Ærlighed og klarhed - 80 klummer der vil - af Lars Brink

  

Ærlighed og klarhed

80 klummer der vil...

af

Lars Brink

Standser Leipzig ved dette tog?

En kendt dansker kørte engang i tog med Einstein og spurgte ham da høfligt: "Undskyld, hr. professor, ved De, om Leipzig standser ved dette tog?"

                      Jeg kom til at tænke på denne relativitets-historie, da jeg så et læserbrev i JP (15.07.08) skrevet af en studerende, Sabrina G. Det begynder således:

"TIDEN NÆRMER sig dagen, da mange håbefulde studenter spændt venter svar på, om de er blevet optaget på deres drømmestudium."

Enhver ordentlig dansklærer kender den slags fejl-konstruktioner. De består i, at to sproglige fraser er blandet sammen. Det kaldes kontamination. Frasen tiden nærmer sig (jf. digtets Sig nærmer tiden, da...) og frasen den dag kan snart komme, da... er blandet sammen.

                      Men det er meget mere interessant end som så. Oftest behandler vi i vort sprog fremtiden som noget, der bevæger sig forfra mod os (der står stille) og forsvinder bag os, forvandlet til fortid: Påsken kommer tidligt i år. – Hvad mon fremtiden vil bringe? – Barndomstiden ligger nu langt tilbage. Specielt gælder det, at tiden i de europæiske sprog går. Og i og med, at tiden går, går også tidsperioderne: dagene, vintrene, krigstiderne osv. Men i Sabrinas sætning er det kun tiden, der går, ikke dagene – med det resultat, at tiden stedse nærmer sig bestemte dage og til sidst når dem. Jamen er hun da tovlig i hovedet? Bestemt ikke. Resten af hendes indlæg viser det klart. Hendes tilsigtede indhold er krystalklart: ’Det er snart optagelses-svardag’. Hun udtrykker det forkert, men tænker det ganske som vi andre.

                      I sprogvidenskaben har man i 70 år diskuteret, om sprogenes forskellige måder at udtrykke abstrakte ting på, som fx tid, afspejler forskellig tænkning, og om de i så fald er fuldt oversættelige til hinanden. Man har fx opdaget, at hopi-indianerne udtrykker tid uden bevægelsesord og uden et særligt ord for tid; de siger blot, at noget sker senere end noget andet. Tænker de anderledes end vi? Dét mente B.L.Whorf i 1930’erne. Han mente ligefrem, at hopi egnede sig bedre til at udtrykke relativitetsteorien end engelsk. Den overvejende opfattelse i dag er, at der højst er nuanceforskelle mellem sprogenes udtryksevne og mellem deres brugeres tænkemåde. Først og fremmest gælder oversættelses-dogmet: Alt, hvad der kan tænkes, kan oversættes præcist til alle sprog. Her kommer så Sabrina. Hun tænker ligeså godt over tiden som vi andre, selvom hun udtrykker sig ret absurd om den. Men vi andre skal ikke være høje i hatten. For vi så jo ovenfor, at fremtiden ligger foran os, mens fortiden er lagt bag os. Altså kommer tiden forfra. Men når vi blot siger, at tiden går, så tænker vi på forlænsgang. Og når vi både kan sige, at høsten nærmer sig med stormskridt, og at vi selv nærmer os høsten med stormskridt, ser vi, at det ingen rolle spiller, hvilke sproglige mellemregninger vi gør os. Vi kán bare – til forskel fra vore firbenede tegnsprogs-venner – dét dér med at tale om tid.

Demokratisk

Efter en frygtelig JP-løs dag griber man næste morgen begærligt ud efter avisen og læser den ekstra grundigt. Stor er da frustrationen, når man ser, at et af JP’s stærkeste kort – vi nævner ingen navne, for klummen her er ingen gabestok – misbruger det danske sprog så eftertrykkeligt, at det gør ondt. Han beskriver Encyclopaedia Britannicas overgang til delvis at blive skrevet af læserne. I den forbindelse nævner han »de åbne demokratiske fora«, dvs. de brede læserskarer, der skal forbedre artiklerne.

                      Sprogfolk har længe ment, at denne brug af demokratisk er et farligt misbrug. Demokrati(sk) bør kun bruges om en styreform, føst og fremmest i staten, men også, ved passende lighed, i en kommune eller skakklub. Kernen i denne styreform er: »1 mand 1 stemme«; der stemmes om love (direkte demokrati) eller om lovgivere (indirekte demokrati); ved mand forstås i dag ’voksen person’. Ordet bruges fast positivt værdiladet.

                      Den ellers så sobre journalists betydning af demokratisk er: ’præget af – eller tilgængeliggjort for – store, ikke nødvendigvis uddannede, dele af befolkningen’, vel at mærke som plus-ord. Denne betydning kan spores tilbage til 1930’rne, men var endnu sjælden i min barndoms 50’ere. Jég mødte den første gang i tresserne, da jeg så flg. notits: »Vinpriserne er blevet mere demokratiske!«. Jeg smilede og gøs på én gang. Smilede, fordi der her indlysende sker en kortslutning, og gøs, fordi..., ja hvorfor? Fordi begrebet demokrati er næsten helligt her i Vesten. Vi er alle demokrater, også jég. Men hvis begrebet udvandes til fx den nævnte betydning eller går i retning af ’retfærdig’ eller ’lighedspræget’, hvad der også er stærke tendenser til, så står vi jo med et begreb, der blot er en lyd uden fornuftigt, fælles indhold. Så kan enhver – med sproget i ryggen – kalde ethvert samfund demokratisk, blot han finder det præget af de uuddannede masser, eller finder det retfærdigt eller præget af stor lighed mellem borgerne.

                      Som alle ord om ting, man ikke kan tage og føle på, har demokrati(sk) en mere skrøbelig betydning, end de fleste tror. Dét, der er lettest at huske, er, at det er noget godt. Synonymet folkestyre er nemmere at fastholde pga. de to meningsgivende led. (Demokrati har kun meningsgivende led for nogle få græskkyndige promille af befolkningen). Og bemærk, at det ikke er muligt at udvande folkestyre på samme måde. Ingen ville finde på at sige, at vinpriserne (el. leksikonnets fora) var blevet mere folkestyreagtige.

                      Journalisten har ikke begået nogen fejl. Hans brug af demokratisk har desværre haft solid tradition siden 1930’rne. Men den er en videreførsel af, hvad der begyndte som grov demagogi: Man ville sige noget pænt om de brede masser og snyltede da på plus-klangen i demokrati. Sådan havde man hidtil ikke kunnet bruge ordet. Det var noget nyt. Et overgreb.

Kafkask

Dagens JP (21.06.08) byder på en god artikel om den afskyelige Robert Mugabe og valgene i Zimbabwe. Efter en gennemgang af uhyrlighederne skriver de to journalister:

                      "Under alle omstændigheder er det utroligt, at der stadig kan rekrutteres mod nok til at fortsætte valgkampen i et mareridt af så kafkaske dimensioner."

                      Det er så sandt, som det er sagt – lige bortset fra det kafkaske. Måske er det småligt at komme med sprog-pegepinden her, men dét er nu den niche-aktivitet, jég har valgt her i livet (og den er ofte mindre snæver, end den synes).

                      Det mareridt, der udspiller sig i Zimbabwe og afrapporteres i artiklen er af så blodige og grusomme dimensioner, at ordet kafkask er helt skævt. Kafkask er som bekendt afledt af Franz Kafka med tanke på hans roman Der Prozeß, hvori en vis Josef K. arresteres og anklages for noget, han aldrig får klar besked om. Kafkask betegner følgelig en ’uhygge og angst forårsaget af bureaukratisk uigennemskuelighed og absurditet’. Processen ender med en dødsdom, og dén lurende mulighed er naturligvis baggrunden for angsten. Død og lemlæstelse udpensles ikke. Og dét er just pointen ved ordet kafkask og grunden til, at diverse sprog har optaget det: Det udmaler en angst, der tidligere var navnløs: Angsten for at være prisgivet et bureakrati, der har den totale magt over en.

                      Men de to journalister bruger ordet, som om det betød ’bestialsk’ eller ’grusom’ eller måske snarest blot ’rædselsvækkende’. Dét er forkert. Der er intet som helst kafkask ved, at Harares borgmesters, E. Chirotos’, kone gennemtæves med køller til døde, eller ved de andre bestialske mord, der skildres i artiklen. Dét er god gammeldags grusomhed. Her kan det fine ord kafkask slet ikke bruges. Er der nogen, der gør det alligevel? Egentlig ikke. En tur på Google gav 40 hits på kafkask, og alle belæggene holdt sig pænt til den traditionelle betydning – undtagen ét. Men dét var skrevet af den samme JP-journalist, som er medforfatter af den her behandlede artikel! Det handlede om blodbadet i Rwanda og tiden derefter.

                      Hvorfor hidse sig op? Fordi det danske sprog bliver fattigere, hvis kafkask udvandes til blot at betyde ’rædselsvækkende’. Dét har vi – ligesom alle andre sprog – masser af ord for. Den traditionelle betydning om bureaukratier er en specialitet, en åndspræstation, der skyldes en stor digter. Det er lidt det samme som med bjørnetjeneste: Hvis det bare kommer til at betyde ’stor tjeneste’ i stedet for det lidt krøllede ’tilsigtet tjeneste, der viser sig at være skadelig’, så mister vort sprog en kortfattet og præcis udtryksmulighed. Sprog, der ikke har ord med betydningen ’kafkask’ og ’bjørnetjeneste’, kan godt strikke disse betydninger sammen – for alt, hvad der kan tænkes, kan siges på alle sprog – men de kan ikke gøre det så kort og præcist som vi.

Jeg bærer ikke nag

Trafikordfører Johannes Poulsen (R) udtaler i Deres avis 10.12.08: "Jeg bærer ikke nag, selv om trafikordførerne fra Venstre og konservative slog sig på lårene og sagde, at vi aldrig ville få roadpricing i deres levetid."

                      Den, der bærer nag (eller ikke bærer nag), skal have mødt uretfærdighed eller hårdhed fra en bestemt side. Men her er der blot tale om, at de pågældende "med en skraldende latter" nægtede at følge Poulsen. Dét for lidt. Poulsen bruger nag-frasen forkert og skulle have sagt: "Jeg hoverer ikke".

                      På internettet bruges Jeg bærer ikke nag ret løst. Flere bruger det fx i stedet for Jeg er ikke misundelig. Men sådan må det vel være, når alverden, inkl. vor veninde Maren i kæret, griber pennen. Men der synes ikke at være nogen, der klart bruger det = ’hovere’. Jeg har dog ikke tjekket alle 4000 belæg! (Der er forresten heller ingen, der der indrømmer: Jo, jeg bærer nag!, for dét lyder, som om man sidder i en kakkelovnskrog og skummer og har det rigtig dårligt – og hvem vil ud med det?).

                      Det siger sig selv, at sprogets leksikalske frasers betydning er sværere at huske end enkeltordenes. Hver frase består jo af flere ord, og betydningen er ofte – nemlig ved de såkaldte idiomer – uforudsigelig ud fra frasens enkelte ord.

                      Langt mere interessant er dog følgende: Når Poulsen udbasunerer, at han ikke bærer nag, dvs. ikke hoverer, hoverer han så ikke netop? Vel gør han så. Hvorfor? Fordi det er dejligt og naturligt at hovere – lyt til børnene! Hvorfor benægter han det? 1) Fordi man efter vor kristne moral ikke bør hovere. Den, der ophøjer sig, skal ydmyges – og omvendt, docerede Mesteren. 2) Abstrakte ord som bære nag og hovere er lige akkurat så svære at overskue betydningen af, at man kan slippe afsted med sin lille løgn.

                      Sprogklummeskriveren har naturligvis ingen partifarve – og da slet ikke radikal! Men jeg synes, at Poulsen skal have lov til sin beskedne, ikke hadefulde hoveren, når han i mange år har kæmpet for vejafgift, og hans tidligere så stejle modstandere omsider overgiver sig til det poulsenske standpunkt. Denne lille hoveren skal vi unde hinanden. Amen.

Uklar skøn-metaforik

Ballelars skriver i JP 24.11.08, at et vist dagblad har svunget sig op til at skrive om Robert Jacobsen: Dette var hans store og blivende bidrag til dansk billedhuggerhistorie: at kunne favne og indfatte tomrummet med musikalsk prægnans.

                      Jeg samler på den slags. Det findes mest i kunstanmeldelser, men litteraterne kan også. Fra min samling:

                      1) Ejler Bille...gør en fornem entré: otte koloristisk virile malerier. Og: ...alle...sluttende hver om sit særlige rigt fortættende, magiske udtryk og med prægtige højdepunkter i det ubesværet åndende og fint åbne "Dyreverden", det stofligt vibrerende "Figurer i landskab" og det fyndigt holdningsfulde "Maskeagtige figurer".

                      2) Det er tegningens hvide søgende linier, som bærer billedet. ...Deres funktion er at skabe spænding mellem det beskrevne og det ubeskrevne rum. Men de er samtidig vævningens nervestrenge,...

                      3) En litterær filosof skrev om valg-øjeblikket: ...da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv.

                      Hvad er der galt? Det mindste onde er: selvprofileringen. Skønt vi alle stræber mod, at vi og næsten har det godt med hinanden og os selv, er selvglæde frastødende. Dagbladet, som 1. citat er taget fra, excellerer i selvglæde, og det er, synes jeg, næsten dets værste fejl.

                      Værre er dog kontrasten mellem de flotte ord, der lyder dybsindige, og den uhyre vaghed. Hvad betyder at favne og indfatte tomrummet? Ikke meget. Og hvad betyder musikalsk prægnans andet, end at autor synes, at Robert Jacobsens kunst er god?

                      Grænsende til det moralsk anstødelige er det, at afsender fremsætter sine udsagn som objektive. Han ved jo godt, at meningerne er delte, men han undgår det subjektive. Udtryk som jeg synes, det forekommer mig, efter min mening bruges ikke. Alle forfatterne beskriver deres opfattelse, som om de afrapporterede indbyggertallet i Asiens storbyer.

                      Værst er demagogien. Ved at opdynge alle disse metaforer med positivt ladede ord overtaler de læseren til at dele afsenders smag. Læseren får både en sværm af plusord – det er altid suggererende – og en metafor, som ordene passer udmærket på: virile malerier, favnen af tomrummet, hvide søgende linjer, at modtage sig selv, jamen det ér da godt og smukt. Læseren glemmer let, at det hele kun udtrykker forfatterens følelser.

                      Metaforer og andre billeder er ikke altid af det onde. Digterne har fra arilds tid brugt metaforer (= underforståede sammenligninger med noget andet). Fx om forelskelse. Sådanne billeder kan få mig til at mindes min egen forelskelse meget tydeligt. Og digterens: Hun ligner en gammel sort Handske, der er glemt i en Sporvogn får mig til at se frk. Hedvig lyslevende. Men når metaforen skal overtale, er den farlig. Personlig finder jeg, at Jacobsens kunst er skrot, der peger åndløst ud i den blå luft. Det skal ingen metafor få mig fra.

Hun solgte sin krop...

Lone Hertz fortæller i JP 19.01.09, at hun »køber prostituerede« til sin søn. Hvis det er journalistens formulering, er det for galt. Jeg har svært ved at tro, at Lone Hertz, dette følsomme menneske, ville bruge en så djærv talemåde.

                      For talemåde er det naturligvis. I bogstavelig forstand køber man ikke en prostitueret/gadetøs/havneluder (foragtet barn har mange navne). Når man køber noget, ejer man det; man kan frit male det sort eller smide det i skraldespanden – uden at spørge. Mht. prostituerede er noget sådant forbudt – hvad alle véd. Hvad er det så, sultne mænd køber i Skelbækgade? De køber sex-service. Den prostitueredes »vare« er ikke hendes krop (den kan hun kun sælge – til videnskaben – når den er afsjælet!), men hendes service. Hun aftaler denne service med kunden. Ganske som hos akupunktøren – skal jeg bestemt vogte mig for at sige! For sex ér jo noget særligt, det kan ikke rigtig sammenlignes med en nålekur.

                      Jeg bryder mig ikke om talemåden – ikke fordi jeg er sart på dét punkt, og ikke fordi jeg vil beskytte værgeløse glædespiger mod mænds grove talemåder. Pigerne bruger dem nemlig tit selv. Autentisk er fx: »Jeg sælger mig selv så dyrt som muligt!« og »Jeg solgte min krop, men aldrig min sjæl!« Jf. også det udbredte engelske to sell pussy. Jeg kan ikke lide talemåden, fordi den bogstavelige og den faktiske betydning ligger ubehageligt tæt ved hinananden. Så tæt, at svage sjæle kan forledes til at tro – i hvert fald i taleøjeblikket – at kropssalget er reelt.

                      I en diskussion sagde en feminist vedholdende: »Det skal være forbudt at sælge sin krop.« Jeg spurgte, hvorfor hun hele tiden brugte dén formulering. »Jamen, det er da dét, de gør!« svarede hun. Denne – sikkert storartede – feminist glemte i taleøjeblikket, at det kun er en talemåde. Hun udnyttede demagogisk den ringe betydningsforskel mellem at sælge krop og at sælge sex-service til at støtte sit ønskede totalforbud. Måske var hun bare demagogisk, og løj, men måske løb hun sur i det danske sprog og troede i ytrings-øjeblikket, at talemåden har bogstavelig betydning. Demagogi er noget sært noget: Man gør vold på sproget, men har tit kun en vag fornemmelse herfor.

                      En anden grund er, at der jo også er kvinder, der bogstaveligt sælges og købes. Denne menneskehandel, dette moderne slaveri, er ulovligt, men lige fuldt slaveri. Jeg synes, at man burde sondre også sprogligt mellem dette og prostitution.

Tabu-ord

I JP 04.03.09 argumenterede Per Stig Møller for, at vor u-landsbistand ikke bør koncentreres om Afrika, men fordeles bredt. Han fandt det bl.a. forfærdeligt, "hvis støtten til f.eks. Bolivias oprindelige folk gik fløjten."

                      Det irriterer mig grænseløst, at Per Stig (som jeg kan lide) undgår at sige indianere. Hvorfor undgår han dét? Fordi han har opholdt sig for længe på de såkaldt bonede gulve omgivet af fremmede tungemål. På dansk er det ikke særlig tabueret at sige indianer. Per Stig ville ikke have fået det danske folk på nakken, hvis han havde sagt det. Heller ikke det bolivianske. Isabel Allende siger således altid indio, og hún må da vide det. – Men om så dansk var gået amok og havde tabueret også dette ord, ville jeg vente af statsmand Møller, at han stampede imod brodden og ikke snakkede tåberne efter munden.

                      Sprogligt er det ikke helt let at forklare, hvorfor ord for lavprestige-grupper bliver tabuerede, altså ord som neger, husmor, gammel, sigøjner. Før de blev tabuerede var de nemlig ikke værdiladede. Et værdiladet ord er et ord, der med-signalerer den talendes holdning til fænomenet. Det siger sig selv, at man undgår at sige murertamp til en murer – hvis man vil låne penge af ham. Tilsvarende mht. burgøjser, fedterøv, træmand, forræder, lidderbuks. Disse (skælds)ord er beregnet til at kritisere med. De er ikke tabuerede, for hvis man ikke vil kritisere, har man slet ikke lyst til at bruge dem.

                      Så hvordan bliver de nævnte tabu-ord – der alle var helt neutrale for 50 år siden – tabuerede? Det gør de ved folks associationer. Der klæber associationer til alle ord. Hvis mange pludselig synes, at det er dødens pølse at være husmor, så vil den følelse klæbe til ordet, og så vil man før eller siden – fx af høflighed – vælge et andet udtryk: Hun går hjemme. Tabu opstår så, når mange lægger mærke til, at nogle er begyndt at fravælge det hidtil normale ord: Sådan bør man åbenbart ikke sige.

                      De ubehagelige associationer kan være uundgåelige, som ved invalid og åndssvag. Men ubehaget kan også være småtterier som tanken om, at nogen tilhører en lavstatus-gruppe, jf. eskimo. Vi danskere har jo pga. vor fåtallighed ikke særlig høj prestige i verdens øjne, men det går vel meget godt endda. Jeg tror også, at det er helt fint at være neger, eskimo, indianer, lap(lænder), arbejder, underdirektør(!), piccolo, men tabueringen viser, paradoksalt nok, at folk tror, det er døden.

Værdiladede ord

Christopher Arzrouni skrev i JP 06.04.09 om "Danmarks mest forbudte ord": profit. Her må jeg (som altid læser CA) protestere. Profit er ikke spor forbudt. Det er værdiladet. Negativt værdiladet. Man kan sagtens bruge det – blot man er imod dets indhold. Er man for, skal man sige overskud – tænk på overskuddet går til giro 413 – og ønsker man ikke at skilte med noget, er fortjeneste velegnet. Krikke, hest, ganger er et andet, meget traditionelt eksempel. Sandhedsbetydningen er ens: Hvis det er sandt, at Olsen lige har solgt en hest, er det også sandt, at han har solgt en krikke. Men krikke og ganger har modsat værdiladning. Afsender medsignalerer enten sin overlegenhed eller sin beundring. Hest medsignalerer ingenting. Værdiladningerne bruges især, når man vil have andre til at dele sin holdning, hvad der er et usagligt, demagogisk trick. I sin tid talte modstanderne af EF altid om at blive indlemmet i EEC. Dét lød ikke rart. I dag siger tilhængerne altid Europa om EU, for vi elsker jo alle Europa – i den traditionelle betydning.

                      Er man selv venstreorienteret, kan man bruge dét ord, men flottere lyder jo progressiv – det har bevaret lidt af sin latinske pålydende-betydning ’fremskridtsminded’, hvad man jo rent logisk er nødt til at være: Hvis noget er et fremskridt, må man nødvendigvis hylde det. Spørgsmålet er blot, hvad der er fremskridt. Højreorienteret er der ikke mange, der kalder sig. Så her er der ikke rigtig symmetri. Man siger normalt borgerlig, men dét er i bedste fald neutralt, og smager tit lidt af småborgerlig. Liberal er klart positivt, men sagligt ikke helt det samme. Den højreorienterede har det svært med etiketten: Konservativ giver associationer til stokkonservativ, sågar reaktionær. Hvad skal han gøre? Han kan evt. skrue sundt konservativ sammen, men det er uetableret. Schlyter havde fingeren på pulsen, da han kaldte sig konservativ – og indså, at det trængte til fortsættelsen "men ikke så meget, at det gør noget".

                      Enkelte erhvervsfolk har misforstået sprogets mekanismer og også troet, at de kunne trodse det danske sprog: De har prøvet at gøre profit til et værdi-neutralt ord. Formentlig under indflydelse fra engelsk, hvor profit er neutralt. Men værdiladninger er sjældent udtryk for meget generelle holdninger: Vi er kun imod fortjenester, når vi synes, de er ublu og sker på vor egen bekostning. Vi elsker da vort eget overskud. Sproget stiller ord til rådighed for enhver stemning. Vælg selv.

En dumsmarthed

For første gang i livet er jeg enig med en indsenders sprogkritik. Jørn Birkeholm harcelerer 06.05.09 over en madskribent, der kalder rester (ikke at forveksle med madrester) for left-overs. Dette er virkelig et utåleligt umusikalsk dum-snobberi for engelsk. Hvis alle var sådan, ville dansk hurtigt blive undergravet.

                      I alle sprog er der til enhver tid en lille ord-kerne (bare nogle hundrede), der ikke kan erstattes af nye lån fra selv det mest feterede fremmedsprog. Som dansk er lige nu, vil ingen sige fx En brown kjole. The potatoes var not varme. Se on mig! Write til ham! Dansk grammatiks nestor, prof. Erik Hansen, fremdrog engang en overskrift: In er out! (i Information selvfølgelig). Han påpegede, at hvis også det midterste ord var blevet taget fra engelsk: In is out!, havde sætningen ikke været dansk. – Hvis nogen alligevel siger den slags, går vi ud fra, at de spøger eller ikke er rigtig kloge. Kernens grænse ligger lidt forskelligt for sprogbrugerne; der er selvfølgelig også en gråzone, og derfor kan grænsen langsomt flyttes, men kernen forsvinder aldrig. Når sprog dør, ellere rettere dræbes af et mere populært sprog, sker det ikke ved kvælning i kernen, men ved, at sprogbrugerne til sidst helt opgiver deres sprog med samt dets kerne, som en pakke, der droppes. Vi kender den sidste, der talte keltisk i Cornwall, og den sidste, der talte sønderjysk i det sydligste Slesvig. De havde begge et helt normalt sprog tilbage med intakt kerne. Deres medborgere var blot holdt op med at bruge det.

                      Et muligt modeksempel er engelsk i vikingetiden. Det var under så stærkt pres fra dansk, at det udskiftede en række kerneord ord med dansk dø, de, sky, vindue (i olddansk form) og dusinvis flere. Men vi kender ikke forholdene godt nok. Der har været en mængde tosprogede omkring vikingerne (der ejede det halve England), som kan have sammenblandet sprogene i stor stil osv. Så jeg fastholder standard-teorien.

                      Dansk passer godt med den. Blandt de 100 hyppigste danske ord er kun 2 lånt fra tysk: blive og hvis; men dé var ret specielle, da de blev indlånt, og fik først senere kernefunktion. Fra engelsk er der ingen, eller måske i talesproget 1: okay. Men dét belyser kun, at hyppighed ikke er helt afgørende. Kerne-ordene er de farveløse, slidstærke. (Der må godt stå jord 25 gange på en side, men ikke okay). Brun er, nå ja, farveløst, men lyserød er det ikke, og derfor kunne damerne (ca. 1950) godt indføre pink.

Stråmand

For et på år siden udtalte en politiker til Jyllandsposten: »Det skal ikke være en naturlov, at forældre har ret til at se deres børn.«

                      Dette kaldes i retorikken – læren om overtalelseskunsten – en stråmand. Ordet kan bruges om enhver forvrængning af en andens holdning, sådan at denne bliver lettere at argumentere imod. Fx et fejlcitat. Men det bruges især om dén raffinerede variant at forvrænge andres holdning til noget indlysende tåbeligt, hvorpå man skyder den ned – men sådan, at man slet ikke nævner, at nogen har den pågældende holdning – man lyver ikke, man skyder den bare ned. Men derved må tilhørerne nødvendigvis tro, at nogle hár den tåbelige holdning. Hvorfor? Fordi snydepelsen misbruger dét, der i sprogvidenskaben kaldes adressat-relevansen: at man kun siger noget, man mener har interesse for ens modtager (adressat). Jeg fortæller ikke min kone, at jeg har 13 fingre, for det er løgn, og dét har hun ingen interesse i. Jeg siger heller ikke, at jeg har 10, for det véd jeg, at hun véd. Jeg kan sige, at det er tirsdag i dag, men kun, hvis jeg tror, hun er i tvivl. Nuvel. Alle mennesker véd, at det ikke er en naturlov, at forældre har ret til at se deres børn, men hvis man siger det – og samtidig overholder adressat-relevansen – så må man mene, at nogen mener det. Tilhørerne tror derfor, at afsenders modstandere hár den pågældende holdning, ligesom de erkender, at den er skudt ned. (Den er jo »skør«). De overser, at holdningen er så forvrænget, at ingen voksen kan have den, og at en evt. modstander-holdning derfor er uantastet.

                      Andre eksempler: »Du kunne godt have ventet på mig!« Denne sætning er umulig at benægte, men i kraft af adressatrelevans-reglen tilkendegiver afsender, at modtager alligevel benægter den. Reelt mener afsender: ’Du burde have ventet’, men den påstand er farligere for ham, for den er nem at benægte.

                      »Danmark skal ikke isolere sig«, er en populær stråmand, både brugt mod EU-modstandere og aktuelt mod Søren Krarup og hans storfamilie.

                      Piet Hein har lavet et gruk om stråmanden: En yndet form for polemik/ består i det probate trick/ at dutte folk en mening på/ hvis vanvid alle kan forstå. – Politikeren ovenfor pådutter andre, at det pågældende er en naturlov. Den forsinkede antyder, at hans modtager mener, at det var modtageren umuligt at vente. Og i sidste eksempel tilkendegives det, at visse tumper mener, at Danmark bør isolere sig.

                      Stråmands-argumentet er dybt indgroet i de europæiske sprog. Det findes sågar i mange fraser, dvs. etablerede ordforbindelser. En far kan således bede sin søn dæmpe sig med et »La vær å skrig. Jeg er ikke døv!« Det fungerer sikkert udmærket – lyddæmpende, men den lille verbale begmand er uberettiget. Faderen ved jo godt, at sønnen ved, at faderen ikke er døv; argumentet for lyddæmpning er derfor ikke adressatrelevant, men hen i vejret.

                      Overhovedet er stråmænd med ikke populære: Jeg er ikke tankelæser! – Jeg har ikke øjne i nakken! – Du har ikke astrallegeme! (nu gammeldags, = Du er ikke gennemsigtig! Et astrallegeme antoges af visse gamle filosoffer at være en mellemting ml. sjæl og legeme). Man kan også bare finde på noget, som man indlysende ikke er: Vi er ikke tiggere/vagabonder/sigøjnere!

                      Men positive stråmænd er der heller ikke mangel på: Der må være en grænse! (Ja, selvfølgelig, men hvor, og hvorfor dér?) – Vi må være realistiske! (oftest tomt, men kán evt. fjerne modtagers drømmerier) – Lad os nu være mennesker! (kun stråmand efter dets pålydende betydning, normalt nærmest = ’...menneskelige’). Det berømte Jeg er et menneske, og intet menneskeligt skal være mig fremmed (Terents) begynder med en stråmand, hvis det er tænkt som argument. Jeg, LB, er også et menneske, og jeg trives bedst ved at være uvidende om mange ting.

                      Man kan kombinere stråmanden med retoriske spørgsmål og meget andet som i følgende retoriske perle:

En dansk ambassadør med familie stod i 1964 i Skopje i stor trængsel på en jernbanestation. En togmand servicerede en hel del mennesker før ambassadøren, der til sidst udbrød: »Are we second class?«.

Det retoriske spørgsmål er = ’Vi er ikke andenklasses-mennesker’. Dét er en stråmand, da togmanden må formodes ikke at have rubriceret familien således. Samtidig rummer udsagnet to morsomme præsuppositioner (forudsætninger) – der ikke holder: 1) At togmanden overhovedet opererer med en menneskelig 2. klasse. Ganske vist vurderer vi alle hinanden mht. moral, dygtighed, skønhed osv., men en håndfast »2. klasse« opererer selv ikke sociologer med. 2) At togmanden, hvis han alligevel gør, finder det naturligt at servicere sekunda-klassen sidst. – Om knebene virkede, kan jeg desværre ikke huske.  

                      Men vi skal ikke være høje i hatten. Stråmændene lurer på os alle. Ingen holder sin sti ren. Men lad os alligevel prøve.

  

Hvad er min ret?

Ordet ret er tvetydigt – uden at sprogbrugerne har lagt mærke til det. Ordbøgerne har heller ikke. Normalt kan alle mærke, når et ord bruges i forskellige betydnings-varianter. Fx vand = ’stoffet vand’ eller ’flaske med læskedrik’, dronning = ’nuværende el. fhv. fornemste kvinde i kongedømme’ eller ’bestemt skakbrik’ eller ’bestemt bi’, over = ’oven over’ eller ’i vandret afstand’. Ikke alene mærker vi det, vi markerer det også tit: »Nej, tumpe, det var ikke en skakbrik, jeg så, det var en rigtig dronning!«            

                      Ret betyder mange ting. Dé to betydninger, der ikke holdes ude fra hinanden er ’krav’ og ’ikke forbud’. Når man siger, at enhver voksen bør have ret til at gifte sig, mener man, at dette ikke må forbydes nogen. Man mener ikke, at enhver voksen kan stille på rådhuset og kræve en ægtefælle. Omvendt når det så smukt lyder, at alle har ret til rent drikkevand. Så mener man netop, at enhver skal kunne kræve af staten/samfundet/de andre, at der tilvejebringes rent vand; man mener ikke, at enhver lovligt skal kunne drikke vand, hvis han ellers kan finde noget. For det ville være absurd, om dette var forbudt.

                      Hvordan ser man forskel på de to betydninger? Ved absurditeten! Ret betyder ’krav’, når det ville være tåbeligt blot at tale om ikke-forbud. Og dét er det, hvis det pågældende ikke realistisk kan forbydes. Fx retten til et liv over fattigdomsgrænsen. Ingen stat forbyder folk at have råd til at spise sig mætte. Ret betyder til gengæld ’ikke forbudt’, hvor et krav ville være absurd. Fx retten til at få børn. Det ville være absurd at kræve, at samfundet skulle skaffe én børn, mens man godt kan slå fast, at staten ikke bør forbyde folk at få børn. Anderledes med retten til at appellere. Her giver begge betydninger god mening, men da det i Vesten er en selvfølge, at det ikke ligefrem er forbudt at appellere, bruges appelret normalt om det krav, vi har på, at staten gratis tilbyder en ny retssag.

                      Én grund til, at betydningsforskellen er uerkendt, er, at de to varianter løber sammen i et almindeligt tilfælde. Nemlig hvor dét, man har ret til, er noget, man helt alene kan tilvejebringe. Retten til at være et sted fx. Det kommer ud på ét, om det er lovligt at svømme i Øresund, eller om jeg kan kræve af samfundet, at jeg lovligt svømmer dér. Hvis det er lovligt, behøver ingen anden at gøre noget, så kan jeg uden videre opfylde mit ønske. Sådan er det ikke med drikkevandet. Her får jeg ikke slukket min tørst, blot det er tilladt at drikke.

Indvandreroverkriminalitet

Med dette 10-stavelsesord stikker Sprogklummen fingeren i hvepsereden. Men jagten på sprogsvindel er nu engang gået ind. Det drejer sig om den overkriminalitet, som indvandrere fra muslimske lande begår sammenlignet med danskerne og de andre indvandrere. Omtalt 30.09.09 af Pittelkow og 30.12.08 af JP’s leder med henvisning til en statistik bragt 19.12.08. Men både den kloge Pittelkow og den besindige JP er blevet snydt.

                      Svindelen gemmer sig bag de videnskabeligt klingende ord standardiseret for alder og socioøkonomisk status. Disse ord betyder, at indvandrernes forbrydelser i statistikkerne bliver skåret ned nøjagtigt svarende til, hvor meget yngre de er end danskerne (unge er mere kriminelle end gamle), og hvor meget lavere deres socialgruppe er (lavsociale er mere kriminelle end højsociale).

                      Hvad måler man så? Man måler, hvor kriminelle indvandrerne formentlig ville være, hvis de havde samme gennemsnitsalder og sociale status som danskerne. Men dette er jo ikke deres faktiske kriminalitet. Statistikerne bag svindelnummeret har gjort præcis, hvad Pittelkow i anden sammenhæng har sagt: De har omdefineret et begreb, gruppe-kriminalitet, fra en normalsproglig betydning til en ny – som pynter ganske gevaldigt på indvandrerstatistikken. Det forholder sig i normalsproget med gruppe-kriminalitet som med snefald. De skal kun sættes i forhold til befolkningsstørrelse hhv. m². Vi siger ikke, at svenskerne er mere kriminelle end danskerne, blot fordi der absolut begås flere forbrydelser histovre, ligesom vi ikke siger, at det sner mere på Lolland end på Falster, selvom det per kilo sne er sandt. Og det er direkte uinteressant, hvor meget det ville sne i Skåne, hvis Skåne havde svensk gennemsnitstemperatur.

                      Det relevante for indvandrer-spørgsmålet er indvandrernes faktiske overkriminalitet. Mordene, voldtægterne osv. bliver ikke mindre tragiske af at blive begået af unge lavsociale.

                      Men kan der slet ikke pines lidt fornuft ud af de »standardiserede« tal? Nej, er mit svar. Men hvis al indvandring stoppede i år, så ville der være fornuft i at kommentere statistikken med, at overkriminaliteten med stor sandsynlighed ville gå stærkt ned de næste 50 år, når 2009-indvandrerne inkl. deres børn(ebørn) havde opnået normal dansk gennemsnitsalder.

                      Men indvandringen standser jo ikke. Og det er et grundvilkår for indvandring fra fattige lande, at indvandrerne er ret unge og ret lavsociale. Så der er intet håb på den front.

Jeg beklager

If. JP 12.10.09 skrev Thomas Ratsack til pressen: »Hvis min forevisning af fem private fotos i oktober 2001 for amerikanerne indebar et brud på Danish Demining Groups daværende code of conduct, beklager jeg dette,«.

                      Må jeg præsentere: Danmarkshistoriens mindste undskyldning. Den er sendt gennem en advokat. Der siges hvis om noget faktuelt (som R. selv er den eneste, der kunne dementere). Hændelsen gøres lille: »forevisning af fem private fotos« og »daværende« (kodeks er næppe ændret på det punkt). Men frem for alt: Der beklages.– Jeg beklager er ikke nogen rigtig undskyldning. Det betyder: ’Jeg erkender, at dette er gået ud over uskyldige, og det er naturligvis ubehageligt for de forurettede’. Der er ikke noget signal om, at afsender erkender egen fejl. Jeg kan beklage min egen forsinkelse, men ingen kan høre, om jeg blev holdt ulovligt tilbage af en galning og derfor er uden skyld. Ligesom en koncernchef kan beklage noget regnskabsrod, idet han lader det stå åbent, om han er skyldfri og hans underordnede har begået fadæsen.

                      Man kan dog ikke i dagligsproget beklage noget, hvis man slet ikke er involveret: Hvad siger du? Er din datter blevet påkørt? **Dét beklager jeg. – Beklager bruges altså daglidags kun, hvor afsender er involveret og jo tit, hvor han faktisk erkender sin fejl. Men det kan man ikke høre. Det står – modsat ved Jeg undskylder – åbent. Men, oh forunderlige danske sprog: Hvis man beder om en (klar) undskyldning, så kan den pågældende med en vis støtte i sproget sige: Jamen, jeg hár jo lige beklaget!

                      Jeg beklager passer godt til den menneskelige natur: Man undgår at tage stilling, man undgår ydmygelse, man undgår at slippe sin stædighed, og man lukker munden på den forurettede. Man giver en halv undskyldning. Det er smart og fejt på én gang. Hvis man altså er skyldig.

Klassesamfund

Min ærede klummekollega, Lars Olsen, skrev i onsdags om danske klasseskel. Det er glædeligt, at nogen tør aftabuisere begrebet samfundsklasse. Marxisterne talte ikke om andet, men siden 1982 har klasserne tilsyneladende været uddøde. Men det er også sørgeligt, fordi Olsen ikke indser, at samfundsklasse er et af vort sprogs mest tågede ord. Hvis man vil sige noget holdbart med dét ord, er man nødt til at præcisere det.

                      Hævder man, at der er klasser i et samfund, må man være i stand til at nævne hvor mange. Der er ingen enighed herom mht. Danmark. Socialforskningsinstituttet operererede med mange snævre klasser, men uden at vise, at det antal var det rette. Marxisterne talte kun om 2, arbejderklassen og middelklassen (de nævnede aldrig nogen overklasse). Mand og mand imellem taler vi aldrig om antal, men ord som overklasse, middelklasse, underklasse samt de (u)dannede flød omkring i min barndom. I stor vaghed.

                      Et sikkert klassesamfund var det indiske kaste-system, hvor man ikke giftede sig på tværs, og hvor laveste klasse var urørlig. Her kendte folk i sandhed deres plads, her kunne man nemt tælle klasserne, og her var klasser ikke vage subjektive fornemmelser hos småsnobbede mennesker.

                      Sådan har det aldrig været i Danmark. Ikke desto mindre er nogle danskere finere end andre. Det er videnskabeligt bevist, at det er finere at være landsdommer end at være grønthandler. Simpelthen ved, at tusinder har rangordnet diverse stillingers finhed. Man rangordner den umiddelbare tiltrækning, de forskellige erhverv øver på en. Kort sagt: De fleste vil umiddelbart hellere være landsdommere end grønthandlere. Den resulterende skala er eksakt – ethvert erhverv får sin score – men den siger intet om, hvor mange hovedklasser der bør regnes med, og den er rent gennemsnitlig: Man kan sagtens mene, at det må være dødens pølse at dømme efter Folketingets sjuskede love og aldrig selv skrive en lov.

                      Kære Lars Olsen, præcisér klasse-begrebet, og vi følger dig til verdens ende.

Hykler!

I JP 10.02.10 står følgende at læse:

»Kristian Jensen mener, at det er et skråplan at betale for stjålne oplysninger [om folks formuer], men juridiske eksperter mener, at skatteministerens synspunkt er hykleri.«

Den, der hykler, lader, som om han har et fint moralsk standpunkt. Dét kan man derfor ikke tillade sig at angribe. Hvis man alligevel er imod standpunktet – fx fordi det i det konkrete tilfælde er skadeligt for ens politik – er det et godt gammelt kneb at sige HYKLER! Derved kommer fokus over på moralistens tilforladelighed – og væk fra sagen. Sådan er det også her. Selve sagen er jo, om det er etisk forsvarligt, at staten køber formueoplysninger, og den sag rokkes der slet ikke ved, selvom Kristian Jensen skulle være mere hyklerisk end nogen farisæer. De »juridiske eksperter« (som JP burde have navngivet) snakker altså ikke om jura, ja, de udtaler sig end ikke om sagen. Men det er der ikke mange, der lægger mærke til.

                      Det er blevet frygteligt almindeligt over hele verden at sige »hykler!«, når man står over for et moralsk standpunkt, man ikke har nogen argumenter imod. De grusomste politiske slyngler i Afrika og Asien har lært sig tricket. Og det virker. Jeg har aldrig hørt nogen svare: »Det er irrelevant, om jeg hykler. Du skal bare tage stilling til mit argument«.

                      Sørgeligt nok er hykler-tricket nok især blevet populært pga. Jesu brug af det. Især det sted, hvor han skal udtale sig om skattens mønt. Dér ville nogle mænd høre, hvad Jesus mente om at betale skat til den romerske kejser. Jesus svarede: »I hyklere...«. Usagligt? Nej, for der ér ingen sag. De pågældende var ikke en pind interesserede i Jesu mening, kun i at hænge ham op på oprørsk tale. I den situation er det rimeligt og velgørende at få dem afsløret. Men skatte-kejser Jensen (nu abdiceret) vár jo interesseret i sin skatteinddrivelse. Her er der en sag. Om Jensen i sit hjerte vitterlig havde etiske betænkeligheder, er sagen uvedkommende.

Sprogfejl

Tidligere så vi, at samtlige læserbreves protester er forfejlede. Det er ikke uden videre forkert at sige Kurt og mig sang – fram – modernet. Men når forskerne siger god for dem, tager dé ligeså meget fejl. For de er sprøjtegale for store dele af befolkningen.

                      Men så findes der altså fejl! Ja, 3 slags:

                      1) Fortalelser (/forskrivninger). Et sprog er et regelsæt for, hvordan tekster bør være (ikke for, hvordan de er). Ingen kan overholde alle regler i blot et minut. Derfor opstår fortalelser. Når vi opdager, dem, retter vi dem. Hvis ikke, gælder det, at vi ville rette dem, hvis de blev os forelagt i ro og mag.

                      2) Sprogstridige træk, der aldrig forekommer. Fx smrt i tale eller ordet knappenål i betydningen ’pæremos’. Hvís de forekom, ville de blive afvist i alle sprogvarianter.

                      3) Individualismer = afsender-godkendte udtryk, der strider mod sproget hos alle, der rent faktisk har del i traditionen. Som barn sagde jeg Elissabon. Den var o.k. for mig. Men mine omgivelser afviste den. Dé sagde Lissabon, og dét var den faktiske overlevering fra menneske til menneske. Jeg havde ikke udtalen fra andre. Jeg havde selv skabt den (af Elisabet). Fejl? Ikke for mig, men for alle de andre. Imidlertid gælder det, at vi i almindelighed søger at være sprog-konforme med omgivelserne. Har man fået en sær-form, er det sket ved en utilsigtet fejltagelse. Som hvis man kommer hjem fra børnehaven med det forkerte barn. I det almindelige ordforråd er individualismer ligeså sjældent forekommende!

                      Hvis individualismen er tilsigtet, fx det berygtede va mæ kulturen?, bliver den jo ved at være sprogstridig i alle traditionsbæreres skriftsprog, men at kalde den en fejl er vildledende, fordi det ord i så høj grad bruges om noget utilsigtet.

                      Alt, hvad der er korrekt i dag, var galt tidligere. Undtagelsesløst. Jeg hed tidligere eğhom, alle ville have afvist jeg. Dreng betød aldeles ikke ’dreng’, men ’stolpe’. Men så var der altså noget, der var forkert. Dét er der stadig.

Hån og nedværdigelse

Københavns politis drabschef, Ove Dahl, er ifølge Jyllandsposten for 20. juli endnu engang blevet anmeldt for racisme, nemlig af Landsforeningen Krim. Dahls udtalelse lød: »rumænerne er skrupelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner.«

                      »Racismeparagraffen«, Straffelovens berømte §266b, lyder i uddrag: Den, der ...fremsætter meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer...forhånes eller nedværdiges pga. sin...nationale eller etniske oprindelse..., straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

                      Først må det fastslås, at man naturligvis har lov til, i en anstændig tone, at anklage enhver for alskens forbrydelser – selvom dét i sig selv føles nedværdigende for den pågældende – blot sandheden kan dokumenteres.

                      Politichef Ove Dahl mente med garanti ikke, at samtlige rumænere er mordere, men formulerede han sig så generelt overdrevet, at denne overdrivelse bliver en hån?

                      Nej. Vi siger: Svenskerne elsker surstrømming, tyskerne er grundige, russerne er drikfældige. Dermed mener vi ikke, at alle svenskere elsker bemeldte fiskeret, eller at der ikke findes én overfladisk tysker eller én ædruelig russer. Meningen er, at hine tilbøjeligheder karakteriserer disse folk – hvori normalt ligger, at befolkningerne i hvert fald overgår os danske på disse punkter.

                      Man kan også sige: Svenskerne tager til København og køber skrupelløst ind af våde varer. Dét betyder jo ikke, at Sverige til tider tømmes for svenskere. Svenskerne betegner her en gruppe svenskere.

                      Der er ingen tvivl om, at Ove Dahl henviste til en bestemt gruppe af rumænere – en arbejdende politichef giver sig ikke af med nationalkarakteristikker. Men selvom han gjorde, ville han dog ikke ved den bestemte form rumænerne have sagt noget grimt om alle rumænere.

Verdens bedste kneb

Brian kommer hjem kl. 23.17. Brians far: »17 min. for sent. For dårligt! Ingen fodbold!« Brian: »Arj, dét er altså smadderstrengt. Karl kom ligeså sent hjem i går, og han fik ikke skældud!«

                      Dette er verdens bedste retoriske kneb. Særlig effektiv er den variant, min cubanske veninde i sin tid brugte, da jeg havde grebet hende i en løgn, hun ikke kunne benægte: »Nå, ja. Du har vel også selv løjet engang!«

                      Knebet har narret de bedste hjerner. Knebet består i, at det virker så relevant, så sagligt rigtigt, at inddrage et parallel-tilfælde, skønt det faktisk er irrelevant. Paralleltilfældet kan nemlig enten godkendes som fuldgod parallel eller afvises. Hvis det godkendes, skal de to tilfælde behandles ens moralsk. Dvs. at enten bør ingen af drengene straffes eller begge. Hvis parallellen kan afvises, er den selvfølgelig usaglig. Dét ved protestanten, og derfor sætter han retorisk kraft ind på, at parallellen bliver så parallel som muligt. Men selv når den er fuldgod, siger den intet om, hvorvidt de to parallelle tilfælde er moralske eller umoralske. I Brian-historien har faderen sikre argumenter for, at Brian handler umoralsk: Han bryder et forbud. Dette benægter Brian ikke. Brians moralbrud kan derfor umuligt formindskes af, at Karl slap billigt i går. Hvis vi underforstår moralbuddet, at børn skal behandles ens, så har faren behandlet Karl forkert, men det vedrører jo faktisk ikke Brian-sagen.

                      Det geniale er: 1) At de fleste tror, at hvis bare parallellen ér parallel, så er protesten gyldig. 2) Diskussionen flyttes derfor til, om den hævdede parallell ér parallel, hvad der normalt opstår vild uenighed om. 3) (det mest raffinerede). Det er lettere at blive enige om, hvad der faktisk er sket, og hvordan dét forholder sig til den fælles moral, end at blive enige om, hvorvidt to tilfælde er parallelle. Men protestanten (og tilskuerne) vil være tilbøjelige til at erklære disputten for uafgjort så længe paralleltilfældet ikke er afklaret.    

Selvbærende udsagn

JP 03.11.10: Filosof: Palin kan blive USA’s præsident

Hvis filosoffen virkelig har sagt sådan, giver jeg ikke meget for hans filosofi. For han mangler elementær sprogfilosofi. Hans udsagn er sådan, at det umuligt kan være usandt. Ligegyldigt, hvad  fremtiden byder, gælder det, at Sarah Palin kunne blive præsident. Jamen, glimrende, så må det jo være ekstra-super-sandt. Ja, men også værdiløst, for alle kan indse, at det må være sandt, og dermed får vi ikke noget nyt at vide. Vi får en tomgang uden nye oplysninger. Filosoffen er sikkert ikke ude på at give læseren ren tomgang, han mener sikkert et eller andet om Palins forholdsvis store chancer. Men vi får intet at vide om disse chancer, for han falder for fristelsen til at forme udsagnet sådan, at ingen bagefter kan beskylde ham for at have taget fejl.

                      Tricket er uhyre almindeligt. I politikersprog, men sandelig også ved middagsbordet: Det kan blive dyrt at låne penge i bankerne – Søvndal kan blive en strålende statsminister!

                      Man kan også vælge en formulering, der ikke ligefrem er sand pga. sin logik, men som alle alligevel hylder: Vi bør udvikle frie, selvstændige og kritiske mennesker (partiprogram, kunne vist være samtlige).

                      Eller man kan være raffineret og formulere sig uigendriveligt logisk sandt, men alligevel signalere noget højst kontroversielt. Lærebogseksemplet er her: En jøde er nu engang en jøde. Det betyder cirka: ’jøder har nu engang den velkendte grådighed’, men prøv at benægte sætningen! Så lyder det, som om man ikke anerkender identitets-princippet. Mere harmløst, men ligeså svindlet, er varianten: Drenge er drenge!

                      Her må jeg gribe i egen barm og mindes, da jeg for x’ende gang kom for sent til en middag et sted og man havde sat sig til bords, hvorpå jeg til min ledsagerske sagde: »De kunne nu godt have ventet!« Uigendriveligt sandt, men det var jo ikke dét, jeg mente. Jeg mente, at de burde have ventet, men var smart nok til at forme det »selvbærende«.

»Uartig«

JP skriver 27.11.10:

Dansk Folkeparti vil tvinge skolerne til at bortvise »uartige« elever i mindst en uge.

Hvorfor egentlig gåseøjne om uartige? Det drejer sig jo om undergravende elever, der »laver uro eller mobber deres klassekammerater«. Imidlertid havde uartig allerede i min barndom fået noget tantet over sig, hvorfor visse skribenter distancerede sig yderligere fra det ved at bruge den gamle børneform uvartig. Ordet er altså nok fordømmende, men man distancerer sig fra fordømmelsen og ser den som noget gammeldags. Men hvorfor? Fordi, såmænd, den trodser Venstreorienteringens 1. og eneste bud: Den svage skal styrkes – den stærke skal dukkes. Ord, der fordømmer lavprestige-grupper kan de fleste ikke bruge uden gåseøjne: rakkerpak, perkere, oldsager, diskenspringere, ja, sågar forbrydere skal man helst ikke slå om sig med. Derimod giver det ingen mening at sætte gåseøjne om arrogante akademikere eller fisefornemme adelsfruer.

                      Jamen, når nu ungerne ér en pestilens, hvorfor så ikke kalde dem uartige? Fordi børne-lobbyen sejrede her. Sproget har én gang for alle fået en værdiladning sådan, at man ikke med det ord kan udtrykke rendyrket irritation. Slaget er tabt – om det ord. Men man kunne jo sige uopdragne børn. Dét er klart fordømmende. Men. Det vender ikke kun brodden mod de små mennesker, men også mod deres forældre. Derfor er det o.k.

                      Der er adskillige paralleller til uartig: vanartet, skarnsknægt, uvorne unger, en skidt knægt. Vel kan de bruges helhjertet fordømmende, men meget ofte er der et blink i øjet, der siger, at den talende ’tager en vis afstand fra disse ord med deres gammeldags syn på børn’. Og gadedreng – dét er jo nærmest blevet en hædersbevisning.

                      Mekanismen bag ordet uartig er et eksempel på såkaldt politisk korrekthed. Den vender vi tilbage til i næste nummer.

                      Når De en dag har brug for en ensidig og klar fordømmelse af børn, foreslår jeg, at De siger infame unger.

Politisk korrekthed.

Politisk korrekthed er dette at overholde et generelt ord-tabu, der er stærkere i visse politiske kredse end i andre. At undgå ordet dø er ikke politisk korrekthed, for dét tabu har ikke politisk hældning. At  sige handicappet istf. invalid er det heller ikke: Det er standard i dag, men det begyndte sådan. At undgå indianer er derimod et eksempel. I praksis er der tale om at ændre navne på lavprestige-grupper, således at venstreorienterede fører an og højreorienterede trevent følger efter. Det kan også bestå i at tage glansen af højprestige-gruppers navne: I en kort periode ca. 1970 kaldte venstreorienterede universitetslærere sig helst trænere! Ligesom de samme kredse forlangte, at deres børn skulle sige Ralf og Karen istf. far og mor. Far og mor skulle ikke tro, de var noget! Det hele udspringer af venstre-ideologien: DEN SVAGE SKAL STYRKES, DEN STÆRKE SKAL DUKKES. (Efter socialismens død, er der ikke rigtig andre programpunkter).

                      Hvis de højreorienterede fik indarbejdet tilføjelsen vor store leder til Løkke Rasmussens navn, sådan at det nøgne navn efterhånden lød uhøfligt, ville også dét kunne kaldes politisk korrekthed (med modsat fortegn), men der er ikke meget af den slags.

                      De fleste tror, at politisk korrekthed kommer fra USA. Udtrykket gør, men selve fænomenet har efter krigen været stærkest i Sverige – når lige bortses fra ordene nigger og negro. Allerede i begyndelsen af 1960’erne sagde man i Sverige helst finländare og same istf. finne og lapp, u-land istf. utvecklingsland  (< underutvecklat land), utvecklingsstörd istf. sinnessjuk (jf. annorlundabarn!). Og vi var selv tidligt ude, da vi i 1947 indførte evnesvag istf. åndssvag.

                      Et ord som husmor er dobbelt ukorrekt. Selve fænomenet har lav prestige, og hun trodser feminismen, der siger, at det er heeelt fint, men if. JP’s husmor ikke mener det.

Lydlove

Axel Artke beklager sig over udtalen i DR. Han stødes af 3 ting: 1) A-lyd istf. æ-lyd i fx rente, græsk. 2) Æ-agtig lyd i fx hane, mas. 3) Kort lys a-lyd istf. ren æ-lyd i fx militær, være. – Er dette naturlig udvikling, eller bør det kaldes sprogligt sjusk? spørger han.

                      Kort version: Naturlig udvikling hos mindst halvdelen af befolkningen.

Længere version:

                      1) Udtalen rante, grask osv. begyndte i lav-københavnsk i 1800-t. og spredte sig til resten af riget, sådan at de fleste født efter 1970 – selv i det mørkeste Jylland – har den.

                      2) Den nuværende lange a-lyd i hane osv. er ret tæt ved æ og ligger fast dér hos næsten alle nulevende. Sønderjyder og ældre fra tyndt befolkede egne kan dog stadig have et mere åbent a. Også dette træk opstod i lav-københavnsk i 1800-t., hvor der opr. var et meget åbent a, hen ad »ar«: harne.

                      3) ær i fx hær og være har fået åbnet vokalen til en lys a-lyd hos mange født efter 1945. Er vokalen kort, har de yngste næsten gennemført åbningen. Her var udviklingen tidligst i nordsjællandsk dialekt.

                      Sjusk? Nej, der er tale om ubønhørlige lydlove opstået hos 2-3-årige børn. Disse børn har aldrig brugt den oprindelige udtale, men har spontant forvansket den – på linje med forvanskninger som dolen (stolen), domme (komme), Nanni (Jan). Forvanskningen bliver til en lydlov, når børnene ikke får rettet den, før de begynder at høre den hos hinanden. De børn, der ikke havde forvanskningen, hører den også hos andre og overtager den, fordi der nødvendigvis er noget bekvemt ved den (ellers var den ikke opstået). Og af samme grund spredes den let til egne, der opr. var uden det nye træk. Sjusk kan det umuligt kaldes – er det sjusk, når et 2-årigt barn vælter min øl? – men selvfølgelig afspejler det ufuldkommenhed. Sproget er et mirakel. Det kan kopieres udtalemæssigt perfekt af 2-årige børn – og dét bliver det på de fleste punkter; de små har meget mere styr på taleorganerne end på hænderne – men det kán altså også gå galt. Ingen er fuldkommen.

Naturlove

Holger K. Nielsen skrev 14.02.2011 i JP, at samfundsomvæltninger ikke – som en naturlov – fører til en [meningen er ’én’] bestemt samfundsudvikling. Og han fortsatte:

                      »Det er mennesker og ikke naturlove, som skaber historien.«

Mange naturvidenskabeligt uddannede vil her sige, at  Holger K. begår en faktuel fejl: Rent faktisk er naturlovene jo årsag til hele historien.  

                      Men han begår snarere en sproglig fejl. Holger K. må vel som gammel materialist (nej, han har ikke solgt salt og sukker) mene, at mennesker 100% er produkter af naturlovene og ikke af fx en gud, der undertiden bryder sine egne love. Han tænker sikkert heller ikke kvantemekanisk, sådan at der ikke er determinisme til mindste detalje i atomets verden – at det fx er principielt (ikke bare: faktisk) umuligt at forklare, hvorfor én bestemt partikel »sprang« fra en uran-klump og ikke nabopartiklen. (De springer ganske vist så koordineret, at uranets halveringstid altid er den samme).

                      Lad os sætte, at han tænker ganske almindeligt før-einsteinsk og før-kvantemekanisk, men i øvrigt almindeligt naturvidenskabeligt som så mange. I så fald er naturlove i bevidstheden defineret sådan, at de tilsammen bestemmer alt i universet inkl. menneskers samtlige celler. I 1500-t., da de første naturlove var fundet, var der masser af plads til andre, fx åndelige kræfter. Men det er der ikke mere (med de to nævnte forbehold). For  naturvidenskabeligt indstillede mennesker er verden restløst et produkt af materien og de 4 kendte natur-grundlove. Måske er der uopdagede naturlove, måske er der slet ingen – fysikerne kan have taget fejl ligesom dengang med æteren – men under alle omstændigheder er vort begreb ’naturlove’ i dag sådan, at de tilsammen, hvilke de  end er, bestemmer det hele.

                      Når Holger K. benægter dette, er det, fordi han ikke besinder sig på sit eget sprog. Dét sker for enhver, især ved abstrakter. Jf., hvor let man svarer forkert på spørgsmålet »Er 1 kg jern tungere end 1 kg fjer?«

Far han er stærk

Jørgen Thykjær-Jørgensen, Kgs. Lyngby, stødes af konstruktioner som

                      Vinden den går over i øst. – Det, der er i vejen, dét er...

Altså en konstruktion, hvor et led gentages ved et pronomen/adverbium. Det er tit subjektet, der fordobles, men andre led kan også rammes: Og Gitte Hænning, hende hører jeg gerne (objekt). Men i Nørre Snede, dér skal jeg aldrig bo (adverbium). Grammatikere kalder det »ekstraposition«, men det er ikke heldigt, for det begreb omfatter også fx De er dygtige, tyskerne, og dén type er der jo et ganske andet smæld over. Det bedste navn er nok forfelts-fordobling. Den har irriteret mange andre end Jørgen T.-J., og den har været pensum i dansk grammatik i generationer.

                      Når den skurrer i visse ører, er det ikke, fordi pronominet er overflødigt. Alle sprog har overflødigheder, som ingen gør vrøvl over. I fransk er en tilsvarende fordobling obligatorisk i fx Pierre est-il venu? (’Er P. kommet?’), man kan absolut ikke sige **Est Pierre venu? Og på spansk er det obligatorisk at sige: Eso lo he dicho »Dét, det har-jeg sagt«. Der er heller ingen, der gø´r ad danske overflødigheder som overfrakke (har man underfrakker?) eller egetræer. Selv Jesus accepterede fordobling, da han bød os at sige Ja ja! – Mislyden opstår, fordi fordoblingen i dansk er meget sjældnere i skrift end i tale, så at den får et vist uformelt præg. Og fordi den er langt almindeligst hos børn. Det er sødt at høre de små sige Mín far, han kan tæve dín far, men knap så sødt at høre en voksen sige: Mín chef, hun er yngre end dín chef.

                      Jeg er imidlertid sikker på, at børnene ikke har opfundet fordoblingen. De har den fra voksne, hvorefter de »overforbruger« den.

                      Forfelts-fordobling har altid eksisteret i dansk, er almindelig i alle dialekter og i alle nordiske sprog. Men som sagt sparer den gode skribent på den. Den er gavnlig, hvor fx et subjekt er omfattende: Ministrene var positive, men Kongen, der udmærket kendte ansøgeren gennem Dronningen, hán ville ikke hjælpe.

                     

Danske værdier

Bjørn Wilkie er i et læserbrev (JP 28.03.11) usikker på, hvad danske værdier egentlig betyder. If. B.W. regner både stats- og integrationsministeren ytringsfrihed og demokrati for danske værdier, men er disse nu også typisk danske, spørger han.

                      B.W. lader sig narre af sit eget sprog. Ord som dansk, svensk osv. er flertydige. Enten betyder de ’som findes eller er gyldig i Danmark osv.’, eller de betyder ’som er særlig karakteristisk for Danmark osv.’. De danske færdselsregler betegner klart nok de regler, der gælder i Dk. uanset, om andre lande skulle have nogen magen til. Nævner man derimod det dumme danske grin, hentyder man til noget særdansk (om det er særdansk vedkommer os ikke). Det er dansk kultur at hilse med højrehånds-håndtryk, men bestemt ikke særdansk. Det er også svejtsisk kultur, men normalt vil vi ikke omtale skikken som svejtsisk, vi vil snarere sige: »Svejtserne trykker også i hånden med højre« o.l., men der er intet i vejen for at sige: »De almindeligste svejtsiske hilseformer er flg.: håndtryk med højre,...«. Det er altså helt traditionel sprogbrug at tale om »danske værdier«, selvom man sigter til værdier fælles for Vesten.

                      I mange tilfælde bortfalder tvetydigheden. De svenske storbyer er både »forekommende i Sverige« og »særsvenske«, de har absolut ikke deres mage uden for Sverige.

                      Der er mange andre, sære betydninger af nationalitetsbetegnelserne. Den danske leverpostej, jeg spiser, kalder sig Fransk postej til trods for, at franskmænd stort set ikke kan døje leverpostej (JP 01.04.11). Denne brug bør nok kaldes legal humbug, en sprogsvindel, der måske startede med franskbrødet ca. 1750.

                      Både før og efter 1864 blev Tønder kaldt en tysk by. Det hentydede til, at et flertal i byen var tysksindede, dvs. følte sig som hørende til det tyske folk, hvad der også fremgik af afstemningen i 1920.

                      Nationalitetsbetegnelserne er finurlige, men vi mestrer dem – når vi ikke tænker for dybt over dem.

Dybbøl mølle maler

Tove Andersen, Søborg, spørger om oprindelsen af ordet male (korn). Hun rammer ned i et ord, der har så mange slægtninge i dansk og andre indoeuropæiske sprog, at det ganske sprænger klummen.

                      Den korte version er, at det har eksisteret lige siden det ur-indoeuropæiske sprog blev talt ca. 4000 år f.Kr. på de sydrussiske stepper ned mod Sortehavet (nu Ukraine). Roden blev dengang udtalt *mol- vekslende med *mel-. Betydningen var som i dag, foruden den mere almene: ’knuse’. Tidligt fik roden også betydningen ’fin’ (via ’fintmalet’) og ’blød’, der blev udgangspunkt for afledninger som mel, mile (Råbjerg Mile) og latin mollis ’blød’, hvorfra vi har lånt mol om den »bløde« toneart. Roden gemmer sig også i latin mulier ’kvinde’, idet kvinden åbenbart blev opfattet som blødere end manden. Hvilket minder mig om dét langt senere kvindesyn, der ligger bag amerikansk-engelsk broad ’den brede’.

                      Roden er bevaret i talrige indoeuropæiske sprog, ja, ikke blot roden, i mange tilfælde også selve verbet. Fx i alle nordiske sprog, tysk, litauisk, russisk, armensk, oldindisk, hittitisk, græsk, de romanske sprog og albansk.

                      Heraf lærer man så, at de gæve ur-indoeuropæere dyrkede korn; de er ellers mere kendte for deres husdyrhold og tæmning af hesten, men eftersom agerbrug menes opstået i Irak 10.000-8.000 f.Kr., er det ingen sensation.

                      De malede dog ikke kornet i en mølle. De første møller var vandmøller, ca. 100 f.Kr. Vindmøllen blev først opfundet ca. 1100. Men selve ordet mølle rummer den ældgamle rod: Latin mola ’møllesten’ afledes i senlatin til mo'lina, som vi via oldengelsk mylen lånte ca. 1100 i formen mylna og udviklede til mølle. Hvorfra en ny afledning udgik: møller, der atter afsatte slægtsnavnet Møller, som ikke længere har helt samme udtale.

                      Male har intet at gøre med det fra middelnedertysk ca. 1400 lånte male (med farve). De bøjes for øvrigt ikke 100% ens, idet ældre feinschmeckere ynder at sige malt om billeder, hvad ingen siger om kaffebønner. 

Det internationale samfund

En leder i JP 21.4.2011 kritiserede til min glæde udtrykket det internationale samfund. Lederen kaldte det »floromvundent«. Jeg vil her prøve nærmere at begrunde, hvad der er galt med det. For mange er den slags sprogkritik en sær, livsfjern beskæftigelse, men sprogvidenskaben har forlængst vist, at alle sprog vrimler med urimeligt uklare, vildledende og ligefrem meningsløse udtryk.

                      Der er to ting i vejen med det internationale samfund. For det første er det internationale samfund ikke noget samfund. Hvad enten man derved tænker på ’alle lande bortset fra et bestemt (fx Syrien)’ eller ’FN’s medlemsstater’ eller ’Vesten’, så udgør den tilsigtede kreds af stater ikke et samfund. Dette til trods for, at samfund i sig selv er et af sprogets mest slatne ord. Man kan vokse op i et lille samfund (fx Berlevåg) på 23 sjæle – eller i det danske med 5 mio. Men sproget forbyder os at tale om fx »det nordeuropæiske samfund«. Dengang alting i 70’erne var samfundets skyld, kunne den egentligt skyldige være en mor eller et Jante eller en stat – eller blot statens »samfundssystem«.

                      Hvis det stod klart for alle, at »det internationale samfund« naturligvis ikke er noget samfund, ganske som en flodhest ikke er nogen hest, ville alt være godt, men dét står ikke klart, det skal man, som JP’s leder, tænke ret dybt over.

