Dansk PEN ramte plet, da foreningen sammen med
Udenrigspolitisk Selskab inviterede til møde om ”Ytringsfrihed, religion og FN”
og om den politiske kamp om at definere de internationale retningslinjer for
ytringsfrihed. Litteraturhuset i Nybrogade i København var fyldt til sidste
stol. Omdrejningspunktet var FN, ytringsfrihed og religionspolitik, men
debatten handlede også om ytringsfrihed generelt set og indskrænkninger af
ytringsfriheden.
Hvad er hadefuld tale (hate
speech) ifølge international lov, og kan man kriminalisere
religionskrænkende ytringer med henvisning til hate speech-lovgivning? Igennem
mange år forsøgte en alliance af religiøse og autoritære stater at indføre nye
internationale love imod blasfemiske eller ”religionskrænkende” ytringer. Men
med en kombination af pisk og gulerod blokerede USA for denne ambition.
I
2019 lancerede FN en ny handlingsplan imod hadefuld tale, og i dag handler kampen om at
definere eksisterende hate speech-lovgivning og om hvorvidt man kan anvende disse
love imod religionskritik, religionskrænkelse og blasfemi.
Den færøske forsker i international
politik fra King’s College London, Heini í Skorini, har kortlagt
udviklingen i FN. Han argumenterer for, at mainstream, sekulære
menneskerettighedsprincipper misbruges til at promovere autoritær, religiøs
censur både nationalt og internationalt.
Heini í Skorini har undersøgt, hvordan kampen mellem ytringsfrihed
og religionsfrihed præger FNs Menneskerettighedsråd og den terminologi, der
bruges og misbruges af bl.a. regimerne i Mellemøsten, Rusland og Tyrkiet til at
begrænse ytringsfriheden og retfærdiggøre andre former for krænkelser af
menneskerettighederne. Heini í Skorini har skrevet en Ph.d.-afhandling,
der nu er udkommet i bogform, om emnet.
Efter foredraget var der samtale og debat mellem Heini í Skorini, Jacob
Mchangama, jurist og direktør for tænketanken
Justicia og Eva Grambye, vicedirektør og leder af International afdeling på Institut
for Menneskerettigheder om de konklusioner, Skorini drager
af sin forskning, og hvilke konsekvenser det har for vægten og troværdigheden
af det internationale menneskerettighedsarbejde, herunder vurderingen af FNs Menneskerettighedsråds betydning og mulighed for at påvirke disse landes
krænkelsespraksis og politik.
Mille Rode, der er generalsekretær i Dansk PEN, bød
velkommen og indledte med åbningsspørgsmålet, hvordan vi agerer i forhold til
de internationale institutioner.
Der foregår en politisk kamp i FN, der slet ikke er af ny
dato, om at definere ytringsfriheden og ytringsfrihedens grænser i forhold til
religion, og i forhold til ytringsfrihed generelt. Det er Heini í Skorinis
opfattelse, at menneskerettighederne paradoksalt nok bruges til at promovere
undertrykkelse og censur. Formuleringerne og sproget i sig selv i FNs
beslutninger kan fortolkes og misbruges til egne formål. Det er derfor vigtigt
helt at undgå formuleringer, der kan fungere som grundlag for at begrænse
ytringsfriheden.
Ifølge Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fastslås
alles ret til menings- og ytringsfrihed, men alle har også ret til lige
beskyttelse mod enhver forskelsbehandling og mod enhver tilskyndelse til en
sådan forskelsbehandling. Derfor skal blasfemi være forbudt, lyder det. Allerede i 1948 forsøgte nogle medlemslande i FN at få
indført et blasfemiforbud mod ”grundlæggere af religion”, "... attacks on founders
of religion ..". Der blev fra 1948-1966 arbejdet med et ”Covenant”, ”en
religiøst forpligtende overenskomst”, der har til formål i at ulovliggøre
blasfemi i international lov.
De
vestlige lande stemt imod dette Covenant, men det blev vedtaget igen og igen: International
Covenant on Civil and Political Rights (1966): §20 (2): "Any advocacy of
national, racial or religious hatred that constitutes incitement to
discrimination, hostility or violence shall be prohibited by law." (Tilskyndelse
til fjendtlighed).
I 1999 blev OIC, en slags muslimsk FN, stiftet i Jedda, med
Saudiarabien og Pakistan som de drivende kræfter. Organisationen arbejdede for
at forbyde ”defamation of religions” og de havde held med det frem til 2010,
hvor Obama aktivt begyndte at modarbejde det. International værdipolitik om
blasfemilove blev vedtaget hvert år fra 1999-2010.
I 2008 indledte Obama og
Clinton en modkampagne mod blasfemiparagraffer. Forbud mod satire om religion
blev vedtaget for sidste gang i 2010. Det viser sig, at den slags vedtagelser har
en tendens til at blive brugt mod religiøse minoriteter. De samme lande bag OIC
har nu skiftet strategi, fra religiøs til sekulær framing.
Men målet er det samme,
nemlig at begrænse mulighederne for kritik og at begrænse ytringsfriheden gennem
hate speech og andre ytringer, der er ”ødelæggende for fred og stabilitet”.
Karikaturtegninger skal være i strid med international lov. Hate speech-begrebet
bruges til at begrænse religiøs satire. Det er en forudsætning for at vi kan
leve i fredelig sameksistens, at religionskritik bliver forbudt, er argumentet.
Nogle centrale problemer i den sammenhæng er at lande i EU,
og også EU selv, er begyndt at formulere indgreb og lovgivning mod hate speech. Hate speech er ikke nærmere defineret. Hvis vi kan indføre den slags love i Europa, der
hovedsageligt udspringer af et behov i forbindelse med kommunikation i sociale
medier, hvorfor kan andre så ikke. Og i
Tyskland er for eksempel Holocaust-benægtelse forbudt.
Jacob Mchangama mener principielt, at det er farligt at indføre
begrænsninger i ytringsfriheden. Vi skal have en principfast ytringsfrihed. Et
demokrati kan forsvare sig mod modstandere af demokrati uden at indskrænke
ytringsfriheden. Charta 77/Helsinki viste, at ytringsfriheden er en helt klar
forudsætning for at kunne organisere sig.
Eva Grambye mener, at vi skal have en
handlingsplan for digital dannelse, der kan lære os, at vi har et digitalt
ansvar. Det er en trussel mod
demokratiet, at børn, unge og især kvinder
skræmmes væk fra at ytre sig på nettet.
- Litteraturhuset, Nybrogade 28, København K. Tirsdag den 4. februar kl.
16.30 til 18.00
Arrangeret af Dansk PEN i samarbejde med Udenrigspolitisk Selskab. Link til opslag.
Arrangeret af Dansk PEN i samarbejde med Udenrigspolitisk Selskab. Link til opslag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar