tirsdag den 21. marts 2023

Kåring af bedste K-speciale 2022 samt K-bar

Specialeprisen 2022 og K-bar
Fredag den 24. marts blev K-Specialeprisen 2022 uddelt på et K-bararran-gement. Specialeprisen er et samarbejde mellem Kommunikationsforum og Forbundet Kommunikation og Sprog.  Specialeprisen 2022 og K-baren blev holdt i den gamle trykkerihal PRESSEN, JP/Politikens Hus, Vester Voldgade 33, 1785 København K. 



Vi modtog en masse spændende specialer om alt fra ligestillingsdebatten, CSR-kommunikation online, om køn i avisernes portrætter, vidensarbejderes tidsmiljø i det hybride arbejdsliv og narrativer om genbrug. 

Medarbejdere fra de medvirkende organisationer udvalgte otte specialer, der blev overgivet til en jury, der så udvalgte vinderne. De specialer, der dystede om at vinde 2022-prisen, var:

Køn Utopi! – En retorisk undersøgelse af det feministiske kønsmanifest som drivkraft for seksuel dannelse på de danske højskoler, her/
Hvad taler vi om, når vi taler om ligestilling?, her/
CSR-kommunikation på Facebook, her/
Red Barnets nye CTRL-initiativ – kan kommunikation nedbryde et tabu?, her/
Vidensarbejderes tidsmiljø i det hybride arbejdsliv, her/
Mand dig op, kvinde! – En kvalitativ undersøgelse af Forsvarets udadrettede kommunikation om mangfoldighed og kvinders erfaringer fra hæren, her/
Samtalesaloner: En ny måde at tale om klimaforandringer på?, her/
”Den grønne omstilling” – En analyse af Danmarks grønne initiativer, kommunikation og præstation, her/

Juryen er Cathrine Holm-Nielsen, forperson i Kommunikation og Sprog, Katrine Grønne, forperson i K1 og direktør i Kongsted+Grønne, Victoria Vest, kommunikationskonsulent ved RUC samt Timme Bisgaard Munk, redaktør ved Kforum. Sekretariatsmedarbejderne er fra Kforum Matilde Laursen og fra Forbundet Kommunikation og Sprog konsulent Ask Lehrmann og konsulent Jørgen Christian Wind Nielsen.



Hvorfor en specialepris?
Vi prøver gennem specialeprisen at  indfange de specialer, som bringer faget videre og formidler, hvordan og hvorfor kommunikation gør en forskel. Vi belønner dem, som er kloge og modigt indfanger og udfordrer tidsånden som kommunikation. Helt konkret helt med 10.000,-, blomster og fribilletter. 

Tre fremragende specialer slap igennem nåleøjet. De repræsenterer på hver deres måde det ultimative inden for faget lige nu.

3. pladsen
Samtalesaloner: En ny måde at tale om klimaforandringer på? – En praktisk-innovativ undersøgelse af tiltaget samtalesaloner og dets potentialer for samskabende forskningsformidling og retorisk medborgerskab. Specialet er skrevet af Signe Holst og Maria Guldmann ved Retorik på Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 12. 

Specialet tager udgangspunkt i den samfundsmæssige problemstilling, at den nuværende offentlige debat om klimaforandringer i Danmark ofte kan virke uoverskuelig, kompliceret at forstå og nedslående at tale med andre om. Derfor undersøger de med dette speciale, om formatet samtalesaloner har potentiale til  at forbedre den offentlige debat om klimaforandringer.

Juryen udtaler: Klimakrisen tager til dag for dag. Det er en kæmpe politisk udfordring, som kræver sin kommunikation, så verdensbefolkningen handler hurtigt og rigtigt. Vi K-folk vil gerne gøre en forskel, men hvordan? For noget må gøres i disse altafgørende år, inden det er for sent. Her kommer det begavede speciale os til hjælp ved at undersøge, hvordan samtalesaloner kan være en metode til at skabe retorisk medborgerskab og vække den altafgørende klimabevidsthed og vilje til handling, som er så nødvendigt lige nu lige her. Tak for det og tillykke.

2. pladsen
Red Barnets nye CTRL-initiativ – kan kommunikation nedbryde et tabu? – Et speciale om kommunikationens muligheder og udfordringer i relation til emnet om unges begyndende seksuelle tanker om børn. 

Specialet er skrevet af Gertrud Scheutz og Rikke Sofie Storgaard ved Strategisk kommunikation og Digitale medier ved Roskilde Universitet og blev bedømt til karakteren 12.

Specialet er et unikt studie af Red Barnets nye initiativ ’CTRL’ fra december 2021 bestående af et website og tilhørende kampagne på de sociale medier Facebook, Instagram og Snapchat. CTRL er udviklet med det formål at give rådgivning til teenagere i alderen 12-18 år, der har seksuelle tanker om mindreårige. På denne måde ønsker Red Barnet at sikre, at de unge får den rette hjælp allerede i en tidlig alder, da det kan medvirke til at forebygge seksuelle overgreb på børn.

Juryen udtaler:

Udgangspunkt var svært. Et svært emne, En svær kampagne i et tabubelagt mørkeland. Her bringer de to specialeskrivere K-faget i spil for at hjælpe Red Barnet. Metoden og tilgangen er en solid caseanalyse med empiri og data, som er svær at indsamle. Det har uden tvivl krævet både gå-på-mod, men også stor stædighed.

De to specialeskrivere kaster sig ud i et samfundsmæssig tabu og viser igennem deres analyse, hvordan kommunikation kan spille en vigtig rolle. Igennem deres begavede analyse og evaluering står Red Barnet med flere og bedre redskaber til forebygge og bekæmpe seksuelle overgreb på børn. Tak for det.

1. pladsen
Køn Utopi! – En retorisk undersøgelse af det feministiske kønsmanifest som drivkraft for seksuel dannelse på de danske højskoler. 
Specialet er skrevet af Kira Skovbo Moser ved Retorik ved Aarhus Universitet.

Et fremragende speciale. I specialet Køn Utopi! undersøger Kira Skovbo Moser, hvordan vi gennem en mere aktivistisk undervisningsform centreret omkring manifestskrivning kan fremme seksuel dannelse blandt unge mennesker på de danske højskoler. Potentielt kan denne seksuelle dannelse herfra brede sig som ringe i vandet i vores samfund, skubbe til vores verdensopfattelser og handlemønstre og på længere sigt skabe kulturelle og strukturelle forandringer for en mere lige verden. Specialet undersøger ikke blot, men udvikler også et nyt manifest til og for seksuel dannelse.

Juryen udtaler:

Non-binære, transpersoner, ciskønnede og heteronormative. Ordene er mange og vi har mange fordomme, vi skal flytte i den nye virkelighed af flydende kønsidentitet. Ergo: Der er brug for seksuel dannelse og nysgerrighed i disse tider, hvor køn og identitet er i spil som aldrig før. Dette speciale går begavet ind i det spil og spiller ud med, hvordan der kan skabes rum og rammer for den dannelsesproces. Det tager et kommunikativt ansvar. Et speciale med et utroligt højt teoretisk niveau, som kobler teori med et højaktuelt og samfundsrelevant emne. En tematik, som ikke blot diskuteres, men hvor der modigt udvikles et produkt og manifest, som vil gøre en forskel. Specialet skaber handling og påvirker holdninger i teori og praksis. Man kan ikke kræve meget mere af et godt K-speciale. Et speciale, som om noget har indfanget året 2022 kommunikativt.

Stort tillykke til alle de nominerede.





Præmier:
10.000 kr. (vinderen)
Diplom for Specialeprisen 2022
Blomster
Billetter til KS-dagen 2023 (1. november i Aarhus, Centralværkstedet eller 8. november i København, Kosmopol)

Hvad griner Generation Z af?
Memes, TikToks og en masse billeder af Shrek. At forsøge at kommunikere med de unge har altid været den voksne kommunikatørs hovedpine. For hvordan taler man til en målgruppe, som lugter bullshit på lang afstand, hvis man forsøger at tale "deres sprog"? Og hvordan undgår man den frygtede cringe? Satiriker og journalist Anton Abildgaard og TV 2 vært og journalist Amalie Rud Seerup, gav  en indflyvning i, hvordan man bliver hørt af de yngre generationer og kommunikerer med dem uden at lyde pinagtig. Et indblik i logikken bag memes, internettets kringelkroge og en masse andet, du ikke vidste, du burde vide!  
V/ Anton Abildgaard, journalist & satiriker og Amalie Rud Seerup, journalist, TV2.





Stramt  budget
Er du på et stramt budget – og det er du jo med alle de afkortninger: afkortning  af kandidatuddannelserne, afkortning af SU og afkortning af dimittenddagpengene – er der alligevel gode muligheder for en billig bytur kombineret med faglige forfriskninger. Fik du ikke gjort det i år, kan du allerede nu gå i gang med den strategiske planlægning for 2024. 

Mange kommunikationsbureauer har tradition for årlige receptioner med kombineret barkoncept og faglige oplæg. Det er oplagte muligheder for at netværke, måske skaffe sig en praktik eller et studenterjob. 

For nylig var der faglig fyraften, et samarbejde mellem Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog, Dansk Journalistforbund samt Forbundet Kommunikation og Sprog. Ganske gratis.

Fredag den 24. marts var der som det fremgår Specialeprisen 2022 og K-bar.
Vi glæder os allerede nu til at se dig og dit speciale til Specialeprisen 2023 og K-baren.

Links:
Kom til K-bar og vær med til Specialeprisen 2022, her/
Kforum for Studerende og Kommunikation og Sprog hylder specialer skrevet i 2022, her/
K-bar: Forårets hyggeligste fredagsbar, her/
Specialeprisen 2022 og K-bar, billeder, her/
Specialepriser 2021 og K-bar, billeder, her/




























Ingen kommentarer:

Send en kommentar