                      For det andet: Eftersom det internationale samfund suggererer til en umiddelbar opfattelse af et bagvedliggende samfund, bliver det positivt værdiladet, ikke mindst i forbindelse med honnørordet international. Hvorfor må det ikke være positivt? Fordi der derved kommer til at ligge et suggestivt argument for, at det, som det internationale samfund foretager sig i den pågældende sammenhæng, er godt og rigtigt. Det er jo afsenderens opgave at argumentere for, at det er godt. Værdiladning bør aldrig tjene som argument eller overtalelse. Man skal derfor hverken tale om et sammenrend af stater eller om demokratiets sværddragere.

Udannede biologer

JP bringer 10.6.2011 nyt om sygdomme, som viser sig at angribe menneskeracerne forskelligt, hvorfor medicin bør race-relateres.

                      To biologer deler ud af deres viden, men tør ikke bruge ordet race! De kalder racer for etniciteter eller mennesketyper eller genetiske variationer. Det er sørgeligt. Ordet etnisk betyder ’vedrørende et folkeslag’, og et »folkeslag« er en ’gruppe, der uanset race, sprog og øvrig kultur’ ønsker at leve sammen i politisk suverænitet’. Mennesketype dækker så langtfra race, men er et overbegreb: Rødhårede, smalsporede og morgenmænd er mennesketyper. Og »genetisk variation« finder man mellem alle mennesker undtagen enæggede tvillinger.

                      I dag indrømmer verdens førende biologer racernes eksistens og tør også bruge ordet, men de går stille med dørene. – Tabuet begyndte lige efter 2. verdenskrig, og er et frygteligt eksempel på forvildelse: I stedet for videnskabeligt at afvise Hitlers racevås, benægter man racebegrebet, skønt det er så indlysende, at alle inderst inde erkender det. De fleste mennesker blev aldrig hysteriserede, men biologerne blev. Tabuet er så under langsom afvikling nu.

                      De to interviewede danske biologer kalder os hvide for kaukasiere. De er så ukritiske over for det engelske sprog, at de overfører et af de tåbeligste ord i engelsk til dansk: Kaukasus’ befolkning er som bekendt ikke særlig hvid, og i dag ved vi, at Kaukasus ikke er den hvide races vugge. Men ordet blev altså hængende i engelsk og fastholdt som en eufemisme for det frygtelige hvid (selvhad?).

                      Racefornægtelsen begyndte lige efter krigen med den regulære opdagelse, at der ikke findes nogen jødisk race. Jøderne afviger genetisk kun lidt fra de befolkninger, de bor eller har boet iblandt, men ganske meget fra hinanden. Jøder er mennesker med et bestemt kulturelt fællesskab, især omkring religion, samt nære efterkommere af disse. – Tankegangen bliver da: Når der ingen jødisk race er, er der slet ingen racer til! Vi er nede på Hitlers argumentationsniveau.

Déja-vu

En læser skriver i JP 16.8.11: »“Deja-vu“ – det er vist det udtryk, man bruger, når man ser, hører eller oplever noget, man er stødt på før.«

                      Dannede mennesker benægter dette. Deja-vu er for dem en ’falsk genkendelse’: Man tror fejlagtigt, at man har oplevet noget bestemt før. Jf. det ældre navn fausse reconnaissance. På Nettet bruger de fleste dog ordet som læseren, men det er umuligt at skille fårene fra bukkene, fordi der er lang tradition for at bruge deja-vu humoristisk om simpel genkendelse: Min søn beder mig for 2. gang om lommepengeforhøjelse; jég siger, at jeg får deja-vu, dvs. jeg lader, som om han ikke allerede har fået afslag – i stedet for at sige: Frække slambert, jeg hár jo sagt nej!

                      Vi har her et eksempel på, hvordan ord udvandes, når de går fra fagsprog over i dagligsprog. Et grelt eksempel – for når déja-vu blot betyder ’genkendelse’, er det helt pointeløst. I de dannedes betydning er det et elegant ord for noget meget specielt psykologisk.

                      Udvandingsprocessen er meget almindelig. I mange år betegnede kvantespring verdens mindste fysiske energi-spring. Men for rosset kom det til at betyde: ’et ikke-fysisk kæmpespring’.

                      Størrelsesorden var et fagligt præcist og snildt udtænkt ord om stjerners lysstyrke og legemers størrelse, men det kom efter 1. verdenskrig nærmest til at betyde ’cirka’ – hvorefter astronomerne holdt sig til størrelsesklasse! For så vidt er størrelsesorden i dagligsproget et udmærket ord – lægfolk er gode til det upræcise.

                      I akustikken er der kun overtoner. Men fordi det er mere ildevarslende, at noget stikker under end over, blev det populært ændret til undertoner. Det vildleder til en gal akustik-opfattelse, men er ellers harmløst.

                      Endelig CO2. Det var strengt fagligt før krigen – og hed kultveilte, når det, sjældent, brugtes mundtligt. Det har ikke skiftet betydning, men journalister har nivelleret skriftgraden: CO2, ladende hånt om den store kemiske forskel på »2« og »2«. Nivelleret.

De unge

Anders Næsby har en fin sproglig iagttagelse i JP 13.8.11, nemlig den, at journalisters rapportering fra de engelske optøjer rummer et misvisende de unge om voldsmændene. Der er to grunde til misvisningen. AN hæfter sig ved den ene: at unge er positivt ladet.

                      Det er det faktisk ikke. Man kan ikke høre på den, der siger ung, om han er positiv. Bl.a. fordi der ikke rigtig er noget andet ord med den betydning. Jf., at den, der siger bladsmører, afslører sig ved at fravælge journalist, og den, der siger automobil i stedet for bil, røber sin køreglæde. – Men vi har positive associationer til ordet ung, fordi de fleste i vores kultur er bløde over for ungdommen. (Det var ikke så udpræget tidligere. Vi halvgamle er blevet snydt. Da vi var unge, blev vi ikke feterede, og da ungdommen blev feteret, var vi ikke længere unge). Derfor har AN alligevel ret: Man skaber en vis sympati ved at tale om unge i stedet for fx bøller.

                      Den anden grund er, at vi er vant til at høre de unge i en helt anden betydning, nemlig ’samtlige unge’. Og hvis  samtlige unge gør oprør, kan det vel ikke være helt uberettiget.

                      Substantiver har på dansk mange arter:

                      1) Ubestemt: Der kom en hund. Ikke identificeret for modtageren. Om den var                               bekendt for afsenderen, signaleres ikke.

                      2) Afsender-ubekendt: Så kom der en eller anden hund.

                      3) Bestemt: Så kom hunden. Identificeret for modtageren.

                      4) Afsender-bekendt, uidentificeret for modtager: En bestemt hund har igen hylet.

                      5) Nøgen form eller med noget: Jeg spiste (noget) hund. Ubestemt kvantum af stof.

                      6) Generisk: En_hund/hunden/hunde/hundene har 4 poter = ’Alle ikke-abnorme’.

                      7) Non-realis: Hun har ingen hund. – Hvis du ser en hund, – Har du en hund? – Der                     er plads til 3 hunde.

Dertil kommer tal- og kønsbøjning samt den detalje, at der ved adjektiver bruges foransat bestemt artikel: den gamle hund / de gamle hunde.

                      Vi er uhyre vant til de unge, de ældre, de ressourcesvage m.m. i betydning 6, ikke så meget i betydning 3. Deraf miseren.

Ironi

Alle ved, hvad ironi er, men ingen kan sige det. Sådan er det med mange begreber, fx at halte (nemmere at efterligne end at definere!). Men også alle dyre-begreberne. Ordbøgerne anfører om hest: »et vist dyr, der...« (men hvilket?) eller »medlem af slægten Equus« (den slægt kender hr. Jensen ikke). Eller farven grøn. Den svarer til lys med diverse velkendte bølgelængder, men dét er ikke betydningen, for de bølgelængder meddeler vi ikke hinanden, når vi siger grøn.

                      At ironi (omtalt i JP 7.9) er et svært begreb, viser sig ved, at små børn ikke forstår det og ikke benytter sig af det. Den voksne, naive definition er ’dét at sige det modsatte af, hvad man mener’. Galt. Den, der siger »Bilen kører over 15 km/l«, men mener det modsatte, han lyver; han er ikke ironisk. Og den, der kommer til at sige te i stedet for kaffe, er heller ikke ironisk. Thomas Bredsdorff definerer det if. JP sådan:

                      »at sige noget andet end det, man mener, for derved at få sagt noget særligt.«

Det er heller ikke rigtigt. For det første er ironi noget med at sige (omtrent) det modsatte af, hvad man tilsyneladende siger. For det andet gælder det, at hvad man i vellykket, fejlfri, klar kommunikation siger ironisk, dét er også, hvad man mener. (Det er kun sjældent meningen, at modtager skal være i tvivl om betydningen).

                      Definitionen af ironi kræver det sprogvidenskabelige begreb ’den pålydende betydning’ som er: ’det, som et udtryk vílle betyde ud fra dets bestanddele og sprogets almindelige regler, hvis det ikke lige betød, hvad det faktisk betyder. Dvs., hvis der ikke var en særlig betydningsregel for netop det udtryk’. Sommerfugl har pålydende-betydningen ’fugl, der er særlig aktiv om sommeren’, Ingen årsag! betyder efter pålydende: ’Der er ingen fornuftig grund til at takke mig’. Over alle bjerge har også klar forskel på pålydende og faktisk betydning.

                      Ironi betyder ’udsagn med en faktisk betydning, der er modsat den pålydende’. 

Revolution

Flemming Rose har en tankevækkende klumme i JP 30.8. Han skriver, at »ordet revolution vækker positive associationer på tværs af det politiske spektrum« – på trods af al erfaring. Det er der meget rigtigt i, men jeg tvivler nu på, hvor meget »på tværs« det er i Danmark. Hertil kræves jo ikke bare én konservativ begejstret revolutionsmand, men at der er nogenlunde lige mange i partierne. Og dét tror jeg ikke.

                      Men jeg undrede mig i 70’erne, ligesom Rose, over, hvor mange unge der i ordet hørte sød musik. Revolution betyder ’kortvarig voldelig omstyrtning af regering’, og dét burde i et demokrati lyde fælt. Desuden viser erfaringen massivt, at revolutionen hurtigt henretter sine modstandere, skønt der ikke var dødsstraf for deres handlinger. Og derefter henretter sine egne. Vel kan vold være eneste vej, men ligefrem begejstring for drab er ikke humant.

                      Ordet er ikke, hvad der i sprogvidenskab en kaldes værdiladet. Det signalerer ikke, at afsender er positivt stemt, sådan som kræmmersjæl og fædrelandskærlig/chauvinistisk signalerer hhv. positiv og negativ afsenderholdning. Man kan ikke høre på ordet, hvad folk mener, når de siger det. Men det er rigtigt, at det vækker positive associationer i kredse, der går langt ud over det voldeligt vbenstreekstremistiske. Mon ikke fx demokraten Villy Søvndal synes, det er et smukt ord?

                      Det er ikke mærkeligt, at Lenin, Castro og kumpaner bliver i godt humør af det. De har i øvrigt skabt en ny, demagogisk betydningsvariant af det, når de længe efter revolutionens sejrrige gennemførelse messer ¡Viva la Revolución! Så betyder det pludselig ’resultatet af revolutionen’, altså den grå/stabile hverdag. Men hvorfor betages vi andre af det?

                      Ja, så længe vi ikke har revolutionen inde på livet, gør den jo ikke ondt på os. Og romantik, idealiske og spænding er der unægtelig over den. Og de høje herrer kommer ned med nakken – heller ikke dårligt. Mennesket er mere aggressivt end chimpansen og gorillaen. Dér ligger hunden begravet!

Hadefuld tale

Det er sjældent, at et sproghistorisk vink for alvor beriger én med aktuel viden. Men dét skete for mig. Jeg jagtede det moderne begreb ’hadefuld tale’, som journalister bevidstløst kalder hate speech. Det viste sig så, at vi i Danmark har haft forbud herimod – i et tillæg til Straffeloven af 2.11.1885 §3:

»Den, som i Tale eller Skrift, henvendt til Publikum i Almindelighed eller til Forsamlinger, eller iøvrigt paa en den offentlige Ro og Orden faretruende Maade ophidser Klasser eller Dele af Befolkningen til Had og Forbittrelse eller til Voldsgjerninger imod andre Klasser eller Dele af den, straffes med Fængsel.«

Som det ses, når omsvøb og indpakning fjernes, straffes enhver der ophidser nogen til had, med fængsel.

                      Det mest interessante er imidlertid afsenderen, som var selveste diktator Estrup. Skønt hans parti, Højre, var kommet i mindretal i Folketinget, nægtede han at gå af, hvad han havde ret til, eftersom Kongen (Chr. IX) frit kunne vælge sine ministre. Flertalspartiet Venstre, bønderne, var rasende og saboterede al lovgivning (visnepolitik). Den store Hørup mente, at Estrup kun ville sidde så længe som en »jagt-rubber«, dvs. et kort spil whist, hvorefter man skifter plads. Men Estrup var sej. Han sad lige til 1894, og hans parti til 1901. Estrup sendte Rigsdagen hjem (den ville jo ikke lovgive seriøst!) og vedtog en række foreløbige love, bl.a. ovennævnte. Det kunne han gøre »naar Rigsdagen ikke er samlet« (Grl. §25), men gjaldt dét nu også, når Estrup egenmægtigt havde opløst parlamentet? Dét mente Højesteret, for dommerne var højremænd!

                      Der blev næsten revolution. Og derfor måtte Estrup tøjle alt for hadefuld tale mod regeringen.

                      Det var et hårdt slag mod ytringsfriheds-traditionen. Men langt værre, set med sprogforskerens øjne, er den uklare formulering, der gav Højesteret frit spil. Ophidselse til had er noget højst upræcist, umuligt at fastslå objektivt. Hidser jeg til had, når jeg vredt kræver Estrups afgang? De herrer dommere bestemmer!

Dratte

Margit Johnsen, Bjerringbro, anholder med rette JP’s omtale af ulykken på Madeira. Den ene af de forulykkede var nemlig if. JP 6.1 »drattet ned i et krat«. Dette er respektløst. Dratte er ladet med et overlegenheds- eller bagatelliserings-signal, som i situationen er uforskammet. Men da JP »jo dog ellers er anstændig«, antager jeg, at der foreligger dialektal baggrund hos journalisten.

                      Dratte var meget almindeligere – og mere stil-neutralt (som falde) – i 1800-t. og før. Og den gamle tilstand er bevaret i samtlige klassiske dialekter, delvis op til i dag. Ja, sine steder er dratte sikkert normal-ordet – og falde det sjældnere, mere formelle.

                      Det stedbundne i journalistens sprog er altså (hvis jeg har ret) ikke tilstedeværelsen af en glose, men en gloses neutrale stilværdi.

                      Tilfældet aktualiserer det gamle spørgsmål, om dialekter er af det gode eller onde. I dag ville det være brutalt at forfølge dialekter. Men dét er blot, fordi vi i dag skal holde med den prestige-svage. Eksemplet viser jo, at det er ganske praktisk, at vi taler samme sprog, så vi undgår utilsigtede uforskammetheder og i det hele forstår hinanden.

                      Sprogforskeren Otto Jespersen rejste i 1927 også et helt andet argument imod dialekterne: Når dé var forsvundet, var der forsvundet endnu en usaglig grund til at diskriminere.

                      De to argumenter taler til hjernen – ikke til hjertet. De maksimale dialekter (dem, der i en region er længst fra rigssproget) er ikke blot en samling sære udtaler. De er sprog-verdener med egne ord og egne betydninger af fællesord og hist og her en egen kategorisering af virkeligheden. – Et ord som vendelbomålets dynke ’stænke tøj før strygning’ er ikke blot poetisk (= Aakjærs »Mit Hjerte skælver af Glæde / blot Duggen dynker et Straa«), det er også mere præcist end stænke. Eller tag fraserne. Tusinder af vidunderlige fraser er gået tabt, fx sjællandskens Hon æ lisse adræt såm dæn fuwl di kaller kowen!  Der er nok at græde over.

                     

Ansvar

Ansvar og ansvarlig er noget af det mest misbrugte i dagens dansk – i hvert fald med i top 10. Ansvar betyder basalt ’forpligtelse til at være den, der underkaster sig retsforfølgelse, hvis et bestemt forehavende skulle mistænkes for lovbrud’.

                      Det ældste misbrug (1900-t.) er at sige ansvarsområde i stedet for myndighedsområde. Det er klart, at man kun kan drages til ansvar for noget, man selv har bestemt. Derfor vil ansvarsområdet og myndighedsområdet være det samme. Og netop derfor kan man signalere det ene ved at nævne det andet: Mit foretrukne ansvarsområde er jo udenrigsministeriet. Meningen er ’myndighedsområde’, hvad alle også forstår – ingen glæder sig over retssag og domfældelse.

                      Med ansvarsområde undgår man at vise magtstræb samtidig med, at ordet snylter på de gode associationer til at tage ansvar, for det er jo sympatisk at træde frem og modtage en dom med åben pande.

                      I 70’erne blev det almindeligt, at terrorister »tog ansvar« for diverse aktioner. Meningen var klar nok, men nærmest den modsatte af grundbetydningen, som jo er ’at underkaste sig retsforfølgelse’. Fordelen er som ovenfor: Ansvar har positiv associations-sfære. Jeg husker min lærerinde i underskolen: »Ja, Lars, jeg er i hvert fald glad for, at du selv melder dig!«

                      Sprogfolk frarådede at overtage terrorristernes demagogi, og for en gangs skyld fulgte gode journalister et sprogfagligt råd. I dag siges gerne: X-gruppen har sagt, at den står bag.

                      Næste misbrug mødte vi, da Donald Rumsfeld »tog det fulde ansvar for« Abu Ghraib-mishandlingerne. Han hávde naturligvis intet ansvar for det, og der skete ham heller ikke noget. Udtrykket var helt tomt, men skulle vel »lukke sagen«, sådan som en normal ansvarspåtagelse gør.  

                      Så er der ansvarlig/ansvarsbevidst. Grundbetydningen er ’bevidst om de græsselige ting, der vil ske, hvis man træder forkert’. Men der er gået inflation i det. Jævnt hen betyder det bare ’fornuftig og seriøs’ – igen med en tone af noget meget alvorligt og samfundsbevidst.

T eller ikke T

Bjarne Olsen beklager de mange t’er, der vinder frem i fx forholdsvist ny og rigtigt flot. Han mener, at dette ofte er »sprogligt forkert«. Vel er det forkert – i Olsens og mít sprog. Hos andre, især yngre, er det helt OK. Sprog er intet andet end traditioner, og hvis ældre traditioner var rigtigere end yngre, så var det höylig correct at orthographere saalunde. I øvrigt er de nye t’er lyst i kuld og køn af Dansk Sprognævn.

                      Historien er denne: Adjektiver på -(l)ig endte i 1400-t. i intetkøn og afledt til adverbium tit ikke på -t. Man sagde som endnu vore skiløbende naboer et hyggelig hus (/eit hygg(j)eleg hus). Og sprogbevidste læsere vil erkende, at sådan kan man sagtens sige i dag. I skriften er der forlængst sat t på adjektiverne. Fordi det er det normale for disse: et stor-t hus. I de sidste godt 100 år er adverbierne delvis(t) fulgt trop. Prof. Nyrop skrev i 1890: »hvilket tydelig fremgik«.

                      Særlig gradsadverbier og tidsadverbier holder stand: Indtil ca. 1970 skrev alle øvede frygtelig gammel, her bor vi foreløbig. Men det måtte øves i skolen! -t trængte imidlertid frem i tydelig tale og blev i 1986 gjort frivilligt i skrift. – Helt uden -t er nu kun ord, hvori ingen drømmer om at sige det, nemlig ord, der kun optræder som adverbier: navnlig, sandelig, temmelig m.fl. (de får altså ingen støtte af adjektivisk -t), og ord, der oftest er adv. og har en lidt anden betydning end adjektivets.: antagelig, egentlig, endelig, lovlig, pludselig, stadig, virkelig. Jf. lovlig smart, men Bygger han lovligt?

                      -vis var opr. en ren adverbial-endelse, fx sælge frugt kilovis. Men efterhånden dannedes der adjektiver af mange, fx stedvise byger, og dé får naturligvis -t i intetkøn. Hvorefter dette -t kan sættes på adverbiet (det sner stedvist) efter mønsteret smuk – smukt adj. – smukt adv. Som ovenfor fastholdes t-løs form kun i ord, der altid er adverbier: naturligvis, heldigvis, muligvis m.fl.

                      T eller ikke T. Hvad du end skriver – du vil krænke nogles sprog!   

Symbolpolitik

Medierne hærges af det nye ord symbolpolitik. En net-tur viser, at det bruges meget løst. Der er dog en vis samling om: ’politik, der har ringe praktisk/økonomisk betydning, men udgør propaganda for en holdning’.

                      Ordet er negativt; og dét får nogle til at bruge det som et rent skældsord (= ’dårlig politik’). Fx kalder Anne Baastrup 15.11.2011 de 10 års VK-udlændingelove for symbolpolitik. Hvis dét var sandt, forstår man ikke SF’s rasen imod dem!

                      Dagbladet Politiken bruger 24.8.2011 ordet = ’valgflæsk’, nemlig om lovforslag med »gaver« til folk, som man véd ikke kan samle flertal.

                      Peter B. Sørensen bruger det 11.2.2012 om tobinskatten i betydningen ’ineffektiv politik’ (man kan ikke se, hvad det skulle symbolisere).

                      Hertil kommer, at alle glemmer, at hvis partiet bag den pågældende politik selv tror, at den får stor praktisk betydning, så er det ikke symbolpolitik. Man kan fx ikke afvise, at DF ærligt troede, at den skærpede grænsekontrol ville dæmpe kriminaliteten. At det viste sig ikke at gå sådan, ændrer ikke ved den evt. glade fremtidstro. – Når, tilsvarende, Karen Hækkerup 28.10.2011 kalder VK’s lov om fodlænker til børn for symbolpolitik, fordi den ikke har fundet anvendelse, glemmer hun, at forslagsstillerne sikkert regnede med, at loven ville blive brugt; og man må nok sige, at en elektronisk fodlænke er mere end et symbol.

                      Men ordet er endnu mere forkvaklet. Sagen er, at der ikke er noget indlysende forkert ved symboler. Ordet burde slet ikke være negativt. Propaganda kan være slemt, men hvis man agiterer for noget, man mener er godt og gennemtænkt, er der intet galt.

                      Hvis en lovgiver er glødende royalist, kan han fuldt demokratisk foreslå, at Dronningens billede hænges op på alle rådhuse. Symbolsk? Ja, selvfølgelig, men ud fra háns holdning respektabelt.

                      Mennesket er den eneste abe, der kan tale. Men der er grænser for vores talegaver: En kombination af to så abstrakte betydninger som i symbol og politik, det magter vi ikke.

Hun er over 63 år

En journalistisk uvane grasserer: Man nævner sjældent omtrentlige talstørrelser. Det hedder ikke Lidt over 100 døde. – Knap 20 pct. svarer ærligt. Men derimod epidemisk: Over 100 døde. – Under 20 pct. svarer ærligt. Der dør altid flere end..., mens der altid er færre end..., der overholder færdselsloven. En dårlig nyhed regnes, desværre, for bedre end en god.

                      Der er tale om et sensationsmageri, der berøver læseren en information om de pågældende cirka-størrelser. Over 100 osv. er jo en meget tynd oplysning, der kun burde gives, hvor ingen tør afvise, at det sande tal er méget større/mindre (fx 50 eller 100 pct.).          

                      Et godt eksempel på uvanen kunne læses 24.3.2012 i den ellers så besindige JP:

»Der er nu mindre end en måned til første runde [af valget i Frankrig], som ligger den 22. april.«

Her véd journalisten præcis, hvor mange dage det drejer sig om. Alligevel foretrækker hun en mindre end-formulering, fordi det giver mere spænding. Sammenhængen var, at Toulouse-mordene ville komme til at præge valgkampen.

                      Jysk rekord blev dog sat 22.3.2012 i JP:

»...Dronning Victoria, hendes tipoldemor, var regent i mere end 63 år (1837-1901),...«

På dansk er »x leve- eller regeringsår« = ’x hele år + max. 264 dage’. Selvfølgelig forstår man skribentens tankegang, som er: Hun regerede i 63 hele år + en brøkdel af et år; det må være mere 63 år. Javel, men brøkdelen er på normalt dansk inkluderet i de 63. Og eftersom »mere end 63 år« også kan betyde ’64 eller 65 eller 66...«, havde »i 63 år« været meget klarere. (Victoria nåede nemlig ikke de 64).

                      Men de kán også i Randers. Randers Storcenter reklamerer:

                      »SHOP I MERE END 58 SPECIALBUTIKKER«

Vel kan præcis optælling være svært – pga. de sproglige gråzoner. Er fx pølsevognen på torvet en specialbutik? Og restauranten med mad ud af huset? Men udtrykker formuleringen en angst for at tælle forkert, eller prøver dette storcenter at gøre sig endnu større?

Trusler og bøllemetoder

I JP 4.5.2012 beskylder Johanne Schmidt-Nielsen regeringen for at anvende bøllemetoder over for Enhedslisten. Bøllemetoderne består i trusler om valg.

                      Johanne er et kæmpetalent i dansk politik og meget populær, ikke mindst i den mandlige del af vælgerkorpset. Men her må jeg revse hende. Hun misbruger ordene true og trussel, som tusinder før hende har gjort det.

                      True og trussel er for det meste negativt ladede. Man kan som regel alene på de ord høre, at den, der bruger dem, er forarget. I virkeligheden er det en fejl ved sproget, at de er negative, eftersom der er to slags trusler, og kun den ene slags forargelig.

                      Trusler kan rumme ulovligheder (prygl, drab osv.) eller »lovligheder«. Når man truer med noget ulovligt, siger det sig selv, at truslen er umoralsk. Hvis man derimod truer med noget lovligt, vil truslen oftest være moralsk i orden, bedømt efter almindelig målestok.

                      Et eksempel kunne være købmanden, der bliver utilfreds med udformningen af en vare, hvorpå han meddeler fabrikanten, at han ikke vil bestille flere leverancer, før varen er ændret. Trusler? Ja, selvfølgelig, men da handlingen er 100% moralsk og juridisk i orden, kaldes det mere ædrueligt en ny betingelse.

                      Hvad har regeringen if. Johanne truet med? At udskrive valg. Jamen, det er jo en regerings suveræne ret. Det er tilmed naturligt at gøre, hvis man ikke kan få sin politik igennem. (Margrethe Vestager udtaler samme dag, at regeringen ikke har truet. Men det er underordnet, hvem der her har ret, for trusler ville under alle omstændigheder være fuldt legitime).

                      Johanne lader sig rive med af den negative ladning i trussel, true. Hun er i virkeligheden her et offer for sprogets magt over tanken. Hun tror, som så mange, at trusler er foragtelige, blot fordi der er et minus-ord for dem. Men minus-ordene rummer tit et subjektivt syn. Hvad der for mig er en forbandet køter, er for min nabo en prægtig mynde.

Underlivs-lingvistik

Jeg har været JP utro med WA! Dér læste jeg en udmærket artikel af Ann Mariager (8.6.2012). Nemlig en omtale af en nyudgivelse af Anaïs Nins »Venusdeltaet« i dansk oversættelse fra 1978. Anmeldelsen er ret positiv, men den slutter:

»Ordet »skamlæber« dukker jævnligt op i Merete von Eybens oversættelse fra dengang. Men det ord er nærmest udgået af dansk, siden bøgerne udkom første gang. Takket være Anaïs Nin og de andre...hedder de »kønslæber« i dag.«

Dette er forkert. Der er ca. 34.000 kønslæber på nettet (realiter vel det dobbelte!), men ca. 50.000 belæg på skamlæber.

                      Min hensigt er naturligvis ikke at »knalde« en sprog-amatør. Så kunne jeg få nok at bestille. Men at vise to ting. For det første menneskets hang til ønsketænkning, til at se, hvad man kan lide at se. (Ære være de videnskabsmænd, der sætter sig ud over dette).

                      For det andet vil jeg sige, at kvinder, der føler, at ordet skamlæber befordrer skam og victorianisme, er hysteriske eller – kalkuleret forargede. Alle mennesker har et skamben. Det er der ingen, der skammer sig over. Hvorfor ikke? Fordi det er et vidt udbredt sprogfænomen, at ord kan have en PÅLYDENDE BETYDNING, der afviger fra den FAKTISKE BETYDNING. Vi tager det roligt, at flodheste, æbleskiver, wienerbrød, hvidtøl, Venstre og æggesnaps ikke er heste, æble--skiver, fra Wien, hvidt, venstreorienteret eller snaps. Derfor slapper alle uhysteriske indehavere af bemeldte læber også af. Ingen voksen forvirres af sådanne ord. Det går kun galt, når man begynder at tænke over dem. Men selv da fører det heldigvis sjældent til protester, højst til undren – og vittigheder: Jo, jeg har fået et par snapse, hr. betjent, æggesnapse!

                      Og så er selve den pålydende betydning jo nem at afmystificere: De færreste fremviser et nøgent underliv for hvem som helst. Det reserveres visse nøglepersoner. Lídt skam ér der altså. Men den er genetisk (naturfolk skjuler gerne noget). Og kaldes naturlig blufærdighed.

Udtaleordbøger

Mange lande har statsautoriserede retskrivningsordbøger. Få eller ingen har statsautoriserede udtaleordbøger. Hvorfor nu denne forskel?

                      1) Lægmand, og mange professionelle, har alle dage interesseret sig mest for skriftsproget, som de opfatter som »det egentlige sprog«. De kan slet ikke se sproget for bare bogstaver.

                      2) Almene ordbøger har langt større og ældre tradition end udtaleordbøger.

                      3) Alle er sygeligt bange for at begå stavefejl. Selv unge sms’ere håner hinanden. For det ér afslørende. Hvis man har mange, er man ikke nødvendigvis dum (men dumme hár faktisk flest), men man udstiller jo en mental defekt, for at sige det kynisk. Der er, trods alt, større overbærenhed med sære udtaler, både bondske, infantile og lav-sociale.

                      4) Det er sværere at skrive en udtaleordbog end en retskrivningsordbog, dels fordi de fleste ord har mange udtaler, men kun én stavemåde, dels fordi det nu engang kræver større talent at beskrive lyde end at beskrive bogstaver.

                      5) Selvom vi ser langt bedre, end vi hører, gælder det mærkværdigvis, at folk husker udtale meget bedre end stavning – hvorfor der ikke er nær så stort behov for at slå op i en udtalebog. Folk kan have evige problemer med stygge/stykke og vende/vænne o.a. almindelige ord, men ingen husker udtalen forkert. Man kan lære sjældne ord som ganske lille, fx glente, og huske dem sikkert resten af livet, men glemme <d> i kradse, skønt man har set det 500 gange. – Da vi vitterlig ser bedre, end vi hører, må det forklares med, at vor mundtlige sprogevne er nedlagt biologisk i os, mens evolutionen intet har gjort for vort skriftsprog.

                      De ord, hvis udtale man kunne få lyst til at slå op, er især ord, man slet ikke har hørt udtalen af. Altså ord, ikke mindst eksotiske navne, man kun har mødt på tryk. Eller ord, man har hørt nogle gange med år imellem: kanope, Låstrup. Men selvfølgelig kan man også ønske at shine sig op ved at udrydde lokaliserbare, lav-sociale eller – noget for damerne? – gammeldags udtaler.          

Problematisk

Dette ord, der kommer fra tysk, betød oprindelig – jf. den pålydende betydning – ’udgørende et problem for afsender’ (Det er problematisk at aflæse tiden af et solur). Samtlige ordbøger har kun denne betydning, men den er sjælden i dag.

                      En ny betydning er dukket op, og dén blev almindelig i universitetskredse i 70’erne, hvor ordet i øvrigt tiltog i brug. I dag er den standard, fx

                                            Den manglende dokumentation er problematisk.

For hvem? Ikke for afsender, men for visse andre! Samtidig er ordet høfligere end kritisabel. Men det er nu ikke af bar høflighed, at politikere sværmer for det. For de undgår direkte at kritisere. Det giver kattelem. Og den elsker de.

                      Sidste udvikling er, at det slet og ret bruges i betydningen ’dårlig’:

                                            Landstræner: Nasri har en problematisk opførsel.

Hvorfor nu det? Ordene god og dårlig er oftest afsender-subjektive og dermed sårbare for kritik. »Det er da udmærket, at du synes, at noget er godt eller dårligt, men det ér jo bare dín mening, det er ikke nødvendigvis andres« kan man indvende. Problematisk lyder mindre subjektivt og derfor mere overbevisende – noget i retning af ’Nasri har rent faktisk en dårlig opførsel. Det hersker der ingen tvivl om.’ Som alle udsagn kan det være usandt, men det lyder, som om det ikke handler ikke om private følelser.

                      Det er almindeligt at erstatte god og dårlig med finere ord: god med kvalificeret, hensigtsmæssig, produktiv, effektiv, robust, relevant. – Dårlig med ukvalificeret osv. I grundbetydningen betegner de alle noget objektivt. Irrelevant betyder således ’som ikke angår det pågældende emne’ (Din skønhed er irrelevant for din skatteligning). Men de »forfalder« til det rene ’god/dårlig’:

                      JP 21.7.2012: ...det er Batmans mørke sider, der gør figuren relevant.

                      Dette lovforslag er robust.

Det lyder meget finere og mere objektivt end det banale god og dårlig.

                      Faktisk ligger der også en trang til at undgå det banale god  bag yngres ulidelige fed – plus lidt dansk gemytlighed.

Jens Jensensvej

Arne Lauritzen skriver til »Sproget«:

                      Som trofast abonnent igennem mange år glæder det mig, at JP’s journalister stadig                       skriver pænt og korrekt!

Denne anerkendelse er det mig en kær pligt at viderebringe. AL fortsætter med at spørge, om ikke gadenavne som Jens Jensensvej er forkerte, og om det ikke snarere skulle hedde Jens Jensens Vej.

                      Svaret på 1. spørgsmål er et ja. Vi er mange, der får sprogfejlsoplevelse af Jens Jensensvej.                      Den fejl, vi oplever, er nem at forklare. Jens Jensensvej er et udtryk, hvis hovedbestanddele er Jens Jensens og vej. Naturligvis er det absurd at dele det Jens + Jensensvej, eftersom der er tale om en vej (hovedleddet), der er opkaldt efter Jens Jensen.

                      Det er derimod ikke rigtigt, at den sproglogiske deling er Jens Jensens Vej. For det første signalerer dette en udtale med hovedtryk på JENsens og VEJ, hvad der strider imod udtalen, der har bitryk på vej. For det andet er logikken stadig haltende. Man har delt udtrykket i 3 tilsyneladende lige vægtige led, men rent logisk er der som sagt kun 2 hovedled: Jens Jensens | vej.

                      Klart nok er Jens Jensens Vej mindre logisk stødende end Jens Jensensvej, fordi de 2 hovedled trods alt er adskilt, og derfor er man da også i dag i stor stil gået over til de 3-leddede. Men der kan være uforsonlige kommunale skel. Således hedder det på Frederiksberg Kong Georgs Vej, men i Vedbæk Kong Georgsvej! Jf. Sankt Petersborg.

                      Når et ord er dannet med en ordforbindelse på 2 eller flere ord, skrives den normalt i ét ord. Af sætte til side dannes tilsidesætte. Af sparke knolde dannes knoldesparker, af være for hånden dannes forhåndenværende, og af sankt Bernhard og hund dannes sanktbernhardshund. Tilsvarende ville øvede skribenter danne peterplyshistorie. 

                      Tilfredsstillende ville derfor Jensjensensvej være, for der ér kun 1 ord. Men ak, her driller de små bogstaver. Vi kan ikke lide at se Jensen med lille. Så problemet er uløseligt i det klodsede skriftsprog. I talen er der ingen problemer.

                     

Sprogsvindel

Et sjældent rent eksempel på sprogsvindel stod at læse i »Søndagsavisen« 12.10.2012. Ophavsmanden var filminstruktøren Kathrine Windfeld, der sagde:

»I dag findes der jo allerede en kønskvotering [i forb. med priser og støtte til film], den er bare omvendt og ubevidst. 12 år udelukkende med mandlige instruktører som vindere. Hvis det ikke er kvotering, så ved jeg ikke, hvad det er,«.

Tilfældet er så rent og eklatant, at jeg tør hævde, at Kathrine Windfeld godt selv var klar over, at hun her voldtog det danske sprog – og løj om det.

                      Hendes modifikation, »blot omvendt og ubevidst«, er ligeså virkningsløs som hvis hun havde talt om en teenager blot under 13 år eller om et festmåltid blot uden mad. Vi, der har dansk som modersmål, ved alle sammen, hvad kvotering betyder. Det dækker ikke den situation, at mænd har fået Robertpriser de sidste 12 år i træk. Kvotering sker i henhold til lov.

                      Jamen, kan hun ikke have ret på et »dybere« plan? Utvivlsomt. Man kan mene alt muligt »på et dybere plan«. Men hendes udsagn er ment bogstaveligt, for ellers er det ikke et argument for bogstavelig kønskvotering af filmstøtte. Og dét er det ment som. Sammenlign, at jeg ikke kan argumentere for, at fru Merkel bogstaveligt er tungere end Helmuth Kohl, ved at pukke på, at hun skulle være politisk tungere.

                      Det bedste forsvar ville være, at udtalelsen var ment som en provokerende spøg. Men det tror jeg heller ikke på.

                      Bemærk venligst, at jeg ikke tager stilling til, om mænd rotter sig sammen ved prisuddelinger, men udelukkende til filminstruktørens overgreb på sit modersmål.

                      Jeg skriver naturligvis dette for at hænge Kathrine Windfeld ud – der er grænser for, hvad vi mænd finder os i – men også for at vise, at det langt fra kun er politikere, der misbruger sproget. Politikermisbrug har jeg og andre påvist mange gange. Det er sværere at få egnede eksempler fra børnehaver, autoværksteder, dobbeltsenge osv., der viser, at vi alle er misbrugere.

Minister = tjener?

Jussi Adler-Olsen citeres i JP 10.11. for flg. salut:

                      Minister betyder tjener. De er ikke vores herrer, men de opfører sig sådan.

Sandt? Nej! Ingen kyndig vil give forfatteren ret. Men synspunktet er velkendt blandt lægfolk. Tilsvarende hører man ofte, at attentat betyder ’forsøg’, og at klimaks betyder ’stigning’.

                      Der er tale om en sammenblanding af sprog. I latin betød minister ’tjener’; på dansk har det aldrig haft den betydning. Det betyder heller ikke ’(tjeners) herre’, men derimod ’den udøvende statsmagts øverste ansatte inden for et vist område’. Dermed er en minister – trods Jussi A.-O. – en slags herre for os alle sammen, inden for lovens rammer. Det er  netop derfor, at det føles let ydmygende, når man ikke kan respektere en minister. Modsat en dummernik af en tjener, som man jo blot kan afskedige.

                      Men hvordan gik vejen fra ’tjener’ til ’minister’? Det begyndte med, at fransk i 1100-t. lånte det latinske minister ’tjener’ og lod det betyde ’præst’, en præst er jo en Guds og Kirkens tjener eller sågar menighedens tjener. Men tag ikke fejl: Man beder ikke præsten om at hjælpe sig frakken af! I 1600-t. indskrænkes betydningen til ’protestantisk præst’, men der opstår også to nye betydninger i fransk, dels ’gesandt’, dels den moderne – fastsat af Ludvig 14. i 1660’erne.

                      De europæiske sprog har lånt det hele fra prestigesproget fransk. I engelsk låntes betydningen ’præst’ allerede i 1100-t., ikke så mærkeligt, for hele Englands magtelite var  fransktalende. I dansk fik vi først ordet i 1600-t., på Solkongens tid. Først i betydningen ’gesandt’, som vi har et minde om i titlen ministerråd, dvs. ’højtstående diplomat’, efter 1700 i den nuværende betydning.

                      Ordet kán være indkommet i dansk via tysk. Selvom vi snobbede vildt for fransk i 1650-1800, var de dannede dog langt bedre til tysk. På fransk hedder det ministre, på tysk, engelsk og de skandinaviske sprog minister, men dette er snarest en hjemlig tilpasning eller en latinisering.

Liberal

En indsender, C.E., vredes den 3.12 på JP, fordi denne i en leder 17.11 ikke skelner tilbørligt mellem liberal og liberalist. Indsenderen mener, at liberal betyder ’frisindet’ og dermed ikke har med politik at gøre. Han mener, at lederen i stedet for liberal burde have sagt liberalistisk, fordi der var tale om noget ideologisk.

                      Ord for ideologier er erfaringsmæssigt svære at få hold på. De flyder meget mere, end folk gør sig klart. Grundige undersøgelser i både dansk og svensk har vist, at et flertal tror, at reaktionær/-när nærmest betyder ’revolutionær’!

                      Liberal betyder ganske rigtigt omtrent det samme som frisindet. Begge er plus-ord. Et endnu bedre synonym er tolerant: Den liberale lader sig ikke ophidse af andres traditions- og normalitetsbrud, sære installationskunst, bizarre erotik, religion, tøj, »musik« osv., når blot det ikke direkte forulemper ham. Må du komme så sent hjem? – Ok ja, min far er meget liberal! kunne det typisk hedde.

                      Men liberal har også en anden BETYDNINGSVARIANT, og det er dér, C.E. går fejl; han opererer ikke med betydningsvarianter. Alle almindelige ord – og talrige ualmindelige – har sådanne varianter. Tænk på glas, sild, rød, næse, stof.

                      Liberal betyder også ’tilhænger af liberalismen, dvs. den holdning, at der skal være et minimum af forbud i samfundet, at staten skal regulere meget lidt.’ Hvór lidt, siger ordet ikke; så præcise er der ingen politiske termer, der er.

                      En liberalist er da én, der er liberal – men kun i sidstnævnte betydning! Så lunefuldt er vort sprog (og andre).

                      Skønt dagligsproget allerede her er klodset, prøver visse lærebøger sprognaivt at indføre endnu en skelnen, nemlig mellem liberal og liberalistisk, vel at mærke begge inden for den ideologiske betydning. Dette er JP uvedkommende.

                      THI KENDES FOR RET: Morgenavisen Jyllands-Posten er at frifinde for semantisk kontamination.

                     

Topscoreren s

T. Johansen i Brabrand spørger, hvorfor langt flere ord begynder med s end med noget andet bogstav. Faktisk ca. 1¾ så mange som nr. 2, k.

                      Spørgsmålet lyder jo vældig fornuftigt. Alligevel kan man blive helt filosofisk. Hvorfor skulle s-ordene ikke være mange? Ét bogstav må nu engang toppe.

                      Hvis nogen spørger os i en almindelig trafiksituation: »Hvorfor kører den bil lige nu dér?«, er der noget galt. Dels kender den adspurgte ikke årsagskæden, der fører frem til denne bils tilstedeværelse (og det véd spørgeren), dels er der intet forventnings-brud. Men det skál der være, når der spørges om en konkret begivenhed. Børn bryder ganske vist reglen – i deres ulidelige hvorfor-periode. Min datter spurgte mig fx engang, jeg havde lagt telefonrøret og fortalt, at det var Nete, der havde ringet: »Hvorfor var det Nete?«. Hvad er det uventede? Når voksne derimod spørger: »Hvorfor faldt taget af?«, underforstår de, at man ikke venter, at tage falder af. De angler efter det uventede led i årsagskæden, der førte til den uventede begivenhed. De spørger fx ikke om tyngdeloven. Svaret kan så være: orkan, elendig vedligeholdelse, uduelige materialer, hærværk. Altsammen uventet.

                      Et andet eksempel: »Hvorfor kan du lide agurk?« er umuligt at besvare, fordi man ikke kan finde det uventede. Men »Hvorfor smed du agurken på gulvet?« spørger til noget uventet og er let at besvare: Man beskriver det uventede led i årsagskæden, fx raseri.

                      Men Johansen ræsonnerer korrekt: Der må være et eller andet uventet i årsagskæden, der fører til dét uventede, at s- dominerer så grelt, som det gør.

                      Det er der også. S er den mest stillings-fleksible lyd. S- ingår i 22 initial-kombinationer: sp-, st-, sk-, sl-, sm-, sn-, sv-, sj, sh-, sc-, sw-, sq-, spj-, spl-, spr-, stj-, str-, skj-, skr-, skv-, sch-, schw-. K- indgår kun i 5: kl-, kn-, kj-, kr-, kv-. (Forkortelser og visse sære fremmdord er udeladt). Uden s- og k-kombinationerne har s- i Retskrivningsordbogen kun 9% flere ord end k-.

                     

Facts & følelse

JP har fået en fremragende idé. Den hedder FaktaMeter: En politiker-sætning vurderes upartisk og grundigt mht. sandhedsværdi.

                      26.5 var Søren Espersens i sandhedsmaskinen. Sætningen lød

                      »..., for der er ikke problemer med kapringer længere.«

(Ved en fejl var sætningen hverken fremhævet eller skarpt afgrænset).

                      Konklusionen blev: Både sandt & falsk.

                      Alle sprog skelner mellem objektivt og subjektivt. Og alle skelner mellem afsender-subjektivt og fremmed-subjektivt. Geværet er godt forstås mest naturligt som afsender-subjektivt, dvs. afsender udtaler sig om sin tilfredshed. Han kan godt lyve, men det er umuligt at gribe ham i løgn. Betydningen kan også være ’de fleste fagfolk vurderer geværet som godt’. Afsender henviser stadig til subjektiv evaluering, men ikke hans egen, og derfor kan han let modsiges. Sammenlign Geværet er længere end min brors. Nu udtaler afsender sig ikke om følelse/vurdering/sansning overhovedet. Sætningen kan ganske vist kun bekræftes ved måling, og dermed sansning, men den handler ikke om menneskelig måling; den handler kun om geværet.

                      Nogle sprog markerer det afsender-subjektive tydeligere end andre. I oldnordisk var man stærkt tilbøjeligt til at sige, at »Sværdet tyktes det fagreste i mands minde«. På nudansk er det mere mundret at sige: »Sværdet var det smukkeste«. Men dermed må modtager selv indhøre det subjektive og skelne det fra fx »Sværdet var det tungeste...«.

                      Ordet problem er subjektivt. Det handler om følelser. Ingen kan måle og veje sig frem til, om der er problemer. Siger en politiker: »Der er aldeles ingen problemer i sundhedsvæsnet«, kan det godt tolkes som ’For mig at se er der ingen...’. En nok så naturlig tolkning vil dog være: ’De færreste kyndige oplever problemer’.

                      Espersen er dermed berettiget til at tolke sit eget udsagn (og hán må jo vide det!) som ’Jeg ser ingen problemer’, selvom vi andre finder ham lovlig optimistisk. Hans udsagn er dermed, qua afsender-subjektiv vurdering, sand – og uegnet til FaktaMeter.

Dobbelt så lidt

P. Borre i Århus skriver:

»Når to ting skal sættes i forhold til hinanden, bruges ofte en gangefaktor. Eksempelvis "Der var tre gange så mange mennesker som forventet". Men hvad nu hvis der var tale om en reduktion...? Som oftest hører man..."Den var tre gange mindre end sidst...". Men er det korrekt?«

                      Der er ganske rigtigt problemer, når man vil sige, at noget er så og så småt i forhold til noget andet, men helst ikke vil at tale i procenter/brøker. Får jeg at vide, at der kom 3 gange så få som til forrige koncert, bliver jeg usikker. Mener afsender ⅓? Ja, det gør han. Der er millioner af eksempler på Nettet!

                      3 gange så lidt/lille/få osv. er vel opstået af 3 gange så meget/store/mange osv. ud fra en tåget idé om, at når 3 gange så meget betyder ’Gang med 3!’, så må 3 gange så lidt betyde ’Dividér med 3!’. Tanken er syg, og der er heller ikke mange, der tænker den. Udtrykket er blot for længst kommet ind i manges sprog og efterplapres lystigt.            

                      Vi, der er gode til regning, reagerer spontant imod 3 gange så lidt. Fordi der er et misforhold mellem den pålydende og den faktiske betydning. Men ikke kun derfor. Hvis det nemlig var den helt stående udtryksmåde, som vi alle idelig havde hørt fra barnsben, ville også vi spontant acceptere den. Alle accepterer jo abekat, hvidvin, svømme under vandet og De lod 5 og 7 være lige. Så indarbejdet er 3 gange så lidt osv. ikke. Der er fx ikke et eneste belæg på det i vore store ordbøger. De fleste af Nettets belæg er da også ubehjælpsomme. Se fx denne perle:

                      Det siges, at man får lidt bedre løn og dobbelt så lidt at lave, hvis man...

 Vi kommer ikke uden om, at eliten – de højt begavede og højt uddannede – spontant stødes af udtryksmåden i højere grad end andre. Den er altså ikke korrekt i alle danske sprogvarianter, men hos flertallet er den traderet (overleveret), dvs. ikke hjemmestrikket, og bruges ligeså entydigt som så mange andre udtryk.

De var helte

»Vi var ikke helte« korrigerede frihedskæmperen Max Roe en taler (JP 10.6). Udsagnet må få en sprogforsker til at spidse ører. For if. enhver ordbog må de danske sabotører (som de også hed – med fjendens oprindelige betegnelse) stå i centrum af ordet helt’s betydningsområde. Hvorfor så frabede sig betegnelsen?

                      Af beskedenhed, vil de fleste vel sige. Men dét kan højst være et hjørne af forklaringen. Beskedenhed forbyder, at man selv kalder sig helt. Men det er ikke ubeskedent at tage imod ros. Max Roes argument for ikke at være helt peger da også i en anden retning: »Vi gjorde, hvad vi skulle.« Dette kan kun forøge mystikken, for hvis dét var rigtigt, så svigtede jo en million danske mænd deres pligt. Og i øvrigt har man aldrig moralsk pligt til frivilligt at risikere sit liv for at redde andre.

                      Jeg forestiller mig to grunde til Roes holdning.

                      Den ene er, at han reelt mener: ’Jeg følte mig ikke som helt, og jeg gjorde det ikke for at blive hyldet som helt. Jeg følte et kald. Jeg måtte gøre det.’ Men dette er jo så langt fra et helte-dementi som muligt, for det er opskriften på heltestatus – forudsat, at man handler derefter, og det gjorde Max Roe. Historiens typiske helte følte et personligt kald: David, Jeanne d’Arc, Sakharov, Mandela.

                      Den anden grund er vor modvilje mod patos, højstemthed. Jeg tror, at Danmark har et mesterskab i anti-patos, udviklet siden 1918. Endnu i 1950’erne kunne man rask væk tale om sit elskede fædreland, eller udbryde For et velsignet vejr! – Ret ryggen, og tal sandhed!, lærte min far mig, men allerede hán gjorde lidt nar. En ældre dame i min barndom tålte hverken ordet job eller arbejde (som hun forbandt med det manuelle). Hun insisterede på gerning!

                      Tro ikke, at den højstemte følelse er forældet. De fleste føler noget stort (!) ved bryllupper, forårets komme osv. Men vi mangler en stil at udtrykke det i. Vi siger – henkastet: Lækker tøs!. Vi tør ikke sige: Hvilken betagende kvinde!

                     

Skat

Torben Ishøy, København, spørger om oprindelsen til de to vidt forskellige betydninger af skat, hvoraf den ene er nok så aktuel.

                      Ordet er dannet i urgermansk (ca. Kr.f.) eller før. Det er lånt herfra til slavisk, men findes som såkaldt arveord kun i de germanske sprog, dvs. gotisk, tysk, frankisk, hollandsk, frisisk, engelsk, nordisk. Den ældste betydning var sikkert ’kvæg’, der så via ’rigdom’ er blevet til ’kostbarhed mv.’. Dermed er udviklingen parallel med fæ, der givetvis opr. betød ’kvæg’, men senere også kom til at betyde ’penge’, jf. eng. fee. Ældst findes skat i den gotiske bibel ca. 375, hvor betydningen er ’mønt’ (men da der ikke fandtes sedler, bliver ’mønter’ = ’penge’), og denne betydning går igen i alle de germanske old- og middelaldersprog, hvorimod betydningen ’kvæg’ kun findes i en mindre del. Så måske er forholdet omvendt: først ’mønt’, så ’rigdom’ og så ’kvæg’. Men urgermanerne havde  ikke egne mønter i omløb, så det er ret usandsynligt, at de skulle bruge et hjemmelavet ord om dem.

                      På baggrund af ’mønt/penge’ undrer det ikke, at betydningen ’afgift (fx til stat)’ kommer til, fx i oldengelsk, oldnordisk og gammeldansk. De to betydninger har i dag skilt sig ud som to forskellige ord, for det ene hedder jo skatte i flertal, det andet skatter.

                      Nutidens grundbetydning er ’kostbarhed, typisk i form af ædelmetal og ædelstene, gemt forsvarligt i en kiste’. Men der er kommet nyt til: Man kan naturligvis bruge ordet billedligt: en skat i himlen.

                      I 1700-t. kan det helt konkret betyde ’ens elskede’, hvorved det bekendte efterhængte min skat opstår. I begyndelsen dog også mand og mand imellem! Betydningen var altså ’min dyrebare ven’. I 1800-t. kun fra voksne til børn, og mellem kærestefolk.          

                      Hvor gammel den nuværende, i mine ører lovlig kælne, brug mellem veninder er, tør jeg ikke sige.

                      I 1900-t. stryges min oftest: Går du med, skat? – Nu skal du sove, lille skat!

                      Og i 1960’erne stiger kælenskabet et trin med skatter! En morsom nydannelse.

Ansvarsfrihed

Det er karakteristisk for politikersprog at fritage sig for afsender-ansvar ved at ytre en så indlysende selvfølge, at den relle meddelelse må være en anden – som politikeren imidlertid ikke tager ansvar for. (»Dét har jeg aldrig sagt!«). Lyt til Annette Vilhelmsen 17.8.2013 i JP. Hun spørges, om hun har andre holdninger end sin forgænger, Karen Hækkerup:

                      »Jeg er en anden minister og taler om tingene på en anden måde.«

Ubestrideligt, at hun er en anden minister, og selvfølgelig taler hun lidt anderledes end alle andre. Det véd hun, at vi véd. Derfor må der være en skjult meddelelse: ’Ja, jeg har andre holdninger!’, som dog ingen kan hænge hende op på. Det er jo farligt at indrømme, at der er uenighed i regeringen.

                      Der er mange måder at tilkendegive noget uden afsender-ansvar. Man kan fx spørge istf. at udsige. »Hvad er klokken?« tilkendegiver, at man ikke véd det og gerne vil vide det. Men ansvaret herfor er svagt, langt svagere end ved »Klokken er 12!«.

                      Man kan også tale i koder, som Kreml gjorde, når man talte om kammeratlige samtaler, men for indviede tilkendegav ’skænderi’. Dét kan man ikke umiddelbart se (det første er jo ingen selvfølge), men selv over for dem, der kendte koden, bandt man sig ikke til ’skænderi’.

                      Man kan også tale tåget som mange filosoffer, eller man kan tale ufalsificerbart, dvs. sådan, at det er umuligt at fastslå falskheden af det sagte: »Der kommer en dag, hvor hele verden rejser sig i revolution!« Den sætning kan jo aldrig nogensinde vise sig falsk.

                      Politikere er også vilde med ansvars-fortyndinger som bekymrende istf. dårligt –  næppe istf. ikke – tvivle på at istf. mene at...ikke. Altså hellere, at ghetto-forholdene er bekymrende, end at de er dårlige, og hellere tvivle på ministeriets sanddruhed end mene, at det ikke taler sandt. 

                      Men mest sværmer de for »selvfølge-ansvarsflugten«. Den er uhyggeligt udbredt. Fru Vilhelmsen er ikke værre end så mange andre, men store ånder undgår den.

Grænseuklarhed

Martin Ågerup skrev i JP 4.9.2013 en glimrende artikel om to tilfælde af sproglig manipulation. I den forbindelse kom han ind på ords grænseuklarhed. Dét skal her uddybes.

                      De fleste ord er grænseuklare. Det meste i universet falder enten inden for ordets betydningsomfang eller udenfor. Fx er næsten alt i verden enten en stol eller ikke en stol. Men der er en lille strimmel af ting, der ikke klart kan placeres: Højbenede skamler, stole med to ben (stol eller stolerest?). De ligger i en gråzone, hvorom folk er lidt uenige eller, især, lidt usikre. Har jeg spist en mandel, når jeg har puttet den i munden, tygget den, men ikke slugt den? Osv.

                      Fænomenet må ikke forblandes med betydnings-varianter. At stol og spise fx har varianterne ’nodestol; vævestol’ hhv. ’spise med øjnene’, er noget andet. Der er en gråzone for hver variant-betydning.

                      Grænseuklarhed kan udnyttes demagogisk. Hvis kronekursen er faldet 10%, skønt en halvering var frygtet, kan regeringen sige, at den har reddet kursen. Oppositionen derimod, at det ikke lykkedes regeringen at redde den.

                      Grænseuklarhed er dog ikke fatal for ærlig kommunikation. Den kan indsnævres vilkårligt. Man kan præcisere: stole med mindst 3 ben, spisning med påfølgende nedsvælgning osv. De præciserende ord har ganske vist déres gråzoner, men det opr. grænseområde bliver stedse mindre.

                      Der findes også ord uden gråzoner. Når talordene bruges om konkrete ting, fx syv karameller, er de eksakte. Benævnelsen (karamel) er grænseuklar, men talordet eksakt: Hvis nogle genstande alle er karameller, er antallet helt entydigt. – Også et ord som senere er eksakt: Enten foregår en hændelse senere eller ikke-senere (dvs. samtidigt el. før). Ingen gråzone.

                      Personbetegnelser synes også eksakte. Der er vel ingen gråzone mellem mig og ikke-mig? Faktisk jo! Da Julius Cæsar var myrdet og lå blødende på senatsgulvet, var det da Cæsar eller kun hans afsjælede legeme, der lå der?

                       

Fornuft og Følelse

Her er et frisk eksempel på et overgreb mod det danske sprog. Anmelderen af den nye bog om »Dynastiet Glücksborg« skriver i JP 26.9:

                      »Forfatteren erkender, »at kongehuset både i vores land og i andre monarkier bygger                       på det irrationelle. Det taler til en ’konservativ åre i befolkningen’,«

men fortsætter:

                      »men taler ikke desto mindre til de mange, fordi et samfund domineret af dynamik og                       forandring har brug for holdepunkter af stabilitet.«

Jamen, så kan det jo ikke være irrationelt! Passagen er ikke kun selvmodsigende. Den forkvakler begrebet ’rationel’.

                      Vores følelser, herunder de medfødte grundbehov – fx for vand, søvn, sex – er hverken rationelle eller irrationelle og end ikke underkastet vor vilje. Behovene sætter målene. Og vores fornuft søger så den nemmeste og behageligste vej til målet. Det er fx ufornuftigt at skyde gråspurve med kanoner.

                      Grundbehovene afsætter sekundære, ikke-medfødte behov, fx for englelsk bøf, Lines gunst – eller kokain. De kan let komme i konflikt med hinanden. Kokain bliver fatalt for dine andre behovs tilfredsstillelse, og Line kan ruinere dig. Dette stræber fornuften på at udrede og afbøde.

                      Mener de ovennævnte forfattere nu, at royalisternes ønske om det velprøvede konstitutionelle monarki rationelt set skulle være i konflikt med deres øvrige behov og føre til mindre trivsel for dem end med en præsidentiel top? Umuligt. Royalisterne betaler gladelig den lille ekstraudgift. At de ved hyldest og støtte ignorerer republikanernes ønsker, er selvfølgelig heller ikke irrationelt.

                      Men måske mener forfatterne, at royalisme-ønsket strider imod retfærdighedskravet, her ønsket om lighed? Nu er det en vrangforestilling, at det skulle være uretfælrdigt, at nogle ufortjent er finere end andre. Men dét kræver en anden klumme. Lad os blot her sætte, at det ér uretfærdigt. Men i så fald kan royalisternes lighedstørst åbenbart ikke hamle op med deres behov for kongerøgelse. Ikke irrationelt.

                     

De regnesvage 

JP bragte 12.11 en artikel om en nylig udkommen rapport vedrørende dyskalkuli. Dyskalkuli betyder ’defekt evne til at regne (der ikke skyldes nervøsitet, generel dumhed, manglende indlæring o.l.)’. De danske fagfolk bag rapporten lancerer her ordet talblind, som de bevidst har valgt som pendant til ordblind.

                      Ordet ordblind(hed) er en dansk opfindelse; det har ingen modsvarigheder uden for Norden. Det skulle erstatte det meget ufolkelige dysleksi, hvis bestanddele ikke siger noget, og som lyder lidt hen ad en tropesygdom.

                      At kalde dyskalkuli for talblindhed er imidlertid stærkt vildledende. Ordet ordblindhed var netop smågenialt, fordi det ikke drejede sig om en intellektuel evne; -blind antyder fint dette, idet blinde jo har alle åndelige evner intakte. Ordblindhed viser ingen korrelation med tænkning eller andre åndelige egenskaber. (Ferrer et al. 2010). Forleddet ord- er også velvalgt, for det drejer sig om selve de grafiske ord: (højt)læsning af dem og nedskrift af dem. Ikke om forståelse. En ordblind har problemer med at læse fx moderskab. Han udlæser det fx morderskab eller modeskab, men han jonglerer i talesproget ligeså elegant med ord og deres betydning som vi andre.

                      Den dyskalkule har derimod en defekt evne til selve dét at forstå talstørrelser, han er simpelthen elendig til at regne. Forskerne – og JP’s artikel – lægger ikke skjul herpå. Der er vitterlig tale om en defekt tænkeevne hos 3,5-6,5% af befolkningen, så sandt som regning begrebsmæssigt falder ind under tænkning. At tale om talblindhed som bevidst parallel til ordblindhed er således en utilsigtet uforskammethed mod de ordblinde.

                      Hvad skal det så hedde? Mít forslag er regnesvag. Det er ikke så fikst som talblind, men spiller til gengæld ikke vildledende på ordblind. Men da journalister (undtagen på Jyllands-Posten) nu på 56. år skriver lykkepiller imod alle faglige protester, har jeg ingen tiltro til, at de vil slippe det lille fikse talblind. 

Helveg er løs

Morten Helveg Petersen udtalte if. JP 16.3. for nylig:

»Når man spiller med på den melodi, som jeg synes V og K gør, og løber fra en tidligere ansvarlig europa-linje, så er det med til at skabe utryghed i befolkningen.«

                      Lad os tage det mindre alvorlige først. Tidens yndlings-plusord, ansvarlig, bruges her objektiverende. Helveg »glemmer«, at der altid bør være et »efter min mening« ved kontroversielle holdninger. Han véd, at mange er uenige med ham.

                      Dernæst: V og K handler if. ham uansvarligt. Det betyder bl.a. umoralsk. Men det er ikke muligt for læserne at se andet end en holdningsforskel uden moralsk islæt.

                      V og K skaber utryghed i befolkningen. Dét er en, demagogisk set, smågenial drejning af ordet utryghed. Selvfølgelig bliver de meget EU-venlige, som Helveg selv, irriterede over den nye kritik af EU og nervøse for, om den får ubehagelige konsekvenser for vort tilhørsforhold, men den nervøsitet kalder man ikke utryghed på dansk. Bl.a. fordi meget store dele af befolkningen jo står bag V og K’s nye kritik. Utryghed skabes ved vold og ballade hos (stort set) héle befolkningen eller olieforsyningssvigt, udsigt til oversvømmelse, arbejdsløshed eller sygdom osv.

                      Og så mesterstykket. Begrundelsen for, at V og K hár gjort noget umoralsk, ligger i, at de løber fra en tidligere europa-linje. Her bruger Helveg, mesterligt, ordforbindelsen løbe fra en aftale – noget klart umoralsk i alle kulturer – men udskifter snildt aftale med linje. Men der er jo intet ondt i at afvige fra en linje – medmindre man har lovet nogen ikke at gøre det. Altså: V og K er blevet mere EU-kritiske på det seneste. Dét skuffer selvfølgelig Helveg. I sin forståelige frustration stiller han det så op, som om de har svigtet nogen. Men det har de jo ikke. De er blot begyndt at kritisere EU på visse punkter.

                      Tænk, om Morten Helveg ville bruge sine store evner til at drive politik i samarbejdets ånd.

Døds-demagogi

Demagogi (sprogsvindel) skal ikke altid kun skaffe afsenderen et par ekstra, uberettigede stemmer. Den kan også være skyld i tusinders død.

                      Da FN’s overgeneral i Rwanda tre måneder før folkedrabet i 1994 – og kort tid efter, at det var begyndt, bad om flere tropper, svarede de to daværende chefer, Boutros-Ghali og Annan, at han skulle »etablere en sikker atmosfære« i landet. (JP 15.6).

                      Dette er jo en mærkelig selvfølge, for det er som bekendt altid FN’s opgave at etablere en sikker atmosfære. Men som jeg flere gange har sagt her i spalten: Demagogi består meget tit i at fremsætte selvfølgeligheder, bag hvilke der skjuler sig en reel meddelelse, som afsender blot ikke vil tage ansvar for.

                      Det reelle budskab bag den tomme selvfølge var: ’Rwanda er ikke så vigtig lige nu, og derfor sender vi ingen tropper’. Hvorfor ikke sige dét ligeud? Det er jo sandheden, og den er fair nok, for der var masser af andre brændpunkter dengang. De sagde det ikke ligeud, fordi de var klar over, at hvis det var et sagligt fejlskøn, at der ikke skulle sendes tropper, hvis Rwanda blev et holocaust, så ville simpel ærlighed koste dem deres fede poster. Samtidig var de klar over, at journalister og andre, der evt. ville kunne få deres svar at se, ikke var kloge nok til at gennemskue, at den, der kommer med slige selvfølgeligheder, har noget at skjule.

                      Journalisterne var for ukloge. Ingen så, hvor lumsk og nonchalant brevet fra de to chefer var, og derfor kom der ingen fokus på Rwanda endsige mistanke om folkemord, før det – i løbet af 3 måneder – var for sent. Da var 800.000 mennesker slagtet.

                      Men én ting er at være for udygtig til at gennemskue en demagogi, noget andet er at fabrikere den. Først var de to chefer for udygtige til at se advarslernes alvor – og dét skønt generalen havde glimrende kilder og argumenter. Dernæst svarede de hen i vejret for ikke at kunne blive draget til ansvar for et eventuelt fejlskøn og for ikke at udstille en uenighed med generalen.

                     

Stress

»Søndagsavisen« melder 20.6 om en stressmåler opfundet af en dansk læge. Den er beskrevet i en lang afhandling, og 7 læger står bag kontroltest af den.

                      Lægerne bag taler om at måle stress. Det viser, at de ikke har læst filosofi eller psykologi. For det er et hovednummer i disse fag, at der er en afgrund mellem følelser og den fysiske verden. Man taler om »det fremmedpsykiskes problem«, som består i, at man ikke direkte kan erkende, endsige måle, andre menneskers følelser, smerte eller trang.

                      Følelser har naturligvis en kropsligt modsvar, der kan måles. Nemlig hjernens aktuelle tilstand (fremkommet ved en lang fysisk årsagskæde), men følelserne kan man kun erfare direkte hos sig selv.

                      Jamen hvis man nu finder det kropslige modsvar til en følelse, så kan man vel i praksis erkende en følelse hos andre? Ja, men den eneste måde at finde det på, er at spørge patienten, om han nu også har den følelse, der skal måles. Den subjektive, uhåndgribelige følelse er ikke til at komme udenom.

                      Og på vejen til det sande fysiske modsvar (som i praksis er umuligt at nå) ville man – med sprogbrugen om at måle stress – fejlagtigt tro, at man målte følelsen og ikke blot en fysisk tilstand, der kun omtrentligt modsvarer stress.

                      Det viser sig oven i købet, at stressmåleren fungerer ved, at man presser den mod brystbenet og aflæser trykket i det øjeblik, det begynder at gøre ondt. Teorien er den, at smertefølsomhed stiger med stigende stress: Jo lavere tryk ved smerte, jo mere stress. Dette er måske en Nobel-værdig sammenhæng. Jeg skal ikke vurdere målerens nyttevirkning. Mit ærinde er sprogligt: At sige, at man nu kan måle sit stress, som man måler sit blodsukker, er tankeløst allerede af den grund, at man ikke er ikke kommet fri af den subjektive smertefølelse.

                      Hvis måleren er fuldt pålidelig, skal der være 100% korrelation mellem smerteoplevelsen i brystbenet og følelsen stress. Det er på forhånd ligeså usandsynligt, som at hundes logren korrelerer 100% med glæde.

                      Lægerne erkender, at stress er et vagt begreb. De indsnævrer det til enten at være forbigående, fx før store præstationer, og vedvarende.

                      For míg ligner dé to slags »stress« ikke hinanden. Den første er behagelig og forventningsfuld, den anden »nervøs« og ubehagelig. Der er allerede slinger i det sproglige udgangspunkt.

Skandale-journalistik

Den 11.8.2014 kl. 22.30 kunne flg. prominente overskrift læses i Politiken (netavis):

Ny K-leder gav ulovlig millionstøtte til boldklub

Dette er journalistik, når den er værst. Millionstøtte indebærer ’millionbeløb’, og NN gav betyder på almindeligt dansk, at NN var alene om at give. Hvis jeg som formand for min frimærkeklub får generalforsamlingen til at bevilge 1 mio. kr. til ludfattige filatelister på Cuba, vil det være løgn og pral at sige LB gav millionstøtte til cubanere.

                      Sandheden er som bekendt, at Byrådets flertal, herunder K-lederen, har bevilget millioner til en boldklub, hvilket nogle kompetente embedsmænd – men ingen dommer – har ment var ulovligt.

                      Dertil kommer, at overskriftens størrelse stærkt vildleder til en tro på, at det, der bringes frem, er nyt, hvad det jo ikke var.

                      Journalisten udnytter det, som så ofte udnyttes i demagogi, ordenes gråzoner. Kan man sige NN gav, når et helt byråd har givet? Tjah, ikke på almindeligt ærligt dansk – sådan siger man simpelthen ikke – men pga. ordenes gråzoner er vi alle villige til at strække ordenes betydninger lidt for at forstå, hvad der menes. Og give? Kan man overhovedet tale om give, når et byråd bevilger penge? Ja, det kan man – men her tales om én mand, der har givet; det lugter af, at han betalte af egen lomme. Korruption?

                      Endelig ulovlig. Når journalister hævder, at noget er ulovligt, er det ikke deres egen vurdering, der ligger til grund (og tak for dét). Det er som regel en dommers. Det kán også være en juridisk kyndig, men den omhyggelige journalist sørger da for, at dette fremgår, fx: ...forhold, som dr.jur.von Rechtengrad finder klart ulovlige osv. Han siger ikke ret og slet ulovlig, før retten har talt. Men helt skævt er det selvfølgelig ikke, hvis han alligevel gør det. For også ulovlig har sin gråzone.

                      Meler journalisten sin egen politiske kage, eller er det hele blot sensationstrang? Dét ved kun hans nærmeste.

Halvsidig

Pensioneret overlæge J.R. undrer sig – og irriteres – over sygdomsnavne med halvsidig, fx halvsidig lammelse, halvsidig sanktvejtsdans. Der er jo reelt tale om énsidig sygdom.

                      Traditionen er fast nok. Det slår ikke sludder for lægerne, for sådan hedder det nu engang. Men det må vel være startet blandt læger som en tanketorsk? Ja, det kan man godt sige. Navne for »énsidige« sygdomme hedder på lægelatin noget med hemi-, der på græsk betyder ’halv’: hemipa'rese (lammelse i den ene side), hemiate'tose ’ensidig atetose (kramper i den ene hånds fingre)’, hemi'drosis ’øget svedsekretion i den ene side’. Altså »halv-lammelse, halv-svedafsondring« osv. Logisk nok. Men logikken brast, da læger kombinerede det græsk-inspirerede halv- med det danske -sidig. De burde have sagt énsidig.

                      Men rigtig ulogisk er det nu ikke. Lægmænd overser sprogenes evne til at indkapsle et udtryk med flere ord-dele i et samlet udtryk med uforudsigelig betydning i forhold til ord-delenes pålydende betydning: Generalsekretær har den pålydende betydning ’sekretær for det hele’, men vær forvisset om, at folk med den titel ikke udfører sekretærarbejde, tværtimod råder de over en skov af sekretærer. En æbleskive er ingen skive og indeholder ingen æbler. Eller hvad med Danmarks gave til verden, wienerbrødet? Kun mørkemænd tror, det er skabt i Wien (wienerne véd bedre, de kalder det Kopenhagener Brot).

                      Der er ikke snaps i en æggesnaps. Men det hár der dog været. Ja, man droppede snapsen, og hvorfor så ikke droppe ordet? Fordi man ikke opfattede snapsen som en definitorisk egenskab, men betragtede den som en biomstændighed.

                      Det kán dog gå galt. Den faktiske betydning kan være så lumsk uforudsigelig, at folk forfalder til den pålydende betydning. Fx betød nationalstat oprindelig ’stat, hvis indbyggere næsten alle tilhører samme etniske gruppe’. Dét er blevet for svært for de kun måske egnede, der, forledt af den pålydende betydning, blot lader det være et pompøst ord for ’stat’.

Det luskede »vi«

De kender det godt, kære læser, selvom ingen har talt om det. Det afsender-ekskluderende vi. Det ærlige vi inkluderer jo afsenderen. Men lyt:

                      Vi kritiserer hele tiden muslimerne. Hvorfor ikke være lidt søde mod dem?

Det er lysende klart, at denne afsender ikke mener, at han selv har kritiseret muslimer. Hvorfor så sige vi?

                      Pga. Jesus! Hvis afsenderen havde sagt Der er mange, der... eller Folk går og..., havde det straks været tydeligt, at han selv holdt med muslimerne. Det må man også – hellere end gerne – men så ophøjer man sig over de elendige racister, der tillader sig at kritisere muslimerne. Og dét må man ikke for Jesus: Den, der ophøjer sig, skal ydmyges, og omvendt. Den selvforherligende farisæer, der takker Gud for, at han ikke er som den usle tolder, er en kedelig karl.

                      Jesus kan anbefales. Det ville være et inferno, hvis børn aldrig holdt op med deres pralerier: MIN far er stærkerre end DIN far! – JEG har bare flere bolsjer end DIG. Øv-bøv.

                      Kineserne har fattet lidt af det, når de siger: Velkommen til min usle bolig. Det dér er min grimme, radmagre hustru. Men det er mere en snusfornuftig konvention end en moralregel, thi ved for meget værts-pral, bliver gæsten forlegen, og så ryger middagsstemningen.

                      Vi hár faktisk et andet afsender-ekskluderende vi. Nemlig overlæge-vi’et: Nå, skal vi se at komme lidt op i dag? Men dét leger ikke med tanken om, at overlægen er med i vi’et, og desuden signalerer det veloplagt venlighed. Det er afskaffet i dag, for man syntes, det var nedladende, selvophøjende. I virkeligheden signalerede det kun: Jeg overlæge – du patient, sandheden.

                      Det førstnævnte vi er et ledt paradenummer: Afsender undgår fikst at ophøje sig (sådan tydeligt), eller han antyder, at han engang var med i vi’et, men har besindet sig og aflagt sin syndige kritik, skønt han reelt aldrig har kritiseret de fremmede. – Det er drøjt at høre på selvophøjelse, men snyd er værre.

                     

Menneskeracer

I en herostratisk berømt artikel i JP 15.9 hævder Jette Møller, formand for »SOS mod racisme«, at »Den moderne videnskab har opgivet begrebet menneskeracer.«

                      Jeg må sige om Jette Møller, hvad Sven Auken sagde om Poul Schlyter: Jeg ved ikke, hvad hun er på, men det er i hvert fald ikke sandhedsserum. – En ganske kort tur på nettet viser, at det biologiske racebegreb er uhyre kontroversielt; der er eksperter i begge lejre. Jeg kan i øvrigt nævne, at en af de argeste fjender af racebegrebet afslutter sin artikel med at skrive, at australnegrene (han bruger et andet ord) dog er en biologisk unik population. Der er åbenbart alligevel racer: Dem og os!

                      Mit ærinde er imidlertid sprogligt. Jeg blev aldrig biolog.

                      At ord som race, neger, de hvide, de gule er meningsfulde, er hævet over enhver tvivl. Vi er rimeligt enige om deres betydning, selvom der naturligvis også dér er overgangs-zoner. Disse ord betegner klynger af ansigts-/kropstræk. Vi kan kun delvis benævne dem konkret: flad næse, tykke læber; stridt hår; lys hud osv. At vi ikke konkret kan nævne fx hele neger-pakken, er ikke mærkeligere end, at vi heller ikke på en studs kan nævne, hvad der adskiller pekingeser fra schæfer.

                      Det væsentlige er, at disse ord er uden genetisk indhold. Selvfølgelig må man tro, at trækkene er styret af gener, men det véd menigmand intet om. Ej heller ligger det i ordene, om negrene kommer fra neandertalere og de hvide fra afskyelige snemænd. Man kan sammenligne med dagligsprogs-begrebet stjerner. Stjerner er i dagligsproget de små lysende prikker på nattehimlen. Om de fx alle er selvlysende, om de sidder fast i den 7. himmel, ligger ikke i ordet. Videnskaben kan bilde os hvad som helst ind. Videnskabens udsagn er erfaringssætninger, ikke en ny definition.

                      Kære læser, lad dig ikke afdisputere dit dagligsprogs begreber. Hold fast ved racer, u-lande, ordblind, kejthåndet, åndssvag, sindssyg, vanartet ­ – og stjerner.

Gammeldags og moderne

Christine Christiansen efterlyser, JP 25.10.2014, nyskrevet musik til danske symfoniorkestre.  

                      Hun forstår, at den ikke er så populær hos publikum, men mener, at den kunne blive det ved en større formidlingsindsats fra komponisterne.

                      Det end ikke strejfer hende, at grunden kunne være, at den nyskrevne musik generelt er DÅRLIG. Dvs. at lige meget, hvor pædagogisk vi får den serveret, forekommer den de fleste af os skør.

                      Jeg tør hævde dette, fordi jeg véd, at jeg er musikalsk og opvokset i musik. Og jeg kan ikke lide nyskrevne symfonier. Jeg er medlem af en kammermusikforening: Dér spilles sjældent ny musik – og den er upopulær.

                      Når jeg tager det op her, er det, fordi selve ordene gammeldags og moderne fortæller Christine Christiansen, hvad hun skal mene. De er jo nemlig værdiladede, negativt hhv. positivt. Og det gennemsyrer hele samfundet, at det nye er det gode, mens det gamle er forældet. Teknisk, socialt, kunstnerisk.

                      I ny og næ vendes det om; så kaldes det nye for nymodens/science-fiction, det gamle klassisk (men det klassiske er tit bare 20 år gammelt).

                      Hvor kraftigt ordene gammeldag (gammeldaws!), moderne, ny, trendy osv. påvirker vores alles syn på fortid og nutid, er svært at sige. Men de påvirker.

                      Jamen, der må da fødes mindst ligeså mange små Mozart’er i dag som i 1700-t. Utvivlsomt. Men dét er jo bare genetikken. Vedkommende skal også opdrages og konkurrere som i 1700-t. Er man uden Christine Christiansens fordomme om, at ny musik selvfølgelig er ligeså god som gammel, konstaterer man, at nogen Bach, Brahms eller Beethoven ér der altså ikke kommet de sidste 50 år. Én nærliggende forklaring er, at de små genier i svøb bliver tiltrukket af den rytmiske musik, musicals, filmmusik m.m., sådan at der kun er 2.-sortering tilbage til symfonierne.

                      Rolig, Christine! Du har måske ret, men kunne du ikke operere bare med muligheden af, at den nye musik er for dårlig? I stedet for at stuve denne mistanke ned i underbevidstheden.

Dumme spørgsmål

Opinionsinstitutter skal være påpasselige med 3 sproglige forhold. Et spørgsmål skal være 1) sådan, at »man« virkelig er nysgerrig mht. svaret; det skal have samfundsmæssig interesse, 2) entydigt, 3) ikke-ledende, dvs. ikke på forhånd favorisere et svar. Man må altså ikke spørge: Er De rødhåret? Holder De af marsvin? Kan De lide god mad?

                      Den 15.1.2015 forbrød Wilke sig i JP mod punkt 2, entydigheden, ved at spørge: »Synes du, at ytringsfriheden er truet i Danmark?«. Af JP for den 28.11.2013 fremgik det nemlig, at både JP og Politiken var nået dét lille skridt videre i debatten (dem er der ikke mange af), at ytringsfrihed er et tvetydigt ord – hvad enhver fagmand kan bekræfte. Der er den juridiske ytringsfrihed, som ingen føler truet p.t., og der er den praktiske ytringsfrihed, dvs. friheden for, at nogen straffer ens ytringer med ulovlige midler (vold). Dén er naturligvis stærkt beskåret p.t. Wilke har altså ikke kunnet analyse ordet korrekt og har ikke fulgt med i debatten. (Men det er heller ikke nemt at stille korrekte spørgsmål). Svarene er dermed værdiløse.

                      Det er til gengæld interessant at se, hvad 6 kulturpersonligheder svarer på samme spørgsmål samme dag.

                      Stig Dalager skelner klart mellem de to betydninger og når selvfølgelig til ovennævnte forventede resultat. Uffe Ellemann skelner ikke klart; han taler mest om den praktiske, som ikke er truet, hvis man uforfærdet bruger den. Jørn Mikkelsen skelner, men lægger mest vægt på truslen mod den praktiske. Bo Lidegaard skelner, men fokuserer på at imødegå truslen mod den praktiske. Katrine Winkel Holm taler kun om den praktiske, som kun er truet mht. islam; mht. andre holdninger er der frit slag. Mogens Lykketoft skelner (med lidt god vilje), men lægger mest vægt på den ikke-truede juridiske ytringsfrihed. Jacob Mchangama taler kun om den truede praktiske ytringsfrihed.

                      Det ville være befriende, hvis alle tog udgangspunkt i, at ordet har to betydningsvarianter.

Dumme spørgsmål 2

Som nævnt i sidste nummer skal enquete-spørgsmål være 1) interessante, 2) entydige, 3) ikke-ledende. Den 26.12.2014 omtalte JP to Wilke-spørgsmål, der forbrød sig mod alle 3 krav:

                      »Ville du acceptere, at din søn/datter blev gift med en person, der var muslim?«.

                      De er for det første tvetydige, fordi det ikke præciseres, om det drejer sig om en forhåndsindstilling uafhængigt af kendskab til den pågældende.

                      For det andet er acceptere tvetydigt. Normalt betyder acceptere ’gå med til – sådan at en efterfølgende handling stemmer hermed’. Accepterer man en huspris, køber man huset; accepterer man et udsagn, slår man ikke afsenderen ned’. Den betydning er imidlertid skæv her. For de fleste danskere vil naturligt sige: Jamen, jeg er jo nødt til at acceptere et giftermål. Da danskere ikke praktiserer æresdrab eller normalt prøver at ødelægge ægteskaber fra starten (bekymringen er tværtimod, om det holder), giver acceptere ikke megen mening her.

                      Derfor vil mange fornemme, at Wilkes mening må være en anden, nemlig: ’Ville du have noget imod, at din...’.

                      Danskernes svar vil derfor meget let blive reaktionen på en krydsning af disse to betydninger i helt ukendt blandingsforhold.

                      I forhånds-betydningen bliver spørgsmålet desuden rasende uinteressant.  For alle mennesker vil jo normalt forhånds-foretrække en svigersøn/-datter fra deres egen gruppe. Mormoner vil foretrække mormoner fremfor katolikker, professorer vil være skeptiske på forhånd over for smedelærlinge (kan dét mon gå?). Ja, jeg blev engang gift med en kvinde, hvis mor var forhånds-skeptisk over for københavnere.

                      Mere interessant ville det være, hvis Wilke stillede det omvendte, men præcise spørgsmål til muslimske fædre: »Ville du fraråde ægteskab mellem din datter og en dansker, selvom du ikke havde noget imod den pågældende?«.

                      Et sådant spørgsmål ville ramme integrationens centralnerve.

Krig eller væbnet konflikt

I TV2’s »Quizzen« 15.2.2015 viste Signe Molde klip af pressekonferencer med hhv. udenrigsministeren og statsministeren. De blev hver for sig spurgt, indgående, om Danmark nu var i krig med IS. Lidegaard svarede: »Eh, juristerne kalder det vist væbnet konflikt«. Helle T.-S. svarede: »Altså teknisk set er vi ikke i krig!«.

                      Baggrunden for, at de to ikke vil bruge ordet krig, er ganske rigtigt, at juristerne i forsvars- og udenrigsministerierne er holdt op med at bruge ordet krig fagligt. Og grunden til dét er, at Genève-konventionen af 1949 (som blev dansk lov i 1951) foretrækker udtrykket væbnet konflikt. (Den nævner dog krig 4 gange og gennemfører krigsforbrydelse, krigsfange, krigslist osv. i alle sammensætninger).

                      Grunden hertil fremgår af kap. 1, art. 2: En stat skal ikke kunne unddrage sig Røde Kors, krigsfange-bestemmelserne osv. ved blot at benægte, at urolighederne på dets territorium kan kaldes krig. Konventionens bestemmelser skal gælde enhver væbnet konflikt – et bredere begreb, der er sværere at benægte.

                      Dette spin er efter min mening godartet spin. Og der lægges overhovedet ikke op til, at det snævrere begreb ’krig’ bør udgå juridisk.

                      Tre jurister forklarer 15.7.2006 på nettet, at begrebet ’krig’, juridisk set, ikke længere eksisterer, »fordi det kræver en officiel krigserklæring«. Hvilken forrykt sprog-amatørisme! I så fald indledte Tyskland ikke krig mod Polen 1.9.1939. Krig er selvfølgelig krig uanset, om den erklæres.

                      Men ét er svage juristers misforståede mandarin-sprog. Noget ganske andet, at jurister  forleder ministre til ikke at sige krig, når ministrene taler til folket. Og skandaløst, at ministrene ikke har format til at gennemskue krigs-vrøvlet. Skandaløst, at de ikke hører en 1984-klokke. 1984? Ja. Enhver dannet person, der møder manipulation med ordet krig, må da tænke på det orwellske  KRIG ER FRED og andet newspeak. Men humlen er vel, at vi regeres af udannede, autoritetstro ministre.

Dobbeltmoral

Efter en pause vender »Sproget« tilbage. Jeg havde tænkt mig at skrive om noget helt typisk sprogligt, fx om stavning, komma, sprogrigtigheds-kataloget, dialekter. Men en bemærkning i JP 26.3 slog alt andet ud.

                      Det drejer sig om, at Sophie Hæstorp foreslog at overveje indføring af brugerbetaling i sygehusvæsenet for ydelser, der ikke direkte indebar behandling. Fx for den kost, som pårørende kan få gratis.

                      JP gik naturligvis straks til sundhedsministeren, der fandt ideen rigtig dårlig. Han så gratis-princippet i sundhedssektoren som en social kerneværdi.

                      JP gik også til Venstres sundhedsordfører og forelagde hende disse to forskellige socialdemokratiske holdninger. Hún blev indigneret og fandt det både »dobbeltmoralsk« og »hyklerisk«, at Socialdemokratiet, som altid var gået ind for gratis-princippet, nu pludselig med Sophie Hæstorp lod nye toner høre.

                      Det er her, det bliver sprogligt morsomt. For hvad skal der til for, at der foreligger dobbeltmoral? Der skal – som minimum – dét til, at 1 menneske hylder eller hykler 2 modstridende holdninger. At Sophie H. har en lidt anden holdning end andre socialdemokrater, er ikke dobbeltmoral, for Socialdemokratiet er ikke 1 menneske. Det er heller ikke dobbeltmoral, hvis Hæstrup faktisk har skiftet holdning fra tidligere. Dobbeltmoral kræver 2 samtidige holdninger.

                      Jeg har tidligere skrevet om det meget almindelige og misbrugte politiker-skældsord hykleri. Og jeg kunne have tilføjet dobbeltmoral. Det forekommer if. traditionen kun, hvor falskhed er involveret. En falskhed, som er meget svær at konstatere med sikkerhed, men som så kun bør hævdes, når afsenderen er nogenlunde sikker. Og naturligvis skal dobbelmoralen forekomme hos mindst 1 person.

                      Den store fidus er imidlertid også, at man med nævnte anklage undgår at tage stilling til sagen. Man skifter emne fra de to holdninger til modpartens ærlighed. Hvilket ofte kaldes at føre krigen over i fjendens lejr. Effektivt, javist, men sagligt? Øh, nej.

Druk

Nu bort med alskens Politik, / og lad os passe vores Drik! skrev den kendte (?) litterat Knud Lyne Rahbek ca. 1790. Lad os for en stund her i klummen vende os fra det hæslige politikersprog og se på – ja, hvorfor ikke drik?

                      Grundordet er naturligvis drikke (drak, drukket), der går tilbage til urgermansk *drinkan. Af dét er der afledt en mængde substantiver. I dansk har vi en drik, der opr. hed dryk, (jf. svensk dryck), men rettede ind efter verbet. Vi har (mad og) drikke, og vi har druk dannet så sent som ca. 1890 som en spøgende krydsning mellem drik og drukken. Tyskerne har foruden Trink også Trank (fx hedder elskovsdrik Liebestrank) og Trunk samt Getränk, Tränke (drikkested) og  Tränkung (vanding).

                      Af drikke også afledt det ældgamle adjektiv drukken. Vikingerne blev uden blusel drukne, for det var ikke, som i Syden, særlig flovt at være stærkt beruset, og de drømte ikke om at fortynde mjøden eller vinen med vand, hvad de gamle romere anstændigvis gjorde.

