Fortællingen om erhvervssprog

Erhvervssprogligt Forbund / Forbundet Kommunikation og Sprog 1970 - 2024

Erhvervssprog og erhvervskommunikation -

Uddannelsernes oprindelse

De erhvervssproglige uddannelser blev udviklet og oprettet af erhvervs- og handelsforeninger med det formål at understøtte den voksende internationalisering efter 1. Verdenskrig. Herfra termerne” merkantile uddannelser”, ”erhvervslivets universitet”, ”handelskorrespondance”. Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse – FUHU –i dag nok mest kendt som den uddannelsespolitiske tænketank DEA, var mest vedholdende og stod i sidste ende bag oprettelsen af Handelshøjskolen i København.

Kimen til uddannelsesstruktur

Kimen til den struktur vi kender fra dengang Erhvervssprogligt Forbund blev stiftet, som Korrespondentsammenslutningen, blev lagt op gennem 1920’erne med Købmandsskolens Handelshøjskoleafdeling. I 1920 aftenstudier til translatør, i begyndelse 3-årig, og korrespondent i tre fremmedsprog: tysk, fransk og engelsk, i begyndelse 2-årig, begge deltidsstudier og mod betaling.

Translatørvæsenet

Translatørvæsenet som sådant blev indstiftet langt tidligere den 21. august 1635, da Kong Christian IV udstedte et åbent brev til Øresundstolden i Helsingør. Det er en historie for sig.

Handelsvidenskabeligt dagstudium

I 1924 opretter FUHU et 2-årigt, videnskabeligt dagstudium. Dagstudiet blev opdelt i to studieretninger, dels handelsvidenskab, der havde til formål at uddanne dimittender til ”overordnede stillinger”, dels handelssprog, der uddannede dimittender til korrespondent- og sekretærstillinger. I begyndelsen var det første studieår fælles.

To nye afdelinger blev oprettet, Den Handelsvidenskabelige Afdeling og Det Handelsvidenskabelige Dagstudium i 1929, med det første rigtige domicil på Julius Thomsens Plads

Forskningsrelatering

I 1938 bliver professor i tysk ved Aarhus Universitet, dr. phil. Christen Møller direktør for Handelshøjskolen.  Sprogstudierne blev på det tidspunkt ikke betragtet som videnskabelige studier.

Den Tresproglige Korrespondentprøve

I 1939 skifter det toårige dagstudium i handelssprog navn til Den Tresproglige Korrespondentprøve, og sprogfagene bliver styrket. Der var ”stor søgning” til sprogstudierne, og ”stor efterspørgsel” fra erhvervslivet. I 1943-44 – midt under besættelsen - var der 224 studerende på det tresproglige studium, 464 på det ensproglige korrespondentstudium, og 100 fulgte translatøruddannelsen.

Ny verdensorden

Afslutningen på 2. Verdenskrig førte en ny verdensorden med sig, domineret af USA og Rusland, og mere handel, mere eksport. Der oprettes kurser i russisk og spansk

Sprogprofessor

Poul Høybye (ham med ordbøgerne) var cand.mag. i romanske sprog og blev i 1932 ansat som den første lektor i sprog ved Handelshøjskolen. Han var en drivende kraft i udviklingen af Handelshøjskolens sproguddannelser og blev i 1945 docent i fransk og italiensk. I 1955 blev han udnævnt til Handelshøjskolens sprogprofessor.

I 1948 opretter Handelshøjskolen et ibero-amerikansk institut, der imidlertid nedlægges igen i 1959.

HK

I et Handelshøjskoleudvalg, der har til formål at analyse Handelshøjskolens struktur, styrelse, økonomi m.v., bliver HK bliver repræsenteret i udvalget. Den økonomiske aktivitet i samfundet voksede op gennem 1960’erne, og det gjorde antallet af sprogstuderende også. Det var en del af forbundets hverdag at konkurrere med HK.

Kamp mellem sprog og økonomi

Sproguddannelserne var altid sekundære i forhold til økonomi og ikke forskningsbaserede. I begyndelsen af 1960’erne forsøger et antal sprogprofessorer at udelukke sproguddannelserne fra Handelshøjskolen. Den navnkundige Jan Kobbernagel – ”Erhvervsrettet i grundtræk” – var stærkt medvirkende til at det ikke lykkedes. Som nu selvejende institution oprettes i 1960 ”Foreningen af Lektorer under det Tresproglige Korrespondentstudium ved Handelshøjskolen i København.

Sprogfag bliver forskningsbaserede

Jens Rasmussen (som har undervist mig) blev lektor i fransk ved Handelshøjskolen i 1949. I 1962 blev Jens Rasmussen talsmand for underviserne i sprog i et opgør om sproguddannelserne. I 1963 lykkedes det at bevare sprogområdet, der blev opgraderet forskningsmæssigt med ansættelse af flere professorer og en kandidatuddannelse.

Sproglig dekan

I 1965 bliver Jens Rasmussen professor i fransk og leder at det nyoprettede sproginstitut. Efter oprettelsen af to selvstændige fakulteter for de erhvervssproglige og erhvervsøkonomiske områder bliver Jens Rasmussen udnævnt som den første dekan på det erhvervssproglige fakultet. I 1962 taler Jens Rasmussen også om igangværende arbejde i sprogafdelingen om oprettelse af et videregående studium i forlængelse af det tre- og det ensproglige korrespondentstudium. Et internt udvalg fremlægger et forslag om et udvidet korrespondentstudium og oven på et kandidatstudium. Sproguddannelserne skulle gøres forskningsbaserede med afdelinger for tysk, engelsk fransk og spansk. En tilsvarende udvikling findes sted på Handelshøjskolen i Århus.

Cand.ling.merc.

I 1965 omlægges sproguddannelserne med en kandidatuddannelse med titlen cand. ling. merc. Der fremkommer også forslag om at sidestille den sproglige kandidatuddannelse med translatøreksamen. Translatørforeningen inviteres med i samarbejdet.

Tre-trins-raketten

I marts 1965 anbefaler et internt udvalg enstemmigt, at handelshøjskolerne sproguddannelser opdeles i tre trin. Første trin erstatter det tresproglige korrespondentstudium. Andet trin en toårig videregående uddannelse med et eller to sprog, Den Erhvervssproglige Afgangseksamen, tredje trin den erhvervssproglige kandidatuddannelse med et hovedsprog og et bisprog. Uddannelsesforløbet sættes i gang i 1966. Også faget Erhvervspraksis: forretningspraksis, økonomisk sprogbrug, erhvervsret, maskinskrivning, stenografi.

Tretrinsraketten oprettes den 8. september 1965. Dimittendtitlerne fra det videregående andet trin blev EA for to sprog (Erhvervssproglig Afgangseksamen) og ED (Erhvervssproglig Diplomeksamen for et sprog). Den første eksamen på den videregående uddannelse blev gennemført i 1968.

Fødslen - 1970

Den første kandidateksamen til cand.ling.merc. finder sted i 1970. I 1970 ser Erhvervssprogligt Forbund / Forbundet Kommunikation og Sprog dagens lys under navnet Korrespondentsammenslutningen.

Op gennem 1970’erne – Danmark stemte om EU-medlemskab i 1972 – voksede antallet at sprogstuderende, og brandingen af Erhvervssprogligt Forbund over for de sprogstuderende var en til en. Erhvervssprogligt Forbund og erhvervssproglige studier var to sider af samme sag. Antallet af medlemmer i Erhvervssprogligt Forbund voksede støt. EU bliver på det tidspunkt en stor aftager, med opbygningen af verdens største sprogtjenester, oversættelse og tolkning.

Det erhvervssproglige grundstudium

På sprogstudierne var der i alt nap 2.000 studerende plus 100, der fulgte kurserne i spansk, russisk eller italiensk. I 1973 ændredes det hidtidige tresproglige korrespondentstudium til Det Erhvervssproglige Grundstudium med to fremmedsprog. (Her begynder min 50-årige karriere inden for sprog, kultur og kommunikation). Der indføres en ny kandidatuddannelse med ét sprog, der afsluttes med en tolke- og oversættereksamen, cand. interpret. Jeg påbegynder mine erhverssproglige uddannelser i 1973. 

Korrespondenten og Sprog & Erhverv

I 1974 oprettes De Studerende Råd, der udgiver bladet Fabrikken (som jeg var med til at lave). Navnet var inspireret af Fabrikvej, Handelshøjskolens adresse. Erhvervssprogligt Forbund udgiver Korrespondenten i tæt samarbejde med Handelshøjskolen. Bladet bliver senere til Sprog & Erhverv, efterfulgt af KOMmagasinet. Handelshøjskolen udgiver i 1978 arbejdspladsavisen Kræmmerhuset (hvor jeg sad i redaktionen).

Fortsat vækst

I 1983 er antallet af sprogstuderende steget til mere end 3.000 på Handelshøjskolen i København.

Uddannelserne

I 1984 blev SPRØK: Sprog og økonomiuddannelsen oprettet. Den blev senere grænsedraget til DJØF i forbindelse med Erhvervssprogligt Forbunds optagelse i Akademikerne.

I 1993 oprettes bacheloruddannelser i erhvervssprog, efterfulgt af en toårig kandidatuddannelse. Der oprettes specialiseringslinjer i kommunikation, informatik, datalingvistik og kultur. I 1995 deltager Erhvervssprogligt Forbund i Hvidbogskonsortiet om udvikling af de merkantile uddannelser.

Kommunikation på vej

I 2001 oprettes Center for Corporate Communication, I 2002 Center for Kommunikation under Det Erhvervssproglige Fakultet, i 2002 HA kom. I 2003 ændres navnet fra Det Erhvervssproglige Fakultet til Fakultetet for Sprog, Kommunikation og Kultur. I 2004 skifter Erhvervssprogligt Forbund navn til Forbundet Kommunikation og Sprog. I 2005 oprettes international marketing, kommunikation, europæiske studier og amerikanske studier. 1 år 2000 var der 469 ansøgere til uddannelsen i sprog og kommunikation, og 167 til uddannelserne med to sprog.

Herefter falder antallet af sprogstuderende landet over til næsten at være ikke eksisterende i dag, Forbundet Kommunikation prioriterer sit fokus på kommunikation.

Teknologien

Ethvert fag bliver udøvet på basis af den eksisterende teknologi. Korrespondentuddannelsen blev oprettet som en sekretæruddannelse, korrespondenten skulle varetage virksomhedens kommunikation, tage noter internt, servicere ledelsen, skrive referater og korrespondere med eksterne interessenter. Stillinger, der over tid kunne udvikle sig til prestigefyldte, indflydelsesrige og højtlønnede jobs.

Til løsning af opgaverne blev brugt diktérmaskiner, små båndoptagere, der ofte kunne betjenes med foden, så man kunne skrive mens man lyttede. Mekaniske skrivemaskiner, der senere blev erstattet af kuglehovedskrivemaskiner og senere skrivemaskiner med en lille hukommelse, en sætning ad gangen.

I uddannelsen lærte man blindskrift på skrivemaskinen, en færdighed, der senere skulle vise sig at blive særdeles anvendelig, og stenografi, der var en form for notatteknik. Man kunne skrive med gennemslagspapir for at få kopier, rette med slettepapir og rettelak. Kontorerne blev udstyret med telefaxer og til tider telex. Der var skrivestuer, netværk for sekretær. Til stavning og oversættelse var der trykte ordbøger, dem man selv oprettede, og retskrivningsordbøger fra Dansk Sprognævn og andre.

Elektronisk tekstbehandling

I 1990’erne dukkede de første computere op, korrespondenterne skiftede til elektronisk tekstbehandling. WordPerfect var et særdeles udbredt skriveprogram.

Internettets fremkomst forandrede alt for alle. Der kom ordbøger på nettet, elektroniske ordbøger og opslagsværker, CD-Rom, automatisk korrektur, osv. Vi ringede op til internettet med et modem fra vores arbejdsstation. Ordbøgerne blev mere avancere, der kom computerstøttede oversættelsesprogrammer, handelskorrespondancen blev til emails, efterhånden begyndende maskinoversættelse på nettet.

Internettet

Med hjemmesider, de sociale medier, blogs, onlinevideoer, designprogrammer, smartphones og billeder, tale til tekst og tekst til tale m.v. var vejen udstukket for oversætterne og for kommunikatørerne. Man skulle kunne sin kommunikationsteori, men man skulle også kunne anvende den i praksis. Med udbredelsen af teknologien kunne fagligheden blive udvandet, men den kunne også blive styrket.

Medlemmerne af Kommunikation og Sprog tog den teknologiske udvikling til sig og blev professionelle teknologibrugere. Forbundet var den første fagforening på Instagram, og en af de største på Facebook. Kunstig intelligens er den næste store teknologiske landvinding. Også den har medlemmerne taget til sig, men det drøftes fortsat, hvordan teknologien skal indgå i kommunikationsuddannelserne og i arbejdet i virksomhederne. Og ingen ved i dag hvor udviklingen fører hen.

 Erhvervssprogligt Forbund / Forbundet Kommunikation og Sprog

Forbundet blev stiftet i 1970, midt under opbygningen af de tre-delte erhvervssproglige uddannelser. Stiftelsen af Korrespondentsammenslutningen var et oprør mod HK, der indtil da havde repræsenteret korrespondenterne. Holdningen var, at der skulle andet og mere til, mere anerkendelse, mere løn. Så sent som i starten af 1990’erne stod slaget om hvorvidt korrespondentuddannelsen skulle gå til erhvervsuddannelsesområdet og dermed HK, eller det skulle bevæge sig i retning af det akademiske. Det skete i Handelsudvalget, og vi vandt. De første mange år af forbundets eksistens blev mange ressourcer brugt på at kæmpe mod HK’s indflydelse.

Het overordnet

Helt overordnet har tilstedeværelsen af EsF / KS i fagforeningsbilledet foranlediget, at sprog- og kommunikationsarbejde er blevet udskilt fra andre fagligheder og konstitueret som et fagligt og professionelt område i sin egen ret. Det er en indsats, der kommer til at fortsætte inden for rammerne af DM - Magisterforeningen med etableringen af DM Kommunikation. Det er en udvikling, der vil sætte yderligere fokus på sprog- og kommunikationsuddannedes kompetencer, professionalisering og positioner på arbejdsmarkedet. Det er en udvikling, der organisk fører vil føre til vækst, øget synlighed og øget styrke. På vej ind i en fremtid, hvor kommunikation bliver en konstituerende faktor.

Helt fra bunden

Ville forbundet være en seriøs fagforening, måtte vi opbygge en organisation helt fra bunden. En hel del udfordringer og forhindringer skulle overvindes. Den første hurdle var at få forhandlingsret i staten, hvor vi vandt i Arbejdsretten, så vi kunne forhandle overenskomst for korrespondenterne i staten. Næste skridt var en selvstændig arbejdsløshedskasse. Også det klarede vi: Erhvervssprogligt Forbunds a-kasse. Tredje trin var medlemskab af en hovedorganisation. Her blev det FTF, daværende Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

Vi var åbne, vi var samarbejdende, vi var flittige. Vi lavede samarbejdsaftale med Dansk Arbejdsgiverforening, vi rakte ud til universiteterne, vi samarbejdede med fagligt relevante organisationer i indland og udland: Dansk Erhverv, Dansk Industri, FUHU – Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse. Translatørforeningen, Dansk Translatørforbund, Dansk Kommunikationsforening, K1 Kommunikationsforening. Senere grænseaftale med LO – nu Fagbevægelsens Hovedorganisation. Med virksomheder, bureauer, offentlige instanser.  Men også internationalt: Den Internationale Oversætterorganisation FIT, Europa-Kommissionen, Dansk Standard i forbindelse med udarbejdelse af en europæisk oversætterstandard.

Vi udbød efteruddannelseskurser, vi fik nyhedsbreve, hjemmesider, digitale kanaler, KOMmagasinet. Vi udbyggede organisationen regionalt med regionsbestyrelser.

EsF / KS opbyggede på kort tid netværk og aktiviteter på lige fod med andre lønmodtagerorganisationer.  

Forsikringer og pension

Vi oprettede et forsikringsselskab, der solgte forsikringer til medlemmer, og i forbindelse med løn og gruppeliv samarbejdede vi med PFA.

Vi oprettede et forsikringsselskab, der solgte forsikringer til medlemmer, og i forbindelse med løn og overenskomster samarbejdede vi med PFA.

Uddannelsesreform og universitetsreform

Med bachelorreformen omkring 1995 blev korrespondentuddannelsen etableret som en 3-årig, akademisk bacheloruddannelse. Med universitetsreformen blev handelshøjskolerne og afdelingerne (bortset fra CBS) lagt sammen med universiteterne.

Grænseaftale i Akademikerne

Forbundet søgte optagelse i Akademikerne og blev mødt med grænseaftaler som betingelse for optagelse. Vi måtte sige farvel til SPRØK-uddannelsen. På det statslige område blev det nøje beskrevet, hvem der havde forhandlingsret til hvad.

Cand.mag.-uddannelserne

Med handelshøjskolernes integration i universiteteterne begyndte KS at optage cand.mag.’er: Fremmedsprog, dansk, retorik, international virksomhedskommunikation, medier, kommunikation osv., plus hvad der var tilbage af erhvervssprog. Alt dette kom til at udgøre KS nye faglige område. KS medlemsandel i den offentlige sektor voksede langsomt.

Fusionsforsøg

Med en fælles arbejdsløshedskasse, fælles IT, fælles repræsentation i Akademikerne, og et journalistforbund, der ligeledes nærmere sig kommunikationsområdet, var det nærliggende, at Kommunikation og Sprog, Dansk Journalistforbund og i begyndelsen også, med den stigende digitalisering, Bibliotekarforbundet kunne fusionere, eller i det mindste arbejde tættere sammen.  Samtalerne begyndte helt tilbage omkring år 2000.

Faglig specialisering

Med årene udviklede KS sig til en højt specialiseret faglig organisation med dyb viden om medlemmernes uddannelser, karriereforløb, ansættelsesvilkår, professionelle præferencer: Medlemsundersøgelser, faglighedsundersøgelser, TR-kurser, statsligt nyhedsbrev, arrangementer og konference i massevis. Repræsentation i aftagerpaneler, studiestart- og studieafslutningsarrangementer.

Denne viden går ikke tabt, idet medarbejderne i KS sekretariat fortsætter i DM

Fusion med DM - Magisterforeningen

Som bekendt blev fusionen med DJ ikke, og som bekendt fusioner KS med DM den 1. november 2024.

(Ovenstående bygger i vidt omfang på bogen: CBS gennem 100 år. Forlaget Historika. Kurt Jacobsen, Anders Ravn Sørensen. ISBN: 978-87-93229-58-7. Plus min egen viden)

******************************************************

Læs også:

KS 50 år: Jubilæumsrejsen. 50 år gammel, stadig ung, link/

***

Jørgen Christian Wind Nielsen (72) - Altinget.dk

Konsulent, Forbundet Kommunikation og Sprog, Bestyrelsesmedlem i FIT, the International Federation of Translators and Interpreters, Næstformand, the Translation & Linguistic Rights Committee (TLRC)/PEN International, bestyrelsesmedlem i Dansk PEN, fhv. formand, Modersmål-Selskabet. Uddannet: cand.interpret., translatør, master i computermedieret kommunikation. Link/ 

https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/person/joergen-christian-wind-nielsen 

***

Kært barn … translatør

Da Lov om translatør og tolk blev ophævet i 2015/16, ophørte også brugen af ”Statsautoriseret translatør og tolk”. Nu var man jo ikke statsautoriseret mere. Hvad så med tolk? Link/

https://myliuserichsensalle.blogspot.com/2021/03/krt-barn-translatr.html

***

Marius Vibæk

Mine tidligere kolleger Anne Møller og Jeannette Ørsted har sendt mig dette billede af en gravsten på Vestre Kirkegård i København. Tak for det.

Marius Vibæk er udførligt omtalt i jubilæumsbogen "CBS gennem 100 år - 1917-2017". Teksten til billedet af ham i bogen lyder:

"Marius Vibæk (1872-1938) (der er lidt uenighed om fødselsåret) var filolog og sproglærer i tysk og studerende i bl.a. Leipzig og Berlin. Efter sin ansættelse på Købmandsskolen i 1901 og Niels Brocks Handelsskole i 1903 helligede han sig handelsundervisning og tog i 1917 initiativ til oprettelse af Handelshøjskolen i København. Han blev skolens første forstander og fik i 1926 titel af direktør for både Købmandsskolen og Handelshøjskolen. Han blev desuden docent i erhvervshistorie og fik udgivet en dansk handelshistorie samt to bøger om C.F. Tietgen."

Tænk engang - filolog og tyskkyndig!

Studievejledninger HHÅ

Studievejledning II: for de erhvervssproglige studier, EA/ED, HHÅ 1976

Studievejledning I: Det erhvervssproglige grundstudium, korrespondenteksamen, erhvervssproglig prøve, HHÅ 1977

Studievejledning I: Det erhvervssproglige grundstudium, korrespondenteksamen/erhvervssproglig prøve, HHÅ 1979

Studievejledning II: De videregående erhvervssproglige studier, EA/ED, HHÅ 1980

Studievejledning III: De videregående erhvervssproglige studier CLM/interpret, HHÅ 1980

Studievejledning I: Det erhvervssproglige grundstudium, korrespondent/erhvervssproglig prøve, HHÅ 1981

Studievejledning: Korrespondent engelsk og fransk, HHÅ 1984

Studievejledning: Korrespondent engelsk og tysk, HHÅ 1984/1985
Tilvalgsfag på korrespondentuddannelsen i to sprog, Handelshøjskolen i Århus, december 1984
Eksamensreglement for Sprogstudierne, Det erhvervssproglige fakultetsstudienævn, HHÅ, marts 1985

Studievejledning III: De videregående erhvervssproglige studier, clm/interpret, HHÅ 1990

Rapporten er fra 1999

Sendt: 21. februar 2020 08:50 -  Cand.ling.merc. på Aarhus Universitet - til orientering

 

Måske kan man lidt højtideligt tilføje, at KS 50-års jubilæumsmarkering i symbolsk forstand også er kommet til at markere afslutningen på en anden 50-årig epoke. Cand. ling. merc.- uddannelserne til translatør og tolk blev opbygget fra 1966. De første kandidater blev færdige i 1972, hvor Danmark stemte ja til at indtræde i De Europæiske Fællesskaber, og hvor behovet for tolke og oversættere til EF-institutionerne voksede markant. Cand. ling. merc. -graden eksisterer fortsat på Aarhus Universitet og Københavns Universitet, men ikke primært som fagsproglig oversættelse.

 

I dag er de faglige hovedingredienser i KS uddannelser som bekendt kommunikation, sprog, kultur, markedsføring, medier, oversættelse og teknologi, i forskellige blandingsforhold.

 

Fra: Jørgen Chr. Nielsen <jcn@Kommunikationogsprog.dk> 
Sendt: 20. februar 2020 14:24
Til: KS FFK <KS-FFK@kommunikationogsprog.dk>; KS Kom <KS-kom@kommunikationogsprog.dk>; Per Lindegaard Hjorth <plh@Kommunikationogsprog.dk>; John Stolberg <js@Kommunikationogsprog.dk>
Emne: Cand.ling.merc. på Aarhus Universitet - til orientering

 

I forlængelse af nedlæggelsen af Corporate Communication (på engelsk) på Aarhus School of Business, og en stærkt vigende søgning til cand.ling.merc. translatør og tolk, har Aarhus Universitet nu omlagt uddannelsen, dels så den træder i stedet for Corporate Communication (men på dansk), dels så oversætteruddannelsen til translatør bliver en tilvalgsmulighed. Tolkning forsvinder helt ud.

 

Det bliver nu til en kommunikations- og sproguddannelse med et fremmedsprog. Der tilbydes mulighed for at specialisere sig til uddannet translatør.

 

Termen uddannet translatør er valgt, dels fordi det er en beskyttet titel (efter nedlæggelse af translatørbeskikkelsen) , dels fordi termen er anvendt i retsplejeloven. Til gengæld er termen ”translatør” alene ikke beskyttet, men jeg kender ikke til nogen, der anvender den som oversættere.

 

Det er så det sidste sted i Danmark man kan blive ”uddannet translatør”, nu som tilvalg eller specialisering. Det er ikke længere muligt at tage en tolkeuddannelsen på kandidatniveau i Danmark (bortset fra det EU-støttede aktuelle program om konferencetolkning, også på Aarhus Universitet).

 

Aarhus Universitet har informationsmøde i dag. Nedenfor en intern mail til orientering. Diverse studieordninger m.v. er under udarbejdelse.

 

Med venlig hilsen ​

Jørgen Chr. Nielsen  |  Konsulent

 

 

 

 

Fra: Kirsten Wølch Rasmussen 
Sendt: 20. februar 2020 11:24
Til: #CC IVK, alle <ivk.alle.cc@list.au.dk>
Emne: Om CLM 2020

 

Kære alle,

 

Til orientering kan I finde beskrivelser af de nye CLM-uddannelser på studieguiden:

 

https://kandidat.au.dk/engelskerhvervssprog/

https://kandidat.au.dk/franskerhvervssprog/

https://kandidat.au.dk/spanskerhvervssprog/

https://kandidat.au.dk/tyskerhvervssprog/

 

Studieordninger bliver først offentliggjort den 1. april, så indtil da ligger der beskrivelser også af de enkelte fag på studieguiden.

 

Dekanatet har været i kontakt med ministeriet om CLM og har givet grønt lys til, at studerende stadigvæk vil kunne opnå betegnelsen  ”uddannet translatør”. Der findes ikke en tjekliste over fag, man skal have været igennem for at opnå betegnelsen, så beskeden er, at det i høj grad er op til os selv at definere betingelserne. De betingelser, der er skrevet ind i studieordningerne for at opnå betegnelsen, er flg.:

 

Studerende, der gennemfører kandidatuddannelsen og vælger fagene Virksomheders tekniske kommunikation og flersprogede dokumentstyring og Oversættelse af virksomheders juridiske og økonomiske tekster samt projektorienteret forløb og speciale relateret til oversættelse opnår ret til at anvende betegnelsen ”uddannet translatør”. (I finder teksten under studiediagrammet)

 

Under adgangskrav står der:

Kandidatuddannelsen i ét fremmedsprog kræver, at du har en erhvervssproglig bachelor­uddannelse (med det relevante sprog) fra Aarhus BSS.

(samt andre IVK-uddannelser med 60 ECTS inden for fremmedsprog mv.). Teksten bliver ændret til Aarhus Universitet, men dekanatet skal godkende alle ændringer af adgangskrav. Så snart de har gjort det, ændres teksten.

 

I øvrigt kan jeg lige fortælle, at vi afholder et orienteringsmøde om CLM 2020 i dag kl. 16.15-17.30 i Auditorium 1 i Tåsingegade (som lovet under høringsmødet).

 

Marianne, Sandro, Trine, Patrick og jeg deltager i mødet. Alle er selvfølgelig velkomne til at deltage.

 

Mange hilsner, Kirsten

 

Kirsten Wølch Rasmussen Associate Professor   Head of Department German and Romance Languages   Tlf: +45 871 64 871 E-mail: kwr@cc.au.dk

School of Communication and Culture French Business Communication Jens Chr. Skous Vej 4 Building 1481, Room 656 8000 Aarhus C Denmark

Jens Rasmussen: Sønderjysk bondedrengs vej til bogen. En hundredårigs erindringer om barndom, studenterliv, besættelsen og tiden der fulgte. 2016. Forlaget Ådalen. ISBN: 978-87-92819-88-8

Resumeret af Jørgen Christian Wind Nielsen

Side 199: I Paris 1938/39: ”Direktøren for det svenske hus var Maurice Gravier, der senere blev professor i skandinaviske sprog ved Sorbonne. Med ham fik jeg en del at gøre i 1970’erne, da han samtidig var direktør for Tolkeskolen i Paris, hvortil Handelshøjskolen (i København) sendte gæstestuderende.

Side 186: På Aarhus Universitet: ”I de sidste studieår var jeg desuden timelærer i fransk ved et sprogkursus,  der uddannede korrespondenter. Jeg havde 4 ugentlige timer der aflønnedes med 3 kr. i timen. (Omkring 1940).

1943: Redaktør på Samleren. Det lille pressekort for redaktører på fagblade.
1943: Cand. mag. fra Aarhus Universitet. Pædagogikum på Ordrup Gymnasium.
1944/46: Adjunkt på Niels Brock, efterfølgende på Handelshøjskolen

Side 259: I 1943 fik jeg en telefonopringning fra Blinkenberg, der meddelte mig, at hans ven lektor Svanholt havde spurgt om Blinkenberg kunne skaffe en dygtig fransklærer til Niels Brocks Handelsskole. Blinkenberg mente, at hvis jeg henvendte mig til direktøren for Niels Brock, Aage Rasmussen. Niels Brock var måske ikke det oplagte sted for en humanist, men litteraturprofessoren Vilhelm Andersen havde undervist der, og eleverne var voksne mennesker, så alt i alt syntes jeg det kunne være interessant at prøve. Jeg blev straks ansat og skulle begynde den 15. august 1943.

Niels Brocks Handelsskole lå på Julius Thomsens Plads over for Forum, samme sted som det nuværende Niels Brocks Handelsgymnasium. Det var en privat institution, der blev drevet af Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse (FUHU, nu DSEB). Denne forening drev desuden Købmandsskolen på Nørrevold, der havde en etårig uddannelse til Handelseksamen og en lang række aftenstudier. Niels Brock førte til Højere Handelseksamen efter to års studier. Desuden var er en etårig linje for elever med studentereksamen.

Jeg var naturligvis spændt på at se hvilke kolleger jeg ville få det nye sted. Sammen med mig blive der ansat to unge cand.mag.er: Fritz Kamp, der skulle undervise i tysk og Paul Bay, der skulle undervise i engelsk. Dem kom jeg meget sammen med det år og senere. Der undervistes på skolen i tre fremmedsprog og i dansk, så det var ikke en åndløs uddannelse. Desuden i erhvervshistorie og centrale handelsfag som økonomi, bogføring, handelsret og maskinskrivning. Jeg fik en meget hjertelig modtagelse af mine ældre kolleger, bl.a. af Alf Brahde, der underviste i engelsk og var dr. phil. på en afhandling om engelske præpositioner. Han havde desuden skrevet en samling essays. Han var meget afholdt af sine elever og havde forskellige numre, som han optrådte med. Han kunne bl.a. gå gennem en mur. Han stillede sig op midt i undervisningslokalet med front mod væggen og legede lokomotiv. Han stampede med fødderne og kørte rundt med armene så de lignede plejlstængerne på et lokomotiv, pustede og stønnede som et lokomotiv og satte tempoet op mens han for ind mod væggen. Der standsede han og sagde: "Og så videre". Det lo eleverne meget ad.

Næstkommanderende ved skolens administration var forstander Jens Vibæk. Han var søn af Marius Vibæk, der havde været direktør for Købmandsskolen og Niels Brock og senere blev direktør for Handelshøjskolen. Han havde haft stor indflydelse på disse skolers udvikling. Jens Vibæk var en meget dygtig historiker. Han havde skrevet bøger om erhvervshistorie, især den florissante periode i slutningen af 1700-tallet. Han var desuden en god taler.

Nye lærere ved Niels Brock blev det første år ansat som timelærere. Hvis de havde virket tilfredsstillende og taget eksamen som handelsfaglærer, blev de så året efter ansat som adjunkt. Handelseksamen bestod for sproglærere af en prøve i handelskorrespondance i det fremmede sprog og desuden af prøver i økonomi og handelsret.

Jeg havde fuldt skema, 6 timer mandag til lørdag fra kl. 8-14. (Lørdag var dengang ikke fridag). Eleverne havde haft 1 års fransk til handelseksamen. Foruden almindeligt fransk omfattede undervisningen elementær handelskorrespondance,  den disciplin som jeg skulle tage eksamen i året efter. Jeg måtte altså her skaffe mig den nødvendige viden på egen hånd. Jeg sørgede for at jeg altid var et par lektioner forud for eleverne.

Der var to typer elever. Den ene type havde været lærling i butik eller på kontor. De var altså ældre, 20-25 år, og havde praktisk erfaring med erhvervet. De kom fra alle egne af landet, var ret modne og kunne snakke med om mange ting. De var også ret selvbevidste. Deres far var ofte en ledende erhvervsmand, og deres søn skulle måske overtage faderens forretning engang. Jeg huser hvordan jeg hersede med en sej jyde fra Skjern for at få ham til at udtale de franske nasalvokaler korrekt. Han udtalte ordet "chanson" med g (sjangsong) og forsvarede sig med: "Så'n sa'e vi i Skjern. Hvad der er godt nok for os i Skjern, kan være godt nok for jer i Kjøwenhavn"..

Den anden type elever havde ikke haft praksis og var altså på alder med almindelige gymnasiaster. Her var der også piger i klassen. Drengene var ikke altid så lærevillige som dem der havde været i praksis. To af de sov konstant i timerne, og jeg tvivlede på at de nogensinde ville blive til noget. Den ene var Leif Blædel, der senere blev en kendt journalist ved "Information". Den anden var Kristian Hvidt, der blev en dygtig historiker med ansættelse ved Folketingets bibliotek og forfatter til adskillige historiske værker. ........

Højere Handelseksamen:
1 års fransk til handelseksamen, almindeligt fransk, elementær handelskorrespondance.
Side 294: Niels Brocks Handelshøjskole: tre  fremmedsprog, dansk, erhvervshistorie, økonomi, bogføring, handelsret, maskinskrivning.
Side 332: "Verba volant, scripta manent"
Side 333: Jeg havde i 1948 fået timer i fransk på korrespondentstudiet og translatørstudiet ved Handelshøjskolen. Det kunne nemt forenes med undervisningen på Niels Brock da Handeshøjskolen lå i nabobygningen. Men undervisningen på højeste niveau i de nye discipliner: handelskorrespondance og oversættelse til fransk , krævede lang forberedelse. Der var også behov for at skrive en nye "Fransk Handelskorrespondance", som jeg udgav i 1952 med en kvindelig translatørkollega som medforfatter. I 1951 var jeg blevet udnævnt til lektor ved Handelshøjskolen. Jeg havde stadig vedligeholdt min litterære interesse og skrevet nogle kronikker i Information. I 1946 havde jeg skrevet om "De tre Store i fransk litterær Politik." .....
Side 335: "Jeg havde efterhånden vundet den selverkendelse at min fremtid nok ikke lå inden for avisskriveri. Jeg mente jeg havde større muligheder for at gøre mig gældende inden for undervisning og forskning. Jeg ville skrive en disputats og pynte mig med en doktorgrad. Det skulle være inden for et overkommeligt emne da jeg jo havde en fuldtidsstilling ved Handelshøjskolen med mange overtimer. En tid overvejede jeg at skrive om generationsbegrebet i litteraturen. Jeg havde studeret en del baggrundslitteratur herom i forbindelse med min bog om "Den unge Generation." Men det var for stort et brød at slå op, og jeg fandt frem til et uopdyrket felt, en overset periode i fransk litteratur, det 15. århundrede, hvor den franske prosastil blev dannet. Den litteratur der skulle studeres var overkommelig, og fra 1952 begyndte jeg at skrive på min bog herom. Jeg lå brak et års tid fra 1953-1954 med et breakdown på grund af overanstrengelse, men i 1958 kunne jeg ved Aarhus Universitet forsvare min disputats med titlen "La Prose narrative française du XVe siècle. Etude esthétique et stylistique". 
Efter skuffende erfaringer med redaktørvirksomhed og bogudgivelse koncentrerede jeg mig i årene efter 1946 om undervisningen. Jeg havde jo en fuldtidsstilling som adjunkt i fransk ved Niels Brock Handelsskole Det betød 36 undervisningstimer om ugen, og det kunne godt udfylde tiden. Efterhånden krævedes der nu ikke meget forberedelse. Et år blev jeg også sat til at undervise en klasse i engelsk. I det fag havde jeg ikke taget pædagogikum, og der måtte jeg læse op på grammatikken til hver time. Jeg skulle også sætte mig ind i elementær engelsk handelskorrespondance. 

Fra 1948 fik jeg desuden timer  fransk på det tresproglige korrespondentstudium ved Handelshøjskolen. Den lå ved siden af Niels Brock på hjørnet af Rosenørns Allé og Julius Thomsens Plads, så man skulle bare gå over gården for at passe undervisningen der. Det tresproglige korrespondentstudium var en toårig videregående uddannelse. Det var den ideelle uddannelse for borgerskabets døtre. De behøvede ikke nogen lang uddannelse da de jo snart skulle giftes. Skulle de senere i livet blive skilt, havde de en uddannelse som kunne forsørge dem. Uddannelsen var altså en livsforsikring. 

Som navnet siger, omfatter studiet tre sprog: engelsk som hovedsprog, tysk som bisprog og fransk eller spansk som tredje sprog. Desuden var der undervisning i maskinskrivning og dansk, engelsk og tysk stenografi. Endvidere var der fag som bogholderi og erhvervsret. Alt i alt en meget alsidig uddannelse beregnet på at dække alle sekretæropgaver i virksomheder og institutioner der skulle kommunikere med udlandet. Det var et udpræget pigestudium. ....

Side 339: Der var jo gode muligheder for at finde en mand da Handelshøjskolens hovedstudium, den merkantile uddannelse, næsten udelukkende søgtes af mandlige studerende, som læstre to år til den Handelsvidenskabelige afgangsprøve (H.A.) eller den fireårige kandidatuddannelse (cand.merc.).

Side 340: Ikke alle dimittender benyttede deres uddannelse som korrespondenter. Når de blev kendt i offentligheden, som fx skuespilleren Jytte Abildstrøm eller teater- og tv-mennesket Lone Bastholm, nævnte de aldrig noget om deres korrespondentuddannelse. ...

HA-studerende havde dengang undervisning i sprog i 3 semestre med engelsk som hovedsprog og tysk eller fransk som bisprog. Der var kun et lille hold med fransk, og vi havde det ret hyggeligt i de år ordningen med obligatorisk sprog varede. 

I 1951 ophørte jeg på Niels Brock og gik helt over til Handelshøjskolen. Her blev jeg ansat som lektor. Handelshøjskolen havde ikke adjunkttrinet. Det var altså en økonomisk fordel man havde i forhold til gymnasiet og Niels Brock. Det pligtige ugentlige timetal var 24, hvilket var 3 mindre end i gymnasiet. Handelshøjskolen var placeret på universitetsniveau, men undervisningen på sprogstudierne var meget skolepræget, og uddannelsen kunne betragtes som en fjerde og femte gymnasieklasse. Der var ikke forskningspligt forbundet med lektorstillingerne selv om lærernes forberedelse naturligvis måtte være forskningsbaseret. De fleste sproglærere var også aktive med at udarbejde undervisningsmateriale og lærebøger. 

Da jeg var kommet godt i gang med min undervisning i både almindeligt sprog og handelskorrespondance, blev jeg af Handelshøjskolens direktør, professor Christen Møller, bedt om at revidere og forny den eksisterende lærebog i handelskorrespondance. Christen Møller var blevet hentet til Handelshøjskolen fra en stilling som professor i tysk ved Aarhus Universitet. Han fik en enorm betydning for udviklingen af Handelshøjskolen til at være en læreanstalt på niveaui med universiteterne. Chr. Møller havde i sine yngre dage undervist på Niels Brock og da været med til at skrive en handelskorrespondance på tysk sammen med en lærer i regnskabsvæsen. Den blev model for en lignende lærebog som de sammwe to senere skrev på fransk (Chr. Møller havde fransk som bifag). ... Jeg allierede mig med en translatør i fransk, Inger Bache, som var timelærer i fransk ved Handelshøjskolen. ... Inger Bache døde i 50-års alderen. ...

Handelskorrespondancen blev udgivet i 1952 på Schønbergs Forlag. Jeg ville gerne gøre publikationen lidt mere indbydende end lærebøger plejede at være dengang og fik et flot fotografi af Eiffeltårnet sat på forsiden. Bogen fik stor afsætning. Den kom i 6. udgave i 1994. Sammen med Inger Bache udgav jeg i 1953 "Franske tekster for handelsskoler". Dette forlag skulle i de kommende år komme til at udgive en lang række af mine lærebøger, de fleste med en kvindelig kollega som medforfatter. Disse lærebøger brugtes også ved korrespondentstudierne i provinsen og gav gode årlige indtægter. 

Min undervisning kom også til at at omfatte translatørstudiet, der var tilrettelagt som fireårigt aftenstudium. Jeg underviste her de første års trin i almindeligt sprog. Min kollega Poul Høybye, der også var startet på Niels Brock og var blevet docent på Handelshøjskolen efter at have skrevet doktorafhandling om kongruens i fransk, tog sig af de højere trin. 

Side 347: Direktør Chr. Møller fyldte 70 i 1956. ...

Side 350: I begyndelsen af 1958 fik jeg brev om at disputatsen var antaget, og jeg kunne nu gå i gang med at finde en forlægger. Jeg valgte Munksgårds Forlag, som udgav mange videnskabelige værker og havde en samtale med Ejnar Munksgårds efterfølger i forlaget på Frue Plads. Vi diskuterede værkets layout, oplag og produktion. 75% af produktionsomkostningerne ville blive betalt af Aarhus Universitet. Forsvaret af disputatsen fandt sted den 20. november 1958 kl. 14:00. ... Foruden de to officielle opponenter, professor Blinkenberg og professor Per Nykrog, havde der meldt sig to opponenter ex auditorio. ... Derefter gik 1. officielle opponent, Per Nykrog i gang. 
Side 351: Den næste opponent var professor i litteratur ved Københavns Universitet, Hans Sørensen.  Den næste opponent, professor Knud Togeby. ...
Side 352: Togebys opposition blev trykt i en udvidet form i det danske tidsskrift "Orbis Litterarum". ... Sidste officielle opponent var professor Blinkenberg. ... 
Side 353: Gæsterne var foruden opponenterne, hvoraf nogle med hustruer, mine kolleger fra Handelshøjskolnen Poul Høybye og Jacques og Inger Qvistgaard, ...
Side 354: Licentia poetica:k digterisk frihed
Side 360: Selve doktordiplomet blev udleveret ved Aarhus Universitets årsfest den 11., ! 1959..   Vi fik også et håndtryk med tillykke af Frederik IX, der sad til højre for os sammen med dronning Ingrid og de tre små prinsesser. Jeg fik lejlighed til at trykke kong Frederik i hånden en gang igen da jeg i 1965 blev udnævnt til ridder af Dannebrog. 
Side 371: Jeg fik også fuldt op at gøre de følgende år med at planlægge de videregående sprogstudier på Handelshøjskolen med en tretrinsstruktur frem til den erhvervssproglige kandidateksamen. (1967-1968).
Side 373: Note 12: I "Festskrift til Jens Rasmussen" (1986) findes der side 12-23 en bibliografi over mine udgivelser indtil da. 

På billedet til højre ses Jens Rasmussen i 1992, yderst til venstre, sammen med FUHUs bestyrelse.

Kampen for en højere læreanstalt, En mosaik omkring Handelshøjskolen 1917-1992, redigeret af Ole Lange. 75 år. Handelshøjskolens Forlag.
Side 34: Professor Jens Rasmussen:
""Korrespondinerne" var i ældre tid typisk et produkt af "flinkeskolen", oftest døtre af borgerskabet, som ønskede en kort uddannelse. Selv om en del dimittender nåede ansvarfulde stillinger i erhvervslivet, var der få avancementsmuligheder. Mange korrespondentstuderende forestillede sig ikke et senere job som en livsstilling, men som en midlertidig beskæftigelse eller en livsforsikring. De studerende var altså ikke særlig karriereorienterede. For nogle var korrespondenteksamen en gennemgang til en anden mellemlang eller højere uddannelse.
Indførelsen af de videregående studier havde en afsmittende virkning på korrespondentstudiet, idet de studerende, der fra starten stilede mod de højere trin, følge sig mere motiverede til at tage et godt tilløb i de første år. En modnende indflydelse havde ikke blot en planlagt længere studietid, men også deltagelse i arbejdet i de successive revisionsudvalg og de styrende organer, hvor de sprogstuderendes repræsentanter ofte kunne tage standpunkter uafhængigt at den dominerende studenterpolitik.
Aldersrepræsentationen blev også mere differentieret på de videregående studier, idet mødregenerationen af og til dukkede op på 2. trin for at genopfriske og udbygge sprogfærdigheden fra en tidligere korrespondenteksamen. Man kunne således opleve at undervise moder og datter på samme hold. 
Fra begyndelsen af 70'erne blev omgangsformen, som hidtil nok havde været hjertelig, men stilig udadtil, påvirket af den generelle demokratiseringsproces, idet den tidligere fremherskende titulatur "frøken" plus efternavn gradvis, gennem eventuelle mellemstadier afløstes af fornavn og "du"-tiltale (begge veje). For enkelte lærere og studerende tog det lidt tid at vænne sig til denne niveauudjævning. Men alt i alt var den nye studieetikette utvivlsomt mere studiebefordrende. De studerende blev mere frimodige til at stille spørgsmål og give svar.
Samtidig kom tanken om det fremtidige job kraftigere ind i billedet i studietiden, en interesse, som blev stimuleret af den faglige forening "Erhvervssprogligt Forbund", der tæller medlemmer, både studerende og dimittender, fra alle studietrin. 
Den personlighedsudvikling, som de nye studieformer med deres krav om større selvstændig indsats har lagt op til, lader sig vanskeligt gøre op. Det er dog det almindelige indtryk, at de studerende i løbet af 80'erne er blevet mere fremtalende og velformulerede. Det viser sig både i undervisnings- og eksamenssituation og det studiepolitiske arbejde. 
Et bevis på. at de sprogstuderende kunne mobiliseres til værn mod studierne, fik man i den aktion, der i 1991 blev gennemført som protest mod den uddannelsesmæssige forringelse, som ville blive resultatet af de gentagne drastiske nedskæringer. (Jørgen har dokumenter fra disse protester). Deres demonstrationer og henvendelser til Folketinget og undervisningsministeren havde stor gennemslagskraft og gav i det mindste løfte om øgede bevillinger. (Og der er et foto af Translatørforeningen i Folketinget omkring dette tidspunkt).

Her deltager Jens Rasmussen i prisoverrækkelse i Carlsberg Akademi 2016, Hedorfs Fond og Forbundet Kommunikation og sprog. 

Erhvervssprogligt Forbund stiftes i 1970
https://kommunikationogsprog.dk/nyheder/ved-du-hvad-der-skete-27-oktober-1970-0?no_cache=1587650643

1984: SPRØK-uddannelserne (sprog og økonomi) på CBS

The Danish Associatin of Certified Translators and Interpreters - a brief history
https://translatorforeningen.dk/om-translatoerforeningen/

Translatørvæsenets historie, tale i Oslo 1988/Flemming Koue

https://1drv.ms/u/s!Alxa7--I784UgohbNvjDUuyIW0YWsQ?e=2kTKAV

Danske translatører gennem tiderne
Translatørvæsenets historie fra 1635 - 2008/Flemming Koue 
https://1drv.ms/u/s!Alxa7--I784UgohbNvjDUuyIW0YWsQ?e=2kTKAV


Kræmmerhuset, Arbejdspladsavis for Handelshøjskolen i København

http://cbswire.dk/university-paper-at-cbs-40-years-of-writing/

Tænketank og pengetank
Fortællinger om FUHU 2002 – 09. Martin Lauth, december 2017

Forord
FUHU, Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse, (nu DSEB), har i dag en formue på over 400 mio. kr. Det er en anseelig pengetank, der siden stiftelsen af foreningen i 1880 er blevet skabt gennem donationer fra virksomheder og erhvervsfolk til en række almennyttige formål, der har fremmet dansk erhvervsliv gennem erhvervsrettet uddannelse og forskning.

Det har ikke været et formål i sig selv at opbygge en formue, men opførelsen af ejendomme til Købmandsskolen, Niels Brock og Handelshøjskolen/CBS har vist sig at være en god investering, og skiftende bestyrelser har haft et mål om at bevare formuen. Dertil kommer, at FUHU gennem årene samtidig har været i stand til at yde meget store tilskud til driften af uddannelsesinstitutioner, nye uddannelser og forskning samt legater og priser.

Resultaterne af FUHUs indsats er da også meget synlige i uddannelsesbilledet: Niels Brock, CBS, SIMI, merkonomuddannelserne, HD uddannelserne, Fonden for Entreprenørskab osv. – og senest med udviklingen af tænketanken DEA. Det er der skrevet flere bøger om, jf. litteraturlisten, senest jubilæumsbogen ”CBS gennem 100 år” af professor Kurt Jacobsen og post. doc. Anders Ravn Sørensen, CBS. Den fortæller om Handelshøjskolens/CBS’ etablering og udvikling siden 1917 og herunder om FUHUs aktive engagement og betydelige økonomiske støtte. Man må håbe, at der snart kommer en lignende bog om Købmandsskolen og Niels Brock.

Jan Kobbernagel var rektor for Handelshøjskolen i København.

Gennem FUHUs historie har der været perioder med store omstillinger, f.eks. i midten af 60’erne, hvor Købmandsskolen og Handelshøjskolen gik fra at være private institutioner til at blive selvejende. Det havde store konsekvenser for både økonomien og FUHUs direkte indflydelse.
Det første 10-år i dette århundrede var også en markant omstillingsperiode med omlægninger af ejendomsporteføljen, etableringen af FUHU Konferencecenter og udviklingen af Danmarks førende tænketank, DEA. Parallelt hermed blev fokus flyttet fra foreningens ”egne” uddannelsesinstitutioner og internationale programmer til et landsdækkende, uddannelses- og forskningspolitisk perspektiv med fokus på business education and research.

Hvis man får lyst til at vide mere herom og slår op på hjemmesiden for FUHU (nu DSEB) finder man ingen oplysninger om omstillingen. Blot en kort bemærkning om, at FUHU afhændede ejendomme i 2002. Og slår man op på DEAs hjemmeside http://dea.nu/, får man misvisende oplyst, at tænketanken blev stiftet i 2010. Det er derfor nærliggende at få nedfældet en fortælling om FUHUs omstilling og udvikling i perioden, mens tid er, dvs. medens vi stadig er flere, der har været engageret i omstillingen, og som kan bidrage med viden og egne oplevelser om processen.

Der er også grund til at nævne, at Kurt Jacobsen og Anders Ravn Sørensens arbejde med jubilæumsbogen har været motiverende. I forlængelse af et møde skrev jeg et par notater til dem om udpegningen af CBS’ første bestyrelse, projektet i Porcelænshaven og udviklingen i SIMI. For at sikre, at indholdet var korrekt, bad jeg Andreas Nicolaisen og Ole Wiberg læse notaterne igennem. Det betød, at de stærkt opfordrede til, at jeg fortsatte skriveprocessen. Kort tid efter spurgte Lars Nørby Johansen, om der var skrevet noget om etableringen og udviklingen af DEA. Også det var en nærliggende opgave.

De satte dermed tanker i gang om at nedfælde mine erindringer om FUHU, således som jeg havde oplevet omstillingen i min periode som adm. direktør i Foreningen – altså en fortælling, ikke en historisk fremstilling baseret på omfattende kildesøgning mv. Fortællingen er hovedsageligt baseret på min hukommelse understøttet af årsberetninger og lignende tilgængelig information, idet jeg ikke ligger inde med referater, notater o.lign. fra årene.

Tak for opbakning og hjælp
Heldigvis er min hukommelse undervejs blevet suppleret af andre med et godt kendskab til FUHU i perioden, idet de har gennemlæst og kommenteret et eller flere afsnit, således at fejl og misforståelser er blevet rettet, og huller er blevet udfyldt. Derfor en stor tak til Andreas Nicolaisen, Anya Eskildsen, Finn Junge-Jensen, Hans Siggaard Jensen, Ole Wiberg og Thomas Hofman-Bang, der har været det meste af manuskriptet igennem, samt til George Greibe, Gert Bechlund, Lars Nørby Johansen, Lia Leffland og Niels Kjeldsen for deres bidrag til et eller flere afsnit. Samt ikke mindst til Annbell Ortum, der har læst korrektur og bidraget med sproglige justeringer.

Fredagen før pinse afleverede jeg det første udkast til de samlede fortællinger til Andreas Nicolaisen. Han blev syg to dag efter og døde desværre et par uger senere. Han nåede dermed ikke at se det endelige resultat, som jeg tror, at han ville have været glad for. Jeg må dog understrege, at indhold og form naturligvis alene er mit ansvar.

Fortællingerne har fokus på perioden 2002 – 09. Men de suppleres oftest af et indledende afsnit om væsentlige træk i udviklingen op til perioden, ligesom de afrundes med et sammendrag af den efterfølgende udvikling. Fortællingerne indledes med et sammenfattende afsnit om FUHUs omstilling og udvikling op gennem 00’erne. Dernæst følger afsnittene om de væsentligste indsatsområder:
2. Indsatsen for internationalisering – herunder Handelshøjskolens Boligfond; 3. Udviklingen af FUHU som viden center – herunder af DEA og FBE – og 4. NOCA og erhvervsnetværket; 5. Iværksætteri, entreprenørskab og innovation – herunder Fonden for Entreprenørskab – Junior Achievement. Herefter afsnit om 6. Niels Brock og erhvervsskolerne – herunder kampen for erhvervsakademierne og 7. CBS og universiteterne – herunder universitetsloven og CBS’ første bestyrelse – samt SIMI. Endelig følger afsnit om 8. FUHUs ejendomme – herunder FUHU Konferencecenter og engagementet i Porcelænshaven og 9. FUHUs legater, priser og tilskud.
Der afrundes med to tværgående, samlende afsnit om 10. Økonomien og pengetanken og 11. Bestyrelse, ledelse og organisation.

Det er tanken, at afsnittene skal kunne læses enkeltvis. Der forekommer derfor flere gentagelser på tværs af fortællingerne. Desuden er de afsnit, der omhandler særligt markante faser i omstillingen, behandlet mere uddybende og detaljeret, f.eks. afsnittene om omstillingen til videncenter, udpegningen af CBS’ første bestyrelse og udviklingen af Fonden for Entreprenørskab.

Martin Lauth, december 2017.


Indholdsfortegnelse 

0. Forord
1. Sammenfatning - FUHUs omstilling i hovedtræk
2. Indsatsen for internationalisering
- Herunder Handelshøjskolens Boligfond
3. Udviklingen af FUHU som videncenter
- Fortællingen om DEA og FBE
4. NOCA og FUHUs netværk
5. Iværksætteri, entreprenørskab og innovation
- Herunder Fonden for Entreprenørskab – Junior Achievement
6. Niels Brock og erhvervsskolerne
- Herunder kampen for erhvervsakademierne
7. CBS og universiteterne
- Herunder ny universitetslov og den første bestyrelse, samt SIMI
8. FUHUs ejendomme
- Herunder FUHU Konferencecenter og Porcelænshaven
9. FUHUs legater, priser og tilskud
10. Økonomien og pengetanken                      
11. Bestyrelse, ledelse og organisation                      

Bilag

1. Navneregister                      
2. FUHUs Netværk 2008
3. FUHUs Regnskab 2008
4. FUHUs bestyrelse og sekretariat 2008
5. Litteraturliste

1. FUHUs omstilling i hovedtræk
FUHUs indsats i 1990’erne var især rettet mod udviklingen af de to ”børn”, Niels Brock og Handelshøjskolen/CBS. Det skete gennem udpegningen af medlemmer til styrelsen for Niels Brock og til styrelsesrådet for Handelshøjskolen/CBS samt via tilskud til udviklingsaktiviteter på de to skoler og gennem uddelingen af en række priser.

Derudover udbød FUHU en række udlandsprogrammer, der tilbød studerende ved handelshøjskolerne og handelsskolerne deltagelse i internationale kurser på erhvervsrettede uddannelsescentre rundt om i verden, ligesom foreningen understøttede nye initiativer og studerende med tilskud og legater.
Endelig var FUHU indimellem engageret i udarbejdelsen af udredninger og anbefalinger, der i et samarbejde med organisationer m.fl. beskæftigede sig med udviklingen af de merkantile uddannelser, f.eks. i Handelsudvalget og Hvidbogskonsortiet.

I flere årgange af FUHUs årsberetninger i 90’erne er FUHUs formål udførligt gengivet sammen med Foreningens vision og strategiske delmål. Det vidner om en bevidsthed om FUHUs position og udviklingspotentiale. Bestyrelsen drøftede da også ved flere lejligheder, at der var behov for fornyelser, men der manglede afgørende initiativer hertil. Det blev Tvindloven og dens indarbejdelse i erhvervsskoleloven, der blev startskuddet til den omfattende omstilling. Lovene betød, at FUHU ikke længere kunne være udlejer af ejendommene til Niels Brock og samtidig sidde i skolens styrelse. Der måtte træffes et valg. Det gav anledning til en strategiproces, der mundede ud i

• Niels Brocks ejendomme skulle sælges, bortset fra Fiolstræde 44, som FUHU selv skulle rykke ind i
• Til erstatning for Fiolstræde skulle Niels Brock overtage Handelshøjskolens ejendom på Julius Thomsens Plads, som ville blive ledig efter Handelshøjskolens byggeri på Frederiksberg.
• Fiolstræde 44 skulle ombygges til et moderne konferencecenter samt til kontorer for FUHU selv og andre videnorganisationer
• FUHU skulle udvikle et videncenter i og omkring konferencecenteret
• Organisationen skulle moderniseres og tilpasses strategien

Den overordnede strategi var ikke nedfældet i et skriftligt dokument, men den var ganske klar, og Foreningen havde en forandringsparat bestyrelse med et engageret formandskab i Andreas Nicolaisen og Niels Hoffman Laursen, der sammen med et andet bestyrelsesmedlem, Claus Valentiner, havde initieret omstillingen.

Omstillingen fra 2002 og frem
Da jeg tiltrådte 1. januar 2002 var FUHU godt i gang med implementeringen af de første faser i omstillingen. Ombygningen af Fiolstræde 44 var så langt, at der kort tid efter kunne holdes indvielse af ejendommen, herunder af FUHU Konferencecenter. Men dagen afdækkede også et par problemer, dels at Akademiet for de Tekniske Videnskaber, ATV, ikke som aftalt ville være med i etableringen af et ”Danmarks Erhvervsforsker Netværk”, dels at de ikke som planlagt ville flytte ind i ejendommen. Det gav et par nye udfordringer. Det lykkedes dog rimeligt hurtigt at få udlejet de resterende dele af ejendommen.

Salget af ejendommene på Julius Thomsens Plads faldt på plads senere på året. Men der gik ikke længe, før FUHU var inddraget i et nyt ejendomsprojekt, idet FUHU trådte ind som investor i en stor ombygning af den gamle porcelænsfabrik på Frederiksberg, som efter ombygningen blev udlejet til CBS.

Projektet reddede FUHU ud af problemerne med stærkt faldende indtægter som følge af salget af ejendommene og det vigende renteniveau. Økonomien kom i løbet af et par år tilbage på niveauet fra før omlægningerne i ejendomsporteføljen og gav foreningen kræfter til udviklingen af det ønskede videncenter. Den samfundsmæssige og politiske udvikling op gennem 90’erne og i ind i 00’erne gav en god klangbund for FUHUs omstilling og videreudvikling. Der var voksende fokus på forskningens og uddannelsernes betydning for beskæftigelse, erhvervsudvikling og vækst, såvel som på behovet for indspil til regeringen og politikerne samt for vidennetværk på tværs af forskning, uddannelse og virksomheder.
Internationaliseringen stod højt på dagsordenen og uddannelsesinstitutionerne havde allerede ved periodens begyndelse udviklet en række internationale uddannelser og udvekslingsaftaler. Det betød, at FUHU udfasede sine egne udlandsprogrammer og i stedet opprioriterede det analytiske og politiske arbejde for at fremme internationaliseringen af uddannelser og forskningen. Et andet af den nye regerings højt prioriterede indsatsområder fra begyndelsen af 00’erne var iværksætteri. FUHU tog med det samme handsken op. Foreningen havde fra starten været engageret i etableringen og udviklingen af Ung Virksomhed, og i en tæt dialog med Erhvervsministeriet lykkedes det i to omgange at få organisationen styrket, senest med såvel en national strategi for entreprenørskab som en videreudvikling til den nationale fond, Fonden for Entreprenørskab – Junior Achievement. Fonden har haft umådelig stor betydning for udviklingen af undervisningen i entreprenørskab på tværs af hele uddannelsessektoren.

Det politiske ønske om at styrke universiteterne blev allerede i begyndelsen af perioden udmøntet i en ny universitetslov. FUHU støttede hensigten om at styrke universiteternes rolle og samspil med samfundet, herunder erhvervslivet, såvel som udviklingen af en stærkere ledelse. FUHU var meget aktiv i processen, og det lykkedes at få ind i bemærkningerne til loven, at FUHU fortsat skulle have indflydelse på udpegningen af bestyrelsen på CBS.

Globaliseringsrådet konkluderede også, at der skulle skabes en stærk, professionsbaseret uddannelsessektor ved siden af universitetssektoren. FUHU engagerede sig aktivt i udmøntningen af planerne, idet vi arbejdede for, at de erhvervsrettede erhvervsakademier ikke blev underlagt de offentligt rettede centre for videregående uddannelser, de senere professionshøjskoler. Det lykkedes at få loven ændret og at sikre et parallelt udviklingsforløb.

I løbet af 2002 - 03 udviklede FUHU det første koncept for et videncenter, Danmarks ErhvervsforskningsAkademi, DEA, der blev etableret som en national netværksorganisation, der skulle fremme videndeling mellem forskning, uddannelse og virksomheder. Det skete i et tæt samspil med forskningsråd, erhvervsorganisationer og universiteter, og DEA blev lanceret året efter med et selvstændigt akademiråd i spidsen. Udviklingen i DEA forløb ikke tilfredsstillende, men FUHU have i mellemtiden fået økonomiske kræfter til en revision af konceptet til en egentlig tænketank og til en styrkelse af organisationen. DEA blev derfor stilfærdigt relanceret med en ny, stærkere formand for en egentlig bestyrelse og med en ny, kompetent leder, ligesom organisationen blev styrket med nye, dygtige medarbejdere de følgende år.

I forlængelse heraf lancerede FUHU i 2007 en parallel tænketank for de erhvervsrettede merkantile uddannelser, FBE, Forum for Business Education. Den markerede sig hurtigt som en stærk tænketank for hele spektret af ”business educations” fra erhvervsuddannelser til universitetsuddannelser.
Gennem hele perioden blev udbygningen af FUHUs relationer til erhvervslivet og erhvervsorganisationerne prioriteret meget højt. Som et led heri flyttede Network of Corporate Academies, NOCA, allerede i begyndelsen af perioden ind i et kontorfællesskab med FUHU for senere at blive optaget som partner. Desuden blev repræsentanter fra erhvervslivet i stor udstrækning inddraget som både partnere og aktive deltagere i analyse- og tænketankaktiviteterne. FUHU skabte dermed det største og stærkeste vidennetværk og den mest respekterede tænketank inden for erhvervsrettede uddannelser og forskning i Danmark.

Processen, hvor Niels Brock og CBS havde bevæget sig i retning af større selvstændighed og frigjorthed i forhold til FUHU, fortsatte for så vidt op gennem 00’erne. Men FUHU udpegede fortsat styrelsen for Niels Brock ud af FUHU-bestyrelsens midte, og Foreningen var fortsat inddraget i udpegningen af de eksterne medlemmer af CBS’ bestyrelse. Desuden blev netværkssamarbejdet i analyser og tænketankaktiviteter meget udbygget med stor og bred deltagelse af ledere, forskere, undervisere og medarbejdere fra de to ”børn”. I takt med omstillingen fik FUHUs bestyrelse også karakter af kernen i en stærk netværksorganisation, idet bestyrelsesformænd og rektorer/direktører fra indsatsområderne blev medlem, ligesom dagsordenen i stigende grad fik karakter af en dialog om udviklingen i forsknings- og uddannelsessektoren, udviklingen i indsatsområderne og FUHUs mange initiativer. FUHU udviklede sig således til en stærk økonomisk og organisatorisk platform for sine indsatsområder: Niels Brock, CBS, DEA, FBE, NOCA og FUHU Konferencecenter. Det gav mulighed for en række initiativer, der fik stor betydning for udviklingen op gennem 00’erne, og som vil blive nærmere omtalt i de senere afsnit.

Fortællingerne i et bredere perspektiv
Fortællingerne kan også være af interesse i et bredere perspektiv. Perioden var nemlig præget af store og markante omstillinger i samfundet og ikke mindst i forsknings- og uddannelsessektoren. Sektoren fik en afgørende rolle i Danmarks globaliseringsstrategi og blev en central faktor i erhvervsudviklingen og beskæftigelsespolitikken. Der blev gennemført en række reformer inden for sektoren, ligesom sektoren nød godt af en stærkt øget allokering af ressourcer til forskning og uddannelse. Det betød en stærkt voksende forskningsindsats såvel som en stor vækst i antal studerende inden for især de videregående uddannelser. Der var især fokus på den erhvervsrettede indsats og ”business research & education”, herunder merkantile og tekniske uddannelsessteder, havde en stor vækst. Det var i fin samklang med FUHUs idégrundlag om at fremme den merkantile uddannelse og forskning. I takt med samfundsudviklingen flyttedes FUHUs prioritering fra ”egne” aktiviteter, Niels Brock, Handelshøjskolen og udlandsprogrammerne, til et nationalt, forsknings- og uddannelsespolitisk perspektiv inden for det merkantile felt. Foreningen byggede her på sine stærke sider.

FUHU havde over tiden opbygget en pæn formue og gode løbende indtægter. Det gav den nødvendige finansielle styrke til omstillingen og til at skabe først Danmarks ErhvervsforskningsAkademi, DEA, og dernæst Forum for Business Education, FBE, der i løbet af 00’erne blev udviklet til Danmarks førende tænketanke inden for den erhvervsrettede forskning og uddannelse. En anden styrke var FUHUs netværk. Den blev yderligere styrket med gode relationer til ministerier, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, og ikke mindst ledende politikere og erhvervsfolk. Dermed skabtes et stærkt partnerskab omkring FUHU og tænketankene. FUHUs saglighed og troværdig var også et aktiv, der kunne bygges videre på. Legitimitet og faglige kompetencer var afgørende for accepten i forskningsråd og akademiske kredse, i uddannelsessektoren og hos lovgiverne. Desuden havde FUHU mulighed for at skabe en god fysisk platform for omstillingen og udviklingen af DEA. Ejendommen i Fiolstræde 44 blev omdannet til et videncenter med FUHU Konferencecenter, der udadtil synliggjorde omstillingsprocessen og FUHUs ambitioner om en ny, stærk rolle. Endelig er der grund til også at nævne, hvorledes udbygningen af FUHUs hæderspriser og tilskud til initiativer inden for den merkantile uddannelse og forskning var med til at cementere Foreningens positive image og position. FUHUs omstilling op gennem 00’erne skete altså i et samspil med den bredere samfundsudvikling og ved at samstemme en række latente stærke sider i den hæderkronede forening. Resultatet var, at FUHU gik ud af perioden med et stærkt økonomisk fundament og med markante og førende tænketanke inden for business education & research.

Udviklingen efter 2009
Strategien for den videre udvikling blev naturligvis taget op til en nærmere vurdering i forlængelse af min fratræden i 2009. Den mundede ud i, at tænketankaktiviteterne skulle yderligere styrkes og profileres, dels gennem en naturlig sammenlægning af DEA og FBE, dels gennem en styrkelse af sekretariatet, dels gennem en stærkere profilering i medier mv. Det blev samtidig besluttet, at DEA blev udskilt fra FUHU, og at tænketanken skulle stå på egne ben senest i 2015. Men DEA blev kort efter tilbageført til FUHU. En strategiproces i forlængelse af, at direktør Birgit Aagaard Svendsen, J. Lauritzen Koncernen, blev formand i 2010, lagde nemlig vægt på, at udviklingsopgaver i DEA skulle formuleres i et tæt samarbejde med FUHU. FUHU – der skiftede navn til DSEB – skulle endvidere fortsat have et tæt samspil med Niels Brock og CBS, samt medvirke til nye initiativer. Det har dog skortet noget på nye initiativer fra DSEBs side, og samspillet med de to ”børn” har i nogen grad været under afvikling. Senest har Niels Brock meddelt, at de ønsker at arbejdsmarkedets parter udpeger medlemmer til skolens styrelse direkte og uden om DSEBs bestyrelse. Som et led i strategiprocessen valgte FUHUs bestyrelse at udskifte ”FUHU” med ”DSEB”. Desuden blev ”FUHU Konferencecenter” ændret til ”Kosmopol”. Konsekvensen må ventes at være, at kendskabet til FUHU og Foreningens store betydningen for udviklingen i den erhvervsrettede del af forsknings- og uddannelsessektoren efterhånden går tabt. For et par år siden besluttede DSEBs bestyrelse at sælge ejendommene i Fiolstræde og Porcelænshaven. Salget gav et regnskabsmæssigt overskud, således FUHUs formue nu er på over 400 mio. kr. Det er en stor pengetank, der giver mulighed for markante nye initiativer.

FUHUs omstilling i et videre perspektiv
Flere – Lars Nørby, Finn Junge, Hans Siggaard og Anders Ravn Sørensen – har foreslået, at Fortællingerne om FUHUs omstilling og udviklingen af DEA blev udbygget med et bredere perspektiv, herunder koblinger i perioden til

• den bredere samfundsudvikling, bl.a. globaliseringen og udviklingen mod konkurrencestaten
• erhvervsudviklingen fra handel og produktion mod digitaliserede viden- og serviceerhverv
• udviklingen af vidensamfundet og videnregimer med vægt på evidens, økonomi og tænketanke
• opprioriteringen og udbygningen af samfundsrelevant uddannelse og forskning
• universiteternes og erhvervsskolernes større samfundsansvar og målrettethed
• CBS’ omstilling til international business school med fokus på business education and research, såvel som Niels Brocks tilsvarende omstilling.

Fortællingerne ville dermed få meget større interesse for et større publikum og ville evt. kunne udgives som bog. En sådan udbygning ligger imidlertid uden for mine ambitioner, men det vil glæde mig meget, hvis andre går videre hermed eller inkorporerer Fortællingerne i et forsknings- og/eller bogprojekt.

Senest: Anders Ravn Sørensen har lige efter årsskiftet orienteret mig om, at han har drøftet ideen om et forskningsprojekt med professor Kurt Jacobsen og associate professor Mads Mordhorst på Center for Virksomhedshistorie, lpf, CBS. Begge er positive over for muligheden for at forankre et projekt som det skitserede på centeret, og Kurt Jacobsen vil udarbejde et oplæg til et sådant projekt.


2. Indsatsen for internationalisering – inkl. Handelshøjskolens Boligfond
Danmark er en handelsnation, og de internationale muligheder har altid været højt prioriteret af FUHU. Sprogundervisning indgik fra starten i uddannelserne, og FUHU tog initiativ til at hente erfaringer fra førende uddannelsesinstitutioner i udlandet hjem til de danske handelsuddannelser, ligesom foreningen finansierede længere studierejser mv. I 30’erne tog FUHU initiativ til ”Den danske Købmandsskole i London, The Danish Merchant School” – senere ”The Danish Commercial College”, der efter krigen blev fulgt op af skoler i Tours og Bremen og derefter med 3 måneders programmer i Paris, Madrid, München og Milano. Skolerne tilbød undervisning til danske studerende og aktive erhvervsfolk i et samarbejde med Udenrigsministeriet og lokale handelskamre og ofte i en konstruktiv dialog med danske virksomheder på stedet.  (Prins Joachim deltog i 1994 i 25 års jubilæet for skolen i Paris og blev efterfølgende protektor for FUHU. Foreningen bidrog senere til fonden, der blev oprettet i anledning af brylluppet med Alexandra, og hvor Andreas Nicolaisen blev medlem af bestyrelsen).

Efterhånden som EU’s Erasmusprogrammer med fordelagtige udvekslingsordninger for studerende blev udbygget, droslede FUHU ned på aktiviteterne i Europa og udviklede i slutningen af 90’erne i takt med den voksende globalisering en række oversøiske programmer i Monterey i Californien (efter opfordring af Bertel Haarder), Singapore og Shanghai, samt i Skt. Petersborg. Også disse programmer blev støttet med midler fra FUHU, således brugerbetalingen kunne holdes nede.
Desuden havde FUHU et samarbejde med Udenrigsministeriet og IFU, Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene, om ”eksportfremmevolontører”, hvor ca. 30 studerende årligt kom på et års praktikophold ved handelsafdelingerne på danske ambassader mv. over det meste af verden. Også denne ordning nød godt af FUHU-legater. Udlandsprogrammerne blev ledsaget af en række ”FUHU Kulturguides” med kobling til de destinationer, hvor programmerne blev afviklet, f.eks. ”England og englænderne”. De gav ikke alene de studerende en glimrende indføring i landenes kulturer og erhvervsforhold. De blev også til stor glæde for mange erhvervsfolk i deres arbejde med udviklingen af nye eksportmarkeder – og endda for turister, idet hæfterne kom i handlen i bogladerne. Der var en betydelig efterspørgsel efter udgaven om Danmark, ”Denmark and the Danes” der var skrevet af lederen af amerikanske studier ved SDU, professor David Nye. Bogen udgives fortsat af Syddansk Universitets Forlag.

Afviklingen af FUHUs Udlandsprogrammer
FUHUs udlandsprogrammer var glimrende og udviklet med stor dygtighed og engagement af direktør Ole Wiberg. De studerende fik et stort udbytte af undervisningen på de udvalgte lokale merkantile uddannelsessteder og de tilknyttede besøg i danske virksomheder, hvor adskillige studerende senere fik ansættelse. Og FUHU var velkendt i internationale uddannelseskredse, hvor foreningen blev profileret under et tysk, fransk såvel som et engelsk navn, The Danish Society for the Advancement of Business Education. Udviklingen i Europa var imidlertid også ved at slå igennem globalt. Niels Brock og flere handelsskoler samt Handelshøjskolerne var i fuld gang med at udvide deres udbud af engelsksprogede uddannelser, ligesom de fik internationale kontorer, der indgik udvekslingsaftaler med tilsvarende uddannelsesinstitutioner verden over. Det betød, at studerende efterhånden kunne få merit for at tage et semester i udlandet, ligesom de kunne tage deres SU med. Det var derfor nærliggende, at FUHU efterhånden overlod aktiviteterne til uddannelsesinstitutionerne, men beslutningen herom blev også fremskyndet af FUHUs vigende økonomi i forlængelse af salget af ejendommene (se afsnit om FUHUs økonomi). Afviklingen skete i en proces, hvor Ole Wiberg loyalt sikrede en forståelse for FUHUs disposition i en løbende dialog med uddannelsesinstitutioner, Udenrigsministeriet og de internationale samarbejdsparter. De gode kontakter i Shanghai dannede også grundlag for China Study Missions i 2003 og 2004 med besøg på universiteter og møder med danske virksomheder, samt Niels Brocks partneruniversitet Shanghai Finance University. I turen deltog fremtrædende repræsentanter for danske uddannelsesinstitutioner, organisationer og erhvervslivet.

Tidligere deltagere i FUHUs udlandsprogrammer begyndte af mødes i netværk, der var baseret på de programmer, de havde deltaget i. I begyndelsen af 00’erne udviklede det sig til et fælles forum med 150 medlemmer, ”FUHU International Alumnys”, hvor de unge, aktive erhvervsfolk kunne mødes til en dialog om den internationale udvikling i erhvervslivet – ofte med tidligere alumnis som indlægsholder. Det var naturligvis et meget positivt initiativ, som vi støttede med Ole Wiberg som kontaktperson og ved at stille lokaler til rådighed og med et beskedent tilskud til etableringen af en database.

AIESEC har i mange år haft stor opbakning fra FUHU. Den internationale organisation, der for over 50 år siden blev etableret ved Handelshøjskolerne i København og Stockholm, er udviklet og ledet af studerende og har til formål at fremme internationaliseringen via et udvekslingsprogram med praktikpladser i internationale virksomheder. (Jeg var selv på internship hos The Destiller’s Compagny i Hull tilbage i 1964). Adm. direktør Jan Frøshaug, Egmont koncernen, var i en årrække en dynamisk formand for organisationen. Han efterfulgtes af Ole Wiberg, FUHU, der stod i spidsen for en videreudvikling af organisationen med bl.a. de internationale karrieredage. Disse aktiviteter blev senere afhændet for et pænt mio. beløb, der sikrede organisationen en sund økonomi til den videre udvikling. I en periode havde organisationen til huse hos FUHU i underetagen i Fiolstræde 44, men udvidelsen af medarbejderstaben i FUHU betød, at AIESEC måtte rykke ud. Den nationale organisation har nu til huse hos Copenhagen Business Academy, CBC, i Nansensgade. Senere overtog George Greibe formandsposten, som han fortsat varetager, og organisationen er stadig i fuld vigør. FUHU havde også et godt samarbejde med direktør Marie Mønsted og Fulbright Kommissionen/Danmark-Amerika Fondet, der bl.a. blev udmøntet i fælles konferencer m.v. i FUHU Konferencecenter. FUHUs formand har en plads i Fondens repræsentantskab, og den blev op gennem 00’erne varetaget af direktør Thomas Hofman-Bang.

Niels Brock, Handelshøjskolen/CBS og en række andre merkantile uddannelsesinstitutioner har i vidt omfang udfyldt hullerne efter FUHUs internationale programmer, og der deltager nu årligt mange hundrede studerende i udvekslingsprogrammer, double degree uddannelser osv. Desuden udviklede den private organisation, EDU Denmark, ved direktør Palle Steen Jensen, sig til i et vist omfang at supplere de offentlige uddannelsesinstitutioners tilbud til især ”free movers”.

Internationaliseringen skulle fortsat have høj prioritering
Ved udfasningen af FUHUs Udlandsprogrammer blev det af bestyrelsen understreget, at det internationale fortsat skulle have høj prioritet i FUHU, og at vi skulle arbejde målrettet på at fremme internationaliseringen i den merkantile forskning og uddannelse. Et af de første nye initiativer var etableringen af FUHUs Internationaliseringspris i samarbejde med Cirius, det fælles internationale kontor for Uddannelsesministeriet og Forskningsministeriet, der optog en stor del af lejemålet i Fiolstræde. Prisen blev uddelt første gang i 2003 til Jytte Mansfelt, lederen af Niels Brocks internationale kontor. Det skete i forbindelse med Cirius’ konference i FUHU Konferencecenter til markering af Uddannelsernes Internationale Uge med deltagelse af Kronprins Frederik. Samme år var konferencecenteret også rammen for Den Europæiske Sprogdag mv. Og det gode samarbejde fortsatte op gennem 00’erne. Der blev taget fælles initiativer og arrangeret flere konferencer mv. Som bekendt var globalisering og internationalisering et gennemgående tema i notater og møder i Globaliseringsrådet. Vi kom ved flere lejligheder med indspil herom, bl.a. i dialog med ministre og ministerier, herunder også Cirius. Ministerierne havde imidlertid vanskeligt ved at finde deres egne ben. Efter møderne bad statsminister Anders Fogh Rasmussen undervisnings- og forskningsministrene om at komme med konkret udspil om internationaliseringen på deres områder. Vi blev inviteret til et møde med kontorchef Per Hansen i Undervisningsministeriet, der fortale om ministerens opdrag, og bad os om at medvirke til en dialog om mulige initiativer. Det sagde vi naturligvis ”Ja” til. Men det var ret begrænset, hvad der kom ud af drøftelserne, herunder af to lukkede høringer, vi arrangerede med deltagere fra uddannelsessektoren og erhvervslivet. Ministeriets embedsmænd havde meget svært ved at tænke i markedsmæssige baner, og jeg husker kun én markant nyhed: Der blev åbnet for, at uddannelsesinstitutioner kunne gå ind i internationale aktiviteter i selskabsform, idet ministeriet endelig bøjede sig for, at det var en mulighed for at begrænse risikoen.

Netop risiciene og frygten for en senere påtale fra politisk side eller Rigsrevisionen lå dem meget på sinde. Det gav sig også bizarre udslag. Da Videnskabsministeriet nåede frem til at udsende et internationaliseringscirkulære, afspejlede den en forbavsende manglende forståelse for internationaliseringsarbejdet. Det fremgik bl.a., at uddannelser udbudt i udlandet skulle leve op til dansk akkreditering. Det ville dermed ikke være muligt at tilpasse en uddannelse til et lokalt marked, f.eks. i Kina, hvor der var krav om visse (ideologiske) fag i universitetsuddannelserne.
Et andet bizart krav var, at en række rettigheder for studerende i Danmark også skulle være opfyldt i udlandet, f.eks. krav vedrørende adgang til reeksamination. Bag ministeriernes holdninger lå nok også betænkeligheder fra politisk hold. Opfattelsen af, at globaliseringens muligheder for erhvervslivet skulle udnyttes gennem deregulering og aftaler om friere handel, slog slet ikke igennem på uddannelses- og forskningsområdet. Politikerne og embedsmændene havde tilsyneladende svært ved at overskue muligheder og problemstillinger og var nærmest ubehjælpsomme i deres tilgang.  Det udmøntede sig desværre i, at det blev en protektionistisk praksis, der prægede uddannelse og forskning op gennem 00’erne. Fra FUHUs side tog vi afsæt i en opfattelse af, at det ville skabe bedre kvalitet i uddannelserne, større udenlandsk søgning og dermed beskæftigelse i Danmark, samt øgede eksportmuligheder, hvis der på sigt skete en deregulering/konkurrenceudsættelse af de videregående uddannelser. Politikerne – og overraskende nok også f.eks. Dansk Industri – mente derimod, at institutionerne skulle fokusere på aktiviteter i Danmark, og der var ikke megen klangbund for at tale om uddannelseseksport. Det har heldigvis ændret sig. Holdningen kom også til udtryk i loven om akkreditering af danske uddannelser. I lovforslaget stod minsandten, at kun uddannelser udbudt af offentlige danske uddannelsesinstitutioner kunne akkrediteres. Konsekvensen heraf ville være, at højt estimerede internationale universiteter som Cambridge, Harvard osv. ikke ville kunne få deres uddannelser akkrediteret, hvis de skulle have ønske om at lægge en afdeling i Danmark.
Det lykkedes af få begrænsningen ud af lovforslaget – i første omgang. Den kom nemlig ind igen mellem 2. og 3. behandling. Og formuleringen er fastholdt i den seneste revision af loven med henblik på institutionsakkrediteringer. Her er der dog løsnet op for, at også udenlandske akkrediteringsinstitutioner kan komme på tale ved akkrediteringer i udlandet. Et af FUHUs initiativer var at få eksportpotentialet i danske uddannelser på dagsorden i udenrigstjenesten. Direktøren for Danmarks Eksportråd, Anne H. Steffensen, medvirkede til, at temaet blev en del af programmet ved det årlige ambassadørmøde i 2007(?). Ved et møde i august i Eigtveds Pakhus, hvor jeg var ordstyrer, holdt prorektor Lykke Friis, KU, og direktør Anders Gertsen, Cirius, m.fl. fra uddannelsessektoren en række indlæg, der fremhævede de engelsksprogede uddannelsesmuligheder i Danmark, gennemgik adgangsmulighederne mv. Senere er den danske internationale indsats blevet stærkt udbygget med centre i Californien, Kina, München, Japan og Indien. Vi havde også flere dialoger med Danida om mulighederne for at fremme uddannelser i udviklingslande som et led i Danmarks udviklingsbistand. På et møde med udviklingsminister Ulla Tørnæs fortalte vi om en række gode eksempler på, hvorledes bl.a. erhvervsskolerne havde medvirket til en positiv erhvervsudvikling i flere udviklingslande og østlande. Ministeren var meget positiv og lovede at følge op med initiativer i ministeriet. Men opfølgende kontakter til embedsmænd gav ikke rigtigt noget resultat. Ved et universitetsmøde i Reykjavik talte Finn Junge, Lauritz B. Holm-Nielsen, rektor ved Aarhus Universitet (der jo kom til universitetet fra Verdensbanken), Jens Oddershede, SDU, og jeg om, at de danske universiteter var alt for lidt inddraget i Danidaprojekterne.  Op igennem 00’erne havde der desuden fundet en neddrosling sted af de store danske rådgivende ingeniørvirksomheders opgaver i Danida og i internationale udviklingsorganisationer. Vi aftalte derfor, at FUHU skulle tage initiativ til at samle direktørerne for de tre store ingeniørfirmaer, COWI, Carl Bro og Rambøll til et møde med de tre rektorer for at drøfte mulighederne for fælles initiativer. Konsulentfirmaerne var enige i problemstillingen, og mødet fandt sted i FUHU et par måneder senere og kom til at ligge i forlængelse af et møde i Rektorkollegiet på den anden side af trappen.
Efter en par indledende runder for at belyse problemstillingen fortalte Jens Oddershede, der var formand for Rektorkollegiet, at der på mødet i Kollegiet havde været enighed om, at der her var et område, universiteterne måtte se nærmere på, og at de derfor gerne ville vende tilbage med mere konkrete tanker. Det var alt i alt et positivt møde, hvor vi havde ventet en nærmere efterfølgende dialog mellem deltagerne.

Et af universiteternes udspil fandt sted i tilknytning til Afrika Kommissionen, der var nedsat af statsminister Anders Fogh Rasmussen. Arbejdet mundede ud i anbefalinger af 5 – 6 særlige fokusområder. Universiteterne spillede ind til et par af anbefalingerne, og de blev inddraget i konkrete projekter om overførsel af kompetencer til afrikanske universiteter. Men desværre udviklede der sig ikke et tættere samarbejde om udviklingsopgaver mellem universitetssektoren og konsulentvirksomhederne i forlængelse af FUHUs initiativ. FUHU fulgte også selv Afrika Kommissionen, idet kompetenceudvikling indgik i flere af fokusområderne, bl.a. et fokusområde vedr. entreprenørskab. I dialog med Betty Meina, direktøren for Kenyas arbejdsgiverforening og medlem af Kommissionen, og de lokale afdelinger af Young Enterprise, søgte vi at bringe Young Enterprise i spil til udviklingen af entreprenørskab i de østafrikanske lande. Opgaven blev imidlertid uden udbud givet til ILO, der et par år efter kunne fortælle om Young Enterprise’s succes i deres rapportering!

Denmark Unlimited
FUHU/FBE tog også initiativ til at få mulighederne i internationaliseringen af uddannelser nærmere belyst i arbejdsgrupper og konferencer mv. Under ”Denmark Unlimited” blev udgivet ”Internationaliseringen af uddannelserne i Danmark”, med vicedirektør Hanne Harmsen, KU, som formand for arbejdsgruppen, hvor fordelene for konkurrencekraft og beskæftigelse blev opsummeret, ligesom der blev præsenteret en række anbefalinger, der kunne fremme internationaliseringen.
En anden arbejdsgruppe, der havde director of accreditation and quality, Ole Steenvinkel Nielson, CBS, som formand, udarbejdede rapporten ”Offshore uddannelser”. Heri blev potentialet i eksportmulighederne dokumenteret, og der blev sagligt argumenteret for, at danske politikere, organisationer og uddannelsesinstitutioner burde fremme og udnytte eksportpotentialet. (Inspirationen til temaet, ”Denmark Unlimited”, kom naturligvis fra Waldemar Smidts bog ”Denmark Unlimited – Global by Design”). I forlængelse heraf blev også udgivet ”Matchmaking Task Force”, der blev udarbejdet i samarbejde med Cirius og en række virksomheder, der havde gode erfaringer med at ansætte udenlandske studerende og dimittender. Den overskuelige publikation præsenterede en række konkrete tiltag, der kunne fremme rekrutteringen og indslusningen af de nye medarbejdere.
Internationaliseringen var også temaet på en stor konference i 2008, der byggede på de nævnte rapporter, med bl.a. undervisningsminister Bertel Haarder, formanden for Dansk Industri, Jesper Møller, og direktøren for Dansk Erhverv, Jens Klarskov. Ministeren havde så svært ved at forstå Jesper Møllers forbehold mht. offshore mulighederne, at han gik ham så meget på klingen, at Jesper medgav, at han som direktør for Toms Fabrikker så anderledes på sagen, men at han havde holdt sig til DI’s talepapir.

I tilknytning til disse projekter blev også holdt en konference i 2008 om tilpasningen af indhold og didaktik mv. til et internationalt studentermiljø på uddannelser i Danmark. Der var flere internationale indlægsholdere, bl.a. den velkendte professor Geert Hofstede fra Holland.

Sommerprogrammer og internationalt studentercenter
FUHU har på flere måder søgt at fremme de særlige sommerprogrammer på de videregående uddannelser. Det skete hånd i hånd med, at Handelshøjskolen/CBS med deres CBS International Summer University Programme var frontløber på området, selvom der i starten var intern modstand fra VIP’ernes side. Programmerne blev udbudt i sommerferien og gav udenlandske studerende mulighed for at tage fag, som gav merit på det hjemlige universitet. Samtidig gav det danske studerende mulighed for at tage supplerende fag eller læse fag op til eksamen, og ikke mindste folk fra erhvervslivet adgang til supplerende efteruddannelser inden for kort tid. En særlig fordel ved programmerne var, at de gav gode muligheder for at tiltrække professorer fra internationalt anerkendte universiteter, idet de fik mulighed for at tilbringe sommeren i Danmark sammen med familien. Inspirationen stammede hovedsagelig fra USA, hvor det var – og fortsat er – meget almindeligt, at business schools har et større fagudbud på ”summer schools”.  Det er naturligvis også befordrende, at ordningen tillige giver en række økonomiske fordele for såvel universiteterne som de studerende.

Medens hun var formand for Forskningsudvalget, var Hanne Severinsen positivt stemt for at fremme sommerprogrammerne. På en opfordring fra hende arrangerede vi derfor et lukket møde for at få en nærmere drøftelse af, hvordan programmerne kunne fremmes i universitetssektoren og på andre videregående uddannelsesinstitutioner. Der deltog en bredere kreds fra videregående uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet. Bortset fra CBS var institutionerne imidlertid meget afvisende over for at etablere sommerprogrammer, så der kom ikke mange initiativer ud af mødet. Kort efter blev Børge Obel rektor for Handelshøjskolen i Aarhus. Da han ville introducere sommerprogrammer, var underviserne meget afvisende. Børge havde imidlertid et stort internationalt netværk, så han gik i gang med gode internationale undervisere. Pudsigt nok kom hans egne folk tilbage og meddelte, at de gerne ville være med. Efterhånden har sommerprogrammer fået et voksende omfang på flere universiteter, men der er langt igen til, at vi i Danmark udnytter det store potentiale, ordningen indebærer. Det hører med til billedet, at vi flere gange har indsendt notater om ordningens fordele til Forskningsministeriet. For få år siden var tilbagemeldingen fra kontorchef Peder Michael Sørensen, Uddannelses- og Forskningsministeriet, at Finansministeriet ikke ville være med til at fremme konstruktionen. Det var helt uforståeligt.

Det internationale studentercenter bør også nævnes. I forbindelse med Handelshøjskolens 75 års jubilæum i 1992 bevilgede FUHU 500.000 kr. til at undersøge mulighederne for at etablere et internationalt studenterhus i København. Der blev dannet en forening, Foreningen til Etableringen af et Internationalt Studentercenter i København, FISK, og nedsat et udvalg. Forligskvinde Mette Kofoed Bjørnsen var formand og udvalget var besat med repræsentanter fra Handelshøjskolen, andre uddannelsesinstitutioner, DIS og FUHU. Efter et længere, omfattende arbejde med mulighederne løb initiativet ud i sandet. Ideen nød fremme igen i tilknytning til sonderingerne om fremme af globaliseringen af danske uddannelser og uddannelsesinstitutioner, og på opfordring blev der holdt et møde herom i FUHU med deltagelse af departementscheferne og embedsmænd fra de to ministerier – Leo Bjørnskov fra Forskningsministeriet, og Henrik Nepper-Christensen fra Undervisningsministeriet – såvel som repræsentanter fra Handelshøjskolen og Københavns Universitet m.fl. uddannelsesinstitutioner. Der blev fra alle sider givet udtryk for, at der denne gang skulle bakkes op om initiativet til et internationalt studenterhus, og at Københavns Kommune måtte inddrages. Forskningsministeriet ønskede at have førerrollen, og underdirektør René Bugge Bertramsen blev formand for en arbejdsgruppe. Der blev overvejet forskellige lokaliseringer, herunder den gamle Metropolitanskole på Frue Plads og Lille Rosenborg i Rosenborggade, men det aftalte beslutningsgrundlag blev aldrig udarbejdet. Jeg formidlede undervejs et møde med direktør Ove Hornby (en bekendt fra VL 42) om en potentiel medvirken fra Mærsk Fonden til finansieringen af et internationalt studenterhus. Ove Hornby var ikke afvisende, men gjorde det klart, at der måtte ligge en plan for både etablering, udvikling og drift, før Fonden kunne tage sagen op. Nu er et imponerende ”CBS Studenterhus” under etablering i den gamle politistation over for indgangen til CBS på Solbjerg Plads. FUHU/DSEB har støttet initiativet. Det er nok den løsning, CBS hele tiden har foretrukket, og flere andre universiteter har givet indtryk af præferencer for tilsvarende løsninger. Det er derfor spændende at se, om et nyt initiativ til et internationalt studenterhus a la det i Paris på Amager kommer videre. I tilknytning til overvejelserne vedr. et internationalt studenterhus bør FUHUs opbakning til Handelshøjskolens Boligfond fremhæves. Fonden har til formål at sikre bolig til udenlandske studerende og forskere ved CBS. Her har FUHU bidraget til mange gode initiativer med ”seed money”, der har motiveret andre bidragydere til at komme med betydelige midler til kollegier og boliger for studerende og gæsteprofessorer. Se mere herom i senere afsnit.

EAIE til Danmark – et eksempel på FUHUs formidlende rolle
FUHU bragte EAIE’s internationale konference til Danmark i 2011. Forløbet illustrerer ganske godt FUHUs rolle som formidler på tværs af sektoren. EAIE er egentlig en forkortelse af det franske navn, men organisationen præsenterer sig i dag som ”European Association for International Education”. Det er en af verdens førende organisationer inden for internationalisering af uddannelser og institutioner med en vis vægt på business schools og colleges. En stor, årlig konference har i mange år haft flere hundrede deltagere fra alle dele af verden. Dels er der en række spor med meget kompetente indlægsholdere om aktuelle, vægtige emner, dels er konferencen verdens største ”markedsplads”, hvor der indgås aftaler om studenterudveksling, uddannelser osv. Der deltager derfor hvert år mange hundrede, heraf adskillige medarbejdere fra f.eks. Niels Brocks og CBS’ internationale kontorer.
Ved en konference i Trondheim spurgte jeg EAIE’s formand, hvorfor konferencen aldrig havde været holdt i Danmark. Han fortalte, at man i Danmark ikke havde kunnet blive enige om, hvem der i givet fald skulle være ”værtsinstitution”. Da jeg kom hjem, blev det bekræftet, at universiteterne i Jylland med rektor Svend Caspersen, Aalborg Universitet, i spidsen havde holdt på, at konferencen i givet fald skulle lægges i Jylland, gerne i Aalborg, medens KU bestemt mente, at de måtte være den rette vært. Efter flere underhåndskontakter, herunder til tidl. dekan på Handelshøjskolen i Aarhus, Hanne Harmsen, der var tiltrådt som direktør på KU med ansvar for bl.a. det internationale kontor, inviterede vi en række nøglepersoner til møde i FUHU. Her lykkedes det at nå til enighed om at pege på KU som vært. Konferencen kunne finde sted i København små to år efter i 2011, hvor der var et hul i EAIE’s 4-6 års planer, idet en anden arrangør var sprunget fra. På et planlægningsmøde kort efter måtte KU ved chefen for det internationale kontor, kontorchef John Andersen, meddele, at de ikke så sig i stand til at få en så stor international konference organiseret så hurtigt. Heldigvis havde jeg på forhånd sikret mig Finn Junges tilsagn om, at CBS ville kunne træde til, hvis KU sprang fra. Det blev derfor CBS med Ole Stenvinkel som tovholder, der i et samarbejde med Wonderful Copenhagen, stod for EAIE konferencen i København i 2010. (Wonderful Copenhagen og EAIE har i øvrigt været interesseret i at få konferencen til København igen i løbet af nogle år, men det er ikke lykkedes at finde fodslag og opbakning hertil i uddannelsessektoren).

FUHU/DEA tog også en lang række initiativer i løbet af 00’erne for at fremme international forskning, herunder forskernetværk, kendskab til EU’s programmer m.m. Det er mit indtryk, at Internationaliseringen af forskning og uddannelse fortsat har høj prioritet i DSEB/DEA, idet der fortsat gennemføres en række tænketankaktiviteter på området.

Handelshøjskolens Boligfond (I dag: CBS Academic Housing)
Handelshøjskolens Boligfond blev stiftet i 2001 som en erhvervsdrivende fond med det formål at fremme Handelshøjskolens (nu CBS’) internationalisering ved at tilvejebringe boliger til studerende og gæsteprofessorer. Fonden blev etableret på initiativ af rektor Finn Junge-Jensen, og initiativet har lige fra begyndelsen haft FUHUs opbakning. Forinden havde FUHU på opfordring fra Handelshøjskolen erhvervet en ejendom i Tordenskjoldsgade for at indrette kollegieværelser i de øvre etager og gæstelejligheder i stuen. Efter etableringen af Boligfonden, blev ejendommen overdraget hertil, men den er senere afhændet, idet ejendommen ikke var velegnet til formålet. Ved etableringen bidrog FUHU med et tilskud til grundkapitalen, som skolen ikke selv måtte stille til rådighed. Andreas Nicolaisen, FUHUs formand, blev formand for den nye Fond, hvor de andre bestyrelsesmedlemmer var Niels Kjeldsen, der var medlem af FUHUs bestyrelse og formand for Handelshøjskolens Styrelsesråd, rektor Finn Junge-Jensen og universitetsdirektør Gert Bechlund. For nogle år siden trådte Andreas Nicolaisen ud af bestyrelsen, og Niels Kjeldsen rykkede op som formand. Den tidligere formand for FUHU, Thomas Hofman-Bang, blev nyt medlem.
CBS’ Academic Housing er et meget vigtigt led i CBS’ internationalisering, idet det er af stor betydning for tiltrækningen af internationale studerende, at der kan anvises bolig til de studerende. Dertil kommer, at det ofte er en forudsætning for at tiltrække gæsteprofessorer, at der er adgang til gode boliger til en attraktiv pris.

Finansieringen af Fondens indskud i projekterne er i stor udstrækning sket via donationer fra fonde med tilknytning til erhvervslivet, ligesom da FUHU i sin tid opførte ejendommene til Købmandsskolen og Handelshøjskolen. FUHU har ofte som en af de første bidraget med ”seed money”, f.eks. med 500.000 kr. til kollegiet i Porcelænshaven, for at animere andre til at være med.
Handelshøjskolens Boligfond (nu CBS Academic Housing) har opnået imponerende resultater. Den udbyder her i 2017 næsten 250 kollegiepladser til udenlandske studerende og 32 boliger til gæsteprofessorer. Dertil kommer 100 pladser til studerende på kollegier, som ikke ejes af CBS Academic Housing. Det er også bemærkelsesværdigt, at Fondens formue er på 290 mio. kr. Og Fonden har flere nye projekter under udvikling, bl.a. på Finsensvej, for behovet er meget stort, idet CBS i 2016 havde 1.500 udvekslingsstuderende. Og der er også et konkurrencemæssigt aspekt tilstede, idet andre internationale business schools tilbyder kollegiepladser til studerende i forbindelse med optagelsen. Det er derfor ganske interessant, at DSEB (tidl. FUHU) i sin strategi i 2012 betragtede CBS Academic Housing som et særligt indsatsområde til fremme af internationalisering, idet Foreningen jo råder over en pengetank, der kan løfte betydelige projekter. Indtil videre har CBS Academic Housing dog ikke mærket noget hertil.

Donationen fra Alice og Paul Fabricius
I forværelset til FUHU Faculty Club på CBS, Solbjerg Plads, hænger to malerier af ægteparret Alice og Paul Fabricius, der ved årtusindeskiftet blev sponsoreret af FUHU.  I slutningen af 90’erne mødte de ved en middag hos den australske ambassadør en professor, der var gæsteprofessor ved CBS. Han fortalte, at boligforholdene for en gæsteprofessor mildest talt var utilfredsstillende. Det gav dem inspiration til at donere deres smukke villa i Hillerød, der lå med en flot udsigt over søen til Frederiksborg Slot, til bolig for fremtidige gæsteprofessorer. Paul havde i mange år haft en tilknytning til Handelshøjskolen som bl.a. censor, og hans stilling som direktør for Unilever havde bragt dem rundt i verden, bl.a. til Australien og Iran. Løsningen blev, at villaen med et omfattende indbo blev testamenteret til FUHU, som jo allerede havde investeret i andre ejendomme med et lignende formål. Ægteparret var ret markante personligheder, og jeg husker Paul fra mange censormøder på Institut for Afsætningsøkonomi. Og fra fortællingerne om, hvorledes medarbejderne i FUHU var blevet modtaget og vist rundt i ejendommen med de mange antikviteter og ægte tæpper i forbindelse med en af de årlige sommerudflugter. Et par år efter dannelsen af Handelshøjskolens Boligfond blev testamentet ændret, således det blev Fonden, der kom til at fremstå som arving. Det viste sig imidlertid senere, at det ikke ville være hensigtsmæssigt, at villaen blev indrettet til gæstebolig, bl.a. på grund af afstanden ind til CBS på Frederiksberg. Paul døde for nogle år siden, og Alice er nu stærkt dement og har i flere år været på plejehjem. Men arvingerne har accepteret, at Boligfonden sælger ejendommen for at anvende provenuet og det betydelige indbo til en modernisering og opgradering af gæsteboligerne i Boligfondens ejendom på Dr. Priemes Vej 4 på Frederiksberg.


3. Udviklinge af FUHU som videncenter  – fortællingen om DEA og FBE
I slutningen af 90’erne overvejede en kreds på CBS med FUHU-professor Hans Siggaard Jensen og professor Peter Maskell, CBS, hvorledes der kunne gøres en indsats for at fremme business education & research. Det var et stærkt vækstområde, men det manifesterede sig ikke i en bredere politisk opbakning med tildeling af flere ressourcer mv. På andre fagområder var der nogen, der talte deres sag, f.eks. ATV inden for det tekniske fagområde. Og i udlandet havde man f.eks. American Management Association, AMA, i USA. Rektor Finn Junge-Jensen var enig i synspunktet og så gerne, at CBS fik en førende rolle. I 1999 besluttede FUHUs bestyrelse, at Foreningen skulle udvikle et videncenter, og at Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelser fremover skulle anvende navnet ”FUHU” i stedet for Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse. FUHU blev kombineret med det glimrende slogan: ” – vi fremmer viden”. FUHU skulle flytte ind i Fiolstræde 44 – der oprindeligt blev bygget til at huse Købmandsskolen – for at indrette sine kontorer i ejendommen og udvikle det til et konference- og videncenter, FUHU Konferencecenter.

Som et led heri blev der ført forhandlinger med Akademiet for de Tekniske Videnskaber, ATV, dels ud fra et ønske om, at de flyttede ind i ejendommen, dels med henblik på at udvikle fælles initiativer.
ATV var etableret i 30’erne og havde en stærk position på det tekniske område. De havde skabt de teknologiske servicecentre (Force Technology osv.), som senere blev udskilt som selvstændige, halvoffentlige innovations- og rådgivningscentre, Godkendte Tekniske Serviceinstitutter, under paraplyen GTS’erne. Desuden havde ATV udviklet erhvervsforskerordningen, hvor universiteter og virksomheder med tilskud fra det offentlige gik sammen om fælles ph.d. forløb, og ATV fungerede desuden som et videncenter på det tekniske område. Oprindeligt var erhvervsforskerordningen målrettet industrien, men FUHU havde med baggrund i en dialog med ATV fået ministeriets opbakning til, at ordningen blev bredt ud til også at omfatte det merkantile område. Som et led heri udpegede FUHU ved indgangen til 00’erne to af medlemmerne i erhvervsforskerudvalget, direktør Niels Arnfred, SIMI, og professor Henrik Holt Larsen, CBS. Ordningen blev administreret af ATV, som derigennem sikrede sig et dækningsbidrag, der understøttede sekretariatet og i et vist omfang også andre aktiviteter.

FUHU var interesseret i en styrkelse af erhvervsforskerordningen og en stærkere udbredelse på det merkantile område. I løbet af 2000-01 blev det derfor drøftet med ATV, hvorledes det kunne ske. ATVs præsident, direktør Kim Hueg, holdt indlæg på FUHUs årsmøde, og der blev i efteråret 2001 holdt et seminar med deltagelse af rektorer og ledende medarbejdere fra universitetssektoren og erhvervsorganisationerne om etableringen af et ”Danmarks erhvervsforsker netværk”.
Professor Hans Siggaard ledede mødet, hvor der var opbakning til intentionerne. FUHU og ATV nåede derfor til enighed om i fællesskab at gå videre med initiativet, der skulle præsenteres i forbindelse med indvielsen af FUHUs renoverede ejendom med konferencefaciliteter i januar 2002, dvs. kort efter min tiltræden. Et par dage inden indvielsen meddelte direktøren for ATV, Torben Klein, imidlertid, at præsidenten havde bedt ham meddele, at ATV alligevel ikke kunne gå med i den fælles indsats. Det måtte derfor tages ud af formandens tale, ministeriet blev orienteret (den nye forskningsminister Helge Sander skulle holde indlæg) og udviklingschef Nanna Westergaard-Nielsen, FUHU, måtte tilbage til journalisten på Berlingske Tidende, der allerede havde fremsendt et udkast til en artikel til kommentering.

Etableringen og udviklingen af DEA
Vi måtte derfor starte forfra med at få afklaret, hvorledes tankerne om et videncenter kunne udmøntes og få det formuleret i en strategi. Der blev nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af Hans Siggaard Jensen, der nu var professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, professor Peter Maskell, CBS, samt Nanna Westergaard-Nielsen og undertegnede. Hans Siggaard bidrog ved etableringen af DEA og i den videre udvikling op gennem 00’erne med stor inspiration og støtte. Med afsæt i den nye regerings regeringsgrundlag blev vidensamfundet taget op i FUHUs årsberetning fra foråret 2002 med bl.a. en artikel af Hans Siggaard Jensen om ”Nye partnerskaber mellem universiteter og erhvervsliv”. Og ved årsmødet rejste departementschefen for Forskningsministeriet, Leo Bjørnskov – der efter forlydender havde haft stor indflydelse på regeringsgrundlagets indhold – spørgsmålet: ”Hvem skal rådgive politikeren om de nødvendige prioriteringer i vidensamfundet?”. I forlængelse heraf formulerede Thomas Hofman-Bang, der netop var blevet næstformand for FUHU, erhvervslivets ønske om at få en passende indflydelse på forskningsrådene og universiteterne.
Hermed var platformen for udviklingen af DEA trukket glimrende op.

Ved siden af møderne i arbejdsgruppen blev der holdt en række møder for nærmere at afklare konceptet, f.eks. med Rockwoolfonden, Dansk Management Center og Mandag Morgen, såvel som med ressourcepersoner som direktør Knud Overø, tidl. Ferrosan, og professor Erik Johnsen, CBS. Det blev indkredset, at formålet skulle være at fremme samarbejde og videnudveksling mellem forskning, uddannelse og virksomheder, dvs. at udvikle en formidlende netværksorganisation.
Det var meget vigtigt, at videncenteret fik legitimitet og troværdighed. Det måtte derfor have en selvstændig, uafhængig platform i forhold til FUHU, hvor arbejdsgiverorganisationerne jo dominerede bestyrelsen. Der var desuden enighed om, at videncenteret måtte have et bredt, landsdækkende sigte for at markere, at det rakte ud over Handelshøjskolen/CBS, og for at understrege sin uafhængighed. Og det måtte have et selvstændigt navn. Det blev ”Danmarks ErhvervsforskningsAkademi”, DEA.

Der måtte sikres opbakning fra de to relevante forskningsråd, der dækkede business research, Danmarks Samfundsvidenskabelige Forskningsråd og Danmarks Humanistiske Forskningsråd, såvel som fra forsknings- og uddannelsesinstitutioner og fra erhvervslivet/erhvervsorganisationer.
Desuden var en opbakning fra Videnskabsministeriet vigtig. Initiativet blev derfor drøftet på flere af de regelmæssige møder, vi i den periode havde med direktør Jens Peter Jacobsen og vicedirektør René Bugge Bertramsen i Forskningsministeriet. Jeg husker kun positive bemærkninger og fuld opbakning. Den brede opbakning blev sikret gennem etableringen af en omfattende kreds af ”partnere”, der dels skulle bakke op om det nye akademi, dels være med til at udpege medlemmer til en form for bestyrelse – et akademiråd – for DEA, dels være med til at finansiere det nye videncenter via partnerskaber á 50.000 kr. Det dengang ret høje ”kontingent” på 50.000 kr. skulle sikre universiteternes og andre partners engagement såvel som et bedre økonomisk grundlag for DEA. FUHU var langt den største bidragsyder, men etableringen skete på et tidspunkt, hvor der var grænser for, hvor meget FUHU kunne magte (Se afsnittet om FUHUs økonomi). På et møde med formændene for Danmarks Samfundsvidenskabelige Forskningsråd, professor Erik Albæk, SDU, og Danmarks Humanistiske Forskningsråd, professor Poul Holm, SDU, blev tankerne om et DEA meget positivt modtaget. Det viste sig, at rådene allerede havde gjort sig tanker om noget lignende og været i kontakt med et par store erhvervsorganisationer herom. Der var derfor hurtigt opbakning fra deres side, da de blev præsenteret for det strategiske grundlag – herunder, at de hver især ville få adgang til at udpege to medlemmer af akademirådet. Efter godkendelsen i FUHUs bestyrelse i november 2002, kom deltagelsen fra erhvervsorganisationerne bag medlemmerne i FUHUs bestyrelse, DI, Dansk Handel & Service, Finansrådet, Forsikring & Pension og Danmarks Rederiforening ret hurtigt på plads, ligesom flere arbejdstagerorganisationer så som Lederne, Magistrene og HK m.fl. også efterfølgende gik med.

Et af de mere bemærkelsesværdige møder var med direktøren for DJØF, Mogens Kring Rasmussen. Han hilste initiativet meget velkommen og tilbød med det samme, at DJØF tegnede sig for to partnerskaber. Han koblede det umiddelbart samme med et ønske om at få plads i akademirådet. Vi nåede dog hurtigt til enighed om, at det ville være uhensigtsmæssigt med bindinger mht. udpegningen til akademirådet, når der var brug for opbakning fra en meget bred kreds af organisationer, hvoraf de fleste sikkert gerne ville have en plads i rådet. Det var også positivt, at flere virksomheder hurtigt bakkede op om initiativet, f.eks. Nationalbanken, der kort forinden havde opsagt deres medlemskab af ATV. Men flere virksomheder tilkendegav, at de meget gerne ville bakke op om DEA, herunder medvirke i akademiets aktiviteter, men at de følte sig repræsenteret i partnerkredsen via deres organisationer. Det passede derfor fint ind i den overordnede strategi om et videncenter på tværs af forskning, uddannelser og erhvervslivet, at NOCA, Network of Corporate Academies, parallelt hermed blev etableret som en selvstændig forening, men i kontorfællesskab med FUHU, og hvor de foreløbig godt 20 medlemsvirksomheder fik dobbelt medlemskab, dvs. også et medlemskab af FUHU. (Se mere i afsnittet om NOCA).

CBS og rektor Finn Junge-Jensen bakkede fra starten 100 pct. op om strategien for udviklingen af det nye netværk og videncenter, herunder CBS’ deltagelse med to partnerskaber på linje med de andre universiteter. Det samme gjorde rektor for Handelshøjskolen i Aarhus, Børge Obel. Dialogen med dekanerne fra de samfunds- og humanistiske fakulteter ved universiteterne i København, Aalborg og Odense førte også hurtigt frem til, at de alle var med. Det lykkedes derimod først senere at få det juridiske fakultet på KU ind som partner.

Jeg husker endnu besøget på Aarhus Universitet ret tydeligt. Jeg blev modtaget af rektor Lauritz B. Holm-Nielsen og dekanerne Svend Hylleberg og Bodil Due på rektors kontor. Det var et længere møde, hvor rektor gav en fin indføring i universitets position og udvikling, der naturligvis var langt hævet over Handelshøjskolens længere nede ad Ringvejen. Det var først på et meget sent tidspunkt at han tilkendegav, at hans to fakulteter naturligvis var med. RUC og senere IT Universitetet tilsluttede sig også, hvorimod Landbohøjskolen og DTU ikke gik med – det sidste universitet formentlig af hensyn til ATV.

DEA skulle være et selvstændigt ”forretningsområde” under FUHU med egne vedtægter, akademiråd og regnskab. Udviklingschef Nanna Westergaard-Nielsen skulle fungere som daglig leder. Det blev naturligvis overvejet, om initiativet skulle udskilles som en selvstændig juridisk enhed, f.eks. som en forening eller erhvervsdrivende fond, men der var hverken hos FUHU eller partnerne et ønske herom.
Der blev fra starten lagt stor vægt på en balance mellem forskningsmiljøer og erhvervslivet. Direktør Jannick B. Pedersen blev derfor prioriteret som et godt emne til formand. Han havde etableret DanEduc mv. og havde egen konsulentvirksomhed. Han havde desuden været formand for Dansk Management Råd, ligesom han havde vist stor interesse for videndeling og samspillet mellem forskning og erhvervsliv. Han sagde ja til at gå ind som ulønnet formand for akademirådet på en rimelig betingelse af, at der var tale om en egentlig formandsrolle, hvor den praktiske implementering af strategien, herunder funding’en og tilrettelæggelsen af aktiviteter ville blive varetaget af sekretariatet.

FUHUs bestyrelse bakkede som nævnt op om konceptet og strategien, og formandsudpegningen faldt også på plads, selvom adm. direktør Poul Erik Pedersen, Metro, formanden for Dansk Handel & Service, havde betænkeligheder ved ham. Dansk Management Råd var kort forinden fusioneret med DI, og vi var nok flere, der – fejlagtigt – heri så en årsag til Poul Erik Pedersens betænkeligheder. I løbet af 2003 faldt den ønskede brede opbakning fra forskningsråd, universiteter og uddannelsesinstitutioner, organisationer og erhvervsliv helt på plads, og det første akademiråd blev udpeget: Direktør Jannick B. Pedersen, formand, og dekan, professor Tage Koed Madsen, SDU, næstformand, samt desuden fmd. for CBS, direktør Anders Knutzen, direktør Annette Steen Pedersen, egen virksomhed, direktør Lisbeth Thyge Frandsen, BDO ScanRevision, direktør Ole Haaber, IBM, professor Ole Togeby, Aarhus Universitet, og professor Ole Elstrup Rasmussen, Københavns Universitet. Udpegningen fandt sted i en god, positiv dialog med partnerne. Der var et par pudsigheder undervejs. Egentlig havde vi en tanke om, at Anders Knutzen kunne være et godt emne til at blive formand for DEA, men som nævnt under afsnittet vedr. udpegning af den første bestyrelse på CBS, blev han i stedet formand på Handelshøjskolen. Men han ville fortsat gerne være medlem af akademirådet for DEA. Det var også ganske pudsigt, at Erik Albæk og jeg havde indkredset flere gode emner til akademirådet, som vi derefter indhentede supplerende oplysninger om. Lisbeth Thyge Frandsen, der var adm. direktør for BDO ScanRevision, var topkandidat, men det viste sig, at hun ikke var samfundsøkonom, men civilingeniør. Der var imidlertid enighed om, at hun ville være et godt bestyrelsesmedlem, og hun blev derfor alligevel udpeget af Det Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Hun var medlem af rådet i 8 år og er i dag næstformand på CBS.

DEA lanceres i oktober 2003
Den 1. oktober 2003 blev DEA lanceret på en konference med 130 gæster fra virksomheder, universiteter, organisationer og ministerier mv. Blandt talerne var videnskabsminister Helge Sander og formanden for Danmarks Erhvervsråd, direktør Anders Knutzen, samt naturligvis formanden for akademirådet, Jannick B. Pedersen. Essensen var en opfordring til DEA om at skabe ”rummet” for dialogen mellem forskning, innovation og marked. Denne rolle blev hurtigt udmøntet i et forskningsprofessorat og flere priser samt en række netværk, seminarer og konferencer, herunder fagpaneler med deltagelse af forskere såvel som erhvervsfolk: ”Viden om Viden”, ”Erhvervsforskeruddannelse som brobygger” og ”Sprogteknologi”. I 2004 blev der indledt et samarbejde med Tuborgfondet og Center for Business Research på CBS, om et stort forskningsprojekt ”Hvad skal Danmark Leve af?” med en budgetramme på 15 mio. kr. Projektet blev ledet af professor Svend Erik Houman-Jensen under medvirken af professor Jan Rose Skaksen, professor Anders Sørensen og institutlederen, professor Peter Møllgaard. Tuborg Fondets direktør, Finn Terkelsen, og formanden, CFO Jørn P. Jensen, Carlsberg A/S, var meget aktive i projektforløbet og deltog i mange arrangementer i FUHU Konferencecenter. Projektet bidrog over en flerårig periode med en række bemærkelsesværdige analyser og resultater, bl.a. at de videregående samfundsuddannelser var blandt uddannelserne med den højeste samfundsmæssige nytteværdi, at den fremtidige efterspørgsel efter arbejdskraft i Danmark ikke svarede til den forventede kandidatproduktion, samt at den manglende integration af IT i private og offentlige virksomheder var en hovedårsag til den svagere produktivitetsudvikling i Danmark. Der var fortsat positiv opbakning til DEA og god deltagelse i aktiviteterne i tiden efter lanceringen, men i løbet af 2004 stod det klart, at udviklingen ikke helt levede op til forventningerne. Dels var konceptet som netværksorganisation nok for løst og uambitiøst, dels lod den daglige ledelse noget tilbage at ønske, dels fungerede akademirådet ikke hensigtsmæssigt. Det havde mere karakter af et akademisk forum end et visionært ledelsesorgan.

Hertil kom, at FUHU i mellemtiden havde fået en meget stærkere økonomi på plads som følge af byggeprojektet i Porcelænshaven og udlejningen til CBS, således Foreningen kunne gå stærkere ind med økonomisk støtte til DEA.  (Se afsnittet om FUHUs økonomi).

Styrkelsen af DEA
Udfordringen var at få formuleret et mere præcist koncept og en ambitiøs strategi, at få akademirådets rolle og sammensætning redefineret, samt at få en ny ledelse og en stærkere bemanding på plads. Det måtte ske samtidig med, at den klare opbakning fra de mange partnere og andre stakeholders ikke bare blev bibeholdt, men udbygget og styrket, ligesom ejendomsprojektet i Porcelænshaven måtte holdes på sporet.

Der var flere, der var enige i analysen, herunder direktør Ole Haaber, IBM, der var FUHUs repræsentant i akademirådet, og Tage Koed Madsen, der var næstformand, samt Lisbeth Thyge Frandsen, der havde ringet og sagt, at hun ønskede at udtræde af akademirådet, hvis ikke der skete noget. Problemformuleringen var inspireret af arbejdet i Globaliseringsrådet, og da problemstillingen blev taget op med formændene for forskningsrådene og deres repræsentanter i akademirådet, viste det sig, at de på mange punkter var enige. Der var derfor også opbakning fra deres side til en opstramning af konceptet og en styrkelse af ledelsen. FUHUs formandskab var naturligvis holdt orienteret om den utilfredsstillende udvikling, og det bakkede op om en reorganisering af DEA. I arbejdet i forlængelse heraf var især Ole Haaber, Tage Kofoed Madsen, Hans Siggaard, Finn Junge og Børge Obel inddraget. Jannick B. Pedersen havde en vis forståelse for problemstillingen, og han fandt, at den manglende opbakning og indsats fra sekretariatet var en væsentlig forklaring. Da Nanna Westergaard Nielsen forstod, at der var overvejelser om en mere kompetent daglig ledelse og en styrkelse af bemandingen, meldte hun sig syg. Det betød desværre en væsentlig forsinkelse af processen og ansættelsen af en ny leder. Der blev lagt et betydeligt arbejde i formuleringen af den reviderede strategi, der kunne præsenteres for FUHUs bestyrelse og de mange partnere m.fl. De centrale ændringer var overgangen fra formidlende netværksorganisation til en egentlig tænketank, der skulle skabe og formidle viden inden for business research, det merkantile forskningsområde, samt en understregning af akademirådets udviklende, strategisk og ledende rolle i spidsen for DEA. Betegnelsen blev derfor ændret til ”bestyrelsen”.

Den reviderede strategi fik stor opbakning i FUHUs bestyrelse, herunder til en betydelig udvidelse af FUHUs tilskud. Der var også overvejelser om, at der skulle arbejdes frem imod, at DEA kunne udskilles som en selvstændig tænketank i løbet af en mindre årrække. Det blev dog ikke konklusionen. Professor Ove Kaj Petersen, CBS, der var medlem af en international arbejdsgruppe, der skulle belyse tænketanke i USA, Frankrig og Danmark, holdt et glimrende indlæg på et bestyrelsesmøde i FUHU, hvor han fremhævede, at tænketanke forventedes at få stærkt stigende betydning i meningsdannelsen og i det politiske liv. Der var bred og stor opbakning til, at adm. direktør Lars Nørby Johansen, Falck mv., blev den nye ulønnede formand. Han havde en perfekt profil som tidligere forsker ved Syddansk Universitet og meget respekteret leder i dansk erhvervsliv. Han blev præsenteret for den nye strategi og sagde straks ja. De øvrige medlemmer af den nye bestyrelse blev rektor Børge Obel, Handelshøjskolen i Aarhus, næstformand, rektor Finn Junge-Jensen, CBS; adm. direktør Lisbeth Thyge Frandsen, BDO ScanRevision; direktør Ole Haaber, IBM, rektor Poul Holm, RUC, og adm. direktør Sven A. Blomberg, BRF Kredit. Der er naturligt at nævne, at der fra hele kredsen af stakeholders var opbakning til, at rektorerne for de to handelshøjskoler kom med i den nye bestyrelse, samt at der fortsat var en stærk repræsentation af erhvervsfolk i bestyrelsen. Poul Holm, der i mellemtiden var blevet rektor for RUC, blev også medlem. Da han for et par år siden fyldte 60 år, var det i avisomtalen heraf fremhævet, at han havde været med til at skabe DEA.
Det var naturligt, at ”DEA Partnerforum” med et medlem for hver ”anpart” på 50.000 kr. tillige blev styrket. Det gav et meget stærkt forum på over 50 personer udpeget af forskningsråd, universiteter, organisationer, virksomheder og FUHU. Direktør Jannick B. Pedersen fik en særlig invitation til fortsat at være med. Desuden blev akademirådet som nævnt omdannet til en bestyrelse og senere i 2006 udvidet med dekan Bodil Due, Aarhus Universitetet, generaldirektør Kenneth Plummer, DR, og adm. direktør Ulrik Bülow, Otto Mønsted.

Jeg husker, at vi drøftede afvejningen af økonomi og indflydelse vs. uafhængighed og legitimitet.  Børge Obel skar igennem og sagde, at det af vedtægterne måtte fremgå, at hver anpart i Partnerforum havde én stemme. Det gav ganske vist FUHU mange stemmer, hvis der blev brug for dem, men det afspejlede blot realiteterne.  Parallelt hermed kørte processen med at styrke den daglige ledelse og den faglige bemanding af sekretariatet for DEA. Fra flere siden blev der peget på Stina Vrang Elias, DI, som en dygtig og kompetent kandidat. Hun havde et godt kendskab til uddannelses- og forskningssektoren fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, og DI, og hun havde f.eks. være medlem af Hvidbogskonsortiet.

Strategien for DEA blev drøftet med hende, ligesom der blev indhentet flere referencer, bl.a. fra hendes tidligere chef i EVA, Christian Thune, der var meget positiv. Endelig blev der arrangeret et møde med den nye formand, Lars Nørby Johansen, som også tilsluttede sig ansættelsen.
Hun blev derfor ansat som underdirektør i FUHU og daglig leder af DEA, samt med andre ansvarsområder i FUHU regi, herunder FUHU Konferencecenter, ejendommen i Fiolstræde, kommunikation og design mv., samt naturligvis som min stedfortræder. I forlængelse heraf skete en meget tiltrængt udbygning og styrkelse af sekretariatet med flere nye, unge medarbejdere. Stina Vrang Elias og de nye medarbejdere gjorde en stor og dygtig indsat for at udvikle og positionere det nye videncenter i en periode, hvor vore ambitioner var noget større end ressourcerne.
Videreudviklingen af DEA kom på et godt tidspunkt og viste sig at være meget vellykket. Men det krævede en stor og dygtig indsats fra Lars Nørbys og Stinas side at få skabt DEAs position som den markante og førende tænketank inden for det business research i løbet af få år. I forbindelse med omstillingen blev der i forbindelse med FUHUs 125 års jubilæum i 2005 etableret to markante forskerpriser på hver 100.000 kr. inden for Samfund og Erhverv samt Kultur og Kommunikation for at fremme forskningen og for at markere DEAs position. Også her var der en stærk personkreds engageret i initiativet.
Direktør Lars Nørby Johansen blev formand for priskomitéen for Samfund og Erhverv, hvor de øvrige medlemmer var: Professor Tage Koed Madsen, SDU; professor Steen Hildebrandt, Handelshøjskolen i Aarhus; adm. direktør Poul Skaldhede, Valkon, og vicedirektør Kim Østrup, IBM.
Professor Jørn Lund sagde på et Sorømøde ”Ja” til at blive formand for komiteen for Kultur og Kommunikation. Her var de øvrige medlemmer: Adm. direktør Ingelise Bogason, Birch & Krogboe; professor Kirsten Drotner, SDU; prorektor Lykke Friis, KU, og afdelingsleder Jeannette Ørsted, Plougmann & Vingtoft.

Tietgenprisen, der var indstiftet af FUHU helt tilbage i 1929 og efterhånden uddelt til over 100 licentiater og ph.d.’er fra hovedsagelig CBS, hvoraf mange nu var førende forskere og professorer på CBS og andre universiteter, blev justeret, således den blev landsdækkende og målgruppen post doc.’er, og med Hans Siggaard som formand for priskomitéen og med følgende medlemmer: Professor Anker Brink Lund, CBS; professor Flemming Poulfelt, CBS; professor Per Nikolai Bukh, Aalborg Universitet; professor Peter Maskell, CBS; professor Poul Houman Andersen, AAU; professor Stig Hjarvad, KU, og professor Thorbjørn Knudsen, SDU. Allerede under de indledende drøftelser om etableringen og udviklingen af DEA talte vi i arbejdsgruppen om, at vi burde arbejde frem imod, at FUHU og DEA kunne blive platformen for ”den danske nobelfest for business research”. I tråd hermed blev der introduceret en årlig festmiddag, hvor priserne blev uddelt under festlige former i festsalen i FUHU Konferencecenter. Aktiviteterne blev således stærkt udbygget fra 2005 og frem. Der blev etableret en række nye fagpaneler: Danmarks Erhvervsforskningsbarometer; Den fremtidige efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft i Danmark; Forskeruddannelse som strategisk indsatsmål; samt flere tænketanke: Leadership i øjenhøjde; EU-projekt; Human-Centreret Research Hub; samt Taskforce for sprog og videndeling. De var alle besat med stærke, meget kompetente folk fra forskningsmiljøerne og erhvervslivet, ligesom mange initiativer blev taget og gennemført i samarbejde med Forskningsministeriet og organisationerne.

Etableringen af FBE på uddannelsesområdet
FUHUs styrkede økonomi gav også mulighed for at udbygge rollen som videncenter og tænketank til at omfatte uddannelsesområdet. Det skete i 2006 kort efter reorganiseringen af DEA via etableringen af ”Forum for Business Education”, FBE. Her var genstandsfeltet business education, de merkantile, erhvervsrettede uddannelser og dermed en bredere kreds af uddannelsesinstitutioner fra handelsskoler, erhvervsakademier og professionshøjskoler til handelshøjskoler og universiteter m.fl.
Tænketanken blev bygget over samme koncept som DEA og med samme vægt på integritet og uafhængighed. Og den blev ligeledes etableret som en selvstændig ”forretningsenhed” under FUHUs vinger med egne vedtægter, bestyrelse og regnskab - og med mig som daglig leder.
Det lykkedes igen at sammensætte en meget stærk bestyrelse med ledende erhvervsfolk og førende repræsentanter for uddannelsessektoren: Direktør Peter Højland blev formand og programdirektør Mette Borch, DR, blev næstformand, samt med koncernchef Stine Bosse, Tryg; koncerndirektør, Lone Hass, COWI; direktør Eva Hofman-Bang, Cph. Vest; undervisningsdekan Jan Molin, CBS, og formanden for Henley Denmark, manager corporate communication Bo Terp, Bestseller.
Der var nok at tage fat på, og en række arbejds- og referencegrupper belyste de følgende år mange centrale problemstillinger i analyser, rapporter, seminarer og konferencer – ofte i samarbejde med ministerier og organisationer: Internationale studerendes beskæftigelsesmuligheder; Behovet for merkantilt uddannede; Denmark Unlimited – Internationaliseringen af uddannelser i Danmark; Denmark Unlimited – Offshore uddannelser; Denmark Unlimited – Matchmaking Task Force; HR som en central faktor i CSR; Forbedring af meritmulighederne, samt bedre muligheder for mønsterbrydere.

På tværs af FUHU, DEA, FBE og NOCA var over 100 personer engageret i de mange fora og aktiviteter ved årsskiftet til 2009 med analyser og udviklingsopgaver, se bilag 2, FUHUs netværk. Og mange hundrede deltog hvert år i seminarer og konferencer, hvor anbefalinger, konsekvenser og implementeringsmuligheder blev drøftet.

De tilknyttede analyser i DEA og FBE blev enten udført i eget regi, af forskere fra universiteterne eller selvstændige analysebureauer, men DEA og FBE stod oftest selv for udfærdigelsen af rapporterne. Den eksterne finansiering blev desuden øget via samarbejde med ministerierne og fonde, f.eks. det store projekt sammen med Tuborg Fondet, og organisationer m.fl. De uafhængige og kompetente rapporter blev præsenteret på seminarer eller konferencer, hvori ministre og forsknings- & uddannelsesordførere fra Christiansborg ofte deltog sammen med forskere, erhvervsfolk og ledende repræsentanter fra organisationer. De blev fulgt op af artikler og direkte kontakter til medier og politikere – en aktivitet, der udviklede sig til egentlig lobby virksomhed. Grænsedragningen mellem FUHU og DEA/FBE gav naturligvis anledning til overvejelser undervejs. Der var enighed om, at FUHU var den almene forening - platformen, der støttede en række formål og indsatsområder for at fremme forskning og uddannelse på det erhvervsrettede område, og at DEA og FBE var uafhængige tænketanke med selvstændige bestyrelser, der skulle sikre uafhængighed, legitimitet og kvalitet i analyser, aktiviteter og kommunikation. Der var naturligvis tilfælde, hvor eksempler var med til at klargøre grænsedragningen. En ledende medarbejder i Dansk Handel & Service ønskede på et tidligt tidspunkt, at analyser og rapporter fra DEA kom til behandling i organisationen inden offentliggørelsen. Det var naturligvis ikke foreneligt med selvstændighed og legitimitet, så der var hurtig enighed i FUHUs formandskab om, at det ikke ville være foreneligt med idégrundlaget for DEA. Ved en anden lejlighed luftede en direktør i DI en idé om at lægge organisationens analyseenhed over til FUHU, men efter at have tænkt over det, vendte han ikke tilbage.
Formandskabet for FUHU var også på et tidspunkt på vej til at nedlægge veto mod, at DEA tog initiativ til et projekt på arbejdsmiljøområdet med henblik på at fremme medarbejderes tilbagevenden til arbejdsmarkedet efter sygdom. Det var virkeligt ”et kattepoteområde” for organisationerne, men igen var der enighed om DEAs uafhængighed.

Stina Vrang Elias ny adm. direktør for FUHU
Efter mit ønske var der anført i min kontrakt, at jeg ville fratræde i 2009, når jeg fyldte 65 år. Da jeg bekræftede mit ønske herom til FUHUs formandskab, blev stillingen som adm. direktør for FUHU inkl. DEA og FBE opslået i god tid i 2008. Det var naturligvis formandskabet, adm. direktør Thomas Hofman-Bang og adm. direktør Poul Erik Pedersen, der kørte processen, men jeg var dog noget involveret i stillingsopslag og dialogen med headhunterfirmaet om en jobbeskrivelse mv.
Der var god interesse for stillingen, og formandskabet havde flere kvalificerede ansøgere at vælge imellem. Heldigvis valgte de ikke at følge headhunterfirmaets indstilling, men ansatte Stina Vrang Elias som den nye adm. direktør. Det glædede mig, for hun havde gjort en stor og dygtig indsats i udviklingen af FUHU, DEA og FBE og vist, at hun var velkvalificeret.

DEA har cementeret sin position
Efter min fratræden i 2009 har DEA yderligere cementeret sin position som en stærk, selvstændig tænketank med stor legitimitet og gennemslagskraft. Bemandingen er blevet stærkt styrket både kvalitativt og antalsmæssigt til ca. 30 medarbejdere, og produktionen af analyser, rapporter, seminarer og konferencer er blevet markant udbygget parallelt med indflydelsen i den uddannelses- og forskningspolitiske debat. Genstandsfeltet er blevet udvidet, dels til også at omfatte uddannelsessektoren via en naturlig sammenlægning med Forum for Business Education, FBE, dels ved en generel udbredelse til alle niveauer i uddannelses- og forskningssektoren. Det er i dag formuleret således:

”Tænketanken DEA arbejder for, at intelligente investeringer i uddannelse, forskning og innovation kan bidrage til Danmarks konkurrenceevne og den velstand, vi nyder godt af i dag”. 

DEAs formål er dermed blevet bredere end i 00’erne. Det kommer naturligvis til udtryk i valget af indsatsområder og temaer. Her i foråret 2017 er der til eksempel gennemført analyser af førskoleområdet, afviklet et seminar om ledelse i forskolen og holdt et møde herom op til kommunalvalget. Der er nok er par hedengangne grosserere, der skeptisk hæver et øjenbryn.
Der er altså ikke længere eksplicit fokus på de erhvervsrettede områder eller erhvervslivet. Det fremgår også af, at kun et enkelt medlem af DEAs ”board” kommer fra erhvervslivet, og at hverken Handelshøjskolen i Aarhus, der nu er fusioneret ind i Aarhus Universitet, eller CBS er repræsenteret.
Den meget respekterede Jørgen Elmeskov, der er direktør for Danmarks Statistik, blev for et par år siden formand for DEAs board. Han afløste Torben Möger Petersen, der efter en dygtig og målrettet indsats rykkede tilbage til bestyrelsen for DSEB for at overtage formandsposten. Kort efter min fratræden i 2009 blev det efter Lars Nørbys ønske besluttet, at DEA i 2010 skulle udskilles fra FUHU af hensyn til legitimiteten og uafhængigheden. Den blev dermed en selvstændig, juridisk enhed med konsekvenser for vedtægter, bestyrelse, regnskab og medarbejdere mv. Det var måske baggrunden for, at det af DEAs hjemmeside kom til at fremgå, at DEA var etableret det år.

Et par år senere blev det imidlertid besluttet at tilbageføre DEA igen som et indsatsområde under FUHU (nu DSEB) – uden, at manøvren mig bekendt gav anledning til spørgsmål vedrørende uafhængigheden og legitimiteten – eller til at ændre oplysningen på hjemmesiden om etableringsåret.
Genforhandlingen af lejeaftalerne med CBS for Porcelænshaven for et par år siden medførte en betydelig reduktion i DSEBs lejeindtægter, og den tilsagte ramme for den økonomiske støtte til DEA blev derfor nedreguleret.

Supplerende: Visionen om den tværfaglige tænketank
I FUHUs årsberetning for 2000 fremgik det, at det fortsat var FUHUs rolle at være en markant igangsætter og koordinator for en styrkelse af de merkantile kompetencer. Men også, at viden produceres i et samspil på tværs af mange discipliner, og at FUHU så det som en vigtig opgave at fremme viden i et sådant samspil. Det fremgik i forlængelse heraf, at FUHU så en samarbejdsrelation med ATV, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, som et led heri. Og der fandt gennem årene flere drøftelser sted med ATV herom. ATVs præsident, Kim Hueg, var således inviteret til at holde et indlæg på FUHUs årsmøde i 2001, og præsidiet aflagde samme år besøg i Fiolstræde 44.

ATV blev etableret i 30’erne med det formål at fremme de tekniske videnskaber. Det havde de gjort meget dygtigt, bl.a. gennem udviklingen af ATV-institutterne så som Force Technology og Dansk Hydraulisk Institut med flere, der senere blev udskilt fra ATV som selvstændige almennyttige forskningsinstitutioner med en vis offentlig støtte, de såkaldte Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter, GTS’erne. Organisationen udviklede også erhvervsforskerordningen, der var en forskeruddannelse ved siden af den traditionelle ph.d.-ordning, og hvor forskerstillinger etableredes i et samarbejde mellem forskningsinstitutioner og virksomheder, således genstandsfeltet fik en særlig relevans for den involverede virksomhed og erhvervslivet.

Danmarks Forskernetværk
ATV var derfor en meget respekteret organisation, hvor det gav stor prestige at være medlem. Organisationen havde til huse i en villa ude ved Lundtofte, ikke så langt fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU. Det var derfor naturligt, at FUHU ved starten af 00’erne så ATV som en attraktiv samarbejdspartner, og at man indledte en dialog. Erhvervsforskerordningen var skabt af ATV, og ordningen havde lige fra starten være administreret af ATV, men FUHU havde med opbakning fra ATV og Ministeriet fået to pladser i erhvervsforskerudvalget, som i 2001 blev besat med professor Henrik Holt Larsen, CBS, og direktør Niels Arnfred, SIMI. Vi søgte derfor i fællesskab at fremme og udbrede ordningen på også de ikke-tekniske områder. Det fremgik af FUHUs årsberetning for 2000, at man sammen ville skabe ”Danmarks Erhvervsforskernetværk”, såvel som et samarbejde om erhvervsforskerordningen. Det skulle ske i et landsdækkende netværk for ph.d.-studerende, forskerskoler og erhvervsvirksomheder.

I efteråret 2001 blev der holdt et dialogmøde om det påtænkte forskernetværk hos FUHU. Direktør Claus Valentiner bød velkommen, og professor Hans Siggaard Jensen var mødeleder. Deltagerne, der omfattede rektorer og ledende medarbejdere fra universiteter og forskningsinstitutioner, bakkede op om konceptet. Det blev efterfølgende besluttet, at netværket skulle lanceres ved indvielsen af FUHUs nye domicil og konferencecenter primo 2002. Som det er omtalt ovenfor, gik det anderledes, idet ATVs direktør, Torben Klein, et par dage før offentliggørelsen meddelte, at ATVs præsidium alligevel ikke kunne bakke op om aftalen. Desuden var en aftale om, at ATV skulle flytte ind i Fiolstræde også faldet på gulvet. FUHUs gisninger gik på, at det var de traditionelle ingeniørkredse i ATVs bagland, der havde bremset initiativerne. Allerede ved præsidiets besøg i Fiolstræde i 2001 havde der været signaler herom. Flere præsidiemedlemmer gav udtryk for en vis bestyrtelse over, at det var på tale, at ATV skulle flytte ind i en ”købmandsskole”, som der jo stod på ejendommens facade. Desuden var der flere af medlemmerne, der lagde op til, at de historiske inskriptioner i marmor op langs trapperne i givet fald skulle fjernes – hvilket FUHU ikke havde nogen intentioner om. Medvirkende til ATVs vigende interesse var måske, at ministeriet i 2001 ønskede at konkurrenceudsætte administrationen af erhvervsforskerordningen og satte den i udbud. Udbuddet var udformet med krav til en sagsbehandlingstid så kort, at ATV’s faglig udvalgsvurdering ikke ville kunne bibeholdes. Den var imidlertid så essentiel for uddannelsens kvalitet, at universiteterne meddelte ministeriet, at man ikke ville optage studerende på en ordning, der byggede på udbudsmaterialet. Derfor valgte ministeriet at afbryde udbuddet og i stedet tage administrationen ind i ministeriet selv.  ATV’s praksis med en faglig vurdering af projekterne blev således videreført, mens ATV mistede administrationen og dermed det indtjeningsgrundlag, der kom fra overhead ved administrationen. Det betød måske for ATV, at en del af samarbejdsgrundlaget omkring Danmarks Erhvervsforskernetværk var faldet på gulvet.

Jeg har for nylig hørt, at der desuden gik rygter i ATV-kredse om, at FUHUs daværende ledelse ”spillede på to heste”, og ud over sonderingerne om et samarbejde med ATV også selv planlagde at byde på administrationen af erhvervsforskerordningen, da den var i udbud i 2001. Det skulle være en medvirkende årsag til den negative holdning under det møde, der blev holdt i Fiolstræde, og en årsag til, at ATV bakkede ud af aftalen om Danmarks Erhvervsforskernetværk. Men hverken ved min ansættelse eller i min tid i FUHU har jeg hørt om planer om at overtage administrationen af erhvervsforskerordningen fra ATV. Planerne om et bredt samarbejde og en fælles domicil var ikke nedfældet i fælles dokumenter og en lejeaftale, og planerne faldt til gulvet med ATVs undsigelse af de mundtlige aftaler. Men i de følgende år tilkendegav flere med tilknytning til ATV, at dialogen burde genoptages. Fra FUHUs side har holdningen været den, at vi så positivt på et samarbejde, dog under forudsætning af, at parterne bidrog med en ligeværdig økonomi – dvs. at FUHUs økonomi ikke også skulle understøtte ATVs aktiviteter. I de følgende år var der en vis dialog med ATVs nye direktør, Lasse Skovby Rasmusson, og der blev taget flere initiativer i fællesskab.

Henvendelsen fra ATV i 2007
I 2007 henvendte ATVs præsident, forskningschef Klaus Bock, Carlsberg Laboratorierne, sig med et velformuleret ønske om, at vi igen drøftede, dels mulighederne for et tættere samarbejde, dels en indflytning i Fiolstræde, dels mulighederne for en senere fusion. Hans tanke var, at en skitse hertil skulle præsenteres på det kommende årsmøde i ATV et halvt år senere. I FUHUs formandskab og bestyrelse var der enighed om at tage positivt imod udspillet, idet der var udsigt til en række fordele ved et tættere samarbejde: DEA og ATV kunne udvikles til den klart stærkeste tænketank inden for erhvervsrettet uddannelse og forskning, der ville være fordele for FUHU Konferencecenter, der var administrativ synergi, og det kunne give endnu en videntung lejer i Fiolstræde. (Det var dog betinget af, at der kunne skaffes plads til ATV, idet alt på det tidspunkt var udlejet). Og det var igen under forudsætning af økonomisk ligeværdighed. På ATVs årsmøde fik Klaus Bock imidlertid ikke den ventede opbakning til hurtigt at gå videre med planerne. Deltagerne ønskede en nærmere belysning af intentionerne, såvel som af medlemmernes syn på den videre udvikling af ATV mv. Det betød naturligvis en forskydning af tidsplanerne, herunder evt. indflytningsplaner. Dialogen fortsatte imidlertid med belysningen af fordele og ulemper, herunder af en fælles administration, med deltagelse af ATVs direktør og undertegnede. De udmøntede sig i flere notater om mulighederne såvel som flere fælles initiativer. Men det gik trægt, og forhandlingerne om en indflytning brød sammen i 2011 efter min fratræden. ATVs direktør blev kort efter gået. Ifølge et medlem af ATVs præsidium var hans modvilje mod udviklingen af et tættere samarbejde med FUHU medvirkende hertil.

Den senere udvikling
Men overvejelserne var ikke glemte hos ATV. Kort efter min fratræden inviterede den nye direktør i ATV, Lia Leffland, mig på en kop kaffe. Hun havde tidligere været ansat i ATV, men kom fra en stilling i Cirius, der som bekendt boede til leje hos FUHU i Fiolstræde. Hun var interesseret i at holde vores forbindelse ved lige, og hun så fortsat en række muligheder for et samarbejde. Ikke så længe efter blev Carsten Gaarn-Larsen præsident for ATV. Vi havde gode relationer fra hans tid som direktør for Højteknologifonden, og vi videreførte kontakten. Kort tid efter tog han initiativ til en strategiproces for ATV, der kørte over de næste par år. Heri indgik også overvejelser om et muligt samarbejde med andre vidennetværk og organisationer, såvel som om et andet domicil. Han inviterede i forbindelse med arbejdet til at par kaffemøder, dels fordi han fandt FUHUs strategi og udviklingen af DEA meget interessant, dels for at drøfte udviklingen i uddannelses- og forskningssektoren mv. Hans overvejelser gik bl.a. på, at DEA efterhånden stod så stærkt, at ATV måtte genskabe sin egen stærke profil inden, at et tættere, balanceret samarbejde kunne komme på tale. Jeg er bekendt med, at der undervejs også har været en lejlighedsvis dialog mellem ATV og FUHU/DEA, og at de er mundet ud i, at interessen for et nærmere samarbejde og synergieffekten er for begrænset. Den nye strategi har allerede givet ATV et betydeligt dynamisk løft med en række nye initiativer, og på det seneste, velbesøgte årsmøde var der en god stemning og en aktiv opbakning til en række nye initiativer, bl.a. i lyset af, at man havde rejst betydelige tilskud til initiativer inden for ATVs kerneområder.

Et centralt problem, den svage finansielle platform, er dog ikke løst. Det er derfor nærliggende at nævne en sondering, jeg havde undervejs i processen. Kort efter min fratræden fra FUHU nævnte jeg ved en lejlighed for direktøren for Industriens Fond, Mads Lebech, at han kunne være med til at skabe en stor, uafhængig tænketank for hele det erhvervsrettede område, hvis Fonden bidrog med kapital eller et årligt beløb til ATV, der svarede til FUHUs bidrag til DEA. Han var ikke umiddelbart interesseret. Og senere har Industriens Fond som bekendt selv etableret en tænketank-enhed. Et par år senere talte jeg i forbindelse med et møde i et advisory board på CBS med direktøren for Dansk Erhverv, Jens Klarskov, om mulighederne. Han fandt tanken om én erhvervsrettet tænketank interessant, og efter aftale med ham sonderede jeg interessen hos direktør Lars Goldsmidt, DI, som efter vores vurdering havde de bedste kontakter til alle parter i ATV, DEA/FUHU, DI og Industriens Fond. Lars vendte tilbage efter en måneds tid med, at ”der ikke synes at være interesse herfor”.
ATV og DEA har samarbejdet om enkelte konkrete projekter i perioden, og tænketankene søger løbende og i positiv dialog at koordinere, hvor der er projekter, der ligger indenfor begge tænketankes interessesfære. Når samarbejdet ikke har været stærkere, kan det skyldes, at ATV og DEA strategisk har bevæget sig længere fra hinanden. DEA har haft økonomisk mulighed for at etablere et stort sekretariat med bl.a. en større ledergruppe og en betydelig kommunikationssektion. ATV har stort fokus på at være medlemsbaseret, hvor det i høj grad er medlemmernes viden og engagement, der tegner ATV. Desuden har ATV skærpet deres fokus på science og teknik, medens DEA har bredt deres interessefelt en del ud over business education and research. En anden udfordring i det konkrete samarbejde er de forskellige forretningsmodeller. DEA har økonomi til selv at prioritere projekter, igangsætte analyser og afholde møder. ATV skal skaffe ekstern funding til nye projekter og finansiere møder gennem deltagerbetaling.Begge er fortsat positive overfor et samarbejde. Men der bliver ikke tale om et bofællesskab. For et par måneder siden fremgik det af ATVs nyhedsbrev, at ejendommen i Lundtofte var blevet solgt, og at organisationen flyttede ind hos Force Technology i Lyngby for senere at rykke videre til det nye BLOX i Frederiksholm Kanal i centrum af København.


4. NOCA og FUHUs netværk
Op gennem 90’erne skete der en stærk opprioritering af kompetenceudvikling i det danske erhvervsliv. Personaleafdelingerne blev styrket og ofte udbygget med en kursusafdeling. Efteruddannelsen blev i mange tilfælde tilrettelagt i et samarbejde med erhvervsskoler og handelshøjskoler, men adskillige større virksomheder etablere tillige et ”corporate academy”, der varetog kontakten til uddannelsesinstitutioner, og som tilrettelagde de interne aktiviteter. Ja, nogle virksomheder byggede ligefrem et uddannelsescenter, f.eks. Grundfos’ ”Poul Due Jensen Academy”.
Ideen til en dansk netværksorganisation blev undfanget på en konference på CBS i september 2001, der var arrangeret af professor Laurids Hedaa, CBS, og hvor hovedtaleren var ”mr. business academy”, professor Richard Dealtry, International Management Centre i England. HR direktør George Greibe, F.L. Schmidt, der i mange år var en meget engageret ekstern lektor på CBS, var også blandt indlægsholderne. På konferencen viste der sig at være stor interesse for at etablere et erfaringsnetværk, og Laurids Hedaa blev den drivende kraft i opstarten. Bestræbelserne mundede ud i etableringen af Network of Corporate Academies, NOCA, der havde til formål at fremme virksomhedernes kompetenceudvikling via vidennetværk og et samspil mellem forskning og praksis om læring.

NOCA flyttede ind hos FUHU og blev partner
Kort efter, at jeg var tiltrådt i FUHU primo 2002, besøgte jeg Laurids Hedaa i Herning. CBS havde indgået en aftale med Handels- og Ingeniørhøjskolen, HIH, om at bistå dem med udvikling og udbud af en kandidatuddannelse i det midtjyske i forlængelse af, at Handelshøjskolen i Århus havde været afvisende. Laurids Hedaa havde påtaget sig at være Handelshøjskolens repræsentant på stedet og var flyttet derover. Under mødet fortalte han om visionerne for NOCA og sekretariatet på skolen i Herning. Det kneb med at få initiativet rigtigt i luften. Jeg fortalte ham om tankerne om at udvikle FUHU til et videncenter og foreslog, at NOCA fik kontor hos FUHU i et kontorfællesskab. Det blev vi hurtigt enige om at arbejde videre med. Kort efter besluttede FL Smidth i en sparerunde at neddrosle deres corporate academy og at fritstille lederen, George Greibe. George havde stor erfaring på området, bl.a. også fra jobbet som HR-direktør i Nestlé, og et meget stort netværk på tværs af erhvervslivet. Det var derfor en glimrende løsning, da han sagde ”Ja” til at blive direktør for NOCA med henblik på at udvikle konceptet og organisationen. George og jeg havde kort forinden mødt hinanden som indlægsholdere ved en konference i DI, og etableringen af et kontor mv. hos FUHU faldt hurtigt på plads, og George kom til at deltage i FUHUs medarbejderaktiviteter på lige fod med andre ledende medarbejdere. Åbningen af sekretariatet og indflytningen hos FUHU blev markeret med en åbningsreception i oktober 2003 med taler af formanden for Danfoss, direktør Birger Risager, og videnskabsminister Helge Sander, der var meget begejstret for initiativet, og som sagde Ja til at blive protektor for NOCA.

I løbet af det første år faldt en bestyrelse for NOCA på plads med en række meget kompetente folk fra erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne. Den var det næste halve snes år et engageret og stabilt grundlag for udviklingen af foreningen: HR direktør Henrik Jespersen, Dandy, formand; professor Henrik Holt Larsen, Handelshøjskolen/CBS, næstformand; personalechef Gry Hal, BRFkredit; Major Michael Mortensen, Forsvarsakademiet og prodekan Hanne Harmsen, Handelshøjskolen i Aarhus. Laurids Hedaa var fortsat engageret, men som æresmedlem. Der var godt styr på udviklingen, og administrationen blev klaret af George suppleret med bistand fra FUHUs administration, f.eks. til bogføring og regnskab, samt studentermedhjælpere. På få år lykkedes det at få opbygget en partnerkreds på over 50 af Danmarks største virksomheder, der mødtes i temagrupper samt til seminarer og konferencer, dels på skift hos hinanden, dels i FUHU Konferencecenter. Flere aktiviteter blev gennemført i et samarbejde mellem NOCA og FUHU/DEA, ligesom flere projekter blev etableret og gennemført i et fællesskab. Et godt eksempel herpå var ”Leadership i Øjenhøjde” under ledelse af professor Henrik Holt Larsen, CBS, der udviklede et nyt ledelsesparadigme for mellemlederne i dansk erhvervsliv. Rapporten og anbefalingerne fik hurtigt store konsekvenser for tilrettelæggelsen af efter- og videreuddannelse på erhvervsakademierne og handelshøjskolerne såvel som i den øvrige uddannelsessektor. Et andet eksempel var ”Effektive Læringsformer”, der blev udviklet og udgivet af NOCA i samarbejde med FUHU, DEA og Mannaz. I 2005 blev der ligeledes arrangeret en stor uddannelsesmesse og konference med fokus på ”Talent Management” i samarbejde med Børsen og FUHU. Der er også grund til at fremhæve NOCAs årlige deltagelse i Academy of Management’s internationale årskonference i USA med en delegation på 25 – 30 HR-folk fra medlemskredsen. Tilrettelæggelsen med supplerende briefinger og seminarer sikrede deltagerne et stort udbytte af mødet med topfolk fra hele verdenen – herunder et par dusin fra CBS. NOCA gik også ind i konsortiesamarbejdet ECUANET (European Corporate Universities and Academies Network), ligesom der blev arrangeret en årlig studietur med stor deltagelse til førende universiteter inden for lederudvikling, f.eks. INSEAD og IMD, og store internationale virksomheder så som Nestlé og L’Oreal. Det var derfor naturligt, at næste trin i udviklingen af samarbejdet blev indgåelsen af en egentlig partnerskabsaftale mellem NOCA og FUHU i 2008. Det skete med henblik på en mulig fusion efter en treårig samarbejdsperiode.  Aftalen indebar, at NOCA blev et af FUHUs indsatsområder, herunder at FUHU ville støtte den videre udvikling af NOCA, samt at NOCAs over 50 partnere fik dobbelt medlemskab og dermed tillige blev medlemmer af FUHU. Desuden fik NOCA formand plads i FUHUs bestyrelse, således han og direktøren deltog i FUHUs bestyrelsesmøder. NOCA blev dermed et meget synligt medlem af FUHU-familien samtidig med, at koblingen mellem erhvervslivet og tænketankaktiviteterne i DEA og FBE blev styrket.

Den videre udvikling for NOCA
Den gode udvikling for NOCA er fortsat efter 2009, f.eks. med en aftale med CBS om at være partner i tilrettelæggelsen og afholdelsen af den årlige CRANET konference, og Foreningen har nu over 90 partnere og nyhedsbrevet modtages af over 2000 ledende medarbejdere i store og større virksomheder, der prioriterer kompetenceudvikling og samspillet mellem forskning og praksis højt. Foreningen har fortsat en professionel bestyrelse med topfolk fra erhvervslivet og uddannelsessektoren. Parallelt hermed er sekretariatet blevet udbygget til tre fuldtidsansatte med Per Geisler som direktør. Han blev for et par år siden rekrutteret fra medlemskredsen, fra Mannaz, i et glidende generationsskifte som efterfølger for George Greibe. Kontorfællesskabet og samarbejdet med FUHU og DEA har dog ikke udviklet sig som ventet. Samarbejdsaftalen fra 2008 er ikke blevet omsat til den tilsigtede fusion, men blev tværtimod opsagt af DSEB (tidligere FUHU) i 2011. Men NOCA har fortsat til huse i DSEBs lokaler. Og DSEB opfatter NOCA som en vigtig samarbejdspartner, og der tilrettelægges fælles aktiviteter vedr. kompetenceudvikling.

FUHUs øvrige netværk
Integrationen af NOCA afspejlede FUHUs stærke ønske om at fastholde og udbygge den tætte kontakt til erhvervslivet. Den blev også underbygget af netværket i og omkring bestyrelserne, herunder til erhvervsorganisationerne, og naturligvis via den direkte inddragelse af erhvervsfolk i analyser og projekter. FUHU havde en god kobling til Globaliseringsrådet, idet FUHUs næstformand, Poul Erik Pedersen, som formand for Dansk Handel & Service var fast medlem. Desuden deltog næstformanden, Thomas Hofman-Bang, og jeg i de tre møder vedr. uddannelse og iværksætteri. Vi havde derfor adgang til alle de fortrinlige analyser og rapporter, der indgik i Rådets arbejde, ligesom vi havde gode muligheder for input til arbejdet via såvel Rådets medlemmer som embedsmændene.
Globaliseringsrådets arbejde havde en utrolig stor betydning for udviklingen inden for uddannelse og forskning op gennem 00’erne. Under arbejdet fik deltagerne på tværs af samfundsgrupper en fælles indsigt og forståelse for uddannelse og forskning, der i sig selv var meget værdfuld, men det var også platformen for opprioriteringen af områderne og tildelingen af flere ressourcer i den efterfølgende periode. Rådet havde derfor også stor betydning for FUHUs omstilling og udvikling.
Samarbejdet med Mandag Morgen havde en særlig karakter. Som nævnt i afsnittet om udviklingen af DEA, havde vi i forbindelse med vore overvejelser om udviklingen af et videncenter en dialog med chefredaktør Erik Rasmussen om konceptet og et evt. samarbejde. Det betød, at FUHU fra første færd var inddraget i etableringen af Mandag Morgens ”Innovationsrådet” i 2004. Her var over 200 topfolk fra erhvervslivet, uddannelsessektoren og den offentlige sektor inddraget i et udviklingsprojekt, der på mange områder supplerede Globaliseringsrådets arbejde. Vi var med i det centrale strategiudvalg sammen med formanden, adm. direktør Jørgen Mads Clausen, Danfoss, samt bl.a. Erik Rasmussen, fhv. departementschef Jørgen Rosted, departementschef Michael Diethmer og rektor Finn Junge-Jensen, CBS, såvel som i flere underudvalg vedr. uddannelse og innovation. I forbindelse med arbejdet blev udgivet en ”Netværksbog 2006” med kontaktoplysninger for de involverede 203 personer. Jeg har den fortsat stående ved skrivebordet. Samarbejdet betød også, at flere af Innovationsrådets møder såvel som andre af Mandag Morgens arrangementer blev holdt i FUHU Konferencecenter. Desuden blev en række af DEAs/FBEs rapporter senere bragt i sammendrag i Mandag Morgen i forbindelse med rapporternes offentliggørelse. Der kan også være grund til at nævne samarbejdet med Civiløkonomerne. Gennem tiden har der på mange områder været et tæt samarbejde, jf. Børge Rasmussens bog, som fortsatte op gennem 00’erne. FUHU havde i overensstemmelse hermed stillet en plads i CBS’ bestyrelse til rådighed for organisationen, jf. afsnittet om CBS. Der var et godt samarbejde med især direktøren Vagn Jensen og underdirektør Poul Tiedemann. Repræsentanter for organisationen var med i flere af FUHUs/DEAs projekter, ligesom vi samarbejdede om styrkelsen af de erhvervsrettede uddannelser og økonomien. Det var også et resultat af samarbejdet, at organisationen besluttede at optage dimittender med en KVU-uddannelse. Efter fusionen mellem Civiløkonomerne og DJØF fortsatte det gode samarbejde på mange måder. Det var naturligvis også befordrende, at Stina i en periode var næstformand for DJØF privat.

En anden konstruktiv samarbejdspartner var Erhvervssprogligt Forbund, nu Kommunikation og Sprog. Den arbejdende bestyrelsesformand, Jeannette Ørsted, var meget aktiv og blev i begyndelsen af 00’erne medlem af FUHUs bestyrelse mv. Der blev op gennem 00’erne taget en række fælles initiativer, hvor også efterfølgeren, Birgitte Jensen, og Jørgen Chr. Nielsen ydede et stort bidrag.

Mit medlemskab af uddannelsesrådene, - Samfundsuddannelsesrådet, Rådet for Erhvervsakademier og senest Rådet for Erhvervsakademiuddannelser & Professionsbacheloruddannelser, REP, – gav naturligvis meget værdifulde kontakter til skolernes lederorganisationer, arbejdstager- og arbejdsgiver organisationerne, samt ministeriets topfolk. En optælling viser, at jeg nåede at være udpeget af og sidde under 10 ministre fra de fire midterpartier i Folketinget.

Et eksempel herpå er relationerne til Bente Sorgenfrey, formanden for FTF, som altid var engageret og godt inde i tingene. Hun fortalte på et tidspunkt, at hun havde foreslået at lægge en konference i FUHU Konferencecenter, men at LO havde blokeret herfor med henvisning til, at FUHU ikke havde overenskomst. Holdningen har senere ændret sig, idet LO nu er partner i DEA. Bente Sorgenfrey var særdeles dygtig til at fremme sine medlemmers interesser. F.eks. førte hun udtrykket ”velfærdsuddannelserne” så dygtigt ind i debatten, at undervisningsminister Bertel Haarder begyndte at bruge begrebet i sine taler, ligesom det optrådte i udkastet til referatet af et rådsmøde. Det blev dog fjernet igen, da jeg stilfærdig gjorde Ministeriet opmærksom på, at det da vist var et branding begreb, der ikke havde forankring i love eller bekendtgørelser. Men hun og jeg arbejdede sammen om, at de professionsbaserede uddannelser skulle styrkes, selvom vi var uenige på et par centrale områder. F.eks. ønskede FTF at fremme erhvervsakademiernes fusionering ind i professionshøjskolerne.
Stina Vrang Elias og jeg havde begge stor fornøjelse af medlemskabet af to VL grupper. Fra min egen gruppe kan jeg til eksempel nævne, at Alfred Josefsen var inddraget i flere projekter og  senere blev medlem af CBS’ bestyrelse; Bo Smith var formand for Samfundsuddannelsesrådet; Jesper Fisker blev departementschef for Undervisningsministeriet; Jørgen Søndergaard var direktør for Socialforskningsinstituttet og medlem af adskillige regeringsudvalg; Jørn Neergaard Larsen var direktør for DA; Poul Nesgaard var rektor for Filmhøjskolen og medvirkede i entreprenørskab og pædagogiske metoder.

Endvidere medvirkede Henning Dyremose til fremme af entreprenørskab og SIMI; Jacob Lyngsøe, IT brancheforeningen; Jesper Møller var formand for DI; Kirsten Dreyer blev goodwill ambassadør for Fonden for Entreprenørskab; Klaus Bustrup og Landbrugsrådet blev partner i DEA; Knud Heinesen og Palle Simonsen lod sig inddrage i debatten om universitetsloven; Lene Tranberg byggede TietgenKollegiet og Kilen på CBS; Mette Vestergaard blev medlem af DEAs og senere CBS’ bestyrelse; Peter Gorm Hansen blev medlem af CBS’ bestyrelse; Peter Lauritzen var direktør på RUC og partner i DEA osv., osv. Det er også værd at bemærke, at partnerkredsen i NOCA og DEA på glimrende vis supplerede hinanden, idet DEAs partnerkreds hovedsageligt omfattede forsknings- og uddannelsesinstitutioner, medens NOCAs medlemskreds dækkede erhvervslivet. På tværs af indsatsområderne blev der dermed udviklet et stærkt triple-helix netværk, idet ministerier og andre offentlige institutioner også meget ofte var inddraget. Netværket sikrede løbende input fra erhvervslivet såvel som en spredning og opbakning til FUHU/DEA/FBEs anbefalinger og dermed politiske indflydelse. Netværket var også medvirkende til, at en række konferencer kunne arrangeres i et samarbejde med Undervisningsministeriet, idet FUHU kunne sørge for deltagelse og engagement fra organisationer og virksomheder. Det kan måske undre, at samarbejdet med organisationerne ikke har fået et omfattende afsnit, idet der op gennem 00’erne var et ganske tæt, løbende samarbejde med dem på tværs af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, jf. omtalen af rådene ovenfor. De var partnere i FUHU, DEA og/eller NOCA, og de var inddraget i så godt som alle analyser og projekter, ofte allerede ved problemformuleringen, og de sad med i tænketanke og arbejdsgrupper.
Det er en vigtig konstatering, at organisationerne spillede en meget konstruktiv og aktiv rolle i udviklingen af FUHU/DEA/FBE/NOCA.

Bilag 2 giver et indtryk af udviklingen af FUHUs store netværk. Hvis der blev gennemført en analyse af FUHUs placering i magtnetværket på tværs af erhvervslivet, organisationer, det offentlige samt forskning og uddannelse i 2008, ville Foreningen uden tvivl fremstå som et af de stærkeste netværk i Danmark.

5. Iværksætteri, entreprenørskab og innovation
FUHU blev skabt og udviklet af entreprenører. Innovative købmænd, grosserere og andre erhvervsfolk, der med dygtighed og flid skabte virksomheder med mange arbejdspladser, og som spillede en vigtig rolle i Danmarks udvikling til handels- og søfartsnation. Det er derfor naturligt, at FUHU også senere har støttet initiativer, der har fremmet iværksætteri, entreprenørskab og innovation. I 1993 etablerede vi på TietgenSkolen ”Ung Virksomhed” som en erhvervsdrivende fond, der skulle fremme selvstændighed, kontakt til erhvervslivet og iværksætteri i uddannelsessektoren. Konceptet byggede oprindeligt på, at de unge i uddannelsesforløbet skulle have mulighed for at etablere små virksomheder som et led i undervisningen. Senere blev der tillige udviklet flere andre undervisningskoncepter. Der var tale om egentlige virksomheder med varer eller tjenesteydelser, der skulle afsættes til kunder for rigtige penge. Og deltagerne skulle organisere sig i en organisation og føre regnskab i stil med en virksomhed. Som et led i uddannelsen blev der afholdt konkurrencer, hvor de unge virksomhedsejere præsenterede deres virksomhed for et dommerpanel med ledere fra erhvervslivet.

Sekretariatet blev som nævnt etableret på TietgenSkolen med forstander Per Lorentzen som direktør. Bestyrelsen var i første omgang sammensat af direktørerne for de fynske erhvervsskoler med mig som formand, men blev i løbet af få år landsdækkende. FUHU var sammen med bl.a. Industri- & Handelskammeret i Odense, Dansk Arbejdsgiverforening, Finansrådet, Fyns Amt og Odense Kommune medstifter af den erhvervsdrivende fond, Ung Virksomhed, som den dag i dag er den juridiske enhed bag ”Fonden for Entreprenørskab”. Desuden gik FUHU et par år senere med som sponsor for organisationen.

Der er også grund til at nævne, at FUHU også støttede andre initiativer i etableringsfasen, herunder ”Venture Cup”, der nu har udviklet sig til en landsdækkende organisation. Den har til formål at støtte kandidater og studerende på de videregående uddannelser i at komme i gang med egne virksomheder gennem vejledningsforløb og konkurrencer, hvor erhvervsfolk medvirker som mentorer og dommere. Flere konkurrencer blev endvidere afviklet hos FUHU. Også etableringen og udviklingen af ”Connect” støttede FUHU. Organisationen har et tæt samarbejde med erhvervslivet, advokater og myndighederne m.fl. om at etablere netværk for nye virksomheder med henblik på at sikre dem støtte og vejledning. Connect har senere udviklet sig til en international organisation, der er aktiv i flere lande. Udviklingen af Ung Virksomhed skete i flere faser. Først skulle platformen på plads – et beskedent sekretariat, test af koncept, undervisningsmaterialer, undervisningsforløb, konkurrencer mv. i enkelte klasser og med udvalgte lærere på handelsgymnasiet på TietgenSkolen i Odense. Året efter gennemførtes en udbredelse til øvrige erhvervsskoler på Fyn.

I tredje og fjerde fase implementeredes organisationen og aktiviteterne over hele landet, dels blev bestyrelsen landsdækkende, dels blev der over de følgende år etableret regioner med lokale bestyrelser, der skulle understøtte den geografiske udvikling. Det skete i første omgang med fokus på de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, senere på grundskoler, de øvrige ungdomsuddannelser og senest de videregående uddannelser.

Det var ret sensationelt, at Danmark allerede i 1996 vandt europamesterskabet i Corporate Programme for ungdomsuddannelserne ved konkurrencen i Israel. Det vakte også betydelig opmærksomhed herhjemme og blev fulgt op med en modtagelse hos uddannelsesminister Ole Vig Jensen. Og året efter var Ung Virksomhed, Danmark, derfor vært for mesterskaberne, der blev afviklet i København med festmiddag i Festsalen hos Niels Brock i Fiolstræde 44. Op gennem 90’erne voksende aktiviteterne støt og roligt med god tilslutning fra især handelsgymnasier og efterhånden også fra de tekniske skoler og de korte videregående uddannelser samt fra en del kommuner og folkeskoler. Men tilslutningen gik trægt. Det skyldes især de beskedne økonomiske muskler, organisationen havde, men også den manglende opbakning fra Uddannelsesministeriets side. Bortset fra et par begrænsede tilskud fra tipsmidlerne til særlige initiativer så som europamesterskabet blev der ikke ydet offentlige tilskud. Og der var heller ikke opbakning til en tilpasning af love og bekendtgørelser, der ville have sikret, at iværksætteri kom ind i undervisningen.
Det var en stor barriere for unges og læreres deltagelse, at aktiviteterne hovedsageligt skulle ligge uden for den ordinære undervisning. Undervisningsminister Margrethe Vestager holdt faktisk en høring om en større udbredelse i undervisningen, men det var tydeligt, at der ikke var megen interesse for vore anbefalinger.

Den positive opbakning fra erhvervslivet var derfor afgørende for udviklingen. Opbakningen var tilstrækkelig til, at sponsorbidragene og en betydelig frivillig indsats i bestyrelser og som dommere mv. kunne sikre driften og udviklingen i den første halve snes år. Vi havde set, at det havde givet Young Enterprise organisationen i England et stort rygstød, at den havde Hongkong Shanghai Banking Corporation, HSBC, som hovedsponsor. Vi arrangerede derfor en tur til London med besøg i den engelske YE-organisation og HSBC for underdirektør Torben Laustsen, Nordea, og underdirektør Henning Gade, DA. Det var en meget vellykket tur, der resulterede i, at Nordea gik helhjertet ind i et hovedsponsorat, der har været bibeholdt lige siden. Den har omfattet et stort årligt beløb, der har været bevilget af Nordea Fonden, lokal støtte til Fondens regioner og unge virksomheder, samt at Nordea fik plads i den nationale såvel som de regionale bestyrelser. Endelig og ikke mindst kunne de unge virksomheder tage et møde i den lokale afdeling og få en driftskonto – naturligvis underbygget af en passende ansøgning på en A4 side.

Der kan også være grund til at fremhæve Finansrådets mangeårige engagement. Rådet var ikke alene medstifter, sponsor og med adm. direktør Jørgen Horwitz som medlem af bestyrelsen. I mange år var kontorchef Nis Kaper Buch en meget aktiv og en stor støtte i Fondens aktiviteter, bl.a. ved tilrettelæggelsen og som hoveddommer ved konkurrencerne.

Jørgen Mads Clausen bliver formand
Det var en milepæl, da Jørgen Mads Clausen, CEO på Danfoss, i 2000 lod sig ”shanghaje” (hans egen formulering) til at blive bestyrelsesformand i Fonden. Det gav et stort løft i erhvervslivets opbakning, og han blev hurtigt et ikon for entreprenørskab i Danmark. Sammen med købmand Niels Fog, DA, havde vi i nogen tid været på udkig efter en topfigur fra erhvervslivet til at overtage formandsposten i Fonden. Jørgen Mads Clausen stod øverst på vores liste, da jeg traf ham ved en konference i Odense. Han havde også læst MBA ved University of Wisconsin. Det fik vi en snak om, og han lovede at tage en dialog med næstformanden, direktør Lars Mahler, Aalborg Tekniske Skole, og mig om Young Enterprise og et evt. formandskab. Lars og jeg forberedte os godt og drog til Danfoss i Nordborg, hvor vi blev meget venligt modtaget af Jørgen. Og efter en præsentation af Fonden og ambitionerne, sagde han ”Ja” til at blive formand – men under visse betingelser. Han sagde fra starten, at han ikke havde så megen tid, og at jeg derfor måtte love at være ”arbejdende næstformand”, men han blev hurtig meget engageret og var i mange år en meget synlig formand. Samtidig trådte en kreds af topfolk ind i bestyrelsen kombineret med, at de gik med som sponsorer, f.eks. købmand Niels Fog, formand for DA; borgmester Anker Boye, Odense; chefredaktør Leif Beck Fallesen, Dagbladet Børsen; adm. direktør C. C. Nielsen, Micro Matic, og formanden for Unibank Fonden, Jørgen Høeg Pedersen, samt senere direktør Lars Goldschmidt, DI. Desuden var sekretariatet blevet styrket med ansættelsen af Susanne Ewald som direktør. Hun gjorde et stort og dygtigt stykke arbejde med at professionalisere hele organisationen, koncepter, materialer og de mange aktiviteter.

Jørgen M. Clausen var i høj grad med til at motivere andre erhvervsfolk til at gå med som sponsorer. Dels benyttede han sine mange gode kontakter, dels havde det nok også en positiv virkning, at han inviterede andre bestyrelsesmedlemmer med i sit Danfoss fly til arrangementer i f.eks. Paris, Moskva og Bruxelles. Det var møder, hvor bestyrelsesmedlemmerne mødte de unge virksomheder, og hvor der var gode muligheder for også at lære hinanden at kende. Han var også med til at påvirke politikerne. Et pudsigt eksempel var, da vi skulle mødes med formanden for Folketingets Erhvervsudvalg, borgmester Peter Brixtofte, for at få ham til at fremme iværksætteri og Foden. Jeg havde været undervist sammen med Peter på CBS, så han glædede sig til at modtage os på sit kontor på Christiansborg. Men da vi mødte op, måtte sekretæren beklage og fortælle, at Peter havde fået et uopsætteligt møde i Farum, men han ventede på os, hvis vi tog bilen, der holdt klar udenfor. Det gjorde vi, og det blev et mindeværdigt møde på Farum Stadion. Peter indledte med at fortælle om udviklingsstrategien for kommunen, hvor sidste fase ville være omdannelsen af Farum Kaserne til et attraktivt boligområde med Golfbane osv. Det ville bringe balance i økonomien. Desværre for Peter, lykkedes det ikke at binde de visionære projekter sammen.

Da vi kom til vort ærinde – at han burde fremme iværksætteri i regeringen og Folketinget – blev han fyr og flamme og ringede efter kommunens direktør for unge og uddannelse. Young Enterprises aktiviteter skulle hurtigst muligt indarbejdes i kommunens uddannelser. Og han skulle også nok selv gøre en indsats på Christiansborg. Vi kom derefter til den traditionelle frokost: Masser af fersk røget laks med den berømte ”Petrus” rødvin til. Det var synd for både laks og rødvin, men Peter bød rundhåndet rundt. Da der nogen tid senere gik hul på bylden i Farum, skævede Jørgen og jeg noget til medieomtalen. Vi havde uomtvisteligt holdt møde med Peter inkl. en frokost med Petrus, men vi ville ikke have været glade for at blive hængt ud.

I de følgende år kom yderligere en række store sponsorer til, som fik plads i bestyrelsen, herunder FUHU, hvor formanden, Andreas Nicolaisen varetog den plads, jeg senere overtog. Et par år senere indtrådte også rektor Sven Caspersen som repræsentant for Danske Universiteter og Anders Bondo Christensen som repræsentant for Danmarks Lærerforening. Det var en periode i udviklingen, hvor det var meget vigtigt, at knytte indflydelsesrige personer til Fonden med sigte på at sikre en stærkere økonomisk og politisk opbakning. Det var derfor meget positivt, at også de store arbejdstagerorganisationer så som Dansk Metal og HK senere gik med. Da der et par år senere blev lavet en analyse af de mest indflydelsesrige bestyrelser i Danmark, kom bestyrelsen for Young Enterprise – som fonden havde ændret navn til – ud som nr. 1. Udviklingen i Danmark ændrede sig markant med Fog-regeringen i 2001. Anders Fogh Rasmussen havde allerede inden valgkampen markeret, at iværksætteri ville være et af en ny borgerlig regerings højest prioriterede indsatsområder.

”Fusionen” med regeringens planer
I Fogh-regeringen blev opprioriteringen af iværksætteri placeret hos erhvervsminister Bendt Bendtsen. Han kom jo fra Fyn, havde læst på TietgenSkolen og kendte udmærket Young Enterprise.
Men første trin var naturligvis, at embedsmændene blev sat til at udarbejde en platform for regeringens indsats. Det kom frem, at regeringen overvejede at etablere en fond med en selvstændig bestyrelse, der skulle fremme iværksætteri i uddannelsessektoren.

Kort efter blev Jørgen Mads Clausen inviteret til et møde med Bendt Bendtsen herom. Vi havde naturligvis drøftet situationen, og da det viste sig, at formålet for Young Enterprise og den nye fond var meget overlappende, og at halvdelen af ministeriets emner til bestyrelsen allerede sad i Young Enterprise’s bestyrelse, blev der hurtig enighed om, at mulighederne for at koble to initiativer skulle undersøges. Jeg blev af bestyrelsen bedt om at indgå i forhandlingerne herom sammen med direktøren for Fonden, Susanne Ewald. Sammen med Erhvervsstyrelsen, hvor forhandlingerne blev ledet af kontorchef Sigmund Lubanski,  nåede vi ret hurtigt frem til en løsning, hvor vi ”fusionerede” Young Enterprise med regeringens planlagte fond under navnet ”Selvstændighedsfonden – Young Enterprise”. Den erhvervsdrivende fond fra 1993 blev det juridiske grundlag, og bestyrelsen såvel som sekretariatet i Odense fortsatte. ”Fusionen” betød, at fonden blev en national fond til fremme af selvstændighed og iværksætteri i uddannelsessektoren. Fonden forpligtigede sig dermed til at øge samarbejdet med ministerierne og til at sikre en større udbredelse af iværksætteri på tværs af uddannelsessektoren.  Desuden skulle ledelsen og sekretariatet i Odense styrkes med henblik på den større indsats.

Aftalen blev ledsaget af et tilsagn om en økonomisk opbakning gennem årlige bevillinger over finansloven, der skulle muliggøre en langt større indsats. Men konsekvensen var naturligvis også klare forventninger om en markant fremgang i deltagelsen i uddannelserne. Aftalen skulle naturligvis godkendes af forligspartierne. Vi havde forstået, at Dansk Folkeparti var skeptisk overfor nogle af regeringens iværksætterinitiativer, så Jørgen Mads Clausen og jeg bad om et møde med deres erhvervsordfører, Colette Brix. Vi blev meget venligt modtaget på hendes kontor, og efter en nærmere præsentation af Young Enterprise og en gennemgang af ”fusionen” kunne hun fuldt ud bakke op om konstruktionen. Der var derefter bred opbakning til løsningen. Der er grund til at fremhæve, at der i forlængelse heraf var opbakning fra ikke bare Bendt Bendtsen, men også undervisningsminister Ulla Tørnæs og forskningsminister Helge Sander. Ulla Tørnæs nedsatte bl.a. et udvalg, der skulle komme med anbefalinger til, hvorledes iværksætteri kunne fremmes i hendes uddannelser. Hun var selv formand for udvalget, der var sammensat af adskillige, der meget aktivt havde arbejdet med entreprenørskab i uddannelsessektoren, såvel som flere embedsmænd. Udvalget holdt en række engagerende møder, der bragte mange konstruktive forslag på bordet. Vi var derfor flere, der blev noget overraskede, da der forud for det sidste møde blev rundsendt et udkast til en sammenfatning af arbejdet og anbefalinger. Det var ret tyndt.

Vi var derfor en kreds, der talte sammen inden mødet, hvor vi udtrykte vores utilfredshed med, at forslag, der forpligtede ministeren eller ministeriet, ikke var medtaget. Efter en konstruktiv dialog herom med Ulla Tørnæs var der enighed om, at der skulle udarbejdes en rapport med en række anbefalinger til ministeren, således at hun ikke på forhånd var bundet af anbefalingerne over for Folketinget.

Ulla Tørnæs stammede jo selv fra en erhvervsdrivende familie i Esbjerg, og hun havde megen sympati for og interesse i entreprenørskab og i Selvstændighedsfonden – Young Enterprise. Hun deltog derfor også i mange af fondens aktiviteter så som årskonkurrencer mv., men embedsmændene i hendes ministerium lod sig ikke så let påvirke af de nye vinde, der blæste. Det bør nævnes, at Selvstændighedsfonden – Young Enterprise også spillede en aktiv rolle i det internationale samarbejde i Young Enterprise Europe. Det blev mest markant, da Jørgen Mads Clausen blev valgt til formand for den europæiske organisation med over 25 lande. Han fik i samarbejde med den meget kompetente direktør, Caroline Jenner, professionaliseret organisationen. Også her viste hans engagement sig ved mange lejligheder. Han ringede pludselig en dag, jeg gik på gaden i Stockholm og bad om en kort opsummering af vores organisation i Danmark. Det viste sig, at han på grundlag heraf selv udarbejdede en fremstilling af vores danske strategi og organisation, som han præsenterede på et arrangement for de europæiske lande ugen efter på et møde i Bruxelles. Desuden fik han bragt en fusion mellem den europæiske og amerikanske organisation, Junior Achievement International, på plads. Det var ikke uden problemer, og han måtte bruge en del tid på at få udglattet kulturforskellene, herunder dæmpet the American way of doing business.

Bertel Haarder bliver undervisningsminister - igen
Kort efter sin tiltræden som undervisningsminister i 2005 deltog Bertel Haarder i et stort europæisk, velorganiseret arrangement med 6 – 700 deltagere, som Fonden var vært for i Odense. Han blev så begejstret, at han bad om, at vi efter frokosten kunne tage tilbage til standene med de unge iværksættere, så han kunne tale med endnu flere af dem. Han nedsatte kort efter et udvalg, der skulle komme med forslag til, hvorledes entreprenørskab kunne fremmes i de korte- og mellemlange videregående uddannelser, som dengang lå hos ham i Undervisningsministeriet. Der var mange gode folk med i udvalget, bl.a. professor Torben Bager, og arbejdet forløb vældig godt.
 Vi fik også afdækket et par besynderligheder, f.eks. at en medarbejder fra Ministeriet ikke kunne få rådgivning om at blive selvstændig, da vi sendte hende hen i et vejledningscenter. De kunne kun rådgive om lønmodtagerjobs. Det viste sig også, at 9 ud af 10 af ministeriets bekendtgørelser for videregående uddannelser i deres indhold og sprog målrettede uddannelserne til lønmodtagere!
En pudsig oplevelse undervejs var, at jeg fik indtryk af, at sekretæren fra Ministeriet, Kirsten Danielsen, virkede lidt nølende. Vi drak en kop kaffe sammen, og hun fortalte, at hun havde det meget svært med, at Anders Fogh ”sådan ønskede at presse iværksætteri ned over de unge”. Vi talte lidt videre, og jeg spurgte, om hendes datter aldrig havde haft en salgsbod ude ved vejen? ”Jo”, sagde Kirsten, og tilføjede eftertænksomt, ”og det skulle jeg måske have støttet hende mere med”.
Det gjorde det klart for os begge, at det er vigtigt at få entreprenørskab ind i undervisningen – for de unges skyld – ikke for Danmarks erhvervslivs. De mange boder langs veje og fortove om foråret viser, at børnene gerne vil. Og når unge bliver spurgt om, hvad de gerne vil arbejde med, fremhæver de jo selvstændighed og udfordringer i arbejdet, egen udvikling osv. – netop de kompetencer, de udvikler ved at deltage i undervisning i entreprenørskab.

Tilbage til Bertel Haarders udvalg. Jeg var formand og bad ved arbejdets afslutning om et møde med Ministeren, hvor jeg kunne aflevere vores rapport, ”Entreprenørskab i de Videregående Uddannelser”. Embedsmændene gjorde mig klart, at jeg ikke skulle forvente, at ministeren sådan uden videre kunne tage stilling til vort udspil. Jeg blev derfor positivt overrasket, der Bertel Haarder pludseligt sagde: ”Det her er jo fremragende. Det må vi have med på mødet i Globaliseringsrådet på mandag. I må sørge for kopiering af sammenfatningen, så skal jeg nok tage kopierne med derop. Og Lauth, du må give en kort orientering ved mødets start. Det må jeg ikke, for det er Bendts møde”.

Vort arbejde blev dermed et konkret og kontant indspil til Globaliseringsrådets møde om iværksætteri i januar 2006. Jeg var for længst inviteret til mødet, som det blev en fornøjelse at deltage i.
Bertel Haarders engagement var med til at skabe en voksende forståelse i Ministeriet for, at det burde spille en aktiv rolle i udviklingen af entreprenørskab i undervisningen. Det blev yderligere cementeret ved etableringen af Fonden for Entreprenørskab nogle år senere. Som et led i den styrkelse af ledelsen i Fonden, der var aftalt med Erhvervsstyrelsen, blev Jette Arnskjold ansat til at supplere og støtte Susanne Ewald, der med stort engagement og dygtighed havde stået i spidsen for udviklingen siden midten af 90’erne. Susanne havde imidlertid været forbeholden over for ”fusionen”, og samarbejdet med Jette Arnskjold forløb ikke særligt godt. Resultatet blev, at Susanne fratrådte, og i stedet blev Marianne Oksbjerre ansat som direktør. Hun var uddannet som lærer og kom fra en stilling som leder af Amtscentralen i Ringkøbing Amt med et godt kendskab til grundskolen og ungdomsuddannelserne. Sekretariatet blev udbygget med flere nye medarbejdere og organiseret med ansvarlige for de forskellige uddannelsesgrupper: grundskole, ungdoms- og videregående uddannelser, ligesom det flyttede i ”egne lokaler” i Ejlskovsgade i Odense. Lokalerne var fortsat sponsoreret af TietgenSkolen, men sekretariatet lå nu på en neutral adresse. Som en senere evaluering viste, var Fonden i de følgende år inde i en god udvikling med en styrkelse af tilbuddene til uddannelsesinstitutionerne, regionerne var bedre organiseret, og der var en støt voksende tilslutning blandt både ungdomsuddannelser, korte videregående uddannelser og grundskoler. Et af udviklingsområderne, der havde stor fremgang, var Start-Up programmet for de videregående uddannelser. Det blev også udbudt i de fleste andre lande i den europæiske organisation, og det var bemærkelsesværdigt, at det var ”virksomheder” fra Norge og Danmark (Akademierne i Aarhus og Odense), der i flere år konkurrerede om topplaceringerne. Det var også tilfældet det år, hvor konkurrencen ved rektor Sven Caspersens mellemkomst blev afviklet hos adm. direktør Poul Due Jensen på Grundfos’ akademi med præmieoverrækkelse om aftenen v. skatteminister Kristian Jensen hos adm. direktør Kim Boyter, Pressalit i Ry.

Indsatsen for entreprenørskab på universitetsområdet lå derimod primært hos IDEA, der var skabt og udviklet af professor Torben Bager i tilknytning til SDU i Kolding. IDEA gjorde en glimrende indsats, herunder også gennem deres etablering af iværksættermiljøer i IDEA Houses ud over hele landet. Desuden var der på tværs af Øresund etableret en organisation, der skulle fremme entreprenørskab i ungdomsuddannelserne på begge sider af Sundet, såvel som et Øresund Entreprenørskab Akademi. Der blev også taget flere fælles initiativer med deltagelse af Fonden og FUHU. Som eksempel kan nævnes støtte til udgivelsen i Danmark af Global Entrepreneurship Monitor og afholdelsen af konferencer i FUHU Konferencecenter i forbindelse med lanceringen af deres årlige publikationer.

National strategi og ny ”fusion” til Fonden for Entreprenørskab
Entreprenørskab var fortsat højt prioriteret af regeringen i de følgende år. Indsatsen skulle styrkes, men der var også signaler om, at der var for mange aktører på, og at indsatsen med fordel kunne samordnes og koncentreres. Der var jo rent faktisk flere aktører i uddannelsessektoren, men den manglende indsats og samordning på tværs af ministerierne var også en del af problemet.
Opgaven med en afklaring af den fremtidige indsats og organisering blev placeret hos underdirektør Anders Hoffmann, Erhvervsstyrelsen, og underdirektør Thomas Alslev, Forskningsstyrelsen. De blev bistået af folk fra Undervisningsministeriet og Kulturministeriet. Vi var fra Fonden for Entreprenørskab inddraget i overvejelserne fra begyndelsen, ligesom IDEA m.fl. også deltog i nogle af møderne.

Jeg havde i bestyrelsen varslet Jørgen Mads Clausen m.fl. om, at det ville være hensigtsmæssigt, at jeg gik af som næstformand i forbindelse med, at jeg stoppede i FUHU. Det var der forståelse for, og det blev derfor afklaret, at bankdirektør Torben Laustsen, Nordea, skulle efterfølge mig. Han havde et særdeles godt kendskab til Fonden, idet han gennem mange år havde været meget aktiv i mange sammenhænge. Det var ham, der i 90’erne sørgede for, at Unibank Fonden (senere Nordea Fonden) blev den store, vedvarende sponsor for Fonden, han havde i adskillige år være formand for dommerpaneler, og han havde i flere omgange været rådgiver for både den danske og den europæiske ledelse. Der var derfor fuld opbakning til hans valg i foråret 2009. Det blev i forbindelse hermed aftalt, at jeg skulle fortsætte i bestyrelsen og varetage forhandlingerne med ministerierne på bestyrelsens vegne. Forhandlingsforløbet blev temmelig langstrakt. Dels blev der gennemført evalueringer af den hidtidige indsats i Fonden for Selvstændighed og IDEA m.fl., dels blev der brugt en del tid på rollefordelingen mellem ministerierne. Begge ville gerne have førerskabet.
Evalueringen af Selvstændighedsfonden – Young Enterprise, der blev udført af Kirsten Danielsen, der i mellemtiden var blevet selvstændig konsulent, var meget positiv, medens evalueringen af IDEA var mindre positiv. Det var nok medvirkende til, at det blev besluttet, at Fonden for Entreprenørskab skulle være den fortsættende fond.

Men den store opbakning til Fonden fra en række store virksomheder, såvel som organisationer som DA, DI, Dansk Erhverv, Finansrådet, FUHU, HK, Smedene, Danske Universiteter og Danmarks Lærerforening m.fl. var nok den mest afgørende faktor. Det var tydeligt, at embedsmænd og politikere ikke havde megen lyst til at meddele formænd og direktører i Fondens bestyrelse, at der ikke var tilfredshed med deres hidtidige indsats. I Fonden og FUHU fandt vi, at IDEA havde gjort en stor og dygtig indsats, og vi støttede derfor, at de burde fortsætte under en eller anden form. Det var der imidlertid ikke opbakning til, og beslutningen blev, at det offentlige tilskud til dem faldt bort. Det samme kom til at gælde for de to organisationer omkring Øresund. IDEA blev videreført i Kolding i regi af Syddansk Universitet, medens de andre lukkede. For Selvstændighedsfonden – Young Enterprise blev resultatet en ny forhandlingsrunde om en ”fusion” mellem den hidtidige fond og regeringens intentioner om en ny, fælles fond. Denne gang blev der parallelt hermed formuleret en god platform i form af en national strategi, ”Uddannelse i Entreprenørskab”, som var et af de første eksempler på en national strategi for uddannelsessektoren i Danmark såvel som internationalt. Det lykkedes heri at få medtaget forpligtelser for ministerierne til at få entreprenørskab indarbejdet i uddannelserne. Det blev en glimrende strategi, der også vakte stor international opmærksomhed, og som fortsat er platformen for indsatsen i Danmark.

Forhandlingerne mundede igen ud i, at den erhvervsdrivende fond fra 1993 blev det juridiske grundlag for den nye ”Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise”, der dels skulle være den nationale fond for indsatsen for entreprenørskab i uddannelsessektoren, dels fortsat skulle være den danske organisation for den internationale organisation Young Enterprise. Ministeriet var fremme med ønsker om, at ministeriet skulle udpege medlemmerne til bestyrelsen, men efter en nærmere dialog landede det på, at ministeriet fremover kunne udpege to af bestyrelsens medlemmer. De øvrige medlemmer fortsatte efter en reduktion med to. Det var også en vigtig del af aftalen, at der fremover fortsat skulle bevilges et større tilskud over Finansloven til Fonden. Beløbet blev dog mindre end det beløb, der tidligere havde været bevilget til Fonden + IDEA + Øresund, men det var dog et stærkt grundlag for den videre udvikling. Der var desuden enighed om, at Fonden skulle opprioritere universiteterne og de videregående uddannelser samt rollen som videncenter for entreprenørskab, dvs. den skulle sikre analyse og kortlægning af entreprenørskab i uddannelsessektoren. Derfor skulle ledelsen og sekretariatet styrkes til også at kunne varetage disse opgaver. Ministeriet rejste desuden spørgsmålet, om det var på tide at finde en ny formand. Der blev dog enighed om, at det ville være hensigtsmæssigt, at Jørgen Mads Clausen stod i spidsen for at køre implementeringen på plads i Fonden, og at der skulle være tid til at finde den rigtige afløser. Parallelt hermed faldt rollefordelingen mellem ministerierne på plads med en ”partnerskabsaftale”, hvori det aftaltes, at formandskabet skulle ligge hos Erhvervsstyrelsen med Forskningsstyrelsen i en medvirkende ledende rolle. Undervisningsministeriet og Kulturministeriet var med og forpligtede sig overfor strategien. Det var igen Erhvervsministeriet/Erhvervsstyrelsen, der kom til at spille den centrale rolle i bevillingerne. Aftalerne, herunder de nye vedtægter, blev godkendt med stor opbakning i Fondens bestyrelse, af ministerierne og af politikerne, hvorefter Fonden ændrede navn til ”Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise” pr. 1. januar 2010.

