet forbløffede
ved at erkende nævnte virkning af loven og – ligesom JP – taler om
tilbagevirkende kraft, undskylder ikke avisen. Men flovt er det da også for
folketingsmedlemmerne, som i det dertil indrettede udvalg burde have analyseret
lovens virkninger bedre.
Det sproglige perspektiv
er dette, at avancerede abstrakte begreber – filosofiske, juridiske,
økonomiske, naturvidenskabelige, sprogvidenskabelige – som dette og fx ’logik’,
’inflation’, ’gen (skabt af en dansker!)’ og ’ord’, er så svære, at selv
begavede mennesker ikke rigtig kan analysere dem – især ikke, hvis de er
ophidsede.
Injurier
Frederik
Stjernfelt havde en gennemtænkt og velskreven kronik i JP 12.9.2015 om
galoperende sprogpoliti og ytringsfriheds-indskrænkning ved diverse
anglo-amerikanske universiteter samt ønsker om ytringsforbud på internettet.
Det drejer sig bl.a. om såkaldte trolls, der
slår om sig med ukvemsord. Ukvemsord falder ind under injurier, og dé er forbudte efter Straffelovens §267:
Den, som krænker en andens ære ved
fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede
sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i
medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel i 4 måneder.
Der er altså to slags
ærekrænkelser. Den ene er beskyldninger om strafbare eller andre ærekrænkende
forhold. Det er helt ukontroversielt, at sådanne skal være forbudt, hvis
afsenderen ikke kan godtgøre deres sandhed over for en dommer. Selvfølgelig
skal det være forbudt at skælde en mand ud for morder, svindler eller nazist,
hvis man ikke kan godtgøre det. Og lad mig lige slå fast: Det er en indskrænkning af ytringsfriheden.
Ved fuld ytringsfrihed kan man sige hvad som helst om hvem som helst i enhver
situation.
Den anden slag injurier er
»fornærmelige ord«. Og det vil igen sige ord, der ikke har noget indhold, man
kan forsvare sig imod – tomme ukvemsord: Skiderik!
Røvhul! Dit svin! Du er fuld af lort! Osv. Ingen kan godtgøre, at han ikke er en skiderik eller ikke er et røvhul (i den relevante
betydning).
Skal den type være
forbudt? Jeg har indtil Stjernfelts kronik været godt tilfreds med dansk lovs
ytringsforbud. Man kan jo selv vælge, om man vil lægge sag an – og kun gøre
det, hvis det er meget groft eller vedholdende. Men jeg synes, Stjernfelt har
ret i, at man kunne overveje at lovliggøre det, dels for at bevare så megen
ytringsfrihed som muligt, dels som en ignorering af underlødige menneskers
debatform. I fornuftige folks øjner straffer den slags sig selv.
Engelsk i dansk
I den 2. af 6
udsendelser om dansk med Niels Hausgaard og Per Vers var emnet »engelsk«.
Hausgaard, der smilede skævt ad alting, påtog sig rollen som den ubekymrede
engelsk-fortaler. Mærkeligt i øvrigt, at en mand,. hvis modersmål er uddødt
blandt børn og unge, er så ubekymret
mht. små sprogs mulige undergang.
Som frygtet kom alle
banaliteterne frem: »Vi har altid lånt udefra«. Sandt, men jo kun et argument
for, at der er fred og ingen fare, hvis vi altid har lånt ligeså meget som nu. Vi slap heller ikke for
globaliserings-traveren. Hausgaard sagde, at vi som et lille land og et lille
sprog måtte tage konsekvensen af globaliseringen. – Globalisering på mange
planer kan vi sikkert ikke undgå, men globalisering lige præcis mht. sproget er
let at undgå, hvis danskerne ønsker
at undgå det. Talrige sprog er mere resistente mod engelsk end dansk. Mærkeligt
at se Hausgaard i rollen som fatalist.
Udsendelsens tekst-skriver
skrev på skærmen, hvordan substantivet guide
ville se ud i normal dansk retskrivning: Gejde. Det skulle have været gejd
(/gajd). Og da et engelsk
mundheld blev nævnt, som betyder ’Brug det, eller mist det!’, skrev han: Use it or loose it! Oh Spelling, thou art fled to brutish beasts,
and men have lost their reason!
Kan
»Sproget« ikke lide sprogamatører? Nej, bestemt ikke, og det bliver værre
endnu. Professor Davidsen-Nielsen, tidligere formand for Sprognævnet, fortalte
Hausgaard på klart dansk, at vi nu »er holdt op med at bruge dansk mange
steder, især på universiteterne, men også mange steder i erhvervslivet.«
Hausgaard fortstod det ikke. Man bevidnede et pragteksempel på blokering mod
belæring pga. fordom. En fordom om, at dansk trives glimrende. Nogle minutter
senere havde Hausgaard så fundet ud af, hvad professoren »vistnok« mente: Han
mente if. Hausgaard, at »på
uddannelsesstederne – dér ville han godt, at man talte klart, regelret
retskrivningsdansk.« Nej, han talte om, at danskere er begyndt at tale engelsk
med danskere.
Den engelske syge
Kan der fagligt
indvendes noget imod den grasserende mængde af engelsk i dansk? Se engang
flg. nye, ikke særlig ekstreme citater:
Leder af et
plejehjem, der bruger robotter, TV2 øst: »Vi vil jo gerne være first movers!«
Tekst-tv, TV2:
»Banken har offentliggjort en rapport med bad news.«
Skuespiller i
interview: »men travlhed er altid noget, jeg må deale med.«
Sangerinde med
yngre mand: [Hvad tænker du om aldersforskellen på sigt?] »You tell me!«
Journalist: »Her
på ELLE.dk giver vi et lille sneakpeak på det meget ærlige interview...«
PFA-direktør,
TV2 News: »I vores branche er det: Size matters.«
Enhver, der har
ører, kan her høre en trang til det smarte. Diskret og lavbevidst, naturligvis.
(Prangende smartness ville give minus-point). Der antydes hele tiden: »Også jég
er ret god til engelsk!«. Og hvad er der så galt i dét? Tja, småpral irriterer
i længden; og kommunikationen er ikke helt ærlig, eftersom smartheden tjener
afsenderen, ikke modtageren. Men herregud, selvprofilering slipper vi aldrig af
med; og den har intet specielt med engelsk at gøre.
Nej, sygdommen, den
engelske altså, er dette, at smartheden alene består i at overføre et ordinært
udtryk fra en venligtsindet nations sprog til dansk. Blottet for originalitet.
Den, der vil pryde sin stil, må dog ellers oppe sig en smule.
Sygdommens årsag er, at
danskerne snobber vildt for engelsk. New York er vort mekka og byens sprog så
saliggørende, at der ikke kræves andre grunde til at bruge det. Kreativitet er
ikke fornødent. Mange, især i erhvervslivet, tror, at engelsk er mere præcist
og ordrigt end dansk. (Det tager vi en anden gang).
Jeg taler ikke om ord som tennis, shunt, jazz, smoking, som ingen
blærer sig med, og folk, der tusind gange har sagt Sorry! eller You name it! småpraler
heller ikke, men det gjorde de, da de begyndte. I 1700-t. sagde danskerne
ustandselig Pardon! til hinanden. For dengang var det Paris, der var
byernes by... . Gid der var mere nyt under solen!
Terroristers såkaldte ansvar
I 1970’erne
brugte journalister altid den formulering, at terrorister »tog ansvar for«
eller »påtog sig ansvaret for« en aktion. Det protesterede sprogfolk imod, og
for en gangs skyld rettede aviser, tv osv. sig efter henstillingen. I dag
bruger de førende medier stort set ikke ansvars-formuleringen.
Ej heller JP (med undtagelse af Beirut-korrespondenten).
Hvad er der da galt med tage ansvar for? I den korte version er
der dét galt, at tage ansvar normalt
betyder ’at underkaste sig de gældende sanktioner’. Hvis jeg påtager mig
ansvaret for en kollektiv handling, siger jeg dermed: Jég var hovedmanden, det
er míg, I skal straffe, for jeg flygter ikke fra ansvaret!«. Men terrorister
flygter jo (hvis de kan) altid fra ansvaret.
I den lange version er
dette ikke helt korrekt. Terrorister har jo simpelthen skabt en ny betydning af
tage ansvaret for, nemlig ’erklære at
stå bag (en voldshandling)’. De prøver ikke at bilde os ind, at de underkaster
sig lovens straf. Men deres ansvars-formulering
– på hvilket sprog den end er udtalt – snylter
stadig på den gamle betydning af ansvar.
De tilfører en positiv association til ansvar
i den gamle respektable betydning. For vi har alle lavet gale streger, og
vi husker alle, at far/rektor/politimester Bastian beklagede, at netop vi var med i komplottet, men at det da
trods alt var glædeligt, at vi frivilligt meldte os og dermed ikke løb fra
ansvaret. – Terroristerne prøver med ansvars-formuleringen
at profitere lidt på denne gode gamle spejdermoral!
I dag retter gode
journalister den gamle formulering til, at terrorister enten påtager sig skylden for eller står bag aktionen. Skyld er ikke optimalt, for terroristerne ser det jo desværre ikke
som skyld og formulerer sig derfor aldrig på den måde, og opgaven er jo
nøgternt at gengive, hvad de meddeler. Men, ærligt talt, den addition in
translation er til at bære. Bedst er det helt neutrale: at de står bag.