                      Lige fra vikingetiden har det i Norden været ret »flot« at være fuld. Det viser sig ved, at der ikke er noget andet område, der har så mange synonymer. Selv ’tæsk’, ’penge’ og diverse underlivsfænomener kan ikke hamle op med det. Mærkeligt nok, for alle synes vel, at sex er mere spændende end fuldskab, men forklaringen er måske, at det sidste ofte fører til det første.

                      Selve ordet drukken var allerede lidt gammeldags i 1950’erne og er ikke meget brugt i dag. Men  i øvrigt ser listen ud som følger:

                      Anløben, bedugget, beruset, besoffen (jf. svensk sypa), drukken, ebrieret (læger og distanceblændere), fuld (senmiddelalder), kæfereret, overrislet, plakat (før 1844, vist spøgende < pladask), pløret, pyntet, stiv (1950’erne, men først alm. senere), støvet.

                      Heri ikke medregnet flerordsudtryk: ikke helt appelsinfri – have en streg/fjer på – trække med en bjørn (ukendt af unge) osv. samt alle forstærkerne: kanon-, stang-, høne- osv.      Læserne er velkomne til at supplere listen, for selvfølgelig mangler der noget.

Dannelse

I 70’erne brugtes dannelse næsten altid ironisk: overklasse-pyntefjer uden aktuel værdi. Men billedet ændrede sig i 90’erne. Og i dag nyder begrebet en uironisk beundring hos de fleste. Desværre er der i mellemtiden, pga. undervisningssystemets forfald, blevet meget færre dannede, hvorfor vi få dannede er stolte og bliver vrede, hvis nogen drager vor dannelse i tvivl.

                      Men hvad betyder ordet? Som tusinder af abstrakte ord er det tåget, dvs. har stor gråzone. De få, der har vovet at definere det, har alle begået den fejl at sammenblande selve den sproglige betydningstradition med, hvad de syntes, det burde betyde.

                      Hvis vi tillader os at slå dannelse og dannet sammen (der er gerne en nuanceforskel), kan dannelse hos dem, der har et forholdsvis klart og traditionelt begreb om det, beskrives som følger:

                      Generelt er dannelse dette at have stor viden inden for al den viden, der langtfra er forbeholdt fagfolk, men på den anden side er fremmed for de uuddannedes viden, dvs. folkeskoleelevers.

                      I 1850 indebar det latin, tysk og fransk (ikke engelsk) – hos mænd, ikke kvinder, der til gengæld skulle have begreb om højere husførelse.

                      Traditionen har aldrig stillet helt konkrete krav, den rummer en række tendenser, også mht. strenghed. I dag skal man kunne engelsk – og må ikke være blank i tysk og fransk. Og man skal være dus med flg. begreber/vidensbrokker: Paulus, Johs. Jørgensen, mordet i Sarajevo, parlamentarisme, Poseidon (indtil 1918 var et overfladekendskab til græsk mytologi særlig vigtigt), Botticelli. Betydelig færre krav stilles i mat.-nat., men dog: omvendt proportionalitet, Newton, tidevand, ozon, fotosyntese.

                      Men skoleviden er ikke nok. Den dannede skal kende de almindelige konventioner for borddækning, bryllup, begravelse osv. og moralreglerne (han behøver ikke at overholde dem!). Men den viden er heller ikke nok. En vis høflig selvbeherskelse er nødvendig. Det er udannet at sige: »Skrid!«. Den dannede siger: »Jeg må bede Dem gå!«. 

                     

Filosofi

P.H., Horsens, undrer sig over, at man kan være Ph.d. (= doctor philosophiae) på en afhandling i kemi.

                      Det hænger sammen med ordet filosofi’s store betydningsindskrænkning. Man kunne kalde det filosofi-fagets evige retræte, eller, hvad jég foretrækker, fagets evige raffinering.

                      Ordet opstod i Grækenland 500 f.Kr., eller før, og betød nærmest ’videnskab’ (den pålydende betydning var »kærlighed til viden«, jf. bibliofil, sofistikeret), dvs. alt, hvad frie mænd diskuterede vedr. verdens væsen. Det meste var spekulativt (Heraklit) eller livsfilosofi (Sokrates), matematik (Pythagoras) eller empirisk fysik (Arkimedes).

                      Men allerede med Aristoteles (384-322 f.Kr.) blev flg. discipliner tendentielt udskilt: matematik, astronomi, fysik, biologi. I 500-tallet kunne man bruge ordet om al ikke-teologisk videnskab, de såkaldte artes liberales (frie kunster). På de tidlige universiteter i 1200-tallet fik filosofi et eget fakultet, som gav adgang til fakulteterne for teologi, jura og medicin. Herfra stammer betegnelsen Det Filosofiske Fakultet, der først ca. 1970 afløstes af Det Humanistiske ditto.

                      Ca. 1880 udskiltes (i Danmark) psykologi, og senere kom det meste af den formelle logik over i matematikken. Udtrykket Ph.d. er altså ikke meget mærkeligt, eftersom philosophia på klassisk oldgræsk og latin nu engang betyder ’videnskab’, omend det som nævnt på middelalderlatin nærmest betød ’humanistisk videnskab’.

                      I dag skelner vi på dansk mellem 3 slags filosofi:

                      1) Universitetsfilosofi – som er begrebsanalyse af de mest basale begreber i alle videnskaber, fx ’sandhed, virkelighed, erkendelse, tid, liv, moral, materie, kraft, energi, tal, argument, årsag, skønhed’.

                      2) (Uden for universiteter) livsfilosofi: Hvordan bør jeg indrette mit liv?

                      3) Dagligdagens begrebsanalyse: »Jensen satte sig til rette i sin Børge Mogensen og filosoferede lidt over forskellen mellem cerutter og cigarer.«.

Godt sex

K.K., Bramming, spørger om udtrykket dét musik.

                      Substantiver er enten tingsnavne eller stofnavne. Myre er et tingsnavn, smør er et stofnavn. Mange substantiver har begge betydninger: I Vi så en gås er gås et tingsnavn, men i Vi spiste gås er det et stofnavn. Også uhåndgribeligheder inddeles i tings- og stofnavne. Musik er et stofnavn: Jeg sad og hørte (noget) musik. Men brag er et tingsnavn: Jeg hørte et brag. Følelser behandles inkonsekvent: Freden bragte glæde (stof), men Det er mig en stor glæde (ting).

                      Stofnavne har ikke foransat ubestemt artikel, ej heller talord (de er utællelige), men ofte noget, meget, lidt, en kop, et læs: Der er (noget / en dråbe) blod på dit tøj (ikke: et blod). Tingsnavne har ikke et foransat noget/meget/lidt og kan normalt bøjes og tælles i flertal: Der er et  (/3) dyr på dit tøj (ikke: noget dyr). Hvis reglerne »brydes«, er det, fordi betydningen skifter: en olie kommer da til at betyde ’en type olie’ og kan sættes i flertal: flere olier. Og hvis min kone siger, at der ikke er meget mand i vores gartner, sigter hun ikke til en bestemt genstand(?).

                      I de gode gamle 1950’ere var rigssprogets to køn uafhængige af forholdet tingsnavn-stofnavn. Ordets faste køn bestemte det foransatte ords bøjning – bortset fra, at 3 gamle neutrumsformer, noget, meget, lidt, kunne stå foran ethvert stofnavn: noget mælk (trods mælken). Fælleskønsordene havde foransat fælleskøn: den fløde, god vin, denne her kaffe, din musik – undtagen i nogle meget specielle tilfælde.

                      I jysk dialekt, især vestjysk, har der imidlertid i mindst 200 år været stærk tendens til at gøre stofnavnene til neutrum: dét jord, dit kaffe, mit mælk, det her her mosik. Og det er denne tendens, der fra ca. 1985 er strømmet over i rigssproget, især hos yngre: dét musik, lækkert sex (det burde vel være fælleskøn!), koldt is – til trods for jorden, kaffen, mælken, musikken, isen.

                      Årsagen kan ikke kun være vestjysk, snarere ligger de samme årsager bag, som i sin tid ændrede vestjysk.

Med tilbagevirkende kraft

Den 11.7.2015 hævdede JP, at den nye offentlighedslov virker med tilbagevirkende kraft. Det kom nemlig frem, at Forsvarsministeriet nægtede at udlevere et gammelt notat om Irakkrigen fra 2007 til pressen. Notatet kunne kræves udleveret dengang, men – if. den nye lov – ikke i dag.

                      Her må jeg afvise min gode gamle Jyllandspost. ’Tilbagevirkende kraft’ kendes først og fremmest fra besættelsen og er dette, at en handling, der var lovlig på et vist tidspunkt senere af lovgiverne erklæres at have været ulovlig på gerningstidspunktet, hvorved den kan straffes. Denne tilbagevirkende kraft strider mod al fornuft og retsfølelse og hører, som det blev sagt, hjemme i et juridisk galehus.

                      Men lovtilstanden i 2007 vedr. notat-udlevering er ikke ændret. Det er lovtilstanden efter den nye lovs ikrafttræden, der er ændret. I dag kan Staten lovligt modsætte sig sådanne notaters udlevering, det kunne den ikke i 2007.

                      Det svarer i al fredsommelighed til, at enhver borger engang frit kunne tilegne sig fundne guldmønter, men at Staten siden har begrænset denne ret, selvom mønterne hele tiden har ligget i jorden.

                      At også folketingsmedlemmer (modstandere af offentlighedsloven) er blevet forbløffede ved at erkende nævnte virkning af loven og – ligesom JP – taler om tilbagevirkende kraft, undskylder ikke avisen. Men flovt er det da også for folketingsmedlemmerne, som i det dertil indrettede udvalg burde have analyseret lovens virkninger bedre.

                      Det sproglige perspektiv er dette, at avancerede abstrakte begreber – filosofiske, juridiske, økonomiske, naturvidenskabelige, sprogvidenskabelige – som dette og fx ’logik’, ’inflation’, ’gen (skabt af en dansker!)’ og ’ord’, er så svære, at selv begavede mennesker ikke rigtig kan analysere dem – især ikke, hvis de er ophidsede.

Injurier

Frederik Stjernfelt havde en gennemtænkt og velskreven kronik i JP 12.9.2015 om galoperende sprogpoliti og ytringsfriheds-indskrænkning ved diverse anglo-amerikanske universiteter samt ønsker om ytringsforbud på internettet. Det drejer sig bl.a. om såkaldte trolls, der slår om sig med ukvemsord. Ukvemsord falder ind under injurier, og dé er forbudte efter Straffelovens §267:

Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel i 4 måneder. 

                      Der er altså to slags ærekrænkelser. Den ene er beskyldninger om strafbare eller andre ærekrænkende forhold. Det er helt ukontroversielt, at sådanne skal være forbudt, hvis afsenderen ikke kan godtgøre deres sandhed over for en dommer. Selvfølgelig skal det være forbudt at skælde en mand ud for morder, svindler eller nazist, hvis man ikke kan godtgøre det. Og lad mig lige slå fast: Det er en indskrænkning af ytringsfriheden. Ved fuld ytringsfrihed kan man sige hvad som helst om hvem som helst i enhver situation.

                      Den anden slag injurier er »fornærmelige ord«. Og det vil igen sige ord, der ikke har noget indhold, man kan forsvare sig imod – tomme ukvemsord: Skiderik! Røvhul! Dit svin! Du er fuld af lort! Osv. Ingen kan godtgøre, at han ikke er en skiderik eller ikke er et røvhul (i den relevante betydning).

                      Skal den type være forbudt? Jeg har indtil Stjernfelts kronik været godt tilfreds med dansk lovs ytringsforbud. Man kan jo selv vælge, om man vil lægge sag an – og kun gøre det, hvis det er meget groft eller vedholdende. Men jeg synes, Stjernfelt har ret i, at man kunne overveje at lovliggøre det, dels for at bevare så megen ytringsfrihed som muligt, dels som en ignorering af underlødige menneskers debatform. I fornuftige folks øjner straffer den slags sig selv.

Engelsk i dansk

I den 2. af 6 udsendelser om dansk med Niels Hausgaard og Per Vers var emnet »engelsk«. Hausgaard, der smilede skævt ad alting, påtog sig rollen som den ubekymrede engelsk-fortaler. Mærkeligt i øvrigt, at en mand,. hvis modersmål er uddødt blandt børn og unge, er så ubekymret mht. små sprogs mulige undergang.

                      Som frygtet kom alle banaliteterne frem: »Vi har altid lånt udefra«. Sandt, men jo kun et argument for, at der er fred og ingen fare, hvis vi altid har lånt ligeså meget som nu. Vi slap heller ikke for globaliserings-traveren. Hausgaard sagde, at vi som et lille land og et lille sprog måtte tage konsekvensen af globaliseringen. – Globalisering på mange planer kan vi sikkert ikke undgå, men globalisering lige præcis mht. sproget er let at undgå, hvis danskerne ønsker at undgå det. Talrige sprog er mere resistente mod engelsk end dansk. Mærkeligt at se Hausgaard i rollen som fatalist.

                      Udsendelsens tekst-skriver skrev på skærmen, hvordan substantivet guide ville se ud i normal dansk retskrivning: Gejde. Det skulle have været gejd (/gajd). Og da et engelsk mundheld blev nævnt, som betyder ’Brug det, eller mist det!’, skrev han: Use it or loose it! Oh Spelling, thou art fled to brutish beasts, and men have lost their reason!

                      Kan »Sproget« ikke lide sprogamatører? Nej, bestemt ikke, og det bliver værre endnu. Professor Davidsen-Nielsen, tidligere formand for Sprognævnet, fortalte Hausgaard på klart dansk, at vi nu »er holdt op med at bruge dansk mange steder, især på universiteterne, men også mange steder i erhvervslivet.« Hausgaard fortstod det ikke. Man bevidnede et pragteksempel på blokering mod belæring pga. fordom. En fordom om, at dansk trives glimrende. Nogle minutter senere havde Hausgaard så fundet ud af, hvad professoren »vistnok« mente: Han mente if. Hausgaard, at  »på uddannelsesstederne – dér ville han godt, at man talte klart, regelret retskrivningsdansk.« Nej, han talte om, at danskere er begyndt at tale engelsk med danskere. 

Den engelske syge

Kan der fagligt indvendes noget imod den grasserende mængde af engelsk i dansk? Se engang flg.  nye, ikke særlig ekstreme citater:

Leder af et plejehjem, der bruger robotter, TV2 øst: »Vi vil jo gerne være first movers!«

Tekst-tv, TV2: »Banken har offentliggjort en rapport med bad news.« 

Skuespiller i interview: »men travlhed er altid noget, jeg må deale med.«

Sangerinde med yngre mand: [Hvad tænker du om aldersforskellen på sigt?] »You tell me!«

Journalist: »Her på ELLE.dk giver vi et lille sneakpeak på det meget ærlige interview...«

PFA-direktør, TV2 News: »I vores branche er det: Size matters.«

Enhver, der har ører, kan her høre en trang til det smarte. Diskret og lavbevidst, naturligvis. (Prangende smartness ville give minus-point). Der antydes hele tiden: »Også jég er ret god til engelsk!«. Og hvad er der så galt i dét? Tja, småpral irriterer i længden; og kommunikationen er ikke helt ærlig, eftersom smartheden tjener afsenderen, ikke modtageren. Men herregud, selvprofilering slipper vi aldrig af med; og den har intet specielt med engelsk at gøre.

                      Nej, sygdommen, den engelske altså, er dette, at smartheden alene består i at overføre et ordinært udtryk fra en venligtsindet nations sprog til dansk. Blottet for originalitet. Den, der vil pryde sin stil, må dog ellers oppe sig en smule.

                      Sygdommens årsag er, at danskerne snobber vildt for engelsk. New York er vort mekka og byens sprog så saliggørende, at der ikke kræves andre grunde til at bruge det. Kreativitet er ikke fornødent. Mange, især i erhvervslivet, tror, at engelsk er mere præcist og ordrigt end dansk. (Det tager vi en anden gang).

                      Jeg taler ikke om ord som tennis, shunt, jazz, smoking, som ingen blærer sig med, og folk, der tusind gange har sagt Sorry! eller You name it! småpraler heller ikke, men det gjorde de, da de begyndte. I 1700-t. sagde danskerne ustandselig Pardon! til hinanden. For dengang var det Paris, der var byernes by... . Gid der var mere nyt under solen!

                       

Terroristers såkaldte ansvar

I 1970’erne brugte journalister altid den formulering, at terrorister »tog ansvar for« eller »påtog sig ansvaret for« en aktion. Det protesterede sprogfolk imod, og for en gangs skyld rettede aviser, tv osv. sig efter henstillingen. I dag bruger de førende medier stort set ikke ansvars-formuleringen. Ej heller JP (med undtagelse af Beirut-korrespondenten).

                      Hvad er der da galt med tage ansvar for? I den korte version er der dét galt, at tage ansvar normalt betyder ’at underkaste sig de gældende sanktioner’. Hvis jeg påtager mig ansvaret for en kollektiv handling, siger jeg dermed: Jég var hovedmanden, det er míg, I skal straffe, for jeg flygter ikke fra ansvaret!«. Men terrorister flygter jo (hvis de kan) altid fra ansvaret.

                      I den lange version er dette ikke helt korrekt. Terrorister har jo simpelthen skabt en ny betydning af tage ansvaret for, nemlig ’erklære at stå bag (en voldshandling)’. De prøver ikke at bilde os ind, at de underkaster sig lovens straf. Men deres ansvars-formulering – på hvilket sprog den end er udtalt – snylter stadig på den gamle betydning af ansvar. De tilfører en positiv association til ansvar i den gamle respektable betydning. For vi har alle lavet gale streger, og vi husker alle, at far/rektor/politimester Bastian beklagede, at netop vi var med i komplottet, men at det da trods alt var glædeligt, at vi frivilligt meldte os og dermed ikke løb fra ansvaret. – Terroristerne prøver med ansvars-formuleringen at profitere lidt på denne gode gamle spejdermoral! 

                      I dag retter gode journalister den gamle formulering til, at terrorister enten påtager sig skylden for eller står bag aktionen. Skyld er ikke optimalt, for terroristerne ser det jo desværre ikke som skyld og formulerer sig derfor aldrig på den måde, og opgaven er jo nøgternt at gengive, hvad de meddeler. Men, ærligt talt, den addition in translation er til at bære. Bedst er det helt neutrale: at de står bag.

Læspen

Jan Janssen vil vide, hvordan det forholder sig med den »læspen«, han hører hos unge piger.

                      Læspen bruges i dagligsproget primært om en talefejl: s-lyden udtales fremskudt (med lys klang) nærmende sig den engelske th-lyd (thin). En talefejl er en individuel traditionsafvigelse, og da s er danskens sværeste lyd (den falder senest på plads hos børn), er det ikke sært, at fejlen er almindelig hos småbørn, og at somme aldrig kommer af med den. Visse sprog har fast den »læspede« kvalitet, fx ældre høj-britisk. Dét er tradition, ikke fejl.

                      Imidlertid er der efter 1970 opstået et fremskudt s i københavnsk som en regulær, ekspanderende lydlov, altså traderet gennem øret. Det kaldes i folkemunde for »ungpigelæsp« (og forfølges især af ældre mænd!). Jørn Lund og jeg har undersøgt det hos unge født ca. 1990, hvor det havde vundet et brohoved blandt høj-sociale og var stærkt dominerende blandt lav-sociale. Det var også langt mere udbredt blandt unge piger end unge mænd, så myten er sand.

                      Årsager? En normal lydlov består i, at så mange helt små børn afviger fra noget for dém svært i den traditionelle udtale, at den nye udtale efterhånden hænger fast og gennem øret ved imitation breder sig til dem, der ikke begik fejlen: En ny tradition er opstået.

                      Den er altså opr. udtryk for afmægtighed. Men fordi pigerne her fører an i udviklingen – og piger er faktisk lidt bedre til udtale end drenge – er der snarest også et moment af noget ubevidst tilstræbt. Udtalen lyder lidt kælen, barnlig, for den er jo så almindelig hos småbørn. Det er velkendt, at kvinder i mange kulturer lægger deres stemmer unaturligt højt og tillægger sig flere andre barnlige træk – velsagtens for at virke nuttede og hjælpeløse. Lad Dem ikke narre heraf, kære læser!

                      Charlataner som Freud kunne få meget ud af dette. Besindige mænd kan imidlertid heller ikke komme uden om den mulighed, at udtalen, ubevidst, delvis har skullet tjene som sekundær kønskarakter.

Gurglende d

Efter min omtale af »ungpigelæspet« vil flere læsere have mere besked om ung dansk udtale. Det drejer sig om »det bløde d« [ð], som hos mange unge har fået en mørkere, gurglende klang. Lyden dannes med indsnævring i svælget (faryngalisering) som biartikulation. I Jørn Lunds og min undersøgelse af den københavnske 1990-årgang havde godt halvdelen, ofte eller altid, dette bløde d, omtrent lige udbredt i samfundets top og bund, og blandt de to køn. Ældre oplever lyden som udpræget uskøn, men den er sikkert fremtidens.

                      ð er ret svær for børn. Den blev tidligere i mange dialekter til j eller nul. Faryngaliseringen er måske udtryk for, at lyden er så svær for småbørn, at de i bar iver har gjort den besværligere end nødvendigt ved at indsnævre svælget.

                      Faryngalisering findes i arabisk ved flere lyde, men er ellers kun almindeligt ved l:  Finsk, fransk, hollandsk, polsk, russisk har engang fået et »mørkt« l, der let går videre til u.  Jf. hollandsk goud ’guld’, fransk bello > beau ’smuk’. Ofte dog, som i engelsk, kun efter vokal i samme stavelse: lyst i alive, mørkt i ill.

                      En vigtig årsag er formentlig den noget ældre danske ð-sammensmeltning. Den består i, at ð smelter sammen med en foregående fortungevokal til én lyd. Hvor er du ldd!! – Sdder du godt? Sådan siger alle i dag – en gang i mellem. Men ungdommen næsten altid, også distinkt. Det bløde d er dermed blevet stavelsesdannende. Ældst optrådte det i endelsen -et, som vi alle altid udtaler i én ð-lyd: målet. Dette er ikke helt let at opfatte og sige for småbørn, men det lykkedes, indtil ð-sammensmeltningerne gik amok.

                      Af alle danske lydlovsændringer siden 1800 har ca. halvdelen været energibesparende, men den anden halvdel mere anstrengende. Der er derfor intet mærkeligt i det besværlige gurglende ð. Og alt tyder på, at de unge ikke har »villet« noget med udtalen, fx gøre sig interessante. Yderst få lydlove overhovedet har haft andet formål end korrekt imitation, hvad der altså ikke er lykkedes.