onsdag den 3. juli 2019

Forsvarsadvokater kan frit vælge tolke


En ny aftale om tolkning har givet anledning til usikkerhed om, hvordan forsvarsadvokater skal forholde sig i forhold til brug af tolke. Rigspolitiet har derfor nu udsendt en vejledning, som giver svar på en række spørgsmål vedrørende forsvarsadvokaters anvendelse af tolke.

I vejledningen bliver det slået fast, at forsvarsadvokaternes brug af tolke ikke er omfattet af den nye aftale. Forsvarsadvokaterne kan altså fortsat frit vælge, hvilken tolk de ønsker at benytte i forbindelse med samtaler med deres klienter. (Kilde: Advokatsamfundets nyhedsbrev 12 - 28. juni 2019)

Læs mere og find vejledningen her.

Direktionsekretariatet
Rigspolitiet
Polititorvet 14
1780 København V
Tlf.: 33 14 88 88
Email: politi@politi.dk

Q/A Dato: 15-05-2019
Om forsvarsadvokaters anvendelse af tolke

Hvorfor gennemførte politiet et udbud af tolkeydelser?
Politiets tidligere tolkeordning var ikke baseret på et udbud. Med ændring af udbudsloven den 1. januar 2016 har Rigspolitiet, på baggrund af en udtalelse fra Kammeradvokaten, vurderet, at tolkeydelser er udbudspligtige. Derfor har politiet gennemført et udbud af tolkeydelser og på den baggrund indgået en aftale med tolkefirmaet EasyTranslate A/S. Aftalen omfatter myndighederne på Justitsministeriets og Udlændinge- og Integrationsministeriets område.

Skal forsvarsadvokater bruge EasyTranslate tolke?
Rigspolitiets aftale med EasyTranslate A/S omfatter myndighederne under Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Forsvarsadvokaternes brug af tolke er ikke omfattet af Rigspolitiets aftale. Forsvarsadvokaterne kan fortsat frit vælge, hvilken tolk de ønsker at benytte i forbindelse med samtaler med deres klienter. Det har tidligere været fremme, at deling af oplysninger fra en straffesag med en tolk, som ikke var optaget på Rigspolitiets tolkeoversigt (den tidligere ordning) eller er tilknyttet EasyTranslate A/S (den nuværende ordning), kan være en strafbelagt uberettiget videregivelse af oplysninger. I retsplejeloven er der i almindelighed intet til hinder for, at en forsvarer orienterer sigtede om materiale af betydning for straffesagen eller foreviser materialet for
sigtede uden politiets samtykke. Det gælder også, at det i almindelighed er tilladt for forsvareren uden politiets samtykke at forevise materialet for en sagkyndig eller en tolk i forbindelse med en samtale med klienten. Forsvareren bør dog af hensyn til tavshedspligten sikre sig, at tolken er bekendt med reglerne om tavshedspligt og habilitet. Hvis klienten er varetægtsfængslet, skal tolken også kunne
godkendes til besøg i fængslet.

Kan tolke, der ikke er tilknyttet EasyTranslate, benyttes i forbindelse med forsvarsadvokaters besøg i fængsler og arresthuse?
Tolke, som rekvireres via EasyTranslate A/S, der har gennemført rekrutteringsprocessen, herunder er blevet sikkerhedsgodkendt, har som udgangspunkt adgang til kriminalforsorgens institutioner uden yderligere sikkerhedsgodkendelse. Tolke, som ikke rekvireres via EasyTranslate A/S, skal gennemgå samme godkendelsesprocedure som øvrige besøgende, hvilket bl.a. omfatter træk i kriminalregisteret. Såfremt der er oplysninger, der taler imod et besøg, vil tolken få afslag på adgang til kriminalforsorgens institutioner.  Proceduremæssigt er der ikke nogen ændringer i forhold til den tidligere tolkeordning, hvor tolke, som ikke var opført på Rigspolitiets tolkeoversigt, ligeledes skulle godkendes efter de gældende regler, mens tolke, som var opført på oversigten, som udgangspunkt havde adgang til kriminalforsorgens institutioner uden yderligere sikkerhedsgodkendelse.

Hvem betaler for tolkeydelserne?
Statskassen betaler for de tolke, som myndighederne og forsvarsadvokaterne anvender. Betalingen af de tolke, som forsvarsadvokaterne anvender, har hidtil foregået ved, at forsvareren rekvirerer tolken og afholder udgiften, som efterfølgende refunderes gennem retten. Det gælder imidlertid ikke i en række sjællandske politikredse, herunder Københavns Politi og Nordsjællands Politi, hvor tolken efter forsvarerens attestation afregner direkte over for politiet. Under den nye tolkeordning er
det valgfrit, om afregningen sker ved, at den enkelte tolk afregner direkte med politiet, eller ved, at forsvarsadvokaten lægger ud og får refunderet betalingen af tolken i forbindelse med salæropgørelsen.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar