Finland Introduces Subtitling Standards for Consistency Across Platforms

Finland is the latest European country to roll out a new set of quality requirements for subtitles in television programs. The quality recommendations comprise two sets of guidelines; one for Finnish subtitles and another for Swedish subtitles. (Finland has two official languages, Finnish and Swedish.)

The AV Translation Center published the recommendations on January 27, 2020, and the Institute for the Languages of Finland (also known as Kotus) endorsed them in a January 29, 2020 website post.

The guidelines are the culmination of efforts by a working group that included language professionals from organizations such as the Finnish Association of Translators and Interpreters (SKTL), the Association of Language Experts, and Kotus.

Source: https://slator.com/demand-drivers/finland-introduces-subtitling-standards-for-consistency-across-platforms/

Læs om retningslinjer for undertekstning i Danmark her

Praksis, ophavsret og retningslinjer i teksterbranchen – interview med Amalie Foss

Formand for teksterne (FBO) i Danmark, Amalie Foss, blev for nylig interviewet til JoSTrans,
et internationalt online tidsskrift om auviovisuel oversættelse, det vil sige tekstning, dubbing, live-tekstning og ttv-tekstning. Interviewet blev lavet under Intermedia-konferencen, den polske konference om AV-oversættelse, der sidste år blev afholdt i Warszawa, organiseret af Agnieszka Szarkowska, som er lektor på Institute of Applied Linguistics på Warszawas Universitet. Konferencen er meget velanset, og ud over at organisere den, er Agnieszka Szarkowska også leder af AVT Lab, en af de første forskningsgrupper om audiovisuel oversættelse. Szarkowska talte med Amalie Foss om de praktiske aspekter af teksterarbejdet, og hvordan ens arbejdsforhold. Og interviewet handlede derudover om både ophavsret og organisering, internationalt samarbejde og ikke mindst om retningslinjer for undertekstning, noget som Forum for Billedmedieoversættere har arbejdet hårdt for at skabe i Danmark. Sidste år kom der således en egentlig standardiseret udgave af brugbare teksterretningslinjer, som skal være med til at bevare og øge standarden for tekstning i Danmark, og som udspringer af de kvalitetskriterier, FBO uddyber på sin hjemmeside.

Interviewet kan ses her, og der ligger i øvrigt links til andre gode interviews og artikler fra JoSTrans.

Kilde: http://www.babelfisken.dk/2020/02/05/praksis-ophavsret-og-retningslinjer-i-teksterbranchen-interview-med-amalie-foss/

ILO-konvention nr. 169 af 28. juni 1989

Bekendtgørelse af ILO-konvention nr. 169 af 28. juni 1989 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater. Link til konventionen. 

Artikel 28

1. De pågældende folks børn skal, hvor det er praktisk muligt, lære at læse og skrive på deres eget oprindelige sprog eller det sprog, der mest almindeligt anvendes af den gruppe, som de tilhører. Såfremt dette ikke er muligt, skal de kompetente myndigheder konsultere disse folk med henblik på at vedtage foranstaltninger for at opfylde denne målsætning.

2. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at disse folk opnår mulighed for at kunne udtrykke sig flydende på det nationale sprog eller et af landets officielle sprog.

3. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at bevare og fremme udvikling og anvendelse af de pågældende oprindelige folks sprog.

Hvordan bekæmper man hadefuld tale med principfast ytringsfrihed?

Dansk PEN ramte plet, da foreningen sammen med Udenrigspolitisk Selskab inviterede til møde om ”Ytringsfrihed, religion og FN” og om den politiske kamp om at definere de internationale retningslinjer for ytringsfrihed. Litteraturhuset i Nybrogade i København var fyldt til sidste stol. Omdrejningspunktet var FN, ytringsfrihed og religionspolitik, men debatten handlede også om ytringsfrihed generelt set og indskrænkninger af ytringsfriheden.

Hvad er hadefuld tale (hate speech) ifølge international lov, og kan man kriminalisere religionskrænkende ytringer med henvisning til hate speech-lovgivning? Igennem mange år forsøgte en alliance af religiøse og autoritære stater at indføre nye internationale love imod blasfemiske eller ”religionskrænkende” ytringer. Men med en kombination af pisk og gulerod blokerede USA for denne ambition.

I 2019 lancerede FN en ny handlingsplan imod hadefuld tale, og i dag handler kampen om at definere eksisterende hate speech-lovgivning og om hvorvidt man kan anvende disse love imod religionskritik, religionskrænkelse og blasfemi. 

Den færøske forsker i international politik fra King’s College London, Heini í Skorini, har kortlagt udviklingen i FN. Han argumenterer for, at mainstream, sekulære menneskerettighedsprincipper misbruges til at promovere autoritær, religiøs censur både nationalt og internationalt.