Læspen
Jan Janssen vil
vide, hvordan det forholder sig med den »læspen«, han hører hos unge piger.
Læspen bruges i dagligsproget primært om en talefejl: s-lyden udtales fremskudt (med lys klang) nærmende sig
den engelske th-lyd (thin). En
talefejl er en individuel traditionsafvigelse, og da s er danskens sværeste lyd (den falder senest på plads hos børn),
er det ikke sært, at fejlen er almindelig hos småbørn, og at somme aldrig kommer af med den. Visse sprog har fast den
»læspede« kvalitet, fx ældre høj-britisk. Dét er tradition, ikke fejl.
Imidlertid er der efter
1970 opstået et fremskudt s i
københavnsk som en regulær, ekspanderende lydlov, altså traderet gennem øret.
Det kaldes i folkemunde for »ungpigelæsp« (og forfølges især af ældre mænd!).
Jørn Lund og jeg har undersøgt det hos unge født ca. 1990, hvor det havde
vundet et brohoved blandt høj-sociale og var stærkt dominerende blandt
lav-sociale. Det var også langt mere udbredt blandt unge piger end unge mænd,
så myten er sand.
Årsager? En normal lydlov
består i, at så mange helt små børn
afviger fra noget for dém svært i den traditionelle udtale, at den nye udtale
efterhånden hænger fast og gennem øret ved imitation breder sig til dem, der
ikke begik fejlen: En ny tradition er opstået.
Den er altså opr. udtryk
for afmægtighed. Men fordi pigerne
her fører an i udviklingen – og piger er faktisk lidt bedre til udtale end
drenge – er der snarest også et moment af noget ubevidst tilstræbt. Udtalen lyder lidt kælen, barnlig, for den er jo så
almindelig hos småbørn. Det er velkendt, at kvinder i mange kulturer lægger
deres stemmer unaturligt højt og tillægger sig flere andre barnlige træk –
velsagtens for at virke nuttede og hjælpeløse. Lad Dem ikke narre heraf, kære
læser!
Charlataner som Freud
kunne få meget ud af dette. Besindige mænd kan imidlertid heller ikke komme
uden om den mulighed, at udtalen, ubevidst, delvis har skullet tjene som
sekundær kønskarakter.
Gurglende d
Efter min omtale
af »ungpigelæspet« vil flere læsere have mere besked om ung dansk udtale. Det
drejer sig om »det bløde d« [ð], som
hos mange unge har fået en mørkere, gurglende klang. Lyden dannes med indsnævring
i svælget (faryngalisering) som biartikulation. I Jørn Lunds og min
undersøgelse af den københavnske 1990-årgang havde godt halvdelen, ofte eller
altid, dette bløde d, omtrent lige udbredt i samfundets top og bund, og blandt
de to køn. Ældre oplever lyden som udpræget uskøn, men den er sikkert
fremtidens.
ð er ret svær for børn. Den blev tidligere i mange dialekter til j eller nul. Faryngaliseringen er måske
udtryk for, at lyden er så svær for småbørn, at de i bar iver har gjort den
besværligere end nødvendigt ved at indsnævre svælget.
Faryngalisering findes i
arabisk ved flere lyde, men er ellers kun almindeligt ved l: Finsk, fransk, hollandsk,
polsk, russisk har engang fået et »mørkt« l,
der let går videre til u. Jf. hollandsk goud ’guld’, fransk bello
> beau ’smuk’. Ofte dog, som i
engelsk, kun efter vokal i samme stavelse: lyst i alive, mørkt i ill.
En
vigtig årsag er formentlig den noget ældre danske ð-sammensmeltning. Den består i, at ð smelter sammen med en foregående fortungevokal til én lyd. Hvor er du ldd!! – Sdder du godt? Sådan
siger alle i dag – en gang i mellem. Men ungdommen næsten altid, også distinkt.
Det bløde d er dermed blevet
stavelsesdannende. Ældst optrådte det i endelsen -et, som vi alle altid udtaler i én ð-lyd: målet. Dette
er ikke helt let at opfatte og sige for småbørn, men det lykkedes, indtil ð-sammensmeltningerne gik amok.
Af alle danske
lydlovsændringer siden 1800 har ca. halvdelen været energibesparende, men den
anden halvdel mere anstrengende. Der er derfor intet mærkeligt i det besværlige
gurglende ð. Og alt tyder på, at de
unge ikke har »villet« noget med udtalen, fx gøre sig interessante. Yderst få
lydlove overhovedet har haft andet formål end korrekt imitation, hvad der altså
ikke er lykkedes.
