torsdag den 8. november 2018
European Language Resource Coordination - ELRC
Bringes i samarbejde med Hanne Vedel Sterndorf, Textwise, hvs@textwise.dk/.
Dansk Sprognævn var i oktober 2018 vært for den anden workshop vedrørende European Language Resource Coordination. ELRC’s mål er at indsamle data til EU’s maskinoversættelsesplatform (CEFAT), som Kommissionen udvikler under Connecting Europe Facility-programmet (CEF). Tanken bag hele projektet er at lette kommunikationen på tværs af EU’s mange sprog, indtil videre i den offentlige sektor.
Forbundet Kommunikation og Sprog var repræsenteret ved Jørgen Christian Wind Nielsen og Translatørforeningen ved Hanne Vedel Sterndorf og Christina Fuhrholm Kjærgaard, der er Translatørforeningens repræsentant i Dansk Sprognævn. Danske Translatører var indirekte repræsenteret, idet deres formand, Mette Aarslew, var hyret ind som tolk.
EU har udviklet sit eget værktøj til automatisk oversættelse – eTranslation https://ec.europa.eu/cefdigital/wiki/display/CEFDIGITAL/eTranslation/.
Systemet er fodret med offentligt tilgængelige tekster fra de forskellige EU-lande. DK halter dog noget bagefter med at bidrage! Løsningen kan give utroligt gode automatiske oversættelser, som dog skal redigeres noget – eller meget. Der er en lille offentlig adgang via "EUs onlineklageportal til forbrugere, https://www.forbrugereuropa.dk/klag/odr/forbrugere/, hvor man kan få oversat mindre tekster. Forbrugerstyrelsen bruger den for eksempel i forbindelse med klagebehandling, da man kan indsende klager på eget sprog i hele EU. De tør dog ikke stole helt på den leverede oversættelse, da eTranslation fungerer bedst på mere formelle tekster og ikke vrede forbrugerklager.
Vi spurgte, om den bredere offentlighed og i særdeleshed den professionelle oversætter, kunne få adgang til systemet, men det er der ikke planer om indtil videre. Interessen fra danske offentlige myndigheder har indtil videre været ret skuffende. Sprogligt arbejde udliciteres i stor stil, hvilket gør at ejerskabet/ejerfornemmelsen over terminologi og eventuelt materiale (hukommelser) fra oversættelsesprogrammer fra eksterne oversættelsesleverandører er nærmest ikke-eksisterende mange steder. Det betyder, at systemet ikke bliver tilført brugbare tekster i tilstrækkeligt stort antal til, at den danske del bliver helt så brugbar som for andre sprog, hvor de offentlige myndigheder har større fokus på mulighederne. Det betyder ligeledes, at terminologien for dansk kan blive noget udvandet og knap så ensartet og stringent, som man kunne ønske sig.
Det bliver interessant at følge den fremtidige udvikling af projektet.
ELRC: http://www.lr-coordination.eu/da
Billeder fra den første workshop, der blev holdt i Danmark i 2016: https://goo.gl/photos/6eSnSt6TFknrEz8C9
Billeder fra den oven for beskrevne workshop, oktober 2018:
https://photos.app.goo.gl/VdhAc6g8LiiXyF429
Dansk Sprognævn
https://dsn.dk/nyt/nyheder/2016/eu-konference-om-maskinoversaettelse
Artikel om samme emne af direktøren i Dansk Sprognævn, Sabine Kirchmeier
SvarSlethttps://kommagasinet.dk/en-udstrakt-haand-til-offentlige-institutioner-med-behov-for-oversaettelse/