Heini í Skorini har undersøgt, hvordan kampen mellem ytringsfrihed og religionsfrihed præger FNs Menneskerettighedsråd og den terminologi, der bruges og misbruges af bl.a. regimerne i Mellemøsten, Rusland og Tyrkiet til at begrænse ytringsfriheden og retfærdiggøre andre former for krænkelser af menneskerettighederne. Heini í Skorini har skrevet en Ph.d.-afhandling, der nu er udkommet i bogform, om emnet.

Efter foredraget var der samtale og debat mellem Heini í Skorini, Jacob Mchangama, jurist og direktør for tænketanken Justicia og Eva Grambye, vicedirektør og leder af International afdeling på Institut for Menneskerettigheder  om de konklusioner, Skorini drager af sin forskning, og hvilke konsekvenser det har for vægten og troværdigheden af det internationale menneskerettighedsarbejde, herunder vurderingen af FNs Menneskerettighedsråds betydning og mulighed for at påvirke disse landes krænkelsespraksis og politik.

Mille Rode, der er generalsekretær i Dansk PEN, bød velkommen og indledte med åbningsspørgsmålet, hvordan vi agerer i forhold til de internationale institutioner. 

Der foregår en politisk kamp i FN, der slet ikke er af ny dato, om at definere ytringsfriheden og ytringsfrihedens grænser i forhold til religion, og i forhold til ytringsfrihed generelt. Det er Heini í Skorinis opfattelse, at menneskerettighederne paradoksalt nok bruges til at promovere undertrykkelse og censur. Formuleringerne og sproget i sig selv i FNs beslutninger kan fortolkes og misbruges til egne formål. Det er derfor vigtigt helt at undgå formuleringer, der kan fungere som grundlag for at begrænse ytringsfriheden.

Ifølge Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fastslås alles ret til menings- og ytringsfrihed, men alle har også ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling. Derfor skal blasfemi være forbudt, lyder det. Allerede i 1948 forsøgte nogle medlemslande i FN at få indført et blasfemiforbud mod ”grundlæggere af religion”, "... attacks on founders of religion ..". Der blev fra 1948-1966 arbejdet med et ”Covenant”, ”en religiøst forpligtende overenskomst”, der har til formål i at ulovliggøre blasfemi i international lov. 

De vestlige lande stemt imod dette Covenant, men det blev vedtaget igen og igen: International Covenant on Civil and Political Rights (1966): §20 (2): "Any advocacy of national, racial or religious hatred that constitutes incitement to discrimination, hostility or violence shall be prohibited by law." (Tilskyndelse til fjendtlighed).

I 1999 blev OIC, en slags muslimsk FN, stiftet i Jedda, med Saudiarabien og Pakistan som de drivende kræfter. Organisationen arbejdede for at forbyde ”defamation of religions” og de havde held med det frem til 2010, hvor Obama aktivt begyndte at modarbejde det. International værdipolitik om blasfemilove blev vedtaget hvert år fra 1999-2010. 

I 2008 indledte Obama og Clinton en modkampagne mod blasfemiparagraffer. Forbud mod satire om religion blev vedtaget for sidste gang i 2010. Det viser sig, at den slags vedtagelser har en tendens til at blive brugt mod religiøse minoriteter. De samme lande bag OIC har nu skiftet strategi, fra religiøs til sekulær framing. 

Men målet er det samme, nemlig at begrænse mulighederne for kritik og at begrænse ytringsfriheden gennem hate speech og andre ytringer, der er ”ødelæggende for fred og stabilitet”. Karikaturtegninger skal være i strid med international lov. Hate speech-begrebet bruges til at begrænse religiøs satire. Det er en forudsætning for at vi kan leve i fredelig sameksistens, at religionskritik bliver forbudt, er argumentet. 

Nogle centrale problemer i den sammenhæng er at lande i EU, og også EU selv, er begyndt at formulere indgreb og lovgivning mod hate speech. Hate speech er ikke nærmere defineret. Hvis vi kan indføre den slags love i Europa, der hovedsageligt udspringer af et behov i forbindelse med kommunikation i sociale medier, hvorfor kan andre så ikke.  Og i Tyskland er for eksempel Holocaust-benægtelse forbudt.

Jacob Mchangama mener principielt, at det er farligt at indføre begrænsninger i ytringsfriheden. Vi skal have en principfast ytringsfrihed. Et demokrati kan forsvare sig mod modstandere af demokrati uden at indskrænke ytringsfriheden. Charta 77/Helsinki viste, at ytringsfriheden er en helt klar forudsætning for at kunne organisere sig.

Eva Grambye mener, at vi skal have en handlingsplan for digital dannelse, der kan lære os, at vi har et digitalt ansvar. Det er en  trussel mod demokratiet, at børn,  unge og især kvinder skræmmes væk fra at ytre sig på nettet.

Se billederne her.

Læs Verdenserklæringen om Menneskerettigheder her.

  Ytringsfrihed, religion og FN 

- Litteraturhuset, Nybrogade 28, København K. Tirsdag den 4. februar kl. 16.30 til 18.00
Arrangeret af Dansk PEN i samarbejde med Udenrigspolitisk Selskab. Link til opslag.

Jørgen Christian Wind Nielsen