Udviklingen af Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise
Der måtte udarbejdes en revideret strategi for Fonden med afsæt i den nye nationale strategi og Fondens hidtidige positive udvikling. Desuden måtte der ansættes en ny direktør, der kunne medvirke hertil, og som havde forudsætninger for at udbygge analysefunktionerne såvel som indsatsen rettet mod universitetssektoren. Direktør Marianne Oksbjerre havde gjort et stort, godt og dygtigt arbejde i Fonden på det hidtidige grundlag, men hun havde ikke de fornødne kompetencer til at udvikle et analyse- og videncenter, samt til at styrke indsatsen over for universiteterne og de videregående uddannelser. Vi indkredsede hurtigt flere gode emner til jobbet, og efter ansættelsessamtaler med Jørgen M. Clausen, Torben Laustsen og mig, var der enighed om at indstille til bestyrelsen, at Christian Vintergaard blev den nye administrerende direktør med Marianne som meddirektør. Bestyrelsen bakkede 100 pct. op om indstillingen, og Christian Vintergaard blev ansat i slutningen af 2009. Han havde en meget stærk baggrund og et stort engagement i entreprenørskab, idet han var ph.d. fra CBS med speciale i entreprenørskab og kom fra en stilling som direktør for Øresund Entreprenørskab Akademi. Vi så derfor ham og Marianne som et ”dream team”, der supplerede hinanden godt. Desværre fungerede samarbejdet ikke, og Marianne søgte efter et års tid tilbage til uddannelsessektoren. Christian Vintergaard kastede sig med det samme over opgaven med at få den nye strategi på plads sammen med Marianne Oksbjerre og chefkonsulent Astrid Berg fra Niras, som i flere forbindelser havde beskæftiget sig med uddannelsessektoren. Desuden deltog jeg i de indledende faser. Den nye strategi blev vedtaget af bestyrelsen i 2010 og indeholdt mål om en markant fremgang i unges deltagelse i Fondens programmer de følgende år, samt en styrkelse og bedre strukturering af sekretariatet.

I forlængelser heraf lykkedes det at få formand Lars Nørby Johansen, Falck og DEA mv., ind i bestyrelsen med en aftale om, at han skulle efterfølge Jørgen M. Clausen som formand. Det skete et par år efter, idet Jørgen rykkede op som formand for et nyoprettet repræsentantskab. Jeg fratrådte selv i bestyrelsen i forbindelse hermed, men deltager fortsat i en række af Fondens aktiviteter.

Den videre udvikling
Den nationale strategi, det større engagement i ministerierne og samlingen af kræfterne i én fond skabte platformen for en meget markant styrkelse af entreprenørskab i undervisningen i Danmark. Og Fondes resultater har været så bemærkelsesværdige, at de vækker berettiget international opmærksomhed. Sortimentet er udvidet betydeligt med flere faglige spor tilpasset uddannelserne. Det øger stærkt både de unges og lærernes interesse for at deltage. Fonden præsenterer løbende velunderbyggede analyser, der viser udviklingen i uddannelsessektoren, og Fonden har af Erhvervsstyrelsen fået overdraget afviklingen af den årlige Global Entrepreneurship Week i oktober.
Deltagelse i uddannelsesforløb i grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser er derfor højere end nogensinde. De seneste tal viser, at hver 4. elev eller studerende fra grundskolen over ungdomsuddannelserne til de videregående uddannelser i skoleåret 2016 – 17 deltog i undervisning i iværksætteri eller entreprenørskab! Og der er grund til at glæde sig over, at alle større politiske partier nu har entreprenørskab og innovation som et højt prioriteret indsatsområde. Det kan også være grund til at glæde sig over, at Danmark med firmaet ”SubReader” igen fik et europamesterskab i The Company of the Year Program i 2016, dvs. 20 år efter det første mesterskab. Nu deltager der hvert år flere hundrede tusinde fra ungdomsuddannelserne i konkurrencen, der starter regionalt i hvert af de europæiske lande, dernæst findes den nationale vinder, og det hele afrundes med en finale med deltagelse af de over 20 lande. Ja, også på det område er konkurrencen blevet hårdere. Der er derfor meget at glæde sig over, når Fonden for Entreprenørskab – Junior Achievement kan fejre 25 års jubilæum i 2018. Se evt. mere om Fonden for Entreprenørskab – Junior Achievement på hjemmesiden: ffe-ye.dk

Senere
Mit eget engagement i entreprenørskab i uddannelsessektoren er fortsat efter min fratræden i FUHU og udtrædelsen af bestyrelsen i Fonden. Kort efter jeg var fratrådt i FUHU, blev jeg involveret i et udviklingsprojekt i Kosovo, hvor TietgenSkolen stod for overførslen af flere korte videregående uddannelser til et nyt business college, der var under opførelse, og som skulle udvikles ved hjælp af udviklingsmidler fra Holland, Sverige og Danmark. Uddannelserne skulle i forbindelse hermed have tilført en klar ”toning” af entreprenørskab, ligesom de skulle ledsages af et uddannelsesprogram for underviserne. Jeg bidrog til det sidste og holdt flere indlæg herom i Mitroviche.

Desuden blev jeg anmodet om at medvirke til udviklingen af entreprenørskab som et indsatsområde i den internationale organisation SPACE, der havde omkring 70 university colleges som medlemmer fra primært Europa. Allerede i 2006 havde jeg holdt et indlæg om ”The Entrepreneurial University” på organisationens årsmøde i Tallin, og bestyrelsen ønskede nu en styrkelse af indsatsen.
Det lykkedes ganske godt med hjælp fra topfolk som professorerne Allan Gibb, Alain Fayolle og Paul Hannon, således der efter tre års indkøring var etableret en stærk entrepreneurship committee, en udbygget hjemmeside og kommunikationsplatform samt et internationalt netværk med over 100 ledere og undervisere i entreprenørskab. SPACE bad mig tillige om at indtræde i EFMD’s Entrepreneurship Steering Committee i Bruxelles. Komiteen tilrettelagde bl.a. en stor årlig, international konference om entreprenørskab i uddannelserne på universiteter, university colleges og business schools. Inden jeg udtrådte efter tre år, lykkedes det at få konferencen til København i 2015, hvor CBS – der var medlem af EFMD – var vært.

6. Niels Brock og kampen for erhvervsakademierne 
I mange årtier var udviklingen i FUHU, Købmandsskolen og Niels Brock meget tæt forbunden. FUHU udviklede uddannelser sammen med skolerne, byggede ejendommene i Fiolstræde og på Julius Thomsens Plads og udpegede styrelserne. Senere blev skolerne selvejende institutioner, og de fusionerede i 1993, men FUHUs ledelsesmæssige og økonomiske engagement var stadig stort. FUHUs bestyrelse udpegede fortsat styrelsens erhvervsrepræsentanter af sin midte, og støttede skolen og eleverne økonomisk og med studiepladser i udlandet. Det kan indledningsvis konstateres, at der er parallelle træk i udviklingen i relationerne til Niels Brock og til CBS. Begge institutioner var op gennem 00’erne bevidste om deres selvstændighed, og relationerne blev efterhånden mere løse. For Niels Brocks vedkommende er det endt med, at skolen sidste år meddelte DSEB (tidligere FUHU), at de ønskede, at arbejdsgiverorganisationerne fremover skulle udpege styrelsens medlemmer direkte, dvs. uden om DSEB.

Niels Brock i vanskeligheder
Da jeg kom til FUHU havde jeg et ganske godt kendskab til Niels Brock og en del af de ledende medarbejdere. Kort efter min tiltræden på TietgenSkolen i 1993 inviterede direktøren, Peer Andersen, mig på et besøg, hvor han fortalte om skolen og dens strategi, der var inspireret af professor Erik Johnsen. Jeg kan huske, at jeg var ret imponeret over niveauet. Et par år senere tog jeg initiativ til at etablere et erfa-netværk med Niels Brock, Købmandsskolen i Aarhus og Handelsskolen i Aalborg, hvor vi mødtes en gang i kvartalet for at udveksle erfaringer og iværksætte nye initiativer. Vi havde et godt og åbent samarbejde fra udviklingen af nye uddannelser til udlægningen af Ministeriets hyrdebreve. Det betød også, at Peer inviterede os til at deltage i de navnkundige ”Julekoncerter” i Festsalen med efterfølgende middag, der begge var sponseret af FUHU. I 90’erne gik begge mine børn i øvrigt også på Niels Brocks Handelsgymnasium. Andreas var oven i købet elevrådets repræsentant i Niels Brocks bestyrelse. Cecilie supplerede efterfølgende sin uddannelse med Markedsøkonom. De var begge meget glade for, at de havde valgt turen ind til Niels Brock frem for det lokale Rungsted Gymnasium.

Et af initiativerne, der udsprang af erfa-gruppen, var et IT-samarbejde, der blev aftalt på et møde i Byggecentrum på vej til et HFI-møde på Hindsgavl. ”@-venture”, der bl.a. udviklede og udbød pc-kørekortet on-line, blev umiddelbart en stor succes med årligt over 10.000 deltagere. På foranledning af skolens IT-chef, valgte Niels Brock imidlertid ikke at gå med i samarbejdet, og den ledelsesmæssige uro på skolen kort efter betød, at Niels Brock gled ud af den videre udvikling af fire-skole-samarbejdet. I første omgang skete der det, at Peer Andersen fratrådte, men fortsatte i en underviserstilling. Da direktørstillingen blev opslået, søgte jeg den i fortrolighed, og blev inviteret til en ansættelsessamtale i finalerunden med formandskabet, direktør Peter Bjerregaard, og næstformanden for HK København, Else Marie Dupont. I samtalen dvælede de ret meget ved mit syn på HFI, Handelsskolerne Forstander- & Inspektørforening. Jeg prioriterede den ikke så højt, idet mine erfaringer fra TietgenSkolen var, at samarbejdet med de store netværksskoler var langt mere givtigt.
Det blev direktøren for Roskilde Handelsskole – og formand for HFI – Torben Krogh, der fik jobbet. Det gik ikke så godt, idet skolen et par år efter kom ud med et underskud i størrelsesordenen 40 mio. kr. Torben Krogh blev fyret, og der blev taget en række initiativer til at genoprette Niels Brocks økonomi og position. Umiddelbart blev cand.polit. Anya Eskildsen konstitueret som direktør for at stå i spidsen for genopretningen. Og da et bestyrelsesmedlem fra FUHU og Niels Brock, direktør Niels Hofman-Laursen, året efter solgte sin virksomhed, indtrådte han som direktør i en overgangsperiode for at støtte Anya i arbejdet i perioden frem til 2004, hvor han desværre blev syg og døde. Anya Eskildsen overtog derefter posten som direktør for Niels Brock. Hun gjorde en meget stor og dygtig indsats for at få skolen genrejst med god støtte fra formanden, direktør Peter Bjerregaard. Det er lykkedes, men der var interne udfordringer undervejs, idet Anya gennem de første år havde en mindre, hård kerne af negative lærere, der bagtalte og modarbejdede hende. Da de forlod skolen, og der kom bedre mellemledere på plads, kom skolen igen ind i en god udvikling. Niels Brock valgte i forlængelse af genopretningen at fokusere på skolens egen udvikling og neddroslede ønsket om at indtage en lederrolle blandt erhvervsskolerne. Anya Eskildsen har direkte givet udtryk for, at Niels Brock ikke kan se store fordele ved at samarbejde med sektoren, idet den – og i øvrigt også ministeriet – ofte er hæmmende for udviklingen. Jeg må medgive, at jeg har forståelse for
synspunktet.

Samarbejdet med Niels Brock
Udviklingen af Niels Brock op gennem 00’erne ligger naturligvis uden for rammerne for disse fortællinger, hvor fokus er på udviklingen i FUHU. Men som nævnt andetsteds burde der skrives en bog om Købmandsskolen og Niels Brock. FUHUs samarbejde med Niels Brock var naturligvis ganske tæt, idet arbejdsgiverrepræsentanterne i Niels Brocks bestyrelse var gengangere fra FUHUs bestyrelse, og de havde efter aftale med HK også formandsposten. Dermed deltog næsten halvdelen af Niels Brocks bestyrelse i FUHUs bestyrelsesmøder, hvor formanden, Peter Bjerregaard og senere Ernst Lykke Nielsen, sammen med Anya Eskildsen orienterede om udviklingen på skolen. Alle var dermed ganske godt orienteret om udviklingen og nye initiativer. FUHU havde i tillæg hertil en ”observatør” i Niels Brocks bestyrelse. Den var i begyndelsen af perioden besat af udviklingschef Nanna Westergaard-Nielsen, indtil hun fratrådte, hvorefter jeg overtog pladsen. Det blev for en begrænset periode, idet direktør Conni Simonsen, Grundfos, kort efter fik besked af Undervisningsministeriet om at forlade Rådet for videncentre som følge af, at hun indtrådte i bestyrelsen for Ingeniørhøjskolen i Aarhus. Jeg var medlem af samme råd og stoppede derfor også i Niels Brocks styrelse. I stedet aftalte Niels Brocks formand, Ernst Lykke Nielsen, Anya og jeg, at vi jævnligt mødtes ude på Ernsts kontor i Bording Data. Det var en god platform for en åben og konstruktiv dialog om udviklingen i sektoren og på Niels Brock, og møderne fortsatte gennem mine år i FUHU.

Dertil kommer, at adskillige bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere fra Niels Brock aktivt var med i analyser og arbejdsgrupper i FUHU, ikke mindst hen mod periodens slutning og efter FUHUs etablering af Forum for Business Education, FBE, f.eks. om internationalisering og mønsterbrydere mv. I de første år af perioden var Niels Brock naturligvis meget optaget af genopretningen af økonomien mv., ligesom vi i FUHU havde fokus på udviklingen af videncenteret og DEA.
Samarbejdet med Niels Brock kom undervejs også til at omfatte FUHUs IT, idet der i midten af 00’erne blev indgået en omfattende serviceaftale, der indebar, at FUHUs IT blev koblet op på en server hos Niels Brock, at FUHUs indkøb skete via Niels Brocks indkøbsaftaler, og at Niels Brocks IT-afdeling servicerede netværk og installationer i FUHU, DEA og FUHU Konferencecenter. Aftalen indebar en stor fordel for FUHU, hvor velfungerende digitale løsninger var af stor betydning.

Internationaliseringen
Op gennem 90’erne støttede FUHU løbende nye initiativer på Niels Brock med et rammebeløb på 1 mio. kr. om året – dog med et reduceret beløb i de to år, hvor FUHUs økonomi var meget stram. Der blev givet bevillinger til IT-baserede undervisningsforløb, internationalisering, elitegymnasiet, iværksætter-undervisning osv. Dertil kom supplerende bevillinger til f.eks. renoveringen af ”Klubværelset” efter Niels Brocks overtagelse af den gamle handelshøjskoleejendom på Julius Thomsens Plads 10 og til udsmykningen af indgangspartiet i den ”gamle” Niels Brock ejendom.
FUHU støttede også etableringen af iværksætterhuset i Blågårdsgade på Nørrebro, der tillige fik stor støtte fra Region Hovedstaden. Indvielsen skete med deltagelse af undervisningsminister Bertel Haarder. Anya Eskildsen kom efter talerne hen og fortalte, at hun havde sagt til Bertel, at FUHU også havde ydet støtte til huset. Hun havde glemt at takke herfor i sin tale. Iværksætterhuset blev ledet af den dynamiske Pernille Berg, der nu er i Fonden for Entreprenørskab.  Et af områderne, hvor Niels Brock tidligt var langt fremme, var med internationaliseringen af uddannelserne herhjemme såvel som med aktiviteter i udlandet. Jf. afsnittet om internationalisering var det et område, FUHU har støttet med udlandsprogrammer, tilskud til nye initiativer og lobbyingarbejde. Den første modtager af Cirius/FUHUs Internationaliseringspris var lederen af Niels Brocks internationale kontor, Jytte Mansfelt. Niels Brock var førende i udviklingen af engelsksprogede, korte videregående uddannelser, ligesom de i 90’erne stod i spidsen for et stort udviklingsprogram i de baltiske lande. Det var senere afsættet for de internationale uddannelser i finansiering i Shanghai med mange hundrede deltagere årligt, og projekter i flere andre provinser i Kina. Uddannelsesminister Bertel Haarder var en meget aktiv supporter af initiativerne, som ofte lå uden for embedsmændenes comfort zone.

Fra FUHUs side bakkede vi op om initiativerne, bl.a. med deltagelse i dialoger med Ministeriet, men det var nok Bertel Haarders opbakning, der forhindrede egentlige indgreb.Niels Brock udviklede også et masterprogram i samarbejde med det engelske universitet, Middlesex University, London, hvor dimittendfestlighederne blev holdt i FUHU Konferencecenter. Uddannelsen har fortsat god søgning, og undervisningen har de senere år fundet sted i lejede lokaler i Kosmopol (FUHU) Konferencecenter, men flyttes nu tilbage i Niels Brocks egne lokaler i den tidligere ejendom for Revisionsanstalten. Niels Brock har nu også et uddannelsescenter i San Diego i Californien, som skolen ejer og driver. Det har vist sig at være en udfordrende opgave at få centeret rigtigt op at stå, men der arbejdes pt. på at få en ny amerikansk akkreditering på plads. Desuden samarbejder Niels Brock med en skole i Solvang i Californien. Senest har Niels Brock her i efteråret i 2017 åbnet en erhvervsgymnasial uddannelse i Vietnam.

Erhvervsuddannelserne og handelsgymnasiet
Erhvervsuddannelserne havde altid haft stor bevågenhed i FUHU. Men det må indrømmes, at den direkte indflydelse på udviklingen i 00’erne var behersket. Vi arbejdede sammen med Niels Brock og Handelsskolernes Forstander og Inspektørforening, HFI, på at fremme attraktiviteten og på at få skabt bedre økonomiske rammer mv., men der var så mange interessenter inddraget i de politiske processer – HFI, organisationerne, politiske partier osv. – at det kunne være svært at få afgørende indflydelse.
Det samme har gjort sig gældende for Arbejdsmarkeds Uddannelserne, AMU, der i vidt omfang er styret af arbejdsmarkedets parter. Det er meget gunstige ordninger for begge parter, og de har længe trængt til en forenkling og modernisering.

Indsatsen for at styrke handelsgymnasiet var mere markant. Her arbejdede FUHU systematisk for en ligestilling med det almene gymnasium mht. adgangen til videregående uddannelser, taxametre, overenskomster osv. Det lykkedes et stykke af vejen, og heldigvis er ligestillingen nu tæt på at være på plads. Pudsigt nok fortalte en af mine venner, tidligere prorektor Karsten Pedersen på Roskilde Gymnasium, forleden, at hans datter og kolleger på gymnasiet i Ballerup var fortørnede over, at de nu skulle levere 6 pct. mere undervisning og rettearbejde, idet der var blevet overført et beløb til handelsgymnasier og tekniske gymnasier. ”Ja, endelig”, kunne jeg bemærke, ”det er den mangeårige forkælelse af det almene gymnasium, der endelig er ved at blive udlignet”. Medvirkende har måske været, at jeg sendte departementschef Jesper Fisker et diskret notat om den manglende ligeværdighed kort efter, at han tiltrådte som departementschef i Undervisningsministeriet. Det opsummerede skævhederne lige fra betegnelsen ”studentereksamen” til urimelige forskelle i taxametre og overenskomster.

Det fortæller noget om trægheden i systemet, at det er mange år siden, at undervisningsminister Tina Nedergaard – ved en henvendelse fra FUHU – erklærede sig enig i, at alle gymnasiale uddannelser burde afsluttes med en ”studentereksamen” – ikke kun uddannelserne i det almene gymnasium. Dette er først gennemført ved den seneste reform her i 2017. Et af Niels Brocks bemærkelsesværdige initiativer i 00’erne var udviklingen af ”elitegymnasiet”, hvor skolen fulgte den politiske snak om behovet for at styrke eliten med etableringen af eliteklasser på højt niveau. De blev udviklet i et samarbejde med erhvervslivet, og eleverne havde jævnligt indlæg ved gæstelærere, der bidrog med cases fra erhvervslivet, ligesom de afsluttede med 6 A-niveau fag mod de bekendtgørelsesfastsatte 4.
FUHU støttede også – før min tid – Niels Brocks indretning af et kollegium på Fasanvej, hvor der er værelser til bl.a. udenlandske studerende. Direktør Kjeld Skouboe fra Niels Brocks og FUHUs bestyrelse har i mange år været formand for kollegiet.

De videregående uddannelser
Niels Brock var en frontløber med udviklingen af ”Handelsakademiet” med opbakning fra bestyrelsesmedlemmet, grosserer Aage Rask-Pedersen, og stor økonomiske støtte fra FUHU. Forstander Hans Friis – ja, Lykke Friis’ far – havde hentet inspirationen til de videregående vekseluddannelser i Tyskland, og han var en meget dynamisk og engageret leder af uddannelsen. Den blev til stor inspiration for erhvervsskolernes senere udvikling af korte videregående uddannelser, hvor Niels Brock også var den største udbyder. Den politiske beslutning i begyndelsen af 00’erne om udskillelsen af disse uddannelser fra erhvervsskolerne til erhvervsakademierne, der blev truffet i forlængelse af Globaliseringsrådet, havde derfor store konsekvenser for Niels Brock. De videregående uddannelser havde i høj grad været med til at profilere skolen, og der var tale om et stort aktivitetsområde med en betydelig indtjening. Dertil kom, at der kunne være gode argumenter for, at erhvervsuddannelserne og akademiuddannelserne berigede hinanden fagligt, og at de henvendte sig til de samme aftagere i erhvervslivet. Fra FUHUs side delte vi betænkelighederne, men vi så også fordele i en styrkelse af de korte og mellemlange erhvervsrettede videregående uddannelser af hensyn til erhvervslivet. Dertil kom, at der i regeringen og fra flere andre partier var stor enighed om udviklingen af en professionsbaseret sektor ved siden af universiteterne. Jf. nedenfor valgte FUHU derfor at bakke op om beslutningen om at udvikle en sektor for videregående uddannelser ved siden af universitetssektoren. Mere herom nedenfor.

Merit
FUHU har altid arbejdet for større sammenhæng på tværs af uddannelser og uddannelsesinstitutioner og derfor også for bedre meritmuligheder. Allerede i 90’erne nedsatte Folketinget (Ja!) et udvalg, der skulle komme med anbefalinger vedr. bedre meritmuligheder. Udvalget var på 8 – 10 personer fra uddannelsessektoren og ministeriet. Jeg blev af Samfundsuddannelsesrådet bedt om at være dets repræsentant i udvalget. Allerede ved det første møde bad lektor Peter Erling Nielsen fra Københavns Universitet om ordet. Han var blevet pålagt hjemmefra at gøre det klart, at KU ikke på nogen måde kunne støtte intentionerne i arbejdet. Så var tonen ligesom slået an. Det blev et ikke særligt konstruktivt arbejde, som dog mundede ud i anbefalinger om at arbejde videre med etablering af merit inden for ”uddannelsesfamilier”, så som økonomi, teknik, medicin osv. Men anbefalingerne satte sig ikke mange spor i de følgende år. FUHU fulgte op med nedsættelsen af et udvalg med blandt andre vicedirektør Ole Gram Olesen, Lyngby Uddannelsescenter, og professor Niels Blomgren Hansen, CBS, der skulle sikre adgangsveje til videregående uddannelser for studerende på ”blindgyde”-uddannelser, f.eks. KVU- og merkonomuddannelserne. Det løb imidlertid også ud i sandet. I Odense lykkedes det dog TietgenSkolen af få en aftale på plads med Syddansk Universitet, SDU, om merit for udvalgte datamatikere til fortsatte studier på universitetet. Men det lykkedes ikke for andre uddannelser til trods for en god dialog og ihærdige forsøg. De andre dekaner var simpelt hen imod.

Kort efter, jeg var kommet til FUHU, lancerede Handelshøjskolen/CBS en bachelor (HA) i service management. Fra TietgenSkolen kendte jeg naturligvis en lignende KVU uddannelse. Det viste sig, at dekanen på CBS, Ole Steenvinkel Nielsson, tidligere havde undervist på Lyngby Uddannelsescenter med gode erfaringer, ligesom han og direktøren på Lyngby Handelsskole, René van Laer, kendte hinanden særdeles godt. Det var derfor nærliggende at se på muligheder for merit for de studerende i Lyngby til at læse videre på CBS. Og efter et par konstruktive møder var det på plads. Senere nedsatte FUHU et udvalg, der skulle arbejde med udviklingen af generelle meritmuligheder på tværs af erhvervsakademiuddannelser og handelshøjskolernes udbud. Det blev hurtigt afgrænset til møder mellem topfolk fra handelshøjskolerne, herunder Finn Junge og Børge Obel, og fra erhvervsakademierne, Anya Eskildsen og René van Laer samt rektor Christian Mathiassen fra erhvervsakademiet i Aarhus. Vi havde naturligvis forståelse for, at handelshøjskolerne ikke kunne optage alle, der bestod en eksamen, samt at en aftale måtte afgrænses til akademier, de havde tillid til. Men Handelshøjskolen afviste samtidig, at de kunne bruge særlige meritkrav, f.eks. et eksamensgennemsnit, som et adgangskriterium. I Aarhus blev der dog etableret aftaler for flere af akademiets uddannelser, medens det ikke lykkedes i København. Efter min fratræden i FUHU blev jeg bedt om at indtræde i advisory board for kandidatuddannelsen cand.soc. Service Management på CBS. FUHU havde undtagelsesvis været med i finansieringen af den nye uddannelse i lyset af behovet for uddannelsen, erhvervslivets engagement og økonomiske bidrag, samt Finn Junges opbakning. FUHU havde i forbindelse med bevillingen peget på mulighederne for at give meritadgang fra andre uddannelser. Den kom endelig på plads for 3 – 4 år siden. Men det skal siges, at Bolognaaftalerne og afledte tilpasninger af uddannelsescirkulærer herhjemme efterhånden har åbnet en række meritmuligheder, ligesom realkompetencevurderinger på voksen- og efteruddannelsesområdet, VEU, også har medført større fleksibilitet. Men meritmulighederne mellem uddannelsesniveauer er fortsat alt for begrænsede.

Efter- og videreuddannelser
FUHU spillede som bekendt den centrale rolle i udviklingen af Specialskolerne i København, der senere blev til merkonomuddannelserne, sammen med Niels Brock m.fl. Administrationen lå hos Foreningen i Olof Palmes Gade indtil i slutningen af 80’erne, hvor den blev overført til Undervisningsministeriet. Uddannelserne var en stor succes, og de havde sammen med HD-uddannelserne en afgørende betydning for det store kompetenceløft, mange top- og mellemledere i dansk erhvervsliv fik gennem 80’erne og 90’erne. Indpasningen af merkonom- og HD-uddannelserne i departementschef Inge Thygesens paradigme for de videregående uddannelser gav problemer for begge uddannelser. (Vedr. HD – se afsnittet om CBS). Merkonom skulle ifølge ministeriet indplaceres på niveau med de korte videregående uddannelser og akademiuddannelserne og måtte i medfør heraf tilpasses i både indhold og studietid. Aftagerne, herunder FUHU, var kun i begrænset omfang inddraget i overvejelserne, og det var kun andres direkte kontakter til undervisningsminister Bertel Haarder, der sikrede uddannelsens overlevelse parallelt med den tilpassede udgave. Den stedmoderlige behandling af efter- og videreuddannelsesområdet op gennem 00’erne var temmelig besynderlig – ikke mindst under de liberale regeringer. Taxametrene blev reduceret med den konsekvens, at brugerbetalingen måtte sættes op, samtidig med, at politikerne har søgt at fremme optaget på de videregående fuldtidsuddannelser. Det er oplagt, at det samfundsmæssigt vil være en stor fordel, hvis flere valgte deltids videregående uddannelser frem for fuldtidsuddannelser: De offentlige taxametre er lavere, de studerende får ikke SU, men betaler tværtimod skat, og de er tillige aktive på arbejdsmarkedet. Flere kommissioner m.fl. har peget på, at flere studerende burde tage en bachelor suppleret med en deltids kandidatuddannelse. Men akademikerne blandt politikerne, i ministerierne og i organisationerne synes indtil videre at have trukket i den modsatte retning.

Rådet for de korte videregående uddannelser
Som nævnt andetsteds blev jeg medlem af Samfundsuddannelsesrådet ret kort tid efter, jeg var kommet til TietgenSkolen, idet jeg efterfulgte René van Laer, der skulle på en FN-opgave i Egypten. Bo Smidt var formand for Rådet, der var langt stærkere og havde langt større indflydelse, end de nuværende råd. Efter et par år blev jeg næstformand for Rådet kort efter, at kommunaldirektør Marius Ibsen blev formand. Det var i den periode, vi gennemførte en sanering af de korte videregående uddannelser. Det var en stor fornøjelse at være med i Rådet, især fordi to andre stærke medlemmer, professor Ole Öhlenschlæger Madsen, Aarhus Universitet, og professor Majken Schultz, Handelshøjskolen, viste stor interesse og stærk opbakning til uddannelsesområderne uden for universiteterne. Med delingen af de videregående uddannelser mellem Undervisningsministeriet og det nye Forskningsministeriet i 2001 blev Samfundsuddannelsesrådet nedlagt. Kort efter oprettede Undervisningsministeriet Rådet for korte videregående uddannelser med bred repræsentation fra arbejdsgiver-, arbejdstager- og uddannelsesorganisationer, ligesom FUHU blev medlem. I forbindelse hermed havde jeg et par møder med direktør Ivan Sørensen, Undervisningsministeriet, om egnede formandsemner mv. Det mundede ud i, at underdirektør Jane Wickmann fra Teknologisk Institut blev formand. Hun havde et godt kendskab til uddannelsesområdet, ligesom hun havde en neutral position i forhold til organisationerne.

Det viste sig imidlertid, at det ikke var et vellykket valg, idet hun bl.a. havde svært ved at samle Rådet om fælles indstillinger. Ivan Sørensen mente, at FUHU/jeg måtte være den rette til at træde til, men vi blev enige om, at købmand, cand.merc. Niels Fog, tidl. formand for først DH&S og senere DA, ville være den ideelle formand, hvis arbejdstagerorganisationerne ville bakke op herom. Det ville de, og Niels blev en fremragende formand, der kunne bøje organisationerne standpunkterne mod hinanden og skære igennem, når det var hensigtsmæssigt. Desuden havde han fra sin uddannelse på Handelshøjskolen og de mange år i detailhandelen et godt kendskab til de erhvervsrettede uddannelser og erhvervslivets behov og interesser. Han gjorde desuden meget for at forpligtige organisationerne til at engagere sig i arbejdet, dels ved at være aktive, dels ved at sende kompetente folk. Jeg var medlem af forretningsudvalget, og det gav gode muligheder for at præge arbejdet i Rådet.

Medlemskabet gav også gode relationer til undervisningsminister Bertel Haarder. Ved en lejlighed, hvor vi drak en kop kaffe sammen efter, at han i et indlæg havde nævnt andelsbevægelsen og højskolebevægelsen, nævnte jeg, at det var pudsigt, at ”erhvervsskolebevægelsen” ikke også fremstod som en vigtig ”folkelig bevægelse”. Skolerne var jo lige så folkelige og rundet af byerhvervene, og der var måske flere unge, der havde gået på en erhvervsskole end på en folkehøjskole.
”Det har du da ret i”, sagde Bertel. Men jeg blev alligevel overrasket, da jeg et par år efter læste hans første erindringsbog. Her havde han medtaget et afsnit om erhvervsskolerne ved siden af afsnittene om andelsbevægelsen og folkehøjskolerne.

Udviklingen af videncentre
Op gennem 90’erne udviklede og udbød adskillige erhvervsskoler som nævnt en række Korte Videregående Uddannelser, KVU’er, så som markedsøkonom, eksporttekniker og datamatiker. Det var praksisnære uddannelser, hvor søgningen af studerende var voksende, og som gav gode ansættelsesmuligheder i erhvervslivet – også i mindre og mellemstore virksomheder. Det var uddannelser, jeg kendte godt fra min tid på TietgenSkolen såvel som fra mit medlemskab af Samfundsuddannelsesrådet og senere Rådet for Korte Videregående Uddannelser. Et af de større tiltag fra Rådets og ministeriets side var at gennemføre en sanering af de korte videregående uddannelser. Kreativiteten havde været stor op gennem 90’erne, og udbuddet af uddannelser og antallet af uddannelsessteder var efterhånden helt uoverskueligt. Der var derfor bred enighed om en saneringsproces, der skulle sikre bedre kvalitet i uddannelserne og større overskuelighed for studerende og erhvervslivet. Der blev indkredset et begrænset antal, centrale uddannelsesområder og udviklet en fælles skabelon mht. uddannelsernes struktur mv. Dernæst blev der nedsat arbejdsgrupper, der over den fælles skabelon skulle designe hvert af de indkredsede, fremtidige uddannelsesudbud. Jeg blev bedt om at være formand for to af grupperne, men det havde jeg simpelt hen ikke tid til. Jeg bidrog dog med et par erhvervsfolk til grupperne, og FUHU var via mit medlemskab af Rådet involveret i den vellykkede proces. Resultatet var et overskueligt udbud af uddannelser, der var bygget op over en fælles skabelon. Der var i Rådet enighed om, at evt. kommende uddannelser så vidt muligt skulle indpasses i de overordnede uddannelsesgrupper, men det kneb for ministeriet helt at leve op hertil. Desuden kom der senere flere overbygningsuddannelser, det gav adgang til en bachelorgrad. Resultatet er, at det er ved at være på tide, at der igen sker en vis forenkling af hensyn til overskueligheden.

Et andet fremstød var støtten til udviklingen af videncentre. Der var i starten af 00’erne en god dialog i de to råd for de korte og mellemlange videregående uddannelser om det særlige professionsorienterede koncept for disse uddannelser i forhold til de forskningsbaserede i universitetssektoren. Hvad skulle erhvervs- og professionsorienteringen indebære? Begrebet ”videncenter”, hvor institutionerne spillede en central rolle for videnudvekslingen mellem universiteter og forskningsinstitutioner på den ene side, virksomheder og erhvervsliv på den anden side og offentlige institutioner på den tredje side blev lanceret som et samlende, illustrativt begreb for profileringen, jf. triple-helix modellen. De to Råd nedsatte en tværgående arbejdsgruppe, der skulle præsentere en nærmere afklaring af platformen, samt komme med anbefalinger til, hvorledes videncentre kunne udvikles og udbredes. Jeg blev formand for gruppen. Der kom for så vidt en udmærket rapport ud af arbejdet til trods for, at DI hæmmede bestræbelserne, idet de – misvisende – så videncentrene som en konkurrent til de private konsulentvirksomheder, der var organiseret hos dem. Kommunaldirektør Hans Stige Hansen, Nykøbing Falster, der var formand for Rådet for de Mellemlange Videregående Uddannelser, og jeg havde en god dialog. Vi kendte hinanden fra vort medlemskab af det udvalg, der et par år tidligere foretog en evaluering af Forsvarets lederuddannelser. Det lykkedes at skabe et vist fodslag på tværs af de to råd. Det passede fint med, at vi fra FUHUs side gerne så, at erhvervsakademiuddannelser principielt blev løftet til et professionsbachelorniveau, men med afstigningsmuligheder.

Arbejdet i arbejdsgruppen blev af Undervisningsministeriet fulgt op med en pulje på 2 x 40 mio. kr., der over de følgende to år efter ansøgning skulle bevilges til udviklingen af videncentre på erhvervsakademier og professionshøjskoler. Retningslinjerne for ansøgningerne byggede på anbefalingerne i rapporten og konkretiserede på glimrende vis konceptet og formålet. Tilskuddene dækkede udviklingen over tre år, hvorefter videncentrene skulle være selvfinansierende. Det lykkedes ikke altid, men flere af centrene eksisterer den dag i dag, f.eks. Videncenteret for undervisningsmidler på Professionshøjskolen Lillebælt. Jeg var medlem af det råd, der blev nedsat for at behandle ansøgningerne, og vi kunne glæde os over, at der var stor interesse for etableringen af videncentre, og at samtlige vore indstillinger blev fulgt. Direktør Per B. Christensen, Næstved Kommune, var en kompetent og glimrende formand for Rådet. Han efterfulgte senere direktør Niels Fog som formand for Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelse, REP. Direktør Conni Simonsen, Grundfos var også medlem – og hun efterfulgte senere Per på formandsposten i REP, da han blev formand for Akkrediteringsrådet.

Kampen for erhvervsakademierne 
På mødet i Globaliseringsrådet i november 2005 var de videregående uddannelser på dagsordenen. Jeg var inviteret til mødet, hvortil der var udsendt et meget omfattende sæt notater. Derudover havde jeg på forhånd hørt om dagsordenen, idet Torben Klein, der var direktør for Cirius i vort domicil i Fiolstræde, var ministeriets mand i sekretariatet for Globaliseringsrådet. Vi drak en kop kaffe sammen på mit kontor, hvor Torben Klein fortalte, at der var ambitioner om at udvikle en professionsbaseret videregående uddannelsessektor ved siden af universitetssektoren. Den skulle dannes ved at samle de korte erhvervsrettede uddannelser og de mellemlange offentligt rettede uddannelser i erhvervsakademier og professionshøjskoler, som i løbet af nogle år skulle slås sammen i professionshøjskolerne. Tankerne var stemt af med statsminister Anders Fogh Rasmussen, og der var ikke tvivl om hans og regeringens beslutsomhed. Inspirationen kom i høj grad fra Tyskland og Holland, der var langt i en sådan udvikling, men også i nogen grad fra Norge og Sverige. Jeg havde deltaget i et par møder arrangeret af ministeriet, hvor temaet havde været til debat, og hvor jeg havde støttet ambitionerne om institutioner i stil med de Fachhochschulen, der havde stor succes i Tyskland.
Fra FUHUs side var vi imidlertid betænkelige ved udsigten til, at erhvervsakademierne i løbet af få år skulle slås sammen med professionshøjskolerne. Dels skulle professionshøjskolerne først dannes via fusioner af de såkaldte Centre for Videregående Uddannelser, CVU’er, og det ville i sig selv give mange fusionstømmermænd. Dels frygtede vi, at orienteringen mod den offentlige sektor i CVU’er og de kommende professionshøjskoler ville blive dominerende og kvæle erhvervsakademiernes erhvervsorientering og koblingen til erhvervslivet.

Det var velkendt, at taletiden for de enkelte deltagere i Globaliseringsrådet nødvendigvis måtte være ret kort, så det var med at være fremme i skoene. Det lykkedes at få ordet som en af de første, og jeg begrundede kort, at FUHU fandt intentionerne om en parallel sektor for videregående uddannelser glimrende, idet der ville være brug for kandidaterne i erhvervslivet. Det var også muligt, at det kunne vise sig, at det ville være hensigtsmæssigt at slå institutionerne sammen på sigt, men det måtte ikke ske på de offentligt rettede professionshøjskolers præmisser, og der måtte være tid til udviklingen af erhvervsakademierne til samme niveau. Interessant nok fik adm. direktør Hans Skov Christensen, DI, ordet kort efter mig, og han fremførte tilsvarende synspunkter. Kort efter mødet sendte jeg en mail til undervisningsminister Bertel Haarder, hvorunder de korte og mellemlange uddannelser dengang hørte, og opfordrede ham til, at der blev udarbejdet en slags ”masterplan” for den videre udvikling. Et par dage efter blev jeg inviteret til i møde med kontorchef Lars Mortensen og direktør Ivan Sørensen for at drøfte opfordringen. De mente, at det ikke ville være hensigtsmæssigt, at ministeriet fremlagde en masterplan, og jeg indvilgede derfor i at bidrage med et indspil til de videre overvejelser. I løbet af de følgende uger udarbejdede jeg derfor et oplæg, hvor essensen var, at det var vigtigt at have de nye institutioners erhvervsrettede og professionsbaserede profil for øje, og at der skulle gennemføres et stort løft i såvel faglige som ledelsesmæssige kompetencer i begge sektorer. Jeg pegede også på, at det i første omgang nok ville være hensigtsmæssigt med 6 – 8 erhvervsakademier og et lignende antal professionshøjskoler, samt at erfaringerne fra mange fusioner var, at den ene part kom til at dominere den videre udvikling, hvis fusionen ikke skete på ligeværdige vilkår. Der var i høj grad brug for at få udviklet en stærk sektor af erhvervsakademier af hensyn til erhvervslivet behov, og sektoren måtte på plads, inden man overvejede evt. at slå de to sektorer sammen.

Forud for afleveringen af notatet sendte jeg den til kommentering hos organisationernes repræsentanter i Rådet for de korte videregående uddannelser. Her meldte DI, LO, HK, og Lederne m.fl. hurtigt tilbage, at de var enige i anbefalingerne. Underdirektør Per Godtfredsen fra Dansk Handel & Service, DHS, kunne derimod ikke tilslutte sig. Det blev nærmere drøftet på et møde med ham og adm. direktør Søren Henriksen et par dage efter. Det var et centralt punkt i organisationens strategi, at samspillet mellem offentlig og privat skulle fremmes og udbygges, og de så derfor gerne fusionerne mellem sektorerne fremskyndet. Notatet måtte derfor fremsendes med oplysninger om opbakningen fra den brede kreds, men også at DHS ikke var enig. Notatet blev sendt til Bertel Haarder, der jo var den ansvarlige minister for området, såvel som til Lars Mortensen og Ivan Sørensen. Det var efterfølgende tydeligt, at anbefalingerne om at se tiden an mht. sammenlægningen af de to sektorer ikke var velkommen hos især Lars Mortensen, og han søgte i det videre forløb at holde fast i en proces frem mod dannelse af én sektor. Nogle dage efter fremsendelsen fik jeg en pudsig oplevelse ved receptionen i anledning af, at Thomas Hofman-Bang overtog posten som adm. direktør i NKT efter Tom Knutzen. Jeg var dårligt kommet indenfor døren, før Poul Erik Pedersen, formanden for DHS og næstformand i FUHU, henvendte sig og sagde, at det jo ikke var rigtigt, at DI bakkede op om mit notat. Det viste sig, at Charlotte Rønhof, der også var til stede, havde sagt dette til ham. I DI lå sagen imidlertid i chefkonsulent Flemming Larsens ressortområde. Han var medlem af Rådet, og det var naturligvis ham, jeg havde afstemt sagen med. Han havde åbenbart ikke fået orienteret Charlotte. Vi drøftede naturligvis notatet på det følgende møde i formandskabet i FUHU, hvor Thomas Hofman-Bang konstaterede, at DH&S og FUHU havde en divergerende vurdering af en hensigtsmæssig udvikling.

Senere blev der holdt en høring i Landstingssalen på Christiansborg med indlæg af de store organisationer og andre, der havde bidraget til debatten. Her var FUHUs notat fremlagt, og jeg var på talerlisten. Det mest bemærkelsesværdige var imidlertid, at Søren Henriksen i sit indlæg lagde sig tæt op af Hans Skov Christensen, der i hovedtræk sagde det samme som på mødet i Globaliseringsrådet. Medarbejderne fra DH&S måbede. Det viste sig, at Hans Skov om morgenen havde ringet til Søren Henriksen og gjort ham klart, at det var hensigtsmæssigt med en vis enighed. Undervejs i processen havde vi naturligvis en dialog med flere politiske ordførere. Ved et møde med Margrethe Vestager pegede hun på en tavle, hun havde hængende: ”Sådan kommer det til at se ud. Christine (Antorini) og jeg har aftalt det her i formiddags”. Det bekræftede vort indtryk af, at uddannelsesordførerne Charlotte Dyremose (C) og Tina Nedergaard (V) havde svært ved at matche de to damer fra oppositionen. Debatten mundede ud i en lovgivning, der lagde op til en parallel udvikling af erhvervsakademier og professionshøjskoler, men med en bestemmelse om, at erhvervsakademierne skulle fusioneres ind i professionshøjskolerne senest i 2015.

Handelshøjskolecenteret i Slagelse
Det er nærliggende at nævne et særligt forløb på Vestsjælland. Her havde der i en årrække været et handelshøjskolecenter, der i samarbejde med Handelshøjskolen i København udbød videregående uddannelser, især HD-uddannelser. I 2001 havde uddannelsesinstitutionen fået nye vedtægter, og heri var indføjet – uden Foreningens kendskab – at FUHU fik en plads i bestyrelsen. Vi satte derfor Nanna Westergaard-Nielsen ind i bestyrelsen. Et par år senere var der overvejelser om centerets fremtidige status. Ved Nanna fratræden var Niels Valentin Hansen indtrådt i bestyrelsen, og vi arbejdede på, at centeret via et samarbejde med og senere overførsel af de videregående uddannelser fra erhvervsskolerne kunne udvikle sig til et stærkt center i regionen for erhvervsrettede korte- og mellemlange videregående uddannelser. Lokale politikere som tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen m.fl. så imidlertid hellere en fusion med de lokale centre for de offentligt rettede mellemlange videregående uddannelser, CVU’erne, og rektoren, Villum Christensen, var heller ikke ganske med på tanken om overtagelsen af de korte videregående uddannelser, idet han havde højere ambitioner. Resultatet blev lidt overraskende, at Syddansk Universitet overtog centeret og omdannede det til et nyt campus med Villum som direktør, og at der ved siden af blev dannet erhvervsakademier og professionshøjskoler.

Udskillelsen af KVU’erne fra erhvervsskolerne
Udskillelsen af KVU’erne fra erhvervsskolerne var naturligvis en vigtig problemstilling, men en nødvendighed, idet alternativet sandsynligvis ville være blevet, at de offentligt rettede professionshøjskoler havde overtaget uddannelserne, som dermed kunne have mistet forankringen i og orienteringen mod erhvervslivet. Fra FUHUs side tog vi derfor initiativ til en række møder med Niels Brock og de større handelsskoler, der ville blive berørt af ændringerne. Det var meget konstruktive møder, hvor der blev udvekslet megen nyttig information og erfaringer omkring processen, om erhvervsuddannelserne, samt om videreudviklingen af institutionerne. Vi drøftede bl.a. de særlige indsatsområder IT, internationalisering og iværksætteri, der var centrale udviklingsområder i samspillet med erhvervslivet. Det viste sig med tiden, at nogle erhvervsskoler foretrak en ”light” model, der ikke indebar en fuld udskillelse af de videregående uddannelser, bl.a. Niels Brock, TietgenSkolen og IBC i Kolding, medens de øvrige hældede til en ”classic” løsning med fuld udskillelse. Det blev derfor vanskeligt at fortsætte den konstruktive dialog på møderne, som efter et par år blev indstillet.

Et af temaerne, der var til diskussion, var, om de to råd for henholdsvis erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne skulle slås sammen. FUHUs synspunkt var, at vi skulle arbejde frem imod, at KVU’erne skulle udvikles til professionsbacheloruddannelser med afstigningsmulighed efter 2 år, hvor det var hensigtsmæssigt, dvs. når det passede bedst for arbejdsmarkedet. Og at erhvervsakademier og professionshøjskoler hver for sig skulle udvikles til samme kompetenceniveau mv. Det to råd burde derfor slås sammen – uden at det indebar, at institutionerne skulle det. Det blev Rådene, og det lykkedes også at komme igennem med, at der skulle udvikles overbygninger til professionsbachelor på relevante akademiuddannelser. I starten holdt ministeriet fast i, at de skulle ligge på professionshøjskolerne – altså være et led i forberedelserne til fusionerne – men det blev senere ændret til, at også erhvervsakademier kunne udbyde overbygninger. Der har været gjort en stor indsats for at få erhvervsakademierne op at stå og for at udvikle leder- og medarbejderkompetencer såvel som kvaliteten i uddannelserne. Det er lykkedes ganske godt, bl.a. takket være de uddannelsesakkrediteringer, uddannelserne skulle gennemgå for nogle år siden. Man får dog lyst til at sige ”på trods af”, for erhvervsakademierne har slet ikke fået stillet de omstillings-, forsknings- og udviklingsmidler til rådighed for efteruddannelse og kompetenceudvikling, som professionshøjskolerne har.

Sammenlægningerne af rådene var afledt af en ny lov. Lovforslaget indebar, at kun erhvervsorganisationerne ville få plads i Rådet, men en dialog med politiske ordførere, Bertel Haarder og Ministeriet betød, at der blev indføjet en (lex FUHU) bestemmelse om, at ministeren kunne udpege to medlemmer til Rådet. Jeg blev derfor udpeget af Bertel Haarder til at fortsætte i det nye råd, men jeg var ikke længere medlem af forretningsudvalget. Da der sidste år, 2016, skulle ske en ny udpegning af medlemmer til Rådet for den næste fire års periode, vurderede jeg, at det nok var på tide, at jeg trak mig. I et notat til Ministeriet gjorde jeg opmærksom på, at bestemmelsen om de to ministerudpegede medlemmer var et lex FUHU. Jeg anbefalede derfor, at Foreningen fortsat skulle have plads i Rådet. Anbefalingen blev fulgt, og politisk chef Jannik Schack, DEA, blev udpeget, idet Stina allerede var formand for Rådet for Erhvervsuddannelser, REU.

Den senere udvikling efter 2009
Da jeg fratrådte i FUHU, gjorde Bertel det klart for FUHUs formand, Thomas Hofman-Bang, at jeg var personligt udpeget til Rådet for Erhvervsakademi- og Professionsbacheloruddannelser, REP. Efter min fratræden i FUHU fortsatte jeg derfor i REP og blev oven i købet genudpeget frem til sommeren 2016. Jeg har derfor haft gode muligheder for at følge og påvirke udviklingen. Den ret åbenlyse modstand fra nogle erhvervsskoler viste sig ved, at de nok levede op til de formelle krav i lovgrundlaget om at etablere erhvervsakademier, men de holdt fast i, at undervisningen skulle finde sted i erhvervsskolens lokaler, som blev udlejede til akademiet, at lærerne fortsat var ansat på erhvervsskolerne, men udlånt til akademierne, og at regnskaberne blev ført som lønarbejde på erhvervsskolerne osv., osv. Det blev efterhånden ministeriet og organisationerne for meget. De satte sig sammen og formulerede klare retningslinjer for, at erhvervsakademierne skulle etableres i overensstemmelser med lovens hensigter. Det bragte de sidste akademier på plads.
Det betød for Niels Brock, at skolen endegyldigt måtte afstå de videregående uddannelser til Copenhagen Business Academy, ”cphbusiness”, hvor også de videregående uddannelser fra Lyngby Handelsskole, Hotel & Restaurationsskolen og Erhvervsskolen Nordsjælland blev samlet. Erhvervsakademiet har efter den usikre start været igennem en stærk udvikling og er i dag en af de største og førende erhvervsakademier i Danmark. Det ville have været nærliggende, at akademiet var blevet optaget som et af FUHUs (DSEBs) indsatsområder på linje med Niels Brock og CBS, men mig bekendt fik det ikke et sådant tilbud.

Niels Brock havde skabt en række internationale uddannelser, herunder uddannelser i Kina og Vietnam m.fl., hvoraf flere var på videregående niveau. Også i den forbindelse var det et alvorligt tab at miste KVU’erne. Copenhagen Business Academy var imidlertid ikke interesseret i at overtage denne del af Niels Brocks indsatsområde, som skolen derfor fortsat har udbygget de senere år med bl.a. overtagelsen af uddannelsesinstitutionen i Californien og Vietnam. Da den lovmæssige tidsfrist for fusionerne mellem erhvervsakademier og professionshøjskoler nærmede sig, måtte der en afklaring til. Erhvervsakademierne havde været igennem en god udvikling, og der var efterhånden en voksende forståelse for, at det måske alligevel ikke var så hensigtsmæssigt med ”tvangsfusioner”. Medvirkende til ændringer i loven var måske et uformelt kaffemøde, jeg havde med Inge Mærkedal, direktøren for Uddannelsesstyrelsen, kort efter hendes tiltræden. Her drøftede vi også professionshøjskolernes og erhvervsakademiernes særlige profil, forsknings- og udviklingsaktiviteter og evt. sammenlægninger. Vi drog her en sammenligning med Norge, hvor det var et spørgsmål om kvalitetsudvikling mv., hvem der kunne rykke op til f.eks. at blive universitet. Så hvorfor ikke lade de kommende institutionsakkrediteringer være afgørende for, hvilke institutioner, der ville være bæredygtige som selvstændige institutioner?

Sådan blev det, idet loven kort efter blev ændret, således bestemmelsen om tvungne fusioner senest i 2015 udgik. Som et bidrag til overvejelserne iværksatte Danmarks Evalueringsinstitut et udredningsarbejde, der skulle klargøre de særlige karakteristika for erhvervsakademiernes og professionshøjskolernes erhvervs- og professionsbasering. Jeg blev medlem af det ekspertpanel, der var koblet til projektet. Arbejdet mundede ud i to rapporter,”Strategier for Viden”, der indkredsede erhvervsakademier og professionshøjskolers videngrundlag og videnomsætning. De blev et væsentligt bidrag til den politiske afklaring vedr. organisationernes position i uddannelsesbilledet.
Nu er man i fuld gang med institutionsakkrediteringerne af såvel erhvervsakademier som professionshøjskoler. Pudsigt nok er jeg blevet bedt om at være med i den ekspertgruppe, der skal tage sig af akkrediteringsprocessen for Erhvervsakademiet Lillebælt i løbet af det næste års tid.
Professionshøjskolen Lillebælt og Erhvervsakademiet Lillebælt har i øvrigt for få uger siden meddelt, at de indleder en proces for at se på mulighederne for en fusion. Det kan blive signalet til, at andre indleder lignende overvejelser. Men det kan også betyde en fremskyndelse af en proces frem mod to parallelle professionsbachelorsektorer, dels en erhvervsrettet, dels en offentligt rettet. De bør derfor snarest muligt under én fælles lov. Det vil akademierne og erhvervslivet være bedst tjent med.

Den seneste udvikling i samarbejdet mellem Niels Brock og FUHU (DSEB)
Som nævnt i et andet afsnit formulerede FUHU omkring 2010 en ny strategi. Det var heri fremhævet, at Niels Brock fortsat skulle være et af foreningens indsatsområder. Niels Brock blev imidlertid skrevet ud af FUHUs (DSEBs) vedtægter, og skolen følte efterfølgende, at DSEB havde fjernet sig fra det fælles erhvervsrettede idégrundlag. Niels Brock meddelte derfor sidste år DSEB, at skolen ønskede, at arbejdsgiverorganisationerne fremover udpegede medlemmer af styrelsen direkte, dvs. at overlapningen mellem DSEBs og Niels Brocks bestyrelse bortfaldt. Medvirkende til udviklingen var måske også de nye bestemmelser i DSEBs vedtægter, der begrænsede mulighederne for genvalg. De ville have medført, at Ernst Lykke Nielsen ikke kunne være fortsat som formand for Niels Brock.
DSEB meddelte parallelt hermed Niels Brock, at den årlige rammebevilling på 1 mio. kr. bortfaldt. Foreningen gav dog Niels Brock en bevilling til et projekt i 2016.


7. CBS, universitetslov og første bestyrelse, samt SIMI
Handelshøjskolen, Købmandsskolen og Niels Brock blev som bekendt omdannet til selvejende institutioner i 1965. FUHU beholdt ejendommene, som blev lejet ud til skolerne mod en husleje, der blev betalt af ministeriet som en del af det tilskud, skolerne derefter fik fra staten. Flertallet i ”Styrelsesrådet”, 8 personer, blev derefter udpeget af FUHU, typisk blandt foreningens bestyrelsesmedlemmer, der var udpeget af organisationerne eller valgt af FUHUs medlemmer. Se afsnittet om FUHUs bestyrelse, ledelse og organisation. Ministeriet fik samtidig adgang til at udpege 2 personer, men benyttede sig aldrig heraf. Det er rimeligt at antage, at det var fordi, at der var tilfredshed med ledelsen af CBS. FUHU overlod senere en af pladserne til Foreningen af Danske Civiløkonomer og Forbundet Kommunikation og Sprog på skift.

Udpegningen af  CBS’ bestyrelse
Ved min ansættelse i FUHU primo 2002 havde jeg et ganske godt kendskab til Handelshøjskolen/CBS. Fra 1963 og frem til 00’erne var jeg studerende, timelærer, ekstern lektor, censor og medlem af institutråd mv., ligesom begge mine børn havde læst på CBS. Der var tradition for, at direktøren for FUHU deltog i møderne i styrelsesrådet. Jeg fik derfor hurtigt en god indsigt i bestyrelsens arbejde og de aktuelle forhold på Handelshøjskolen. Der var gennemgående en god stemning ved møderne, og der var stor tilfredshed med ledelsen og udviklingen på CBS. Kritiske spørgsmål var oftest rettet mod administrative og økonomiske problemstillinger samt ministerielle retningslinjer, der kunne være vanskelige at forstå for udenforstående. FUHU havde ligeledes en plads i styrelsesrådet for Handelshøjskolen i Aarhus, der var besat af FUHUs formand Andreas Nicolaisen og senere Jeanette Ørsted. Her var indtrykket det samme. I slutningen af 90’erne var der en voksende politisk forståelse for, at forskning og uddannelse burde opprioriteres for at fremme beskæftigelse, erhvervslivet og væksten i Danmark. Der var derfor en voksende opbakning til at tilføre sektoren flere ressourcer, men samtidig et flertal for, at man måtte have mere styr på anvendelsen af midlerne.

Fra FUHUs side gik vi aktivt ind i debatten. Vi bakkede naturligvis stærkt op om tilførslen af flere ressourcer, ligesom vi fandt en ledelsesreform hensigtsmæssig, herunder en egentlig universitetsbestyrelse med eksternt flertal – som jo mindede om den gamle model for Handelshøjskolen/CBS – ligesom vi mente, at en klarere ledelsesstruktur ville være en fordel. I processen havde vi en god dialog med de politiske ordførere, især Hanne Severinsen, Margrethe Vestager og Christine Antorini, såvel som med flere af de involverede organisationer. Vi arrangerede således en stor høring i FUHU Konferencecenter sammen med Folketingets Forskningsudvalg i september 2002, med indlæg af universitetsprofessorer fra Skandinavien og ledende erhvervsfolk, samt bl.a. professor Steen Hildebrandt og fhv. finansminister Palle Simonsen, der havde et godt kendskab til bestyrelsesarbejdet fra flere offentlige selskaber. Et par måneder senere fortsatte debatten om universiteternes fremtid på en konference, FUHU holdt sammen med Rektorkollegiet og Dansk Handel & Service. Her var temaet ”Vidensamfundets kompetencekrav – mødested mellem universitetsuddannelse og erhvervsliv”. Desuden var vidensamfundet temaet på FUHUs Årsmøde.
I løbet af 2002 tog den nye universitetslov form. Ud over deltagelse i debatmøder og dialoger, havde vi flere drøftelser med direktør Jens Peter Jacobsen og vicedirektør René Bugge Bertramsen, Videnskabsministeriet, ligesom vi var i dialog med forskningsminister Helge Sander og ikke mindst formanden for Folketingets Forskningsudvalg, Hanne Severinsen, som jeg begge kendte fra tidligere.
Fra FUHUs side så vi som nævnt positivt på intentionerne i loven, herunder forslaget til bestyrelser med eksternt flertal og oplægget til nye ledelsesstrukturer på universiteterne. Det samme gjaldt naturligvis opprioriteringen af samspillet med erhvervslivet og samfundet ved siden af forskning og uddannelse.

Vi havde en god dialog med ministeriets folk om samspillet med samfundet og erhvervslivet. På et af møderne lagde vi Michael Gibbon m.fl.’s  ”The New Production of Knowledge” på bordet og opfordrede til, at ministeriet lod sig inspirere heraf til at fremhæve, at det også var meget vigtigt med videndeling fra erhvervslivet til universiteterne. René gik ind på sit kontor og kom tilbage med, ja, samme bog, der tydeligvis var grundigt læst. Vi fik dog ”videnudveksling” ind ét sted i loven i stedet for ”videnspredning”, som der stod alle andre steder.

Vi så naturligvis helst, at FUHU også fremover skulle udpege bestyrelsen for Handelshøjskolen/CBS (og på Handelshøjskolen i Aarhus), men det var ved flere lejligheder gjort klart fra en bred kreds af ordførerne hen over midten af Folketinget, at ”organisationerne” ikke skulle sætte sig på bestyrelserne. Det lykkedes dog at komme igennem med, at det af universitetslovens § 38 kom til at fremgå, at proceduren for valget af de eksterne medlemmer i den første bestyrelse skulle fastlægges af det siddende styrelsesråd på de to handelshøjskoler. Proceduren blev som bekendt, at medlemmerne på CBS skulle udpeges af styrelsesrådet, der som tidligere nævnt var udpeget af FUHU, efter høring i konsistoriet, der var valgt af medarbejderne. I bemærkningerne til loven kom der desuden til at stå, at FUHU også fremover måtte forventes af få indflydelse på udpegningen af de eksterne bestyrelsesmedlemmer på Handelshøjskolen/CBS. Det blev af den nye bestyrelse nedfældet i CBS’ vedtægter. Ved et møde i ministeriet, hvor lovteksten blev drøftet, bad vi om, at der kom til at stå . . . ”skal have” . . . , hvortil René Bugge bemærkede: ”Det er jo det, det betyder”.
Bestemmelserne blev efterfølgende også indskrevet i FUHUs vedtægter.

På et af møderne i ministeriet orienterede vi i øvrigt Jens Peter Jacobsen og René Bugge om, at vi i FUHU havde tænkt os at nedsætte et udvalg, der skulle udarbejde et sæt anbefalinger for ”university governance”, jf. Nørby-udvalgets rapport om corporate governance. Vi skitserede arbejdet og nævnte nogle af de personer, vi ville kontakte om at gå ind i arbejdet, herunder at vi ville bede direktør Lars Nørby Johansen om at  stå i spidsen for arbejdet. Jens Peter Jacobsen og René Bugge Bertramsen fandt, at det var en glimrende idé og bad os om at konkretisere tankerne. Vi var derfor noget overraskede, da forskningsminister Helge Sander kort efter proklamerede, at ministeriet nu nedsatte et sådant udvalg – heldigvis også med Lars som formand.

Udpegningen af Handelshøjskolens/CBS’ bestyrelse
Indkredsningen af potentielle bestyrelsesmedlemmer fandt sted i en proces, hvor rektor Finn Junge-Jensen og jeg til formandskabet i FUHU og Styrelsesrådet udarbejdede en række kriterier for vurderingen af potentielle medlemmer. Det skete naturligvis med afsæt i de retningslinjer, der fremgik af loven, og med en opsummering af de kompetencer, der ville være vigtige for netop CBS. F.eks. kendskab til lignende professionelle organisationer og bestyrelsesarbejde. (I bogen ”Oprøret på CBS” oplister Jens Frøslev Christensen på side 202 en række virksomheder, der lige som universiteter er ”professionelle organisationer”. Det er bemærkelsesværdigt, at alle de eksterne bestyrelsesmedlemmer af CBS’ første bestyrelse kom fra sådanne organisationer. Jens synes at have overset dette.) Efter en godkendelse af principperne var næste trin, at Finn og jeg udarbejde en bruttoliste over potentielle kandidater, der løbende blev suppleret med forslag fra mange sider, herunder med personer, der diskret orienterede os om deres interesse i at komme i betragtning.  Sammen med formandskaberne blev der derefter i flere omgange foretaget en opdateret prioritering af kandidaterne efterhånden, som posterne blev besat. Undervejs blev de bagved liggende organer, bestyrelse/styrelsesråd/konsistorium, naturligvis løbende inddraget i processen, bruttolisterne og prioriteringen.

Etableringen af kontakten blev aftalt fra kandidat til kandidat og fordelt mellem FUHU (formandskabet/mig) og CBS (Niels Kjeldsen/Finn Junge). En kort opsummering: Formand: Bodil Nyboe Andersen, Nationalbanken, blev kontaktet af CBS. Hun svarede desværre, at det i givet fald ville være bestyrelsen for hendes ”gamle universitet”, Københavns Universitet, hun ville sige ”Ja” til, hvis hun blev spurgt. Hun blev som bekendt formand for KU. Mads Øvlisen, Novo Nordisk. CBS. Han sagde ”Nej tak”, idet han kort tid forinden havde sagt ”Ja” til at blive formand for Det Kongelige Teater. Han supplerede senere med, at han havde frygtet, at politikere og ministerier ikke ville leve op til tilsagnet om større autonomi for bestyrelser og universiteter.  Det var som bekendt rigtigt set.
Lars Nørby Johansen, Falck/Group 4, CBS. Han var interesseret, men kunne ikke afse tid til at være formand. Blev næstformand. Anders Knutzen, B&O og Danisco. Kontaktet af FUHU. Anders Knutzen var indkredset som mulig formand for DEA. Men da jeg havde et møde med ham herom, måtte jeg indlede med, at vi i stedet gerne ville tale med ham om formandsposten for CBS. Næste møde blev med CBS. Anders sagde ”Ja tak”. Dermed var formandsposten og næstformandsposten besat. Anders Knutzen og Lars Nørby Johansen blev inddraget i den videre proces. Øvrige: Niels Kjeldsen. Havde været formand for Styrelsesrådet, og der var enighed om, at han skulle fortsætte i den nye bestyrelse. Merete Eldrup, Politiken, CBS. Peter Gorm Hansen, Kommunernes Landsforening, FUHU.  Peter Lorange, IMD, CBS. Kerstin Sahlin-Anderson, Uppsala Universitet. CBS.

Flere kvinder på topposter i erhvervslivet blev prioriteret højt og kontaktet, f.eks. Agnete Raaschou-Nielsen og Karin Verland. De var interesserede, men måtte meddele, at de efter aftale med bestyrelsen ikke kunne påtage sig flere bestyrelsesposter. I 2004 blev den nye bestyrelse udpeget på et møde i Styrelsesrådet. FUHUs kommende næstformand, Thomas Hofman-Bang, ledede mødet, idet Niels Kjeldsen som kandidat til bestyrelsen var inhabil. Forinden havde forslaget via Finn været til høring i Konsistorium, hvor det havde fået fuld opbakning. Der var dog rejst det spørgsmål, om Peter Gorm Hansens kontakt til CBS var for tæt, idet hans kone havde været dekan. Det blev fundet irrelevant. På mødet i Styrelsesrådet kunne Danske Civiløkonomers formand, Bernt Johan Collet, som den eneste ikke tilslutte sig forslaget, idet FDC ønskede en plads i den kommende bestyrelse til trods for de klare politiske signaler om, at organisationerne ikke skulle sætte sig på pladserne. De interne pladser i bestyrelsen blev kort efter besat via medarbejdervalg. Ifølge den nye universitetslov skulle bestyrelsen godkendes af ministeren, Helge Sander. Prorektor Bente Kristensen, CBS, var formand for indstillingsudvalget. Den nye bestyrelse blev uden bemærkninger godkendt af ministeren.

I lyset af senere bemærkninger er der grund til at fremhæve, at udpegningen af den første bestyrelse blev grebet ganske professionelt an, og at der var en klar opbakning til såvel sammensætning som formandskab i både Konsistorium og Styrelsesrådet. Men det er pudsigt, at etableringen af en bestyrelse med eksternt flertal nok blev omtalt i CBS’ årsberetning, men navnene på medlemmerne af den nye bestyrelse blev ikke nævnt.

Senere besættelse af pladser i Handelshøjskolens/CBS’ bestyrelse
Også ved senere besættelser af pladser i bestyrelsen har FUHU medvirket. Da det i 2005 viste sig, at Lars Nørby Johansen skulle flytte til England og derfor ønskede at udtræde, var der enighed om at få Klaus Holse Andersen ind. Han blev kontaktet herom af mig. Medlemmer som Eva Berneke og Peter Schütze er også eksempler på medlemmer, som var bragt i forslag af FUHU. I hvilket omfang, FUHU var involveret i udpegningen af adm. direktør Alfred Josefsen, Irma, Lisbeth Thyge Frandsen, BDO ScanRevision, og direktør Mette Vestergaard, Leo-Pharma, kan jeg jo ikke vide, men Lisbeth og Mette var jo i en længere årrække medlem af DEAs akademiråd, inden de blev medlemmer af CBS’ bestyrelse. Alfred Josefsen blev i sin tid medlem af advisory board på lpf-instituttet på min anbefaling.

Der var naturligvis også kandidater, der ikke var fuld enighed om. Vi fandt det f.eks. lidt besynderligt, at Anders Knutzen ikke ønskede, at Lars Nørby Johansen genindtrådte i bestyrelsen, da han et par år senere vendte tilbage fra England. (Til gengæld blev Lars Nørby i 2005 formand for bestyrelsen for det omorganiserede Danmarks ErhvervsforskningsAkademi, DEA, under FUHU). Men ændringen fra et Styrelsesråd med medlemmer fra FUHU til den nye bestyrelse med eksterne medlemmer måtte naturligvis betyde en løsere kobling mellem FUHU og CBS. Men der blev jævnligt holdt møder mellem Anders Knutzen & Finn Junge og Thomas Hofman-Bang & mig, hvor ledelsesforhold, udviklingen på CBS og i FUHU samt relationerne til ministeriet blev drøftet. Desuden deltog Anders og Finn jo i FUHUs bestyrelsesmøder og efterfølgende middage. Det var på et af de regelmæssige møder, at Peter Schütze blev bragt i spil af os som bestyrelsesmedlem og formandsemne. Det blev på samme møde drøftet, at det ville være hensigtsmæssigt, at Anders gik af ca. midt i den sidste valgperiode for at få en ny formand på plads inden den næste større udskiftning ved valgperiodens udløb. Problemerne med den nye rektor, Johan Roos, betød tilsyneladende, at Anders udskød sin fratræden, som til gengæld blev noget dramatisk.

Anders Knutzen lagde heller ikke skjul på, at CBS’ bestyrelse efter hans opfattelse burde være selvsupplerende på linje med de andre universiteter, og ved en senere ændring af CBS’ vedtægter blev FUHUs rolle ved udpegningen af medlemmer til bestyrelsen omformuleret. De sidste år af rektor Finn Junge-Jensens rektorperiode var bestemt ikke særlig harmonisk, idet han og Anders Knutzen på flere måder desværre var på kant med hinanden. Men Finns store betydning for udviklingen af CBS over to årtier blev klart markeret ved hans fratræden. Bl.a. med udgivelsen af en bog, The Distinctiveness of Diversity, sponsoreret af FUHU og redigeret af de to dekaner Allan Irwin og Jan Molin.

Professor Ole Lange og FUHUs formand, Thomas Hofman-Bang, skulle stå for det første kapitel om CBS’ utrolige udvikling under Finns rektorperiode med Ole som pennefører. Oles udkast var ikke alt for præcist, og Thomas og jeg returnerede et notat med forslag om en del justeringer. Ole var totalt afvisende overfor at rette noget, og konsekvensen var, at Thomas ikke lagde navn til det indledende kapitel.

Ny rektor, Johan Roos
Efter ansættelsen af Johan Roos, som FUHU ikke var involveret i, blev den nye rektor præsenteret af Anders Knutzen ved et møde i FUHU for at sikre relationerne, ligesom fælles interesseområder, f.eks. SIMI, blev drøftet. I løbet af de følgende måneder blev det åbenbart for de fleste, at ansættelsen af Johan Roos var en fejldisposition, og Anders Knutzen måtte som bekendt også tage konsekvenserne heraf. Forløbet gav naturligvis også anledning til drøftelser i FUHUs og DEAs bestyrelser. Det var bemærkelsesværdigt, at Stina Vrang Elias gik i Børsen i april 2011 med en række kritikpunkter vedr. CBS’ bestyrelse. Bemærkelsesværdigt, idet det var FUHUs bestyrelse, der i sin tid havde stor indflydelse på udpegningen. Dertil kom, at Lars Nørby, formanden for DEA, jo i sin tid udarbejdede et sæt ”university governance” anbefalinger og tillige var næstformand i den første CBS bestyrelse.
En senere ændring af universitetsloven betød, at der skulle nedsættes et indstillings- og et udpegningsudvalg. FUHUs formand fik plads i indstillingsudvalget. Her i forsommeren 2017 blev der indgået et bredt forlig om (beskedne) ændringer i universitetsloven. Behovet synes i nogen grad at have været ”italesat” af bl.a. den nye departementschef med fokus på, at universitetsledelserne ikke levede op til deres samfundsansvar. De problemstillinger, der blev peget på – for stort optag, for mange nye uddannelser osv. – havde jo været en følge af politiske målsætninger og ikke uafhængige dispositioner fra universiteternes bestyrelser. Det er ganske pudsigt, at nogle af manglerne ved den nuværende lov, der blev nævnt i debatten, var med i loven fra 2003, f.eks. var der i den første lov en liste med ønskede kompetencer for bestyrelsesmedlemmer, ligesom den første bestyrelse skulle godkendes af ministeren. Der havde derfor været fremsat tilkendegivelser om, at der måtte sikres en stærkere styring af universiteterne, hvor der blev taget stærkere samfundshensyn. Der var derfor en vis frygt for, at der ville finde en centralisering sted omkring Uddannelses- og Forskningsministeriet, evt. at eksterne medlemmer af bestyrelsen skulle udpeges fra centralt hold. Det indgåede forlig blev imidlertid langt mindre vidtgående end frygtet, og der dannede sig et bredt flertal bag forslaget. Det giver fortsat DSEB mulighed for at have en vis indflydelse på udpegningen.

Det øvrige samarbejde
CBS havde en så markant udvikling op gennem 90’erne, at den lige før årtusindeskiftet blev udpeget til ”frontløberuniversitet” for alle de andre universiteter (ligesom TietgenSkolen blev det for handelsskolerne). Den stærke udvikling på CBS fortsatte op gennem 00’erne, men skal ikke omtales her. Der henvises til ”CBS gennem 100 år”. Men der er grund til at fremhæve, at samarbejdet mellem FUHU og Handelshøjskolen/CBS var meget omfattende i perioden – ikke bare om udpegningen af den nye bestyrelse, projektet i Porcelænshaven og CBS Academic Housing, der er omtalt i andre afsnit, men også om en lang række analyser, forskningsrapporter og projekter, hvor forskere fra CBS spillede en ledende eller en anden central rolle. Nogle af de fremragende forskere og medarbejdere, der var involveret i udviklingen og aktiviteter i FUHU/DEA/FBE/NOCA var Anders Sørensen, Anker Brink Lund, Charlotte Aller, Erik Johnsen, Flemming Poulfelt, Greta Andersen, Henrik Holt Larsen, Hans Siggaard-Jensen, Jan Molin, Jan Mouritsen, Jan Rose Skaksen, Kristian Kreiner, Lise Lyck, Majken Schultz, Mette Morsing, Mette Mønsted, Peter Maskell, Peter Møllgaard, Ole Stenvinkel, Ove Kaj Petersen, Peter Neergaard, Preben Melander, Robin Jensen, Svend Erik Hougaard-Jensen, Søren Barlebo – og sikkert adskilligt flere, som jeg ikke lige husker. Dertil kom et løbende, godt samarbejde med rektor Finn Junge-Jensen, dekan og senere universitetsdirektør Gert Bechlund, dekanerne Ole Stenvinkel, Ole Helmersen, Jan Molin, Jens Aaris Thisted, Søren Barlebo, Allan Irwin og Peter Møllgaard.

Der var også et samarbejde om mere uddannelsespolitiske temaer, f.eks. HD-uddannelserne. Departementschef Inge Thygesen havde i 90’erne fået fastlagt en referenceramme for strukturen i de videregående uddannelser med tre niveauer, KVU, MVU og LVU, samt en opdeling på professionsbaserede og forskningsbaserede uddannelser. Hendes model dækkede imidlertid kun fuldtidsuddannelserne, idet dimensionen professions- og forskningsbasering ikke skulle bruges på efter- og videreuddannelserne. I embedsmændenes optik betød det, at HD-uddannelserne blev placeret i en gruppe sammen med alle andre diplomuddannelser – og dermed i Undervisningsministeriet – medens de andre, forskningsbaserede universitetsuddannelser var placeret i Forskningsministeriet. Vi støttede universiteterne og formanden for HD-udvalget, lektor Michael Petterson, CBS, i, at HD – der i øvrigt i sin tid var udviklet af FUHU – burde høre hjemme i en gruppe af forskningsbaserede diplomuddannelser, og dermed hos CBS og universiteterne. Det var CBS og universiteterne med på, indtil de blev klar over, at logikken jo måtte føre til, at der så også ville være mulighed for noget, der hed en professionsbaseret master. Det havde man i bl.a. Tyskland, men de danske universiteter så nødigt, at professionshøjskolerne fik adgang til at udbyde master uddannelser. Universiteternes argumentation blev derefter noget ulden, og det lykkedes ikke at få HD-uddannelsen flyttet.

Nu er problemstillingen igen blevet aktuel, idet regeringen ønsker kandidatuddannelser udbudt som forskningsbaserede deltidsuddannelser. Det må jo være nærliggende, at de også kan udbydes som professionsbaserede. Samarbejdet havde også karakter af personlige briefinger og gode råd. Jeg husker således, at Finn Junge mange gange i løbet af årene forsynede mig med bøger og referencer, jeg havde stor fornøjelse af, f.eks. til Michael Gibbons et al.’s bog: ”The new Production of Knowledge”, der blev lidt af en bibel. Hans Siggaard var også meget optaget af det svenske projekt, som derfor også gav inspiration til udviklingen af DEA og FUHUs netværk. Også flere bøger om universitetsledelse var til stor inspiration. Som et led i samarbejdet modtog CBS et årligt rammebeløb på 1 mio. kr. – bortset fra det par år, hvor FUHUs økonomi var i bund – der dels blev anvendt som et sponsorat af CBS’ årsfest, dels som grundlag for uddelingen af en række priser, dels som tilskud til internationale konferencer og seminarer. FUHUs formand uddelte priserne ved årsfesten til de bedste undervisere, formidlere osv. Der er rigtig mange modtagere af priserne, der tænker tilbage på FUHU med glæde over den pris og udmærkelse, de modtog.  Da vi havde et møde med formanden for Magisterforeningen om at blive partner i DEA, Ingrid Stage, indledte hun mødet med at fortælle, at hun skam godt kendte FUHU. Hun havde nemlig et par år tidligere modtager underviserprisen. Og ja, hun tegnede Magisterforeningen for et partnerskab. Nu er uddelingen af DSEB priserne flyttet til en eftermiddag, hvor der også er uddeling af flere andre priser. Derved går der naturligvis en del opmærksomhed tabt.

Modtagerkredsen af Tietgenprisen blev i midten af 00’erne gjort bredere til at omfatte alle post.doc.’er inden for de merkantile områder, jf. afsnittet om DEA. Men der var fortsat adskillige post.doc.’er fra CBS, der modtog denne pris, såvel som forskere fra CBS, der fik de nye forskerpriser for Kultur & Kommunikation og Erhverv & Samfund. De blev tidligere uddelt i forbindelse med en årlig festmiddag i Festsalen i FUHU Konferencecenter. Nu er forskerpriserne nedlagt, og Tietgenprisen uddeles sammen med Tietgenmedaljen i Børssalen ved en fælles middag med International Chamber of Commerce, ICC.

Forbedrede relationer
Med DSEBs salg af ejendommene i Porcelænshaven uden inddragelse af CBS var det tydeligt, at relationerne mellem CBS og DSEB var blevet dårlig. Det var også bemærkelsesværdigt, at FUHUs store betydning for etableringen og udviklingen af Handelshøjskolen/CBS ikke fremgik af den billedkavalkade, der var en del af CBS’ jubilæumshjemmeside. Jubilæumsbogen rettede op herpå, og relationerne og sammenarbejdet er blevet fremhævet igen og igen ved den perlerække af jubilæumsarrangementer, der hen over året har markeret jubilæet, herunder ved afsløringen af en plakette på FUHU ejendommen ved indgangen i Rosengården til de første handelshøjskolestudier i 1917 (inspireret af Ole Wiberg) og senest ved price winners’ reception på CBS i slutningen af november. Medvirkende har sikkert været, at Torben Möger i sin egenskab af adm. direktør for Pension Danmark mv. har spillet en meget aktiv rolle i etableringen af et større forsknings- og udviklingsprojekt på CBS, der er forankret i PeRCent Research Centre, samt at han her i efteråret blev udnævnt til adjungerende professor og holdt en glimrende tiltrædelsesforelæsning, hvor han også fremhævede relationerne.

Den øvrige universitetssektor 
Samarbejdet med den øvrige universitetssektor udviklede sig meget positivt op gennem 00’erne. Danske Universiteters indflytning i Fiolstræde var naturligvis medvirkende hertil. Det gav et godt grundlag for et samarbejde om flere projekter og om konferencer i FUHU Konferencecenter. Det var naturligvis også befordrende, at rektorerne og ledende medarbejdere fra universiteterne dermed fik deres gang i huset. Som nævnt i afsnittet om udviklingen af DEA, bakkede to forskningsråd op om etableringen af DEA, og alle relevante fakulteter blev partnere i løbet af kort tid. De var derfor meget aktivt inddraget i DEAs initiativer, arbejdsgrupper og konferencer, og det kom ret hurtigt på plads, at deltagelsen var uden honorarer og rejsegodtgørelser – hvilket i øvrigt omfattede alle fra bestyrelsesmedlemmer til deltagere i projekter. Se bilag 2. med en oversigt over de involverede i aktiviteterne.

Supplerende: SIMI – visionen om et privat universitet
I Handelsudvalgets betænkning i 1989 blev det anbefalet, at der skulle etableres ”et privat ejet, forskningsbaseret international management institut på højt niveau”, der skulle udbyde en executive lederuddannelse, E*MBA m.m. Man mente, at Handelshøjskolen ikke havde lærere med en sådan baggrund og forankring i erhvervslivet, at uddannelserne ville blive tilstrækkelig ledelses- og praksisorienteret. Ole Wiberg var medlem af udvalget, og FUHU var stærkt involveret i udviklingen og etableringen af uddannelsen, der i den indledende fase var forankret i Dansk Management Center, DMC, hvor direktør Erik Kofod var den drivende kraft.

Efter drøftelser i danske erhvervskredse og sonderinger i de andre skandinaviske lande blev det besluttet at etablere Copenhagen International Management Institute, CIMI, der havde til formål at udvikle og udbyde lederuddannelser i Skandinavien på executive MBA niveau, og som havde IMD og INSEAD som forbillede. Efter et par år var der enighed om at anlægge et mere internationalt perspektiv, og Copenhagen blev udskiftet med Scandinavian og forkortelsen blev til SIMI. (Et lille pudsigt indslag var, at adm. direktør Peter Christoffersen, Baltica Koncernen, og formand for DMC, formidlede, at jeg blev inviteret til en samtale i DMC om et evt. engagement i udviklingen af SIMI. Den strategiske platform forekom mig temmelig uklar, og der kom ikke noget ud af samtalen, idet jeg kort efter blev direktør for TietgenSkolen i Odense). Den daværende finansminister, Henning Dyremose, spillede en afgørende rolle i realiseringen af initiativet, idet han sikrede et afgørende offentlig tilskud svarende til de samlede private donationer til gennemførelsen af projektet. ØKs adm. direktør Henning H. Sparsø blev den første formand for bestyrelsen. Udviklingen i ØK betød imidlertid, at han ret hurtigt fratrådte, og i stedet blev direktør Jan Frøshaug, Norsk Hydro, formand.
Initiativet fik opbakning fra rektor Finn Junge-Jensen, CBS, der blev medlem af bestyrelsen sammen med Ole Wiberg, FUHU, en repræsentant fra DI og en række erhvervsfolk fra Danmark og det sydlige Sverige.

FUHU havde på det tidspunkt til huse i sin ejendom i Olof Palmes Gade 8 tæt på Østerport Station, og i 1993 flytter SIMI ind i de lokaler, der tidligere havde huset Merkonomskolerne. FUHU indrettede lokalerne til SIMI, bl.a. et moderne auditorium med 36 pladser. Med Niels Arnfred som direktør udbød SIMI i de følgende år med stor dygtighed en E*MBA uddannelse, der efterhånden blev suppleret med fremragende internationale diploma uddannelser. Niels udviklede på glimrende vis SIMI på den ret snævre platform, han havde til rådighed. Der er også grund til at nævne amerikaneren Tom Wylonis, der i en del af perioden var en god støtte for Niels. Og i 1999 overtog SIMI med støtte fra FUHU – bl.a. et afdragsfrit pantebrev – ejendommen i Olof Palmes Gade. FUHU flyttede ind i Fiolstræde 44 med indgang fra Rosengården.

SIMIs gode udvikling i 00’erne
Ved min tiltræden i FUHU primo 2002 kørte SIMI fint med god søgning til E*MBA uddannelsen, hvor underviserne var en række fremragende, anerkendte undervisere fra førende internationale universiteter og business schools. Eksamensbeviserne blev underskrevet af Finn Junge-Jensen som en bekræftelse på forskningsbaseringen. Jeg efterfulgte Ole Wiberg i bestyrelsen, der fortsat var sammensat af især erhvervsfolk. I de følgende år supplerede SIMI i et samspil med store internationale firmaer sit udbud med diplomaforløb inden for udvalgte videntunge brancher. Det skete i et roligt tempo med et godt overblik over økonomien, og i 2007 havde SIMI sit hidtil bedste år økonomisk. Kvaliteten i uddannelserne var fortsat på et højt niveau, og i 2006 akkrediteres E*MBA programmet af EPAS under European Foundation for Management Development, EFMD, i Bruxelles. Udviklingen var så god, at SIMI efterhånden fik pladsproblemer, og efter en stor indsats for at rejse den fornødne kapital fra erhvervslivet kunne SIMI i 2006 indvie en ny fløj på ejendommen i Olof Palmes Gade. Henvendelsen til FUHU om igen at medvirket kom på et tidspunkt, hvor FUHUs økonomi var ret usikker, så FUHU havde ikke mulighed for igen at være med.
Undervejs var der i SIMIs bestyrelse drøftelser af, at det ikke var lykkedes at opnå den skandinaviske position, der var ambitioner om ved etableringen, og at det kunne være en fordel med en endnu stærkere repræsentation fra erhvervslivets top. Fra FUHUs og DIs side stillede vi i lyset heraf vores poster til rådighed, og det gav plads til erhvervsfolk som bl.a. koncernchef, Jørgen Mads Clausen, Danfoss. Det lykkedes dog ikke at sikre den ønskede topfigur til formandsposten. Jan Frøshaug havde kontakt med f.eks. koncernchef Nils Smedegaard Andersen, Carlsberg, der efter nærmere overvejelse takkede nej. Koncernchef Vagn Sørensen, Austrian Air, havde sagt ja, men sprang alligevel fra i sidste øjeblik. Han gik dog senere ind i bestyrelsen som menigt medlem. Det endte derfor med, at generaldirektør Kenneth Plummer, DR, blev formand. (Et intermezzo var, at DIs repræsentant i bestyrelsen sammen med SIMI alumni’s repræsentant inviterede en mindre kreds til et fortroligt møde, hvor hun udtrykte utilfredshed med formanden. Jeg fandt kritikken urimelig og som et forsøg på, at DI ville sætte sig på SIMI. Jeg orienterede derfor fortroligt et par af de andre bestyrelsesmedlemmer, og vi blev enige om, at Jan burde orienteres. Jan fremskyndede sin afgang, og beslutningen om, at DI overlod sin plads til en leder fra erhvervslivet blev fastholdt).

SIMIs strategiske udfordringer
Men SIMI havde strategiske udfordringer. Dels blev der efterhånden udbudt flere E*MBA og diplomauddannelser af højere læreranstalter i Skandinavien, ikke mindst CBS, dels var konkurrencen fra udenlandske udbydere voksende fra ikke alene IMD, INSEAD og Henley, men også fra en række andre business schools. Det var ganske vist lykkedes at få E*MBA programmet akkrediteret, men reelt havde man ikke sin egen in-house ledelsesforskning. Besynderligt nok gav den danske lovgivning vedr. akkreditering ikke mulighed for, at SIMI kunne få uddannelserne akkrediteret her i landet. Det var kun en mulighed for offentlige institutioner. Det lykkedes imidlertid for FUHU at formidle et besøg på SIMI af forskningsminister Helge Sander, som var særdeles godt tilfreds med det indtryk, han fik. Kort tid efter udtalte han, at tiden var inde til at give adgang for private universiteter i Danmark. Det var derfor ganske besynderligt, at hans efterfølger, Charlotte Sahl-Madsen, et par uger efter sin tiltræden udtalte, at der ikke kunne blive tale om private universiteter i Danmark. Nogen må have plantet udtalelsen hos hende. (Den dag i dag kan udenlandske og private universiteter fortsat ikke få akkrediteret uddannelser i Danmark, jf. loven om akkrediteringer). Men det er interessant, at det af det seneste regeringsgrundlag fremgår, at regeringen er åben over for private universiteter.

Muligheden for en fusion med CBS blev flere gange taget op. Fra FUHUs side var vi enige i, at en fusion i givet fald måtte ske med CBS. Men vi vurderede fortsat, at en fusionering af SIMI ind i FUHU ville kvæle miljøet omkring SIMI, ligesom man måtte forudse, at underviserne fra de internationale universiteter ikke ville kunne fortsætte. Det omvendte, at CBS Executive blev fusioneret over i SIMI, som Finn Junge også nævnte som en mulighed, ville efter vores vurdering ligeledes kvæle SIMI – omend i en kærlig omfavnelse. Vi fulgte med stor opmærksomhed, at DTU viste voksende interesse for SIMI og på flere områder lagde op til en udbygning af samarbejdet. På et møde med Niels Arnfred kort før min fratræden, hvor de strategiske udfordringer blev drøftet, understregede vi fra formandskabet og direktionen i FUHU, at vi ikke fandt et endnu tættere samarbejde med DTU hensigtsmæssigt, og at en fusion med CBS måtte komme i første række, hvis SIMIs selvstændighed blev truet. Ved ansættelsen af Johan Roos som rektor for CBS, var formanden, Anders Knutzen, og han til frokost hos Thomas Hofman-Bang, Stina Vrang Elias og mig i FUHU. Et af temaerne, vi orienterede om, var relationerne til SIMI og de udfordringer, SIMI stod over for.
Umiddelbart efter min fratræden i FUHU blev der gennemført et direktørskifte i SIMI, idet Torben Klein erstattede Niels Arnfred, der måtte tillægges æren for udviklingen af SIMI til den glimrende internationale position. Torben Klein kom fra en stilling som direktør for Nordea Fonden, og han havde tidligere været direktør for ATV og Cirius, jf. afsnittet herom.

Den tragiske afslutning
Det, der var en imponerende succeshistorie, fik en nærmest tragisk afslutning. Som nævnt lå der en række strategiske udfordringer for den nye bestyrelse, formanden og direktøren mod slutningen af 00’erne: Konkurrencen fra andre udbydere, den manglende forskningsbasering, undervisere fra internationale universiteter, økonomien osv. Og udfordringerne blev skærpet derved, at SIMI stod overfor at skulle have fornyet sin akkreditering. Formanden og den nye direktør kunne ikke se en mulig fremtid for SIMI og sonderede – ifølge professor Jens Frøslev – først hos KU og dernæst hos DTU om mulighederne for et samarbejde, evt. en fusion. Begge universiteter var afvisende. Der blev derfor rettet henvendelse til CBS. Her passende henvendelsen fint med rektor Johan Roos’ strategiske udmeldinger om, at CBS skulle styrke sit executive område. Henvendelsen blev derfor meget positivt modtaget. Men processen kørte som bekendt helt af sporet. Dels overhørte Johan Roos interne meldinger om, at universitetsloven stillede sig hindrende i vejen (det samme gjorde akkrediteringsloven), dels var håndteringen af fusionsprocessen under al kritik. F.eks. var hverken direktøren for CBS Executive eller direktøren for SIMI rigtigt inddraget. SIMIs alumniorganisation forsøgte at samle opbakning til en reetablering af et nyt SIMI, men det var forgæves. Forløbet gav anledning til stor utilfredshed i erhvervskredse – f.eks. nedlagde bestyrelsen for CBS Executive – inkl. Thomas Hofman-Bang og Sven A. Blomberg – deres poster, ligesom den negative omtale i især Dagbladet Børsen var så omfattende, at den i sidste ende var stærkt medvirkende til at koste først Johan Roos jobbet som rektor og dernæst Anders Knutzen posten som formand for CBS. Men det endte med en sammenlægning af de to erhvervsdrivende fonde, SIMI og Handelshøjskolens Efteruddannelsescenter, HHE, i CBS Executive fonden og salg af SIMIs ejendom i Olof Palmes Gade. Jeg er ikke bekendt med, om FUHU i forbindelse hermed fik indfriet pantebrevet.


8. FUHUs ejendomme, FUHU konferencecenter og  Porcelænshaven
Som nævnt i afsnittet om FUHUs omstilling, var omlægningen af FUHUs ejendomsportefølje et væsentligt led i omstillingsstrategien.  Tvindloven betød, at ejendommene, der var udlejet til Niels Brock, måtte afhændes. Det blev til, at ejendommen i Fiolstræde 44 skulle overtages af FUHU selv og omdannes til FUHU Konferencecenter, samt indrettes til lejemål for videnvirksomheder og FUHU selv. Som kompensation for denne ejendom, der i sin tid var bygget til Købmandsskolen, skulle Niels Brock overtage ”den gamle handelshøjskole”-ejendom på Julius Thomsens Plads 10, idet Handelshøjskolen havde fået godt med plads længere ude på Frederiksberg, dels i lejemålet i Dalgas Have, dels i den nye bygning på Solbjerg Plads ved Frederiksberg Centeret. Endelig var det tanken, at Niels Brock skulle overtage ejendommen Julius Thomsens Plads 6, hvor skolen i årtier havde haft til huse. Det kan også lige nævnes, at Handelshøjskolen ved indflytningen på Solbjerg Plads med stort held fik en række store, velrenommerede firmaer til at tegne sig for sponsorater af en række af de store auditorier mv. På linje hermed blev der indrettet et ”FUHU Faculty Club”, hvor FUHU finansierede indretningen. Det var på sin vis også en erstatning for ”Klubværelset” på Julius Thomsens Plads 10, der blev overtaget af Niels Brock.

Salget af ejendommene på Julius Thomsens Plads
Der var allerede taget initiativ til salget af ejendommene på Julius Thomsens Plads ved min tiltræden primo 2002. Sadolin & Albæk havde fået i opdrag at sondere mulighederne for et salg med henblik på at finde frem til en rimelig markedspris på ejendommene, der som nævnt begge skulle overdrages til Niels Brock. (Lidt usædvanligt havde mæglerfirmaet fået opgaven på en sædvanlig mæglerkontrakt. Det skal siges til firmaets ros, at de hurtigt medgav, at der mere var tale om en vurderingsopgave end en salgsopgave, da jeg tog sagen op med dem. Telefonsamtalen gav FUHU en besparelse svarende til en god del af min årsløn.) Ejendommene var i øvrigt i et vist omfang sammenhængende, idet Handelshøjskolens Bibliotek strakte sig fra øverste etage i Handelshøjskolens ejendom videre ind over loftet i Niels Brock ejendommen. Jeg har tilbragt en del timer i området, idet jeg i min studietid havde job hos overbibliotekar Erik Boesen. Det viste sig, at der var hjemfaldspligt til Københavns Kommune på Niels Brock ejendommen. Det blev overvejet, at forsøge at få hjemfaldspligten overført til ejendommen i Fiolstræde, men tanken blev opgivet. Der var derudover en servitut om, at der skulle drives undervisningsvirksomhed på grunden. I realiteten kunne ejendommen derfor vanskeligt sælges til anden side. Processen mundede derfor ud i et salg til Niels Brock af ejendommene til en ganske rimelig pris, der lå i underkanten af det forventede, men som dog betød en opskrivning af FUHUs egenkapital, jf. afsnittet om FUHUs økonomi. Niels Brock frikøbte senere ejendommen fra Københavns Kommune for 45 mio. kr.

Niels Brocks overtagelse af Handelshøjskolens ejendom Julius Thomsens Plads 10 var ved at trække ud, idet Handelshøjskolens store ekspansion i årene betød, at skolen – til trods for udvidelserne – fortsat havde lokaleproblemer og derfor gerne ville have beholdt ejendommen lidt længere. Men rokeringerne faldt på plads, således som de var aftalt. Som det fremgår af oversigt over donationer til opførelsen af Handelshøjskolens ejendom i 30’erne i ejendommens indgangsparti, blev ejendommene efter overtagelsen renoveret af Niels Brock. FUHU skænkede i forbindelse hermed indretningen og møbleringen af Klubværelset såvel som en udsmykning i indgangspartiet i den gamle Niels Brock ejendom. Ejendommene huser fortsat Niels Brocks handelsgymnasium, HHX.

Renoveringen af Fiolstræde 44 og FUHU Konferencecenter
Ved min tiltræden primo januar 2002 var FUHU Konferencecenter allerede indrettet i Fiolstræde 44. Renoveringen af ejendommen var sket med stor veneration for arkitekturen i den oprindelige bygning og Byens Tegnestue fik stor ros for løsningerne i anmeldelser og af gæsterne ved indvielsen.
I de første år havde vi dog en del udfordringer med at få indretningen til at leve op til forventningerne til et konferencecenter, og vi måtte skrue bissen noget på for at få Tegnestuen til at installere lyddæmpende beklædninger i flere af lokalerne. Efter et par år hyrede vi et mindre jysk firma, vi fik anbefalet af et par lignende organisationer, til at bistå os med renoveringerne af de indre gårde og indretningen af kælderarkivet til kontorer. Konferencecenteret var en glimrende fysisk platform for markeringen af FUHUs ambition om at udvikle et videncenter, idet centeret op gennem 00’erne husede en lang række møder og konferencer for ikke alene FUHU, DEA, FBE og NOCA, men også for ministerier og organisationer samt private og offentlige virksomheder, herunder OECD, Mandag Morgen, Dagbladet Børsen, Rockwool Fonden osv., osv. Der blev gjort store anstrengelser for at skabe et positivt resultat i ”forretningsområdet”, der også omfattede restauranten/kantinen i underetagen. Det kneb noget i betragtning af den internt fastsatte husleje for konferencelokaler, restauranten mv. Det gav anledning til overvejelser om at etablere samarbejde med andre konferencecentre mv., ligesom det blev overvejet at udleje restaurations-/kantinelokalerne til en restaurant. Det blev dog opgivet i lyset af ombygningsomkostninger og mulige gener for de øvrige aktiviteter i huset. DSEB har senere udlejet lokalerne til en restaurant, ligesom det er lykkedes at få skabt bedre lydforhold i konferencelokalerne. De fleste kvadratmeter i ejendommen var ved indvielsen udlejet til Cirius, den fælles styrelse for internationale aktiviteter for Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet samt Bikubenfonden, til en ganske god husleje.

Lejemålene blev ret hurtigt suppleret med, at Danske Universiteter flyttede ind i stueplanen til højre, hvorfor FUHU måtte rykke over på den anden side af gangen i noget mindre lokaler, der var lejet ud til Cirius. Der måtte derfor foretages en indretning af loftsetagen til Cirius og senere af underetagen til FUHU/DEA/FBE/NOCA. Senere blev også begge gårde og den gamle cykelkælder renoveret.
Efter min fratræden er først Cirius og dernæst Bikubenfonden flyttet, og det var en udfordring for DSEB at få lokalerne genudlejet til den samme, ret gode husleje. Det lykkedes dog at få nye lejere ind som et oplysningsforbund, Niels Brocks E*MBA uddannelser, Henley Denmark, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse m.fl. I 2015 besluttede DSEBs bestyrelse at sælge ejendommen til Jeudan A/S ”for at sikre sin evne til at understøtte foreningens formål finansielt”. Salget betød en pæn opskrivning af DSEBs egenkapital.

Udsmykningen af FUHU Konferencecenter
Ved ombygningen af Fiolstræde 49 var der lagt stor vægt på at bevare husets oprindelige nyklassicistiske stil, og dørkarme og stuk mv. var bevaret i overetagerne. Samtidig var det lykkedes at indrette auditoriet og underetagen i et mere moderne arkitektonisk design, der flugtede godt med resten af huset. Bestyrelseslokalet var indrettet med stor veneration for det historiske, idet det gamle mahognibord og de dybe stole – arvestykker fra bestyrelseslokalet i forsikringsselskabet Danske Lloyd – var flyttet med, ligesom alle malerier og buster af tidligere formænd var ophængt og opstillet. Det gav et historisk pust over møderne, men kunne også på nogle virke lidt antikveret.
Ved lejeaftalen med Rektorkollegiet afstod FUHU lokalerne og flyttede som nævnt over i de mindre lokaler på den anden side af trapperne. Jeg husker endnu Thomas Hofman-Bangs bemærkning på det første bestyrelsesmøde i lokalet i underetagen: ”Er det ikke dejligt med de nye rammer”. (Et pudsigt indslag i flytningen var, at Rektorkollegiet gerne ville overtage møblementet i bestyrelseslokalet, men ikke mente, at de havde pengene hertil. Vi landede på en pris på 40.000 kr., og et afdrag over 10 år).
De forhenværende formænd, der levede i bedste velgående, fik naturligvis plads i de nye lokaler. Maleriet af direktør Steen Madsen kom således til at hænge lige indenfor døren, medens busten af Andreas Nicolaisen blev opstillet i det hyppigt benyttede mødelokale, det ovale værelse. Men derudover var det småt med udsmykningen bortset fra et maleri af Jens Søndergaard, der også hang i det smukke mødelokale. Maleriet var for mange år siden blevet foræret til FUHU af Handelshøjskolens medarbejdere i forbindelse med FUHUs jubilæum. Derudover stod der et usædvanligt smukt fad midt på det ovale mødebord af (??), som direktøren for Ny Carlsberg Fondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, med det samme bemærkede, da vi første gang mødtes i lokalet.
Den afgåede formand, Andreas Nicolaisen, havde nemlig foreslået, at vi tog kontakt til Hans Edvard Nørregård-Nielsen for at høre, om Fondet kunne være med til at sikre en kunstnerisk udsmykning af lokalerne i FUHU Konferencecenter. De to kendte hinanden fra deres unge dage i Sønderjylland.
Hans Edvard havde forståelse for, at FUHU’s formål ikke gav mulighed for, at Foreningen selv kunne indkøbe værker, samtidig med at det passede fint med Fondets formål, at der ville være mange konferencedeltagere, der fik glæde af udsmykningen. Ny Carlsbergfondet deponerede derfor af flere omgange i 2004 og 05 adskillige værker i FUHU Konferencecenter. I konferencesalen blev ophængt fire akvareller af Mogens Andersen, og bagvæggen i auditoriet på første etage blev udsmykket med to store, flotte malerier, ”Fra Drømmernes Landingsplads V og VI” af maleren Tonning Rasmussen, der tog turen over fra Bornholm for at være med ved afsløringen. Dernæst fulgte en bronzeskulptur, ”Den Fremmede”, af Svend Wiig Hansen, der blev opstillet i den indre gård ved restauranten. Senere blev der i forlokalet til auditoriet ophængt ikke mindre end 10 akvareller af Mogens Andersen. Lokalet blev derfor ved en højtidelighed omdøbt til ”Mogens Andersen Værelset” i overværelse af Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

FUHU Kantaten
I 2005 (?) fik vi en henvendelse fra Det Kongelige Bibliotek, der var foranlediget af udgivelsen af komponisten Carl Nielsens samlede værker. Baggrunden var, at der i et af bindene, der var ved at blive skrevet, ville komme til at indgå den kantate, Carl Nielsen skrev i 1930 til festen ved FUHUs 50 års jubilæum, der blev overværet af kongeparret, Dronning Alexandrine og Kong Christian den X. Vi blev derfor opfordret til at være medsponsor for udgivelsen. Det lå jo på kanten af Foreningens formål, men formandskabet var enig i, at vi gerne så dette indslag i FUHUs historie dokumenteret, og vi bevilgede et mindre tilskud til udgivelsen. På et senere bestyrelsesmøde kunne vi præsentere det bind, der indeholdt FUHU Kantaten, og fortælle om baggrunden for værket. NOCA kunne oven i købet afspille kantaten på deres årsmøde.

Fælles Kunstforening
Allerede kort efter indflytningen foreslog medarbejdere i Cirius og Bikubefonden, at der blev oprettet en fælles kunstforening for medarbejderne i ejendommen. Den kom hurtig på plads, idet der var god opbakning til ideen fra medarbejdere, såvel som fra ledelsen i alle virksomhederne.
Foreningen blev organiseret efter de velkendte principper: Et årligt tilskud fra virksomhederne og et månedligt kontingent fra medlemmerne finansierede indkøb af kunstværker. Bestyrelsen sørgede for indkøbene og for den årlige udtrækning. I løbet af året blev de købte værker ophængt eller placeret i restauranten/kantinen i underetagen, der således blev udsmykket med mange spændende værker.
Desværre opstod der problemer i foreningen, da den nye direktør for Cirius et par år efter, Torben Klein, mente, at Cirius ikke havde hjemmel til, at Styrelsen kunne bidrage. Heldigvis var hans efterfølger, Anders Gertsen, af en anden mening, og foreningen kom derefter i fuld vigør igen.

FUHUs engagement i Porcelænshaven
Kort før et bestyrelsesmøde i FUHU i foråret 2003 ringede FUHUs formand, Andreas Nicolaisen, og fortalte begejstret, at FUHU måske kunne hjælpe CBS med at løse et ejendomsproblem. Finn Junge havde ringet og fortalt, at der var problemer med finansieringen af et stort projekt i Porcelænshaven, hvor CBS skulle leje sig ind efter en gennemgribende ombygning og renovering af den gamle porcelænsfabrik. Ved omlægningen af FUHUs ejendomsportefølje var den gamle handelshøjskole, Julius Thomsens Plads 10, som nævnt blevet overdraget til Niels Brock. Det havde længe været aftalt, men det bragte alligevel CBS i en vanskelig situation, idet der fortsat var lokaleproblemer efter den store udvidelse på Solbjerg Plads. (Handelshøjskolens Boligfond var for så vidt også part i sagen, idet det var et led i det samlede projekt, at en af ejendommene skulle overtages af Boligfonden og indrettes til kollegium. Denne del af projektet blev som bekendt også gennemført). CBS havde i længere tid forhandlet med Sjælsø Gruppen om et lejemål i Porcelænshaven efter en ombygning af porcelænsfabrikken. Lejemålet skulle give CBS mulighed for en udvidelse, der var stærkt brug for pga. det stigende antal studerende og opprioriteringen af forskningen. Det havde imidlertid vist sig, at Forskningsministeriet og Finansministeriet var kommet på tværs. Dels forlangte de, at lejeperioden skulle begrænses til ”op til 10 år”, og derfor kunne der ikke findes eksterne investorer. Dels var der problemer med EU's udbudsregler mv.

På FUHUs bestyrelsesmøde nogle dage senere præsenterede Finn Junge-Jensen problemstillingen og orienterede om byggeprojektet, der næsten var forhandlet på plads med Sjælsø Gruppen. I forlængelse heraf var der en drøftelse af mulige løsninger, herunder om FUHU kunne gå ind som investor og overtage ejendommene, som derefter blev udlejet til Handelshøjskolen/CBS. Drøftelserne mundede ud i en positiv holdning til, at disse muligheder blev nærmere vurderet. På et møde, Ole Wiberg og jeg kort efter havde i Forskningsministeriet, tog direktør Jens Peter Jacobsen straks emnet op og opfordrede FUHU til snarest at se på mulighederne for at gå ind i projektet som investor. Vi kunne med det samme oplyse, at FUHU ville se positivt herpå. (Vi rykkede fluks et af vore punkter på dagsorden frem: Et ønske om, at FUHUs formand, Andreas Nicolaisen, fik tildelt Ridderkorset af 1. grad i forbindelse med hans fratræden som formand efter 25 år i bestyrelsen. Jens Peter og René gav tilsagn om, at de ville gå videre hermed og bakke forslaget op.) Grundlaget for at gå ind i projektet var de kontraktudkast, der allerede lå efter forhandlingerne mellem Sjælsø Gruppen og CBS. Der var tale om flere delprojekter, hvortil kom kollegiebyggeriet og en planlagt ombygning af den tidligere råvarebygning, som ventedes gennemført af CBS selv på et senere tidspunkt. Projekterne, der blev forhandlet om, omfattede over 20.000 m2 og blev estimeret til en investering på over 300 mio. kr. Lejeindtægterne ville svare til markedsvilkårene, som på det tidspunkt var en forrentning på 7 pct. af købesummen, - der oven i købet ville blive pristalsreguleret. Det var ganske gunstigt. Det var desuden en del af lejeaftalen, at CBS ved udløbet af lejeperioden skulle have option på at overtage ejendommene for et beløb svarende til en pristalsreguleret købspris.

I FUHUs bestyrelse var der begejstring for udsigten til, at FUHU igen kunne stille ejendomme til rådighed for CBS. Men der var også betænkeligheder ved projektet: Der var tale om en meget stor investering i forhold til foreningens egenkapital. Lejeaftalen kunne kun løbe i op til 10 år; der var tale om en særlig indretning af ejendommene efter CBS’ ønsker; det var en markant lokaleudvidelse for CBS, og hvordan ville CBS’ behov og økonomi udvikle sig? Omvendt var der tale om en god beliggenhed lige op til Frederiksberg Have, hvis der senere blev behov for at afhænde ejendommen.
Konklusionen på dialogen i bestyrelsen blev, at FUHU kunne gå ind i det første projekt, som var på omkring 100 mio. kr., medens der skulle findes en eller flere medinvestorer til de følgende delprojekter. Desuden blev der nedsat en stærk arbejdsgruppe med næstformanden, adm. direktør Thomas Hofman-Bang, NKT, og adm. direktør Holger Dock, AP, der netop havde fået opført et nyt hovedsæde på Østerbro af Sjælsø Gruppen, samt undertegnede. Midt i processen satte FUHUs revisorer spørgsmål ved, om en sådan investering ville være forenelig med FUHUs skattemæssige status, dvs. fritagelsen for at indsende selvangivelse i lyset af foreningens almene formål. Andreas Nicolaisen kendte skatterevisoren Christian Amby fra sin tid i revisionsbranchen, og han blev hyret til at udarbejde et responsum.

Hans konklusion var ganske klar: Det afgørende for den skattemæssige stilling var en nøje overholdelse af almene formål i anvendelsen af midlerne. Der var derimod meget frie rammer for erhvervelsen af indtægterne. Og i lyset af FUHUs tidligere besiddelse og udlejning af ejendomme kunne han ikke se noget skatteproblem. (Andreas Nicolaisen tilbød med et glimt i øjet Christian Amby, der som bekendt var inkarneret SF’er, et livslangt medlemskab af FUHU som en del af honoraret. Han svarede med et grin, at han helst ikke ville have det stående i sit CV.)

Kontrakterne for det første projekt blev derefter forhandlet på plads med Sjælsøgruppen med Ib Henrik Rønje i spidsen og CBS med deltagelse af FUHUs arbejdsgruppe, samt Finn Junge og direktør Gert Bechlund fra CBS. FUHU var bygherre, men det aftaltes, at CBS de facto skulle varetage bygherrerollen, ligesom de senere skulle tage sig af den praktiske vedligeholdelse og administration af ejendommene. FUHU fulgte dog projektet løbende, deltog i byggemøder og hyrede Carl Bro som bygherrerådgiver. Der blev derefter foretaget sonderinger i markedet for at finde en eller flere medinvestorer til de følgende projekter. Det var ikke nemt at finde interesserede, idet det var et udpræget krav i markedet, at løbetiden på lejekontrakten skulle være mindst 15, helst 20 år eller mere. Det dæmpede også interessen, at realkreditinstitutterne i disse år strammede op mht. udlån til uddannelsesinstitutioner m.fl. Juristernes & Økonomernes Pensionskasse var dog interesseret, og deres muligheder for at være medinvestor blev drøftet på en række møder. Resultatet blev dog negativt, idet de havde betænkeligheder ved den korte løbetid og risikoen, ligesom vi fra FUHUs side fandt det uhensigtsmæssigt, at pensionskassen i givet fald også ønskede at indtræde som medinvestor i det allerede igangsatte første projekt. Det gav anledning til nye forhandlinger med CBS og Sjælsø Gruppen, såvel som drøftelser i FUHUs bestyrelse. De mundede i flere faser ud i, at FUHU også gik ind i de følgende projekter. De samlede projekter blev dermed på over 20.000 m2 til en byggesum på 360 mio. kr.

Medvirkende til, at bestyrelsen sluttede op om alle projekterne, var, at det efterhånden stod klart, at FUHU handlefrihed ville blive stærkt beskåret af det faldende renteniveau, idet der på linje med tidligere bestyrelser ikke var noget ønske om at tære på formuen. Det var simpelthen en forudsætning, at økonomien blev forbedret, hvis FUHUs ambition om at udvikle sig til et videncenter skulle realiseres, jf. afsnittet om FUHUs økonomi. (Jeg husker, at Thomas afsluttede en telefonsamtale, da det hele var ved at falde på plads, med: ”Med det her må vi da stå til at få en medalje”. Ganske pudsigt i lyset af, at han efter sin fratræden som formand for FUHU blev tildelt Ridderkorset.) Ved realkreditfinansieringen af ejendommene blev der indhentet tilbud fra Real Dania, Nykredit og BRF. Vi valgte at optage de maksimale realkreditlån, således FUHUs likviditet fortsat gav en vis handlefrihed. Udbuddet blev vundet af BRF, som tilbød ekstremt lave bidragssatser.
Da krisen meldte sig vendte de da også tilbage med forhøjelser. Vi gjorde naturligvis gældende, at der ikke havde været og ej heller var udsigt til tab på vort engagement, og at det derfor ikke kunne være os, der skulle være med til at inddække deres tab. I en forhandling med inddragelse af Thomas Hofman-Bang lykkedes det at få forhøjelserne reduceret, men de er sikkert blevet forhøjet igen senere. Risikoen søgtes samtidig reduceret via en renteswap aftale, idet FUHUs økonomi ville blive kraftigt udhulet, hvis vi igen fik stigende renter frem mod lejeperiodens udløb.  Efter indhentning af tilbud hos tre pengeinstitutter, en vurdering hos finansfolkene hos Thomas Hofman-Bang i NKT og en godkendelse i bestyrelsen blev aftalen indgået med Nordea.

Hvert delprojekt blev i et aktstykke forelagt Folketingets finansudvalg, hvor de fik bred politisk opbakning. FUHU udpegede ikke længere CBS’ Styrelsesråd, men havde fortsat indflydelse på udpegningen af CBS’ nye bestyrelse. Det blev ikke gjort til noget problem i finansudvalget. Det var et temmelig omfattende og arbejdskrævende projekt. Jeg husker, at dokumentationsmaterialet f.eks. på et tidspunkt blev på over 12 tykke ringbind. Det bør samtidig fremhæves, at projekternes udvikling og byggeriets gennemførelse samt det efterfølgende lejemål fandt sted i et glimrende og tillidsfuldt samarbejde mellem CBS og FUHU, samt at Sjælsø Gruppen på så godt som alle områder levede op til forventningerne om rettidig aflevering af projekterne til den aftalte pris og kvalitet. Det gav dog anledning til en vis undren, at CBS i den efterfølgende omtale i sin årsberetning ikke fandt anledning til at nævne FUHUs medvirken til, at projektet kunne realiseres.

Det videre forløb
Efterfølgende er lejekontrakterne i 2014 blevet genforhandlet efter udløbet af løbetiden på de 10 år. DSEBs (tidl. FUHUs) formand, Birgit Aagaard-Svendsen, oplyste på årsmødet forrige år, at Slots- og Ejendomsstyrelsen havde været forhandlingspart på vegne af CBS, at forhandlingerne havde været vanskelige, samt at genforhandlingerne var mundet ud i en betydelig reduktion af huslejen. I 2016 afhændede DSEB ejendommene i Porcelænshaven til et svensk selskab, Niam,  – ligeledes i tråd med ”for at kunne opfylde de finansielle forpligtelser over for deres partnere”. CBS tilkendegav, at de følte sig dårligt informeret, og at de mente, at de ikke havde fået mulighed for at benytte deres købsoption i forbindelse med handlen. I sommeren 2017 blev ejendommene videresolgt med fortjeneste til en anden svensk investor, Klövern, for 620 mio. kr.


9. FUHUs legater, priser og tilskud 
Efter indførelsen af studieafgifter på Handelshøjskolen spillede legater til mindrebemidlede studerende en betydelig rolle i FUHUs indsats for at fremme unges adgang til de merkantile uddannelser, se f.eks. Jens Vibæk og Jan Kobbernagels bog om FUHU. Så sent som i FUHUs årsberetning for 1999 optager legatadministrationen en hel side, og det fremgår, at FUHU dengang administrerede i snesevis af legater, der dog i et vist omfang var samlet i grupper med samme formål.  Legaterne havde sammen med udlandsprogrammerne en stor betydning for profileringen af FUHU i de studerendes bevidsthed. Med indførelsen af SU i 60’erne og den senere meget betydelige udbygning af ordningen er betydningen af de private legater naturligvis blevet mindre. FUHUs engagement kom også til udtryk derved, at foreningen i en årrække udgav en legathåndbog. Med afsæt heri var FUHU i begyndelsen af 00’erne også stærkt engageret i udviklingen af ”Legatnet.dk”. Projektet fik bevilget støtte af FUHU til udviklingen, hvori Ole Wiberg spillede en meget aktiv rolle. Formålet var at skabe en fælles portal, hvor der skulle være adgang til alle studielegater i Danmark. Den ville dermed træde i stedet for FUHUs og andre legathåndbøger. Portalen blev etableret og kører fortsat, men den har desværre ikke fået den generelle tilslutning og udbredelse, der var hensigten.

FUHU havde op gennem 00’erne dialog med flere fonde med henblik på at motivere dem til at bidrage til uddannelse og forskning. Bikuben Fonden havde som nævnt til huse i Fiolstræde 44. Da Michael Mørch tiltrådte som adm. direktør, gennemgik Fonden en strategiproces, hvorunder vi havde en dialog. Konklusionen blev, at Fonden fremover skulle prioritere tre områder, som hidtil kultur og kunst, desuden sociale formål jf. Fondens oprindelse, samt endelig uddannelse. Men trods flere dialoger, lykkedes det ikke at indkredse fælles aktiviteter. Vi havde også gode forbindelser til Nordea Fonden, idet min gamle chef fra SDS-tiden, bankdirektør Preben Kendal, jo var direktør for Fonden og medlem af FUHUs bestyrelse ved min tiltræden. Han afløstes siden af Torben Klein, der kom fra Cirius. Fonden har i tidens løb givet en lang række bevillinger til entreprenørskab og uddannelsesformål, bl.a. Fonden for Entreprenørskab og Tietgen Kollegiet m.fl. Der var også fonde, der gerne gav bevillinger til uddannelsesformål, men som selv ønskede at styre processen. Nogle ville dog gerne have gode hints om velegnede formål, f.eks. Solar Fonden, som diskret blev forsynet med årlige emnelister. Et andet eksempel på et godt samarbejde var som tidligere nævnt med Tuborgfondet. Deres bevilling var i høj grad med til at bane vejen for DEA. Senere er DEA blevet rigtig god til at sikre eksterne bevillinger som medfinansiering af en række vigtige analyser og projekter. I løbet 00’erne var der enkelte sonderinger mht. til at oprette nye legater eller at overføre legater til administration hos FUHU. Senere er f.eks. legaterne i Dansk Handel overført til administration hos Otto Mønsteds Fond. Men opmærksomheden i FUHU var mest rettet mod at søge at forenkle administrationen af de eksisterende legater. Det lykkedes efter en længere dialog med Civilstyrelsen at få accept af, dels at et legat for lærere ved Niels Brock kunne blive afviklet med en udbetaling af restformuen til Niels Brock, dels at Gunnar V. Holms legat blev afviklet over 10 år (sidste gang i 2017), samt endelig at de resterende legater – bortset fra et, der var koblet til en lokalitet i Jylland – blev samlet i ét legat, der havde til formål at understøtte handelsstuderende.
Efter min fratræden indtrådte jeg efter Andreas Nicolaisen i bestyrelsen for departementschef P.O.A. Andersen og hustru Sigrid, født Johnsens Legat, der bl.a. uddeles til unge handelsmænds videregående uddannelse i udlandet. Det lave renteniveau gjorde det nødvendig med en forenkling af administrationen mv., og som et led heri blev legatet primo 2017 lagt over til FUHU. Samtidig indtrådte Fritjof Lind, tidl. næstformand i FUHU, i bestyrelsen i stedet for mig. Ole Wiberg efterfulgte i sin tid Jan Kobbernagel, fhv. rektor for Handelshøjskolen i København, som formand for Hedorfs Fond, der i sine vedtægter har en bestemmelse om, at FUHU er med til at udpege bestyrelsen. Fonden har en betragtelig formue, og den har gennem årene støttet en række lignende formål som FUHU, f.eks. studier i udlandet og fremme af erhvervssprog. For få år siden investerede Fonden endvidere en del af formuen i et meget nyttigt formål, nemlig et kollegium, der oven i købet sikrer fonden et pænt afkast af investeringen.

DESB (tidl. FUHU) har ikke været særlig aktiv i at vedligeholde en kontakt til Hedorfs Fond, men Ole Wiberg har tidligere i år rettet henvendelse til Foreningen om evt. at indtræde i bestyrelsen, når han udtræder til næste år, og det er netop blevet afklaret, at DSEBs formand, Torben Möger, indtræder. Ved pricewinners’ reception på CBS i november i år fortalte Torben Möger i forbindelse med overrækkelsen af DSEBs priser, at DSEBs bestyrelse dagen forinden havde bevilget 1 mio. kr. til stipendier. Det må være et signal om, at området igen opprioriteres.

FUHUs priser
Som nævnt i de tidligere afsnit indstiftede FUHU en lang, lang række priser, som gennem 00’erne var stærkt medvirkende til at fremme og skabe opmærksomhed om merkantile, erhvervsrettede uddannelser såvel som den bagved liggende forskning. Samtidig fremmede priserne FUHUs netværk i sektoren og styrkede Foreningens almennyttige profil. Tietgenprisen blev indstiftet helt tilbage i 1929. Den blev de første mange år uddelt på grundlag af licentiatafhandlinger, senere til ph.d.’er, hovedsageligt på CBS. Prisen blev i forbindelsen med etableringen af DEA i begyndelsen af 00’erne udvidet til at en landsdækkende pris for post.doc.’er og uddelt ved den årlige festmiddag i Festsalen i FUHU Konferencecenter. Den bestod af en guldmedalje med Tietgens kontrafej og et beløb på 50.000 kr. (Vi fik på et tidspunkt en henvendelse fra en tidligere modtager af Tietgenprisen, som havde mistet medaljen i forbindelse med, at børnene havde leget med den. Han ville gerne høre, om han kunne få en anden. Han blev noget hed om ørene, da han hørte, at der var tale om en guldmedalje til over 10.000 kr.) Der uddeles nu én Tietgenpris årligt ved den festmiddag på Børsen, der er arrangeret sammen med International Chamber of Commerce, ICC. Beløbet et blevet sat op til 500.000 kr., som må siges at være et meget stort beløb for en post.doc.’er. Uddelingen er gennem årene blevet varetaget af en priskomité, der op gennem 00’erne havde forskningsdirektør Hans Siggaard Jensen som formand. I 2005 var de øvrige medlemmer professor Poul Houman Andersen, rektor Børge Obel og centerdirektør Flemming Poulfelt. Kredsen blev senere udvidet i takt med, at DEA blev mere landsdækkende. FUHU har hele tiden stået bag og finansieret prisen, men uddelingen blev i 00’erne koblet til DEA. Tietgenprisen er gennem årene modtaget af op mod 100 unge forskere, hvoraf de fleste i dag sidder i ledende stillinger på CBS, universiteterne og i erhvervslivet.
Internationaliseringsprisen blev stiftet i 2003 sammen med Cirius, ministeriernes styrelse for fremme af internationalisering, for at hædre en stor indsats for at styrke internationaliseringen i uddannelsessektoren. Den er både tildelt ildsjæle i sektoren og partnerskaber mellem uddannelsessteder og erhvervsliv. Den uddeles fortsat. Som et led i udviklingen af DEA blev der i forbindelse med FUHUs 125 års jubilæum i 2005 etableret to forskerpriser for at styrke og profilere forskningen inden for humaniora og samfundsvidenskab – DEAs to indsatsområder.
Forskerprisen for Kultur og Kommunikation. Stiftet i 2005 som en landsdækkende hæderspris på 100.000 kr. til forskere inden for humaniora mv. med professor, direktør Jørn Lund som formand og respekterede folk som adm. direktør, cand.mag., Ingelise Bogason, professor, dr.phil., Kirsten Drotner, chefredaktør, cand.scient.pol. Tøger Seidenfaden og afdelingsleder, cand.ling.merc. Jeannette Ørsted som medlemmer af priskomiteen.

Forskerprisen for Erhverv og Samfund blev stiftet samtidig som en landdækkende hæderspris på 100.000 kr. til forskere inden for samfundsvidenskab mv. Her var priskomiteen sammensat af direktør og formand for DEA, Lars Nørby Johansen, formand, samt professor Tage Koed Madsen, SDU, professor Steen Hildebrandt, Handelshøjskolen i Aarhus, adm. direktør Poul Skaldhede, Valkon, og vicedirektør Kim Østrup, IBM. Begge priser blev finansieret af FUHU, men uddelt i regi af DEA ved en stor, årlig middag i Festsalen i FUHU Konferencecenter. Priserne er nedlagt efter min fratræden. Jeg kender ikke baggrunden herfor.

Den første forskningsprofessor, der var sponsoreret af FUHU, var Hans Siggaard Jensen, der fik den nyoprettede stilling på CBS i 90’erne. Da FUHUs økonomi var kommet bedre på fode igen efter investeringerne i Porcelænshaven blev initiativet genoptaget. Den første modtager blev Morten Pilegaard fra Handelshøjskolen i Aarhus. Entreprenørskabs og Innovationsprisen blev stiftet efter min fratræden og uddeles sammen med Fonden for Entreprenørskab i forbindelse med det store arrangement i Fredericia under Global Entrepreneurship Week.  Det er et glimrende initiativ i forlængelse af FUHUs høje prioritering af og indsats for entreprenørskab op gennem 00’erne.
Dertil kom en række priser til undervisere og formidlere, der årligt blev uddelt til medarbejdere på CBS af FUHUs formand under årsfesten på Handelshøjskolen. En del af FUHUs rammebevilling til CBS blev anvendt til priserne, og Thomas Hofman-Bang deltog personligt i udvælgelsen af modtagerne sammen med rektor Finn Junge-Jensen. (En pudsig reaktion var, at forskningsminister Helge Sander deltog i årsfesten det år, hvor FUHUs formidlerpris for første gang blev uddelt. En måned senere præsenterede ministeriet en lignende pris for universitetssektoren).
Uddelingen ved årsfesten gav stor opmærksomhed til FUHUs opbakning af CBS og Foreningens indsats for at fremme uddannelse og forskning. Priserne uddeles fortsat, men uddelingen er blevet rykket til et særligt arrangement i Ovnhallen, hvori der sædvanligvis er pæn deltagelse af medarbejdere fra CBS. Uddelingen af priserne er fyldigt omtalt i FUHUs årsberetninger, og vil derfor ikke blive nærmere omtalt her. – Dog fandt der ikke længere en omtale sted i årsberetningen for 2010. Det efterlod det indtryk, at uddelingerne var blevet nedprioriteret af FUHU/DSEB. Det synes at have ændret sig.

FUHUs tilskud
FUHU har gennem årene ydet meget store tilskud til især Købmandsskolen, Niels Brock og Handelshøjskolen/CBS – både til ejendomme, udvikling af uddannelser og til andre projekter, samt i perioder også til driften. Se omtalen heraf i respektive afsnit. Op gennem 00’erne blev der bevilget et grundtilskud på 1 mio. kr. til de to skoler – med undtagelse af de to år, hvor FUHUs økonomi var stram. På Niels Brock blev pengene bevilget på grundlag af ansøgninger om tilskud til udviklingsprojekter inden for f.eks. nye uddannelser, IT og iværksætteri. På CBS var der tale om et rammebudget, der blev anvendt til internationale konferencer, som FUHU oftest var inviteret til, priser, jf. ovenfor, samt i et vist omfang til sponsorering af årsfesten. CBS vendte ved årets slutning tilbage med en oversigt over aktiviteter og udgifter. Men også mange andre uddannelses og forskningsinstitutioner mv. kom i betragtning inden for en samlet ramme på nogle mio. kr., f.eks. Handelshøjskolens Boligfond, Ung Virksomhed – Young Enterprise, Civiløkonomerne, Innovationsrådet osv., osv. DSEB yder fortsat tilskud inden for en lignende ramme – dog ikke til Niels Brock, der som nævnt i et tidligere afsnit har neddroslet koblingen til DSEB (tidl. FUHU).


10. Økonomien og pengetanken på over 400 mio. kr 
”Er det ikke dejligt at være rig”, sagde direktør Aage Rask-Pedersen, da jeg mødte ham i Københavns Rotary Klub kort tid efter, jeg var tiltrådt i FUHU primo 2002. FUHU havde i mange år været en fondslignende pengetank med en særdeles god økonomi med stabile indtægter fra ejendommene, der var udlejet til Handelshøjskolen og Niels Brock, og fra afkastet af værdipapirbeholdningen. Samtidig var der styr på udgifterne til de internationale aktiviteter og sekretariatet, samt de årlige tilskud til de to ”børn”, Handelshøjskolen og Niels Brock, og til andre gode initiativer inden for det merkantile område. Og de uddelte legater svarende til afkastet på de enkelte depoter. I 2001 var indtægterne således på 13.5 mio. kr., hvoraf finansielle indtægter udgjorde de 4,5 mio. kr. Egenkapitalen var på 100,4 mio. kr. Den nye strategi med salget af ejendommene og dermed opgivelsen af lejemålene kombineret med det stærkt faldende renteniveau kom i første omgang til at indebære markante ændringer i det økonomiske grundlag for foreningens virksomhed.

Pengetanken blev udfordret
En sammenfatning af FUHUs årsregnskab for 2008 fremgår af bilag 3. Der var som tidligere nævnt allerede taget initiativ til salget af ejendommene på Julius Thomsens Plads ved min tiltræden primo 2002. Sadolin & Albæk havde fået i opdrag at sondere mulighederne for et salg med henblik på at finde frem til en rimelig markedspris på ejendommene, dels Niels Brocks ejendom med handelsgymnasiet på Julius Thomsens Plads 6, dels den gamle handelshøjskoleejendom nr. 10, der begge skulle overdrages til Niels Brock. Det viste sig som nævnt, at der var hjemfaldspligt til Københavns Kommune på Niels Brock ejendommen. Der var derudover en servitut om, at der skulle drives undervisningsvirksomhed på grunden. I realiteten kunne ejendommen derfor vanskeligt sælges til anden side. Processen mundede derfor ud i et salg til Niels Brock af ejendommene til en ganske rimelig pris, som dog lå i underkanten af det forventede. FUHU havde ført en fast politik om ikke at opskrive ejendommene, så salget betød en regnskabsmæssig gevinst på 43,3 mio. kr. Desuden aktiveredes investeringerne i ombygningen og renoveringen af Fiolstræde, således egenkapitalen ultimo 2002 var på 175 mio. kr. Godt 70 mio. kr. var placeret i ejendommen i Fiolstræde, medens 100 mio. kr. lå i værdipapirer og andre finansielle aktiver. Fiolstræde 44 blev indviet primo 2002 efter en gennemgribende ombygning og renovering af ejendommens indre og af facaden mod Fiolstræde. Ombygningen og renoveringen var ikke billig, ligesom FUHU jo mistede lejeindtægter for et par år, medens ombygningen stod på. Bestræbelserne på at gøre ejendommen til et videncenter lykkedes ganske godt. Der var allerede truffet aftale med Undervisningsministeriet om, at Cirius – ministeriernes internationale styrelse – skulle overtage en markant del af lejemålene, og Andreas Nicolaisen havde via kontakter til sin gamle arbejdsplads, Bikuben, formidlet, at Bikubenfonden flyttede ind på 2. sal. Efter indgående forhandlinger lykkedes det også at formå Rektorkollegiet, nu Danske Universiteter, til at flytte ind i stuen th., hvor FUHU ellers selv havde kontorer. Til gengæld overtog FUHU de noget færre m2 fra Cirius på den anden side af trappen mod, at der blev indrettet nye lokaler længere oppe i tagetagen. Dels til erstatning for lokalerne i stuen, dels til en udvidelse af Cirius. Konsekvenserne var, lejeindtægterne faldt med 8 mio. kr. i løbet af et par år, samt at renteindtægterne blev reduceret med et par mio. kr. til trods for de betydeligt større finansielle aktiver. Heldigvis afbødede en omlægning fra obligationer til pengemarkedsindskud potentielle tab på obligationsbeholdningen, men resultatet var alligevel, at FUHU kom ud af 2004 med et underskud på 3,5 mio. kr. Følgerne heraf var, at de internationale aktiviteter blev hurtigere afviklet, at vi måtte holde igen med udviklingen af DEA, samt at det årlige tilskud til bl.a. Niels Brock og Handelshøjskolen/CBS blev midlertidigt skåret ned.

FUHU havde som nævnt betydelige likvide midler, ligesom det ville have været meget let at belåne Fiolstræde 44. Men det lå langt uden for holdningen i bestyrelsen at tære på den opbyggede formue for at investere i driften. Det blev end ikke inddraget i overvejelserne. Det er derfor ikke en overdrivelse at sige, at projektet i Porcelænshaven reddede FUHUs økonomi og omstilling. (Se mere om projektet i afsnit 7). Lejeindtægterne fra Porcelænshaven øgede FUHUs indtægter med næsten 14 mio. kr. om året og sikrede den videre omstilling af FUHUs aktiviteter med betydelige tilskud til DEA, FBE, Niels Brock og Handelshøjskolen/CBS, samt til prisuddelinger og tilskud til andre initiativer.

FUHUs omstilling betød også, at foreningen nu kom til at drive en vis erhvervsvirksomhed med FUHUs Konferencecenter, kantinedriften osv. Sammen med revisionen, Grant Thornton, blev der i øvrigt også udviklet et informativt internt dækningsbidragsregnskab, således der var et godt overblik og fuld gennemsigtighed med økonomien i de enkelte indsatsområder: Ejendommene, kantinen, FUHU Konferencecenter, DEA, FBE, NOCA osv.

Danske Bank havde i mange år været Foreningens faste og eneste bankforbindelse ved begyndelsen af 00’erne. Det betød, at driften blev afviklet over konti i banken, at Foreningens eget depot og legatdepoterne var placeret der osv. De betydelige finansielle transaktioner op gennem 00’erne betød, at vi orienterede banken om, at den på alle områder fortsat ville være vores foretrukne pengeinstitut under forudsætning af, at deres priser og service var konkurrencedygtige. Det betød, at flere pengemarkedsindskud, belåningen af Porcelænshaven mv. blev placeret hos andre finansielle virksomheder, der kom med bedre tilbud end Danske Bank. Men der var gennem hele perioden et godt samarbejde med banken, som fortsat var hovedbankforbindelsen ved min fratræden.
Samarbejdet med revisionen, Grant Thornton, fungerede også særdeles godt. De bidrog konstruktivt til udviklingen af vores IT- og bogføringssystemer, men levede tillige i høj grad op til rollen som bestyrelsens vagthund. Et pudsigt indslag var, at de på et tidspunkt fik en ny medarbejder fra SKAT, der var ekspert i moms. De opfordrede derfor til, at han gennemgik vore regnskaber for de seneste år for at se, om vi netto havde betalt det rigtige beløb i moms. Det havde vi ikke, idet det viste sig, at vi fik tilbagebetalt 1,2 mio. kr. Ikke et stort beløb, men dog et pænt beløb i betragtning af vores ret beskedne erhvervsaktiviteter i FUHU Konferencecenter, kantinen og ejendommen. Der var i perioden et godt samarbejde mellem formandskabet, ledelsen og revisionen om en god styring af økonomien såvel som om et informativt og gennemsigtigt regnskab. Der var derfor sjældent væsentlige spørgsmål ved rapporteringen til bestyrelsen.

Pengetank på over 400 mio. kr.
Lejekontrakterne med CBS om Porcelænshaven var på 10 år, og de blev derfor genforhandlet for et par år siden. Ifølge den daværende formand for DSEB, direktør Birgit Aagaard Svendsen, var der tale om hårde forhandlinger mellem Slots- og Ejendomsstyrelsen, der forhandlede på CBS’ vegne, og den konsulent, DSEB havde sat på opgaven. Renteniveauet var faldet betragteligt, siden de oprindelige lejekontrakter blev indgået, og resultatet af forhandlingerne blev da også en betydelig lavere lejeindtægt for DSEB. Konsekvenserne var bl.a., at tilskuddet til DEA blev reduceret. I 2015 reviderede DSEB's bestyrelse sin investeringspolitik for at kunne ”sikre sin evne til at understøtte foreningens formål finansielt”. Foreningen ønskede derfor at omlægge sine investeringer til en bredere investeringsportefølje frem for udelukkende at have sin formue placeret i ejendomme. De seneste års meldinger fra pensionsselskaber m.fl. har ellers været, at de har opprioriteret investeringer i fast ejendom for at sikre et bedre afkast af deres investeringer. På denne baggrund solgte DSEB Fiolstræde 44 til Jeudan A/S samt Porcelænshaven til svenske NIAM A/S, der allerede her i 2017 har videresolgt ejendommene op til Frederiksberg Have med fortjeneste.  Bestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at DSEB blev boende i ejendommen i Fiolstræde 44, ”så broen til foreningens historie bevares”. Samtidig blev der lagt vægt på at finde en ejer, som ville bevare ejendommen i sin nuværende form, hvilket skulle være afspejlet i den aftale, som blev indgået med Jeudan A/S. CBS blev meget overrasket over meddelelsen om salget af Porcelænshaven og mente, at de havde option på at overtage Porcelænshaven. Det havde de også i de oprindelige lejeaftaler. Jeg er ikke bekendt med, om bestemmelsen var blevet videreført i de nye aftaler. Da Andreas Nicolaisen på årsmødet i DSEB hørte om salget af Fiolstræde, konstaterede han, at han nu blev hjemløs. Han bad derfor om at få udleveret busten af kunstneren Hanne Varming, der var blevet afsløret i FUHUs lokaler i forbindelse med, at han fratrådte som formand for FUHU og blev udnævnt til æresmedlem. Busten blev i stedet opstillet i FUHU Faculty Club på CBS, hvor han blev udnævnt til æresalumne i 2015.
Salget af ejendommene gav DSEB en gevinst på 235,4 mio. kr., og Foreningens egenkapital var derfor ved udgangen af 2016 vokset til hele 402 mio. kr.

11. Bestyrelse, ledelse og organisation 
Når man læser ”CBS gennem 100 år”, får man et tydeligt indtryk af, hvor aktiv bestyrelsen for FUHU har været op gennem historien. Bestyrelsen har af sin kreds udpeget styrelsen og styrelsesrådet for Købmandsskolen/Niels Brock og Handelshøjskolen/CBS, ligesom formanden var arbejdende bestyrelsesformand for FUHU. Det betød i perioder en arbejdskrævende deltagelse i byggeprojekter, afgørende forhandlinger med ministerier og et engagement i ”børnenes” udvikling og drift. FUHUs bestyrelse var derfor fortsat ret stor i 90’erne, idet der var mange opgaver. De store arbejdsgiverorganisationer udpegede et antal medlemmer, der var tilstrækkeligt til også at dække udpegningen af medlemmer til Niels Brocks styrelse og Handelshøjskolens styrelsesråd. Derudover valgte FUHUs medlemmer også flere til bestyrelsen, hvoriblandt FUHUs formand og næstformand blev valgt, således de var uafhængige af organisationerne og ”børnene”. FUHU var fortsat en ”forening” med en medlemskreds af virksomheder og private, dvs. juridisk en meget enkel virksomhedsform uden større formelle krav. Det gav stor fleksibilitet mht. vedtægter, forretningsgange og organisation. Dertil kom, at skattemyndighederne i Frederiksberg Kommune havde godkendt, at Foreningens formål var almennyttigt, og at den derfor var fritaget for indsendelse af selvangivelse. FUHUs formand var ”arbejdende bestyrelsesformand”, idet han også var den øverste daglige leder på tværs af sekretariatet, der var ledet af sekretariatschef Bente Westphal, og afdelingen med udlandsprogrammerne og udviklingsopgaver hos uddannelsesdirektør Ole Wiberg.
Der var i bestyrelsen og sekretariatet en stor veneration og respekt for det, FUHU havde skabt ved en frivillig, uegennyttig indsats gennem årtier. Det kom til udtryk i, at man hægede om såvel kulturelle værdier som om de håndgribelige aktiver. Arbejdet i bestyrelser og formandskaber var ulønnet, og det var et af foreningens mål, at ”optimere det løbende afkast med henblik på at bevare formuens realværdi”.

Mod slutningen af 90’erne var der i bestyrelsen en voksende forståelse for, at der måtte nye tiltag til for at sikre en videre udvikling af FUHU, jf. afsnittet om FUHUs omstilling. Men det blev som nævnt Tvind-loven, der satte skub i omstillingen. FUHUs formand Andreas Nicolaisen spillede sammen med næstformanden, direktør Niels Hofman-Laursen, den centrale rolle i omstillingen. Et af deres tiltag var, at de tidligt i processen sikrede, at strategien for omstillingen kom på plads i bestyrelsen. Et andet var, at de fik direktør Claus Valentiner til at påtage sig rollen som den ”forandringsagent”, der med dynamik og ledelsesmæssig erfaring skulle formidle de første faser i FUHUs omstilling.
Claus Valentiner var adm. direktør i forsikringsselskabet Winterthur, da han i begyndelsen af 90’erne blev udpeget af Assurandør-Societetet til FUHUs bestyrelse. Han var her et af de medlemmer, der jævnligt argumenterede for en videreudvikling af foreningen. I midten af 90’ern rykkede han til Zürichs hovedsæde i Schweiz, men en kontakt fra Andreas Nicolaisen til Assurandør-Societetet sikrede, at han kunne fortsætte i FUHUs bestyrelse. Da bestyrelsen var enig om at iværksætte FUHUs omstilling, passede det med, at Claus Valentiner skulle tilbage til Danmark, og han kunne derfor indtræde som adm. direktør for foreningen for at initiere omstillingen. Han spillede derefter en central rolle i de første faser af omstillingsprocessen, indtil han fratrådte ultimo 2001 for at tiltræde en stilling som direktør for Center for Executive Learning and Leadership på CBS. Ved min tiltræden primo januar 2002 var omstillingen derfor i fuld gang med stærk opbakning fra bestyrelsen med formanden, statsaut. revisor Andreas Nicolaisen, og næstformanden, adm. direktør Holger Dock, AP Pension, i spidsen. De øvrige medlemmer af bestyrelsen var adm. direktør Hans Kildholt, Bilia Personvogne; underdirektør Kim Østrup, IBM; adm. direktør Kjeld Schouboe, Crimp; bankdirektør Niels Valentin Hansen, Roskilde Bank; adm. direktør Niels Kjeldsen, Ejnar C. Kjeldsen A/S, udviklingsdirektør Per G. Godtfredsen, Dansk Handel & Service; adm. direktør Peter Bjerregaard, Danmarks Rederiforening; adm. direktør Poul Erik Pedersen, Metro Cash & Carry Danmark; bankdirektør Preben Kendal, Nordeafonden, og koncerndirektør Thomas Hofman-Bang, NKT Holding.

En pudsig detalje var, at Niels Valentin Hansen i slutningen af 90’erne var næstformand og dermed stod til at rykke op som formand. Der var imidlertid så megen tvivl om, at han ville være den rette til posten, så han måtte rykke tilbage som menigt medlem. – Ved et møde jeg havde i Finansrådet kort efter, at Roskilde Bank var blevet en skandale, kom der en bemærkning om, at Niels Valentin da vist havde været medlem af FUHUs bestyrelse. Det kunne jeg bekræfte og oplyse, at han havde været udpeget af Finansrådet. Så kom der ikke flere bemærkninger. Allerede ved det første årsmøde i foråret 2002 indtrådte koncerndirektør Annette Kreiner, Dagrofa A/S; marketingchef Jeannette Ørsted, Oversætterhuset A/S; direktør Ole Haaber, IBM; og adm. direktør Sven A. Blomberg, BRFkredit i bestyrelsen. Som det er fremgået af de tidligere afsnit, var de meget aktive i flere bestyrelser og i udviklingen af DEA mv. Det lå ved min ansættelse klart, at stillingen skulle være som ”adm. direktør”, og at formanden ikke længere ville være ”arbejdende bestyrelsesformand”. Rollefordelingen skulle følge de sædvanligt kendte principper fra erhvervslivet. Mit kendskab til FUHU var ganske godt. Det var opbygget gennem årene lige fra min studietid og perioden som ekstern lektor på Handelshøjskolen på Julius Thomsens Plads til min mangeårige forbindelser til Niels Brock og Handelshøjskolen. TietgenSkolen blev oven i købet medlem af FUHU et af de første år, jeg var i Odense. Det skete i forlængelse af, at FUHU gik ind som medstifter af Ung Virksomhed allerede i 1993, og i de mellemliggende år havde jeg deltaget i FUHUs årsmøder mv.

Erhvervsfolk i bestyrelserne
FUHU havde altid prioriteret meget højt, at foreningen var stiftet af og ledet af folk fra erhvervslivet. Det blev kort efter min tiltræden direkte nedfældet i vedtægterne i forlængelse af bestyrelsens drøftelse af Nørby-udvalgets anbefalinger vedr. corporate governance, idet det blev indføjet, at pladserne i bestyrelsen var forbeholdt erhvervsfolk.Inspirationen hertil kom også fra et af bestyrelsesmedlemmerne, underdirektør Per Godtfredsen, Dansk Handel & Service, DH&S, der på flere møder havde markeret sig med detaljerede synspunkter, som måske nok var relevante, men som medlemmerne fra erhvervslivet ikke havde mulighed for at forholde sig til. Per Godtfredsen blev naturligvis noget knotten over ikke mere at kunne blive udpeget, men det hører med til billedet, at hans egen formand, direktør Poul Erik Pedersen, var med til at fremme vedtægtsændringen. Pudsigt nok var der et par år efter et direktionsmedlem i DI, Ole Krogh, der sagde til Thomas Hofman-Bang, at han havde set nærmere på FUHU og formuen, og at det da vist var en forening, han måtte ind i bestyrelsen for. Thomas måtte så fortælle ham, at han jf. vedtægterne ikke kunne udpeges. Denne bestemmelse er åbenbart senere blevet ændret, idet der nu sidder ”organisationsembedsmænd” i DSEBs bestyrelse og ret få erhvervsfolk.

Nørby-udvalgets anbefalinger gav også anledning til, at der blev indføjet en grænse for, hvor længe medlemmer kunne være medlem af bestyrelsen. Det kan nok diskuteres, hvor hensigtsmæssig en sådan bestemmelse er i frivillige organisationer som FUHU, hvor det giver større udfordringer at finde ildsjæle til at gå ind i arbejdet end at komme af med dem. Op gennem 00’erne var der derefter kun tale om mindre tilpasninger af FUHUs vedtægter. Der blev udvist ret stor omhu ved udpegningen af nye medlemmer til bestyrelsen. Vi søgte løbende at indkredse gode emner, der kunne blive medlemsvalgte, eller som vi kunne bringe i forslag over for organisationerne. Vi så her på, om deres uddannelse og ledelseserfaring gav dem et godt grundlag for at medvirke til udviklingen af FUHU og indsatsområderne samt naturligvis, om de gennem undervisningsopgaver på Niels Brock eller CBS eller via medlemskaber af råd og udvalg havde både indsigt og interesse i erhvervsrettet forskning og/eller uddannelse.

Det var naturligvis ikke alle gode kandidater, det lykkedes at få ind i bestyrelsen. Jeg husker et møde med Fritz Schur ude i hans hovedsæde. Han var uddannet fra CBS og havde i sine yngre dage undervist på handelsskolen i Lyngby. Han havde et særdeles godt kendskab til FUHU og var meget interesseret. Men desværre var han et par dage før blevet bedt om at overtage formandsposten i SAS, og han havde ikke mulighed for at påtage sig flere opgaver.

Jørgen Vig Knudstorp, Lego, var en anden af vore højt prioriterede kandidater. Han kendte også udmærket FUHU, men måtte i lyset af topposten i Lego takke nej, idet han ville bruge sin sparsomme tid på nogle opgaver på Aarhus Universitet. Pudsigt nok formidlede Majken Schultz nogle år senere, at han blev adjungerende professor ved CBS.

Erfarne og kompetente medlemmer af bestyrelsen
Holdningen i FUHUs bestyrelse var, at der skulle være orden i tingene. Vi fulgte ikke bare lovgivning og offentlig regulering for foreninger, men søgte også at leve op til normerne i erhvervslivet, f.eks. vedr. regnskab og revision. Og da revisionen satte spørgsmålstegn ved, om FUHU kunne investere i Porcelænshaven, fik vi straks sagen belyst af en skatteekspert. (Se afsnittet herom). FUHUs bestyrelse var bemandet med meget erfarne og kompetente ledere fra erhvervslivet, der forventede en professionel ledelse fra formandskabet og direktionen. De forventede også at blive holdt løbende opdateret om udviklingen og at modtage gennemarbejdede oplæg til møderne. Desuden var bestyrelsen i flere faser stærkt engageret i FUHUs omstilling via strategigrupper. Andreas Nicolaisen og Holger Dock udgjorde som nævnt formandskabet ved min ansættelse, og det lå allerede i kortene, at Thomas Hofman-Bang via næstformandsposten ville rykke op som formand i løbet af et par år, samt at Poul Erik Pedersen ville blive næstformand. Der var således en meget stabil ledergruppe frem til min fratræden godt syv år senere.

Andreas Nicolaisen fratrådte ved årsmødet i 2004 efter 25 år i bestyrelsen, heraf de ni som formand. Som det er fremgået af tidligere afsnit, spillede han en helt afgørende rolle for FUHUs omstilling, og hans fratræden blev markeret med en festmiddag på Sølyst med ”anlagte ordener”. Desværre havde de kludret i det i Forskningsministeriet, således Ridderkorset af 1. grad til Andreas ikke nåede frem, men alle vidste, at det var på vej. Jeg priste mig lykkelig over, at jeg fire år tidligere havde fået Ridderkorset og ikke faldt helt igennem.

Formandskabet spillede en central rolle, idet der kun blev holdt to større bestyrelsesmøder i løbet af året, det første i marts med behandling af regnskabet, det andet i efteråret med budget for det kommende år. Derudover holdtes et kort bestyrelsesmøde lige forud for årsmødet i maj for at afklare bestyrelsens konstituering. – Ja, som regel var der allerede på forhånd overblik over valg og udpegninger til bestyrelsen. Thomas Hofman-Bang var uddannet statsaut. revisor fra CBS og koncernchef, senere CEO, for NKT koncernen. Poul Erik Pedersen var cand.polit. fra Københavns Universitet og adm. direktør for den danske afdeling af den internationale Metro koncern. Han var tillige formand for Dansk Handel & Service, DH&S, som han senere fik fusioneret med Horesta og dermed dannede Dansk Erhverv. De havde således nok at se til, men var imponerende engageret i omstillingen og udviklingen af FUHU. De var meget dygtige erhvervsledere, der forventede en kompetent og professionel ledelse af FUHU, og at der var styr på tingene. Thomas var oprindeligt udpeget af DI og Poul Erik af DH&S, men de rykkede begge over som medlemsvalgte forud for valget til formand og næstformand. De holdt sig bevidst for øje, at de var ”neutralt” medlemsvalgte. Under omstillingen og etableringen af DEA havde vi naturligvis flere drøftelser af relationerne mellem FUHU, DEA og partnerne, herunder organisationerne. Som tidligere omtalt, gav det en god afklaring af relationerne og rollefordelingen. Der var ind imellem nogen fra organisationerne, der gerne ville sætte deres præg på analyser og projekter i FUHU/DEA/FBE. Det fik de naturligvis mulighed for på linje med andre partnere, og der var tale om et både konstruktivt og givtigt samarbejde.

Thomas var gift med Charlotte Rønhof, der var chef for DIs afdeling for forskning og universitetsuddannelser, men jeg husker ikke én eneste gang, hvor jeg tænkte, ”der har du da vist et DI-budskab med hjemmefra, Thomas”. Dialogen var altid resultatsøgende og saglig – og ofte med en humoristisk vinkel.  Begge var hurtige beslutningstagere, og vi kunne kvikt komme videre med tingene, når sagerne var godt belyst og gennemarbejdet. Formandsmøderne blev holdt ca. hver anden måned, men oftere, hvis der var presserende sager, f.eks. under projektet i Porcelænshaven. Imellem møderne fik formandskabet tilsendt en kopi af det månedlige leder- og medarbejder informationsbrev, der omfattede både eksterne oplysninger fra personalia til nye regeringsudspil og information om interne initiativer mv. Det kan lyde detaljeret og driftsorienteret, men det fungerede fint, idet formandskabet dermed var løbende opdateret om udviklingen i FUHU såvel som i forsknings- og uddannelsessektoren.

En løbende orientering og opdatering af den øvrige bestyrelse sikrede også, at mange beslutninger kunne tages løbende og uden at afvente det næste bestyrelsesmøde. Møderne ændrede derfor også efterhånden karakter, idet de formelle punkter, f.eks. behandling af et regnskab, kunne klares temmelig hurtigt med Thomas’ klare og koncise fremlæggelse. Bestyrelsesmøderne udviklede sig derfor til et forum med information og dialog om nye forsknings- og uddannelsespolitiske initiativer, såvel som om udviklingen i FUHUs indsatsområder, Niels Brock, CBS, NOCA, DEA, FBE og Konferencecenteret. Formændene og rektoren/direktørerne herfra deltog i bestyrelsesmøderne og orienterede om udviklingen på deres område. Desuden indgik ofte særlige indlæg af en person fra kredsen, eller af en indlægsholder udefra. F.eks. om tænketanke, entreprenørskab eller lignende aktuelle emner. Bestyrelsen fik dermed en særlig central rolle i FUHUs vidennetværk. De fleste af bestyrelsesmedlemmerne sad jo i bestyrelsen i et eller flere af FUHUs indsatsområder, mens andre var aktive i analyser og fagpaneler mv. Dertil kom, at de sikrede en god kontakt til alle de store erhvervsorganisationer og et bredt udsnit af erhvervslivet. Som et led heri gjorde vi os umage med at holde bestyrelsesmedlemmerne løbende opdateret om udviklingen og nye tiltag vedr. forskning og uddannelse på de erhvervsrettede områder. Selv for os, der dagligt beskæftigede os hermed, kunne det ind imellem være udfordrende at holde sig opdateret. Vi så det derfor som en vigtig opgave at understøtte bestyrelsens viden og forståelse for genstandsfeltet for FUHUs indsats, business education and research.

Et vigtigt aspekt var naturligvis, at medlemmerne lærte hinanden nærmere at kende. Bestyrelsesmøderne blev derfor altid afsluttet med en middag i FUHU Konferencecenter, hvor dialogen kunne fortsætte, ligesom årsmødet, den årlige festmiddag og konferencer var gode anledninger til at mødes. FUHUs årsmøde var en begivenhed, der var med til at markere FUHUs position og indsats. Det omfattede både en kort afvikling af generalforsamlingen og en længere konference med et yderst aktuelt tema med medvirken af ministre, politiske ordførere, uddannelsesfolk og erhvervsledere samt en efterfølgende reception i Festsalen. Det var derfor altid et velbesøgt arrangement.

FUHUs årsberetninger gav et udmærket billede af udviklingen i vidennetværket omkring Foreningen og indsatsområderne. Derfor er de aktuelle sider fra Årsberetningen for 2001 og 2008 vedlagt som Bilag 2.1. og 2.2. Som det ses, lykkedes det at få udbygget netværket meget kraftigt op gennem 00’erne. Dertil kom naturligvis de mange personer, der var med i netværket i 2. og 3. niveau.
Som nævnt blev FUHUs bestyrelse udbygget med formændene for Foreningens indsatsområder, men grundkernen, formandskabet, bestod af de samme personer op gennem 00’erne og udgjorde et stabilt grundlag for omstillingen. Ultimo 2008 så bestyrelsen således ud: Formand og næstformand, adm. direktør Thomas Hofman-Bang, NKT, og adm. direktør Poul Erik Pedersen, Metro. De øvrige medlemmer var: Head of Banking Denmark, Anders Jensen, Nordea; bestyrelsesformand Anders Knutzen, CBS; koncerndirektør Annette Kreiner, Dagrofa; adm. direktør Ernst Lykke Nielsen, Bording Data; HR-direktør Finn Vestergaard, ISS; direktør Fritjof Lind, CSC; bestyrelsesformand Henrik Jespersen, NOCA; Group Manager Jeannette Ørsted, Vingtoft; adm. direktør Jens Bjergmose, Torm Fonden; vicedirektør Kim Østrup, IBM; bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen, DEA; Chief Sales and Application Officer, Ole Søgaard Andersen, Danisco; bestyrelsesformand Peter Højland, FBE; adm. direktør Stine Bosse, TrygVesta og adm. direktør Sven Blomberg, BRFkredit.

Adm. direktør for FUHU
Stillingen som administrerende direktør for FUHU var et både godt, spændende og udfordrende job. Det var naturligvis spændende at være med til at omstille en hæderkronet organisation som FUHU til en fremtid som platform for en dynamisk tænketank samtidig med, at rollen som pengetank blev klart befæstet. Og der ligger naturligvis en vis tilfredsstillelse i, at det lykkedes så godt. Men der var også udfordringer undervejs. De økonomiske konsekvenser af omlægningen af ejendomsporteføljen og af det vigende renteniveau var langt mere drastiske end ventet og truede på et tidspunkt hele omstillingen til viden netværk og tænketank. Heldigvis bragte projektet i Porcelænshaven økonomien på plads til at fortsætte udviklingen. Det må indrømmes, at der også var udfordringer forbundet med at komme til den mindste organisation, jeg nogensinde havde været ansat i. Der var godt nok mange, meget konkrete forhold, der skulle på plads i forbindelse med omstillingen i FUHU. Endelig skal understreges, at det også var en inspirerende og god stilling. Opbakningen fra bestyrelsen og formandskabet var eksemplarisk, og der var en selvstændighed og et råderum i stillingen, der virkede meget stimulerende og motiverende. Ved aftalen om min ansættelse i 2001 ønskede jeg indføjet i ansættelseskontrakten, at jeg ville fratræde når jeg fyldte 65 år. Det var med baggrund i, at jeg på den fædrene side havde en familie, der havde haft for vane at dø i en forholdsvis ung alder. Efter mit ønske var der anført i min kontrakt, at jeg ønskede at fratræde når jeg fyldte 65 år i 2009. Da jeg bekræftede mit ønske herom, blev stillingen som adm. direktør for FUHU inkl. DEA og FBE opslået i god tid i 2008. Det var naturligvis FUHUs formandskab, Thomas Hofman-Bang og Poul Erik Pedersen, der kørte processen, men jeg var dog noget involveret i stillingsopslag og dialog med headhunter firmaet om jobbeskrivelse mv.

Processen mundede ud i, at formandskabet ikke fulgte headhunterfirmaets indstilling, men ansatte Stina Vrang Elias til at efterfølge mig. Som det fremgår af afsnittet om DEA var det et godt valg. Hun havde gjort en både dygtig og energisk indsats for at få DEA rigtigt op at stå sammen med formanden, Lars Nørby Johansen, ligesom hun havde et godt lederpotentiale. Og vi havde suppleret hinanden godt, idet hun var klart stærkere til at kommunikere og i de udadvendte relationer, medens jeg måske havde en større styrke på de ledelsesmæssige, strategiske og økonomiske områder. Desuden kunne vi de første år supplere hinanden med vore store netværk. Stina sagde engang, at jeg måtte tage mig af ansøgninger og forhandlinger om partnerskaber og økonomi. Jeg husker endnu, at jeg stod i en kold kælderskakt uden for en restaurant, hvor vi spiste julefrokost, og forhandlede en ansøgning på plads med Hans Müller fra Forskningsstyrelsen. Men det må siges, at Stina også har fået styr på den side. Udviklingen i antallet af partnerskaber og eksterne bevillinger til DEA er imponerende. Efter min afgang blev Bjarne Lundager, DI, ansat som vicedirektør og souschef. Han var pudsigt nok en af dem, jeg spurgte til råds om et godt emne til det job som leder af DEA, Stina i sin tid havde fået. Da Bjarne et par år efter blev direktør for efterskolernes organisation, overtog Jannik Schack Linneman jobbet. Han kom fra Dansk Erhverv og havde tidligere været sekretær for Samfundsuddannelsesrådet, medens jeg var medlem i slutningen af 90’erne. Jeg mente ikke, at jeg havde akutte helbredsproblemer, da jeg skulle fratræde, og undervisningsminister Bertel Haarder havde meddelt Thomas, at han ønskede, at jeg fortsatte i Rådet for Erhvervsakademi- og Professionsbacheloruddannelserne, ligesom jeg havde planer om fortsat at være engageret i entreprenørskab mv. Jeg udarbejdede derfor en A4 side med et oplæg til formandskabet om, at jeg fortsat skulle være tilknyttet FUHU som ulønnet ”ambassadør”, som den nye direktør kunne trække på, hvis hun ønskede det. F.eks. kunne jeg sørge for, at FUHU/DEA løbende blev opdateret om arbejdet i REP-Rådet.

Formandskabet ønskede imidlertid ikke, at jeg fortsat skulle have en rolle, idet de understregede, at når man var fratrådt, så var man fratrådt. Deri var jeg naturligvis ganske enig, og det var på ingen måde min tanke, at der skulle være tale om andet end netop ”ambassadør”, men jeg tog naturligvis afgørelsen til efterretning. Men det var ganske pudsigt, at Thomas Hofman-Bang ved afskedsreceptionen sagde i sin tale, at han var sikker på, at jeg fremover ”ville være en god ambassadør for FUHU”. Det glædede mig naturligvis meget, at bestyrelsen ønskede at udpege mig til æresmedlem og overrakte mig beviset herpå med årsmødet. Det kom ganske uventet, idet æren traditionelt var forbeholdt formænd, der havde ydet en stor, ulønnet og uegennyttig indsats for FUHU.

Receptionen i FUHUs festsal i maj 2009 blev også en både festlig og en glædelig afrunding af årene i FUHU. Og for Stina en god start. Der mødte flere hundrede frem fra FUHUs stærke netværk: Politikere, embedsmænd fra ministerier, samt repræsentanter fra forsknings- og uddannelsessektoren, organisationer og ikke mindst erhvervslivet. Gaverne var naturligvis ikke vigtige, men det vidner om det store netværk og opbakningen til FUHU, at vi hver især fik omkring 175 gaver. Jeg havde bedt om, at talerrækken blev begrænset til Thomas Hofman-Bang, jeg selv og Stina, idet talerrækken kunne blive meget lang, hvis der blev holdt taler for hvert af FUHUs indsatsområder. Men jeg burde nok have været åben over for, at Niels Brock og/eller CBS havde kunnet sige et par ord. Både Thomas og Stina holdt glimrende taler, som jeg var meget glad for.

Omstillingen af sekretariatet
Sekretariatet var ved min tiltræden primo 2002 på otte medarbejdere, se bilag 2. Der var betydelige omstillinger på vej, så der måtte forudses omlægninger i sekretariatet for at tilpasse det til den nye strategi. Bemandingen skulle styrkes for at udvikle FUHU som videncenter, herunder af FUHU Konferencecenter. Parallelt hermed ville udlandsprogrammerne blive udfaset, ligesom ejendomsporteføljen ville blive omlagt. Omstillingen var indledt af Claus Valentiner, der havde ansat Nanna Westergård-Nielsen som udviklingschef et halvt år forinden. Hun var uddannet antropolog og kom fra en stilling i AC, Akademikernes Centralorganisation. Ansættelsen viste sig ikke at være hensigtsmæssig. Hun var meget engageret i udviklingen af videncenteret, men hendes kompetencer matchede ikke opgaverne. Hendes uddannelse gav hende tilsyneladende ikke de nødvendige analyse og udviklingskompetencer, og hun manglede ledererfaring. Dertil kom, at hendes opvækst og baggrunden fra AC nok gav hende et netværk i organisationer og universitetssektoren, men kun et sporadisk kendskab til erhvervslivet. Konsekvensen blev, som omtalt i afsnittet om omstillingen til videncenter, at hun fratrådte og blev erstattet af Stina Vrang Elias. Hanne Lergrav var ansat som konferencekoordinator for FUHU Konferencecenter, hvor markedsføringen var startet i efteråret 2001.  Hun og Stig Louring supplerede hinanden med henholdsvis salg og kundekontakt, medens Stig tillige tog sig af de praktiske forhold i konferencecenteret og ejendommen i øvrigt samt IT.
Det var endvidere aftalt, at sekretariatschef Bente Westphal ville fratræde senere i 2002, når regnskabet var på plads. Inge Kristensen efterfulgte hende som ansvarlig for økonomi og regnskab. Sammen med revisionen fik vi gennemført en omlægning til et bidragsregnskab med FUHUs indsatsområder som enheder. Det havde vi stor glæde af op gennem 00’erne. På det administrative område fik vi heldigvis ansat Anne-Vibeke Jensen som sekretær i DEA og senere sekretariatsleder. Hun gjorde en stor og dygtig indsats for at få de administrative opgaver på plads i et parløb med Annbell Ortum, der havde været uddannelses leder i Udlandsprogrammerne/FUHU International i en lang årrække, og som rykkede over fra udlandsprogrammerne til at blive min sekretær. I midten af 00’erne gennemførte vi også en outsourcing af IT til Niels Brock, der var ganske vellykket.

Det var også aftalt, at uddannelsesdirektør Ole Wiberg ville stoppe, når Udlandsprogrammerne var udfaset. Det gjorde han i 2005, men han har også efterfølgende fulgt udviklingen i FUHU, DEA mv. Udfasningen forløb for så vidt godt, og de fleste medarbejdere forlod efterhånden FUHU, idet deres opgaver forsvandt. Det bør tilføjes, at der var tale om meget loyale medarbejdere, som positivt gik ind i og medvirkede til omstillingen, selvom deres arbejdsopgaver ændrede sig en del undervejs.
En af Oles opgaver var at forfatte og stå for udarbejdelsen af et jubilæumsskrift, FUHU Krøniken 1880 - 2005, i anledningen af FUHUs 125 års jubilæum i 2005. Bogen gav et godt overblik over de mange initiativer og begivenheder i Foreningen siden jubilæumsbogen ved 100 års jubilæet.
Ole havde i årtier været ”Mr. FUHU” og ydet en utrættelig indsats for at fremme og udvikle merkantile uddannelser og forskningen, herunder ikke mindst Udlandsprogrammerne. Heldigvis fulgte formandskabet og bestyrelsen mit forslag om, at han og Bente Westphal som de første ikke-formænd blev udnævnt til æresmedlemmer ved deres fratræden. Flere gav efterfølgende udtryk for, at det var en velfortjent gestus over for Ole.

I de første år var der brug for en fornyet platform for den videre udvikling af organisationen. Ansvar og opgavefordelingen blev nærmere afklaret, der blev indført ugentlige ledermøder, medarbejderudviklingen blev fremmet gennem bl.a. udviklingssamtaler. Kommunikationen internt blev udbygget med leder- og medarbejdermøder, samt referatet af ledermøderne, ligesom kommunikationen til bestyrelsen, medlemmer og interessenter blev stærkt udbygget med hyppige eksterne nyhedsbreve osv.

FUHU havde ikke overenskomst med nogen organisationer, men vi søgte at følge en fælles linje i de indgåede overenskomster. Der blev efter et par år indført pensionsordninger og sygeforsikringer for alle, og medarbejdernes ansættelsesforhold blev efter Stinas ansættelse formaliseret med ansættelsesbreve. Foreningen havde tradition for ret stor fleksibilitet mht. arbejdstider og fridage. En vis fleksibilitet søgtes bibeholdt, men antallet af særlige FUHU-fridage blev ikke øget i takt med, at overenskomsterne gav flere fridage. Det kunne muligvis have fremmet omstillingen og udviklingen af DEA, hvis styrkelsen af sekretariatet var sket noget hurtigere. Men omstillingen måtte ske i takt med udfasningen af Udlandsprogrammerne og udviklingen af videncenterkonceptet. Dertil kom, at FUHUs økonomi som tidligere nævnt udviklede sig problematisk i de første år og begrænsede mulighederne for nyansættelser, samt at der måtte findes en anden udviklingschef. Som det er beskrevet i andre afsnit ændrede mange forhold sig markant med indtægterne fra projektet i Porcelænshaven, formuleringen af en stærk strategi for DEA og med ansættelsen af Stina Vrang Elias. I forlængelse heraf kom en fase med en styrkelse af sekretariatet, der er fortsat efter den reviderede strategi for DEA fra 2010 og frem. Bemandingen af det fælles sekretariat ultimo 2008 fremgår af bilag 2.

Den senere udvikling med ny strategi, nye vedtægter og nyt navn
Det første par år efter min fratræden syntes at være præget at nogen usikkerhed om strategi og rollefordeling. DEAs fremtidige mål blev markeret i FUHUs årsberetning for 2009: ”at blive Danmarks førende tænketank inden for sammenhængen mellem konkurrenceevne og den erhvervsrettede uddannelse, forskning og innovation”, herunder ”at arbejde med alle uddannelsesniveauer fra erhvervsskoler og professionshøjskoler til universiteter”. Man kunne få det indtryk, at DEA var ved at indtage den helt dominerende plads. I FUHUs årsberetning for 2010 stod der således, at ”FUHU har overført størstedelen af sine aktiviteter til DEA”. Årsberetning var allerede for 2009 meget fokuseret på DEA, der oven i købet overtog ”- vi fremmer viden” fra FUHU, ligesom FUHUs årsberetninger i de følgende år svandt ind og var på ret få sider i 2010. Og samtidig blev det besluttet, at DEA skulle udskilles som selvstændig juridisk enhed og stå på egne ben i 2015.
Thomas Hofman-Bang fratrådte som formand i 2010. Jeg havde desværre ikke mulighed for at deltage i årsmødet på grund af opgaver i udlandet. Han havde frabedt sig at blive portrætteret, men der blev lavet en sjov gimmick, idet Thomas i stedet fik et stort fotografi, som var photoshop’et, så det lignede et maleri. Han blev desuden hædret med et æresmedlemskab af FUHU i lyset af hans store indsats og de fremragende resultater i formandsperioden. Desuden blev han efterfølgende tildelt Ridderkorset for sit brede engagement i det danske samfund. Direktør Birgit Aagaard-Svendsen, Lauritzen Koncernen, der var indtrådt i bestyrelsen i 2009, overtog posten som formand. Hun iværksatte en strategiproces, ”som kunne række ud i fremtiden og definere FUHUs rolle og funktioner frem til og efter 2015”, jf. den pamflet, der blev udsendt til FUHUs medlemmer forud for årsmødet i 2012.

Hun inviterede faktisk en kreds af ældre bestyrelsesmedlemmer m.fl., herunder undertegnede, til en dialog om den fremlagte strategi. Jeg havde ikke mulighed for at deltage, idet jeg var bortrejst, og et separat møde blev ikke til noget. Men mit indtryk var, at hun søgte at genoprette balancen mellem FUHU og DEA. Den nye strategi formulerede et formål om, ”at øge værdiskabelse i danske virksomheder og det danske samfund gennem støtte til udvikling af forretningsrelaterede uddannelses- og forskningsmæssige kompetencer, som et globalt erhvervsliv efterspørger”. Der var hovedsagelig tale om en opdatering, der afspejlede det bredere fokus, FUHU/DEA/FBE fik i løbet af 00’erne.  Men efterfølgende er DEAs aktivitetsområde blevet væsentlig bredere end business education og research, der var fokussen for 00’ernes indsats. Det var bemærkelsesværdigt, at strategien også lagde op til en fornyet tættere kobling mellem FUHU og DEA, idet bevillinger skulle baseres på projekter, der aftaltes i fællesskab. Det var en klar justering af, at det et par år forinden var blevet aftalt, at DEA skulle udskilles som en selvstændig juridisk enhed, der skulle stå på egne ben i 2015. Konsekvenserne af strategien var da også, at DEA blev ført tilbage under FUHUs (DSEBs) vinger, og årsberetningen for 2012 fik i det mindste et format, der matchede DEAs. Strategien lagde op til en meget mere aktiv rolle for FUHU (DSEB) med nye initiativer og projekter. Det første projekt blev lanceret under betydelig opmærksomhed på Københavns Rådhus og havde til formål at skabe et samarbejde mellem virksomheder og kommunens folkeskoler. Det udviklede sig ikke som forventet, og Stina Vrang Elias sendte mig på et tidspunkt en mail, hvori hun spurgte, om jeg kunne medvirke til, at projektet blev rettet op. Det svarede jeg ”Ja” til, men jeg hørte aldrig mere herom. Jeg er ikke bekendt med andre markante DSEB projekter.

I forbindelse med arbejdet med den nye strategi blev det også besluttet at ændre navn fra ”FUHU – vi fremmer viden” til ”Danish Society for Education and Business – Developing Business Since 1880”, DSEB. Ændringen blev udførligt begrundet i den nævnte pamflet om den nye strategi. Man kan diskutere det hensigtsmæssige i navneændringen. ”FUHU” var godt kendt i de kredse, der beskæftigede sig med uddannelse og forskning, ligesom navnet skabte associationer til en spændende og positiv historie. På den anden side kunne det være hensigtsmæssigt med et mere nutidigt navn. Men hvordan man kunne finde på at gå over til et navn, DSEB, der lignede Danmarks dårligste brand, DSB, til forveksling, var en gåde.FUHUs (nu DSEBs) årsmøde har ændret sig meget, idet der nu blot holdes et årsmøde = generalforsamling i underetagen med et par håndfulde deltagere. Ikke engang Niels Brock og CBS deltager. Uddelingen af Tietgenprisen er blevet flyttet over i et nyt format, idet den nu foretages sammen med uddelingen af Tietgen Medaljen i et samarbejde med The International Chamber of Commerce, ICC, dvs. de store erhvervsorganisationer, ved en festmiddag på Børsen. Birgit Aagaard-Svendsen var i forvejen formand for ”Komiteen for god selskabsledelse”, da hun blev formand, og hun blev muligvis herfra inspireret til også at se på vedtægterne i FUHU. De blev ændret til ”at tage udgangspunkt i de krav, der i selskabsloven stilles til kapitalselskaber”, skønt FUHU jo var en forening, der havde betydelig større frihedsgrader.

Tanken om et stærkt viden- og magtnetværk omkring Foreningen synes også at træde i baggrunden. Antallet af bestyrelsesmedlemmer blev nemlig reduceret til 6 – 8, valgperioden blev nedsat til 2 år, og genvalg blev ændret til 3 gange. Det betød, at overlapningen mellem bestyrelserne i FUHU og indsatsområderne, Niels Brock, CBS, NOCA og DEA, faldt bort, ligesom indsatsområderne blev skrevet ud af DSEBs vedtægter. Ændringerne bidrog formentlig til, at Niels Brock fandt, dels at DSEB havde bevæget sig bort fra et fælles idégrundlag, dels at indskrænkningerne vedr. genvalg ville få uacceptable konsekvenser for Niels Brocks bestyrelse. I 2016 meddelte Niels Brock derfor DSEB, at de ville bede erhvervsorganisationerne om fremover at udpege medlemmerne til deres bestyrelse direkte. DSEB meddelte i forbindelse hermed, at det årlige tilskud på 1 mio. kr. dermed også ville bortfalde. En pudsig detalje var, at det i de nye vedtægter kom til at fremgå, at DSEB ikke udnævner æresmedlemmer. Det markerede måske et ønske om at bryde med generationers tradition for, at arbejdet i Foreningen var uegennyttigt og baseret på et frivilligt engagement og derfor kunne belønnes med et æresmedlemskab. Jeg mindes ikke, at jeg har set en sådan bestemmelse i andre lignende organisationers vedtægter.

I forlængelse af strategien fik bestyrelsen vedtaget, at medlemmerne fremover modtog et årligt honorar for deres indsats. Det var bemærkelsesværdigt, dels fordi man dermed brød med 130 års præcedens for, at FUHU er en frivillig organisation, der bygger på engagement og uegennytte, dels fordi arbejdsbelastningen af bestyrelsesmedlemmerne var noget mindre end i f.eks. omstillingsperioden, dels fordi bestyrelsesmedlemmerne sad i velaflønnede jobs. Honoraret blev oven i købet sat op ved det sidste årsmøde her i 2017. Ved det seneste årsmøde fremgik det ligeledes, at DSEB nu har tre indsatsområder: DEA, Tietgenprisen og Entreprenørskabs- & Innovationsprisen. Det blev dog også nævnt, at CBS sidste år modtog en rammebevilling på 1 mio. kr. Sidste år tiltrådte en ny formand, adm. direktør Torben Möger Petersen, Pension Danmark, der har et godt kendskab til Foreningen, idet han tilbage i 2009 blev udpeget til FUHUs bestyrelse af Forsikring & Pension. Desuden har han i den mellemliggende periode været formand for DEA. Det er som tidligere nævnt mit indtryk, at han gør en indsats for bl.a. at genoprette de gode relationer til CBS. De kommende år vil vise, hvorledes fremtiden vil forme sig for den gamle forening, der i dag har både en markant tænketank og stor pengetank.


Bilag 1. Navneregister
Jeg har naturligvis overvejet at udarbejde et egentligt navneregister, idet det kunne være til hjælp under læsningen. I stedet har jeg valgt at præsentere personerne ret udførligt første gang, de optræder i teksten, dvs. med stilling og virksomheden, hvorfra de kommer. Desuden vil relationen til FUHU fremgå, ligesom bilag 2 og 4 vil kunne være til hjælp. Og det vil også være ret nemt at finde supplerende oplysninger om de omtalte personer på nettet. De fleste vil være at finde på linkedin.dk.
Jeg gør dog en undtagelse for mit eget vedkommende, idet min baggrund formentlig kan være af interesse ved læsningen af fortællingerne om FUHUs omstilling op gennem 00’erne.

CV for Martin Lauth Lauridsen
Personlige data
• Født 2. april 1944, opvokset på Donsiggård syd for Herning
• Gift siden 1972 med Karen Uldum, fhv. lærer ved Vallerød Skolen
• To børn, Cecilie, HHX, markedsøkonom og HD organisation, og Andreas, HHX og cand. merc. i finansiering
• Adresse på Skovfogedvej 3, Rungsted Kyst
Uddannelse
• 1963 Herning Gymnasium, mellemskolen og mat. nat. student
• 1969 Handelshøjskolen i København, HA og cand. merc. i afsætningsøkonomi
• 1971 Instruktøruddannelse i Andelsbanken
• 1972 University of Wisconsin, MBA, marketing, organization and management. Jeg modtog Rasmus Nielsen Scholarship ligesom dekan/professorerne ved CBS: Jens Aaris Thisted/Flemming Hansen, Henrik Holt Larsen, Jens O. Elling, Kaare B. Dullum og Peter Neergaard. Direktør Ole Wiberg, rektor Finn Junge-Jensen, CBS, rektor Lars Pallesen, DTU, og bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen, Danfoss, har ligeledes læst på UW
• 1980 University of Wisconsin, Summer school, organizational behavior and theory (Sponsoreret af Andelsbanken, men primært af hensyn til undervisningen på Handelshøjskolen)
• Desuden deltaget I en række leder og udviklingskurser i ind- og udland
• Andet. Studenterjobs, bl.a. på Handelshøjskolens Bibliotek og for Industrirådet. Skrev flere artikler, bl.a. om ”Handelshøjskolens nye kandidatuddannelse” i Civiløkonomen i 1969, og om ”Herning bør have en handelshøjskole” i Herning Folkeblad
Ansættelse i den finansielle sektor
• 1969 – 85 Andelsbanken. Fra 1978 underdirektør med ansvar for markedsføring, kommunikation og kundekontaktuddannelser. Spillede en central rolle i omstillingen og re-brandingen af banken. Omfattende intern undervisnings aktivet. Formand/medlem af en række interne og eksterne udvalg i banksektoren og andelssektoren
• 1985 – 90 Sparekassen SDS. Underdirektør med ansvar for markedsføring og - kommunikation.  Udvikling af markedsføringsorganisation, strategiske alliancer med bl.a. forsikringssektoren, omdannelse til aktieselskab
• 1990 – 92 Statsanstalten for Livsforsikring/Danica. Vicedirektør, salg og markedsføring. Privatisering og slag til/fusion med Baltica, reorganisering af salgsorganisationen, udvikling af markedsstrategier
-
• Parallelt hermed formand for Afsætningsøkonomisk Klub, og medlem af bestyrelsen for Service Management Klubben og Afsætningsøkonomisk Forsknings Pris. Medlem af redaktionskomiteen for Erhvervsøkonomisk Tidsskrift. Medstifter af VL 42. Tilrettelagde en lang række seminarer, kurser og konferencer jf. nedenfor. National og internationale marketing priser.

Andet
• 1978 – 88 Gårdejer, Donsiggård

Ansættelse i uddannelsessektoren
• 1970 – 75 Handelshøjskolen i København. Undervisningsassistent, Erhvervs- og samfundsbeskrivelse, på HD 1. del
• 1973 – 89 Handelshøjskolen i København. Undervisningsassistent og ekstern lektor, underviste på HA, HD 2. del og cand. merc. Uviklede faget Organisationsteori, underviste desuden i bl.a. Markedsføringsplanlægning og var vejleder på hovedopgaver/specialer 
• 1989 – 06 Censor i erhvervsøkonomiske fag på handelshøjskoler og universiteter
• 1987 – 10 Censor i fagene Nyskabningsledelse og Entreprenørskab, Rogaland Distriktshøgskole, nu Stavanger Universitet
-
• Har endvidere tilrettelagt, ledet og medvirket ved en lang række kurser, seminarer og konferencer vedr. markedsføring, IKT, uddannelse, organisation og ledelse i samarbejde med FDC, Dansk Markedsføringsforbund, Danske Reklamebureauers Brancheforening og DIEU m.fl. Medforfatter og redaktør af bogen: ”Organisationen som handlingsparameter”, København 1978 (sammen med Stig Ingebrigtsen). Har skrevet en række faglige artikler i tidsskrifter så som ”Markedskommunikasjon” og ”Markedsføring” m.fl.
Forskningsprojekt om ”sponsorering” ved Institut for Afsætningsøkonomi
Parallelt hermed medlem af institutrådet for Institut for Afsætningsøkonomi m.v.

• 1993 – 01 TietgenSkolen, Odense, adm. direktør. ”Fortællinger om TietgenSkolen 1993 – 2001” kan findes på Tietgens hjemmeside, www.tietgen.dk

Gennemførte omfattende forretnings-, organisations- og medarbejderudvikling, hvor TietgenSkolen gennemgik en markant omstilling. Gik fra godt 2000 årselever til over 4000 samtidig med, at egenkapitalen blev forøget med over 20 mio. kr.  Blev af Undervisnings- og Forskningsministeriet udpeget til ”frontløber” for handelsskole sektoren (samtidig med, at CBS blev det for universiteterne)
Af særlige tiltag kan nævnes: Høj prioritering af entreprenørskab og etableringen af den erhvervsdrivende fond Ung Virksomhed, der senere er blevet til Fonden for Entreprenørskab – Junior Achievement; etableringen af den erhvervsdrivende fond Henley Denmark med udbud af MBA og andre (internationale) lederuddannelser; frontløber aktiviteter inden for IT med intranet, e-læring og e-skole, samt etableringen af @venture netværket

Etableringen af den internationale Food & Business Training Centre, en række Danida opgaver i Østafrika, samt fusion med Nordisk Landbrugsskole; formandskabet i handelsskolernes frontløber projekt; organisations-, kompetence- og kvalitetsudvikling inkl. ISO 9001 certificering af kursusafdelingen; partnerskaber med erhvervslivet inkl. en række nationale uddannelsesnetværk; en lang række fynske initiativer i samarbejde med erhvervslivet. TietgenSkolen blev medlem af FUHU i 1994.

Medlem af en række udvalg og netværk: Samfundsuddannelsesrådet; Ministerielle udvalg vedr. entreprenørskab; HFIs Frontløberudvalg; Fire-skole-gruppen; flere uddannelsesnetværk på Fyn og landsdækkende; Udvalg under Odense Erhvervsråd, bl.a. strategisk erfagruppe med fynske virksomheder; Industri og Handelskammeret; VL 42 og VL 39; Odense Vestre Rotary Klub
Modtog Ridderkorset i 2000

• 2002 – 09 FUHU, adm. direktør
Se ”Fortællinger om FUHU” foran

• 2oo9 –    Aktiv senior
Medlem af Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser, REP, frem til 2017, hvor jeg sikrede, at DSEB overtog posten
Medlem af bestyrelsen for Fonden for Entreprenørskab indtil bankdirektør Torben Laustsen, Nordea, var på plads som næstformand, og direktør Lars Nørby Johansen var kørt i stilling til at overtage formandsposten efter Jørgen Mads Clausen
Formand for SPACE’s Entrepreneurship Committee. Medlem af EFMD’s Entrepreneurship Steering Committee. Medvirkede som entrepreneurship ekspert i TietgenSkolens projekt i Mitroviche, Kosovo
Medlem af CBS’ advisory board for cand.soc. SEM. Medlem af flere netværk vedr. forskning og uddannelse. Medlem af Danmarks Akkrediteringsinstitutions ekspertgruppe bag akkrediteringen af Erhvervsakademiet Lillebælt
Medstifter af VL 42 Senior. Aktiv i Københavns Rotary Klub, bl.a. som flerårigt formand for Foredragsudvalget

Bilag 2, 3 og 4.
Figurerne kan rekvireres hos martin@lauth.dk

Bilag 5. Litteraturliste
Arnfred, Niels: SIMI – A Resource to Industry 1989 – 2009, Copenhagen 2009
Buch-Hansen, Hubert et al.: CBS og magten, Jurist og Økonomforbundets Forlag, København 2017
Christensen, Jens Frøslev: Oprøret på CBS, Samfundslitteratur, Samfundslitteratur, København 2016
FUHU: Ny Strategi for FUHU, Pamflet til FUHUs medlemmer, 2012
Gibbons, Michael et al.: The New Production of Knowledge, SAGE Publications, New Delhi, 1997
Jacobsen, Kurt og Anders Ravn Sørensen: CBS gennem 100 år, Historika Gads Forlag, København 2017
Lange, Ole, red., Kampen for en højere Læreanstalt, Handelshøjskolens Forlag, København 1992
Lange, Ole og Ole Wiberg: FUHU Krøniken 1880 – 2005, Rumfang, København 2005
Lauth, Martin & Stina Vrang Elias: En ny platform for samarbejde – DEA, i bogen Engelhardt, Robin et al., Red.: Tankestreger – tværvidenskabelige nybrud, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag 2007
Molin, Jan and Alan Irwin, red., The Distinctiveness of Diversity, Cool Gray, Copenhagen 2009
Rasmussen, Børge, red.: Historien om danske civiløkonomer, Civiløkonomerne, København 2004
Vibæk, Jens og Jan Kobbernagel: Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse 1880 – 1980, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk, København 1980
FUHUs, DSEBs og DEAs årsberetning, diverse årgange
-
Jeg stødte på en henvisning til:
Hansen, Morten Gudmund: Carl Nielsens FUHU-Kantate, Komers 1 (1988), p. 12

Her slutter beretningen om FUHU



Læs om CBS 100 år, HD-uddannelserne 100 år og Forbundet Kommunikation og Sprogs 50 års jubilæum her/.

Forbundet Kommunikation og Sprogs 50 års jubilæumsartikel i kommagasinet. Interview med Martin Lauth

"I de 50 år, der er gået, siden korrespondenterne dannede den fagforening, der i dag er Kommunikation og Sprog, har mange ting forandret sig. Noget har været båret af den politiske og økonomiske udvikling, andet af teknologi og ny viden. Og reelt kan vi næsten ikke sammenligne det samfund, vi havde i 1970, med det, vi har i dag." 

https://kommagasinet.dk/50-aar-der-har-forandret-det-meste-for-de-fleste/

CBS 100 år i 2017
EsF-kommitteret Bent Hyldkrog er farbror til den mangeårige CBS Observer redaktør Bjørn Hyldkrog.
Jeannette Ørsted: MPA, Master in Public Adminstration, deltager i Master of Language Administration-programmet, medlem af Styrelsesrådet, Assistant Editor of the Magazine Languages for Special Purposes.
Jørgen Christian Wind Nielsen Medlem af det sproglige fakultetsråd, medlem af Konsistorium?, medlem af Terminologigrupppen, medlem af Sprogligt Studieudvalg, medlem af studienævn, redaktion af RUS-bøger, Fabrikken, Kræmmerhuset
Tidligere EsF-formand Hanne Nielsen, underviser i maskinskrivning og stenografi.
Per Lindegaard Hjorth: underviser i tysk, censor i tysk, medlem af aftagerpanel, uddeling af EsF-priser.

2020:

Fra: Flemming Smedegaard <fsm@sdu.dk>
Sendt: 15. januar 2020 15:32
 Til: Jørgen Chr. Nielsen <jcn@Kommunikationogsprog.dk>
 Emne: SV: Uddannelsesspørgsmål - Historien er følgende:

I 1994 etablerede vi en 1½ årig humanistisk suppleringsuddannelse i virksomhedskommunikation (og det var sprogligt kun dansk virksomhedskommunikation)

I 1996 etablerede vi også denne humanistiske suppleringsuddannelse som åben uddannelse

I 1999 fik vi den første kandidatuddannelse under navnet ’fremmedsproglig virksomhedskommunikation’ (med specialiseringer i engelsk, fransk, spansk og tysk virksomhedskommunikation)

I 2005 omlagde vi ovenstående uddannelser til den nuværende kandidatuddannelse i international virksomhedskommunikation  (med specialiseringer i dansk, engelsk, fransk, spansk og tysk virksomhedskommunikation – og senere også arabisk virksomhedskommunikation. Senere er alle andre specialiseringer end dansk og engelsk nedlagt igen. Der optages ca. 100 om året nu med ca. 2/3 på dansk og 1/3 på engelsk).

Aarhus Universitet universitetshistorie

http://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/hvem-skal-nu-skrive-aus-historie/

Cand.ling.merc. på Aarhus Universitet - februar 2020
I forlængelse af nedlæggelsen af Corporate Communication (på engelsk) på Aarhus School of Business, og en stærkt vigende søgning til cand.ling.merc. translatør og tolk, har Aarhus Universitet nu omlagt uddannelsen, dels så den træder i stedet for Corporate Communication (men på dansk), dels så oversætteruddannelsen til translatør bliver en tilvalgsmulighed. Tolkning forsvinder helt ud.  Det bliver nu til en kommunikations- og sproguddannelse med et fremmedsprog. Der tilbydes mulighed for at specialisere sig til uddannet translatør. Termen uddannet translatør er valgt, dels fordi det er en beskyttet titel (efter nedlæggelse af translatørbeskikkelsen) , dels fordi termen er anvendt i retsplejeloven. Til gengæld er termen ”translatør” alene ikke beskyttet, men jeg kender ikke til nogen, der anvender den som oversættere. Det er så det sidste sted i Danmark man kan blive ”uddannet translatør”, nu som tilvalg eller specialisering. Det er ikke længere muligt at tage en tolkeuddannelsen på kandidatniveau i Danmark (bortset fra det EU-støttede aktuelle program om konferencetolkning, også på Aarhus Universitet). I skrivende stund, 21. februar 2020, er diverse studieordninger m.v. under udarbejdelse.

Man kan  finde beskrivelser af de nye CLM-uddannelser på studieguiden:

https://kandidat.au.dk/engelskerhvervssprog/
https://kandidat.au.dk/franskerhvervssprog/
https://kandidat.au.dk/spanskerhvervssprog/
https://kandidat.au.dk/tyskerhvervssprog/

Studieordninger bliver først offentliggjort den 1. april, så indtil da ligger der beskrivelser også af de enkelte fag på studieguiden.

Dekanatet på Aarhus Universitet har været i kontakt med ministeriet om CLM og har givet grønt lys til, at studerende stadigvæk vil kunne opnå betegnelsen  ”uddannet translatør”. Der findes ikke en tjekliste over fag, man skal have været igennem for at opnå betegnelsen, så situationen er,  at det i høj grad er op til uddannelsesudviklerne selv at definere betingelserne. De betingelser, der er skrevet ind i studieordningerne for at opnå betegnelsen, er flg.:

Studerende, der gennemfører kandidatuddannelsen og vælger fagene Virksomheders tekniske kommunikation og flersprogede dokumentstyring og Oversættelse af virksomheders juridiske og økonomiske tekster samt projektorienteret forløb og speciale relateret til oversættelse opnår ret til at anvende betegnelsen ”uddannet translatør”.

Under adgangskrav står der:
Kandidatuddannelsen i ét fremmedsprog kræver, at du har en erhvervssproglig bachelor¬uddannelse (med det relevante sprog) fra Aarhus BSS, (samt andre IVK-uddannelser med 60 ECTS inden for fremmedsprog mv.). Teksten bliver ændret til Aarhus Universitet.Til orientering er studieordningerne for kandidatuddannelserne i Erhvervssprog og international erhvervskommunikation nu online på vores hjemmeside.

Studieordningerne for kandidatuddannelserne i Erhvervssprog og international erhvervskommunikation, Aarhus Universitet, maj 2020

Engelsk: https://eddiprod.au.dk/EDDI/webservices/DokOrdningService.cfc?method=visGodkendtOrdning&dokOrdningId=16357&sprog=da

Fransk: https://eddiprod.au.dk/EDDI/webservices/DokOrdningService.cfc?method=visGodkendtOrdning&dokOrdningId=16359&sprog=da
Spansk: https://eddiprod.au.dk/EDDI/webservices/DokOrdningService.cfc?method=visGodkendtOrdning&dokOrdningId=16360&sprog=da
Tysk: https://eddiprod.au.dk/EDDI/webservices/DokOrdningService.cfc?method=visGodkendtOrdning&dokOrdningId=16361&sprog=da

RUC 2020

104/20:21 JS Nyt fra formanden. Aktuelle sager udsendes inden mødet. (Er ikke udsendt inden mødet) EKSTERNE RELATIONER Aftagerpanel – Roskilde Universitet På Instituttet for Kommunikation og Historie (IKH) har der været et onlinemøde i aftagerpanelet. Dette møde drejede sig udelukkende om de nye kandidatuddannelser, hvor IKH har lavet et oplæg på en række nye kandidatuddannelser (11 i alt), herunder inden for kommunikation. RUCs ledelse har imidlertid skåret antallet ned til syv. Denne ene uddannelse er kommunikation, hvor opfordringen er at lave en specialisering: - Strategisk kommunikation og digitale medier - Performance design - Fagintegreret uddannelse i kommunikation I den forbindelse skal det siges, at aftagerpanelet forkastede den fagintegrerede uddannelse, da ingen forstod, hvad det gik ud på, og hvilken type job kandidaterne skulle bestride. Der vil desuden blive lavet en engelsksproget uddannelse (Communication and Media Analytics), som skal tiltrække studerende for den engelsksprogede BA i Global Humanities).

Internationale Udviklingsstudier lukker og slukker

Et af Roskilde Universitets flagskibe – Internationale Udviklingsstudier –  synger på sidste vers. Det skal slås sammen med Global Studies. Ønsket er at skabe en mere helstøbt uddannelse, der er skræddersyet til arbejdsmarkedet. Læs